Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg ved, at mange iblandt Dem spændt venter nyt fra Martinus' rejse til Island, vil jeg indlede dette brev med nogle få citater fra et ganske kort brev, jeg netop har modtaget fra ham. Hans afrejse foregik i det skønneste vejr. Solen strålede fra en næsten skyfri himmel, da den store islandske maskine som en mægtig sølvfugl forsvandt i horisonten. Martinus skriver:

"Flyveturen forløb ualmindelig fint. Vi fløj til Glasgow i Skotland. Det var morsomt for mig for første gang at betræde Englands jord. Og sikken en kæmpeby med et væld af store fabriker. Der var store områder med landbrug omkring byen, men ellers fløj vi over store bjergterræner. Jeg kom her til at tænke på bogen og filmen "Stormfulde Højder". Det var jo her fra disse højder, den er skrevet. Efter en times ophold fløj vi videre over snehvide skyterræner direkte til Island. Vi fløj i stærkt solskin. Det var interessant at gense Island. Det første vi fra flyvemaskinen så af sagaøen var de evige snemarker inde over Vatnajøklens topterræner. Og så gik turen videre, dels langs med kysten og dels over vilde ødemarker. Vi nåede frem til Reykjaviks lufthavn kl. ca. 19."

Martinus blev modtaget af mange gamle venner, og gensynet blev fejret på det hjerteligste. Den følgende dag var han til middag hos præsidenten for det teosofiske samfund på Island, Gretar Fells, hos hvem han traf sammen med forskellige kendte islændinge. Men allerede tirsdag gik turen videre:

"Næste dag, hvilket vil sige om tirsdagen, rejste jeg til Akureyri i flyvemaskine. Denne tur blev noget af det mest ejendommelige, jeg endnu har oplevet. Vi fløj nu opover Islands storslåede natur, som i sig selv er et stort eventyr. Disse umådelige vidder med vilde forrevne klippepartier, dybe afgrunde og slugter, snetoppe og gletchere og store lavasletter er et syn, man aldrig glemmer. Og her skete der det mærkelige, at da jeg ville filme fra flyvemaskinens vinduer, blev jeg inviteret ind i førerrummet, hvor den ene pilot forlod sin plads ved det ene rat, hvorefter jeg blev placeret på hans plads ved siden af kaptajnen. Her havde jeg en strålende udsigt, ligesom kaptajnen åbnede et vindue for mig, så jeg kunne filme direkte og ikke igennem vinduesglasset, som jeg måtte på min østerlandsrejse. Men for mig var flyvemaskinens førerrum med alle de snese af instrumenter, håndtag og kontakter, som kaptajnen ganske stille sad og betjente, et næsten endnu større eventyr. Det var morsomt at lægge mærke til, hvorledes maskinen reagerede for hver mindste lille kontakt, han rørte ved. Da jeg havde taget film af de underliggende terræner, vi fløj henover, ville jeg igen forlade min plads, men kaptajnen gjorde tegn til mig, at om lidt skulle maskinen dreje nedad til landing, og så ville jeg få lejlighed til at filme nedflyvningen til Akureyri. Nu håber jeg inderligt, at min film fra dette lille eventyr i luften må være vellykket, så mine venner hjemme i Danmark kan få lidt af denne min store oplevelse."

I Akureyri blev Martinus modtaget af de to lærere Erikur Sigurdsen og Sigurd Gejersen, der straks tog ham med ud på en stor biltur i omegnen. Men så var det også forbi med fritiden. Martinus skal holde foredrag hver aften, og der er meget stor forhåndsinteresse for hans besøg. I slutningen af sit brev fortæller han, hvor ejendommeligt det er for ham at opleve, at solen først går ned kl. ca. 24 og står op lige efter, således at natten næsten er helt suspenderet. Hele hans brev, som udover det her citerede helt er af privat natur, udstråler en umådelig glæde over denne rejse og over den lykke, han føler ved at opleve, hvor grundfæstet hans sag allerede er på denne så fjerne ø, hvor det åndelige frisind er så stort, at præsterne flokkes om ham og ønsker at høre hans mening om tilværelsens åndelige problemer. Brevet slutter med de kærligste hilsener og tanker til alle hans venner herhjemme!

Heroppe ved Klint har vi nu indledt slutspurten for at få feriebyen helt i orden til den tilstundende højsæson. Det er i år 3 x 7 år siden, vi købte det første areal heroppe og grundlagde denne lille by, der med årene har erobret så stor en plads i deres hjerter, som har gæstet den. Når vi dennegang lægger hammer, sav, høvl og pensler bort, gør vi det med den tilfredsstillelse, det er, at se en stor skabelse afsluttet i første omgang. 21 år tog det, men så har vi også den glæde at se udover en ferieby, der foruden 46 bungalows og 27 ferielejligheder rummer både gartneri og restaurant samt bibliothek og foredragssal. Lad så være, at der har været mange vanskeligheder at overvinde, og at der sandsynligvis stadig vil være modgang, der skal klares. Ser man udover feriebyen, som den nu ligger i sommersolen, er den, som lederen af det svenske Martinus-fond direktør Gunnar Hedfors fra Jönköping for få dage siden udtrykte det "et næsten ufatteligt eventyr". Vi, som har været med fra første stund, ser måske ikke altid klart dette eventyr, men det lyser os imøde, når vi en forårsdag ser de mange ældre og ofte meget svagelige menneskers rørende glæde over, at vi har stillet den til deres rådighed, så også de kan få del i denne rigdom. Og ikke mindst stråler det frem efter Martinus foredrag. At betragte de mange, der kommer ud fra salen, og at mærke den dybe glæde, det er for dem at have lyttet til Martinus røst i disse omgivelser, er, når alt kommer til alt, måske den allerbedste løn for enhver af os, der fik den lykke at være med til at skabe rammen om dette helt specielle åndelige liv.

EINSTEINS GUDSTRO.

En god svensk ven har sendt mig medfølgende bilag om den store tysk-amerikanske forsker Albert Einsteins gudstro. Jeg tror, det vil være mange af denne afdelings læsere en ligeså stor glæde at gennemlæse det, som det har været for mig. Atter og atter møder vi, der underviser i Martinus verdensbillede spørgsmålet: "Hvad siger videnskaben?" Men videnskaben er ikke bare een ting. Videnskaben repræsenteres af mennesker, som vi andre, og indenfor dens rækker finder vi både meget små og meget store sjæle – og i akkurat samme blandingsforhold som ude i livet. Flertallet af de mennesker, vi kalder videnskabsmænd, er mere intellektuelle håndværkere, end de er forskere i dette ords dybeste betydning. Thi for at være en absolut sand forsker, kræves der foruden stor intelligens også intuition. Og denne egenskab er endnu så ualmindelig, at man ikke med rette kan vente at finde den hos enhver, der har bestået sine rent videnskabelige eksaminer og eventuelt derudover også har erhvervet sig en doktorgrad.

I Albert Einsteins tilfælde står vi overfor den sjældne kombination af følelse, intelligens og intuition, der gør et menneske til et geni. Derfor lytter vi i dyb spænding til et sådant menneskes ord. Vi føler, at det evner at se klart der, hvor vi selv må famle os vej frem igennem tåger, og vore hjerter jubler, når det i klare ord udtrykker det, vor sjæl kun har evnet at ane. I Deres og mit liv tændte Martinus kosmiske analyser et lys, som aldrig kan slukkes. Disse analyser er blevet vort daglige livs ledetråd, som vi tør følge, fordi den hele tiden forbinder sig med vore egne selvoplevede erfaringer. Men aldrig kan vor glæde over den viden, han har skænket os, være større, end når livet udenfor os – igennem store menneskers kloge og dybe ord – bekræfter, hvad han har lært os. En sådan bekræftelse strømmer os imøde gennem Albert Einsteins ord. Her står vi overfor et menneske, der, omend han repræsenterer sanseevnen "nedenfra" d.v.s. udgør en af os, dog er nået så langt frem, at han igennem sit eget intellekt har erfaret sandheder, der klart forbinder sig med sanseevnen "ovenfra" eller med deres ord, som selv oplevede synet af det himmelske lys. I sit verdensbillede har Martinus klart skildret de tre verdensimpulser, der henholdsvis ligger til grund for den religiøse kultus, i hvilken magten og magten alene udgjorde inspirationen, og den i hvilken følelsen dominerede og så den kosmiske impuls, der nu er ifærd med at løfte menneskeheden op til den åndelige afklaring, i hvilken højintellektualiteten bliver al sanseoplevelses inderste kerne. Sammenligner man Martinus analyser indenfor dette område med Einsteins opfattelse, slår ligheden en så stærkt, at man uundgåeligt bøjer sit hoved i dybeste ærbødighed for det klarsyn, Einstein her er nået frem til.

I sit eget liv overskred Einstein mere end nogen anden i vor tid grænsen mellem den materialistiske og den åndelige videnskab. Ja, det er vel et spørgsmål, om sandheden om hans teorier ikke er den, at kun et forsvindende fåtal evner at følge hans enorme tankeflugt til dens yderste grænser. Et er imidlertid givet, og det er, at han selv mere end nogen anden forstod faren ved den viden, han ved sin ånd var med til at give verden. Han så ganske klart, at man med frigørelsen af de enorme kræfter, der er bundet i atomet, nu står ved en moralsk korsvej, og at vi meget vel kan komme til at opleve at se alle hadets og den negative uvidenheds frygtelige konsekvens udfolde sig på en måde, vor fantasi end ikke evner at forestille sig. Men han forstod også, at det ikke er videnskabens opgave at standse sin søgen af denne grund. Og vi behøver ikke at tvivle om, at denne hans forståelse havde rod i hans stadigt voksende erkendelse af, at der bag alt det, vor ånd overhovedet kan komme i berøring med, eksisterer en "højeste, tænkende magt", på hvis skabende plan vor egen handle- og væremåde ingen indflydelse har. Det er her, at Martinus tanker forbinder sig med Einsteins og udvider dem til den erkendelse, at medens dette, at være med denne højeste tænkende magts tanker, ideer og love i sig selv rummer den højeste beskyttelse, vil dette at være imod dem også rumme betingelsen for det dybeste fald.

Frugten af Albert Einsteins tænken indenfor det religiøse område blev en klar erkendelse af, at kun en almenmenneskelig kosmisk indstilling kan udgøre et sikkert grundlag for en altomfattende verdensfred. Selv hverken kunne eller skulle han give verden dette kosmiske fundament. Men ved sine tanker, sin væremåde og sit hele virke blev han en umådelig inspiration for alle os, der i mødet med Martinus kosmiske analyser fandt dette kosmiske fundament. Mere end de fleste har han forberedt vejen for de tanker, vi kæmper for, og selvom nutiden mere beundrer ham for hans fysisk-videnskabelige indsats end for hans religiøse indstilling, er der for mig ingen tvivl om, at fremtiden engang vil anerkende ham som værende blandt de, der ikke alene løste atomets gåde, men også ved deres ord og væremåde på afgørende vis bidrog til at nedbryde snæversyn og fordom og derved banede vej for den dybe tolerance, der nu alene er verdens sande frelse.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!