Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg kommer netop fra en morgentur til havet. Vejret er i dette øjeblik simpelthen himmelsk. Kom foråret sent, så kom det til gengæld med en overdådighed af skønhed, og jeg føler mig overbevist om, at det ville varme Dem alle ind i sjælen, om De så den glæde feriebyen skænker alle vore ældre gæster, der i disse dage føler sig som "landets rigeste børn"! Solbrune og i skjorteærmer går de rundt og stråler som nyslåede toskillinger. Det har været et vanskeligt forår heroppe. Dels har det været uhyggeligt koldt, og dels har vi haft meget at gøre. Kulden imødegik vi for den ene pavillons vedkommende med centralvarme og for den andens med gasovne. Det var spændende for os at se, hvordan de ældre ville reagere overfor gasovnene, men med undtagelse af de, hvis hjerte og luftvejsorganer iforvejen var stærkt angrebne, gik det fint. De få, der havde vanskeligheder, blev flyttet over i den anden afdeling, så alt blev ordnet, således at alle fik det bedst mulige ud af ferien.

Som De ved, har svenskerne erhvervet sig deres egen ejendom heroppe, og det vil utvivlsomt blive en stor overraskelse for de fleste at se den gamle gartnerbolig i sin nye klædedragt. Der bliver her skabt et lille svensk centrum indenfor feriebyens område, og det vil uundgåeligt blive et meget levende centrum. Antallet af svenske gæster vil øges år for år, og mange bånd vil heroppe blive knyttet mellem vore to nationer. Også de første norske gæster vil vise sig i år, således at feriebyen nu virkeligt er i færd med at blive et lille stykke Skandinavien. Morsomt forekommer det mig også at vare, at vor lille restaurant kommer under svensk ledelse. På den måde oplever den enkelte i praksis at se, at Martinus arbejde ikke er begrænset til dette land alene, men at det allerede nu strækker sig videre ud, end de fleste helt er klar over.

Imorgen flyver Martinus til Island, hvor han skal tale overalt på øen, både i syd og i nord. Jeg ved, at vi alle følger ham i vore tanker med vore allerbedste ønsker. Det har været en meget anstrengende vinter for Martinus, og jeg ved, at han glæder sig til den dag, hvor han igen kan sidde roligt ved sit arbejde på "Livets Bog". Men han har følt nødvendigheden af disse lange rejser ud i verden, hvor han både har set meget og overalt sået en sæd, der allerede nu begynder at spire frem. Vi befinder os i en mærkelig "overgangstid" nu. Sagens rent fysiske form i dette land er ved at være skabt. De "instrumenter" vi måtte have for at kunne udnytte vort liv, er ved at være tilstede, således at kræfterne næsten af sig selv søger ind på nye områder. Det kan være lidt af et handicap, at Martinus arbejde er født i et land, hvis sprog hører til verdens sværeste. Men det har årsag i tilstande, man forstår, når man gransker lidt dybere i tingenes natur, og jeg ser klart, at det måtte være sådan. Men det skaber vanskeligheder, når tanken søger ud over grænsen til de mange, der ude i den store verden længes efter kontakt med os. På mange pladser ved man nu, at der i dette lille land højt mod nord lever et menneske, i hvis sjæl det højeste lys er tændt, og mange er de, der med stor utålmodighed længes efter at høre nyt fra ham på deres eget sprog. Esperantisterne har her gjort en stor indsats, som har bragt os i berøring med over 30 nationer, og nu dannes der en engelsk gruppe, som sætter kræfterne ind for et organiseret fremstød på denne vigtige front. Findes der iblandt dette brevs modtagere mennesker, som er engelskkyndige og ønsker at være med i dette arbejde, så lad os kontakte hinanden! Det drejer sig her om noget for sagen meget livsvigtigt, som ingen der føler lyst til at være med, bør afholde sig fra!

Jeg indledte dette brev med at skrive, at jeg netop kom fra en morgentur til havet. Denne morgen har været præcis, som man hele vinteren igennem drømmer om at opleve en sommermorgen. Alt åndede skønhed og stilhed. Kun naturens lyde: havets brusen og fuglenes sang fyldte rummet. Rent uvilkårligt koncentrerede alle mine tanker sig om ordene i en sætning, vi alle kender: "alt er såre godt"! For mig føltes sandheden i disse ord i det øjeblik indlysende, – set her fra det fysiske plan, hvor jeg oplevede den højeste fornemmelse af fysisk velvære, man her kan opleve. Men ellers rummer disse ord en tanke, som dag ud og dag ind kalder tvivlen frem i sindet. Det er jo faldet i min lod meget hyppigt at måtte lytte til menneskelig lidelse og smerte og at måtte opleve den enkeltes protest imod den modgang vedkommende oplever, og det er mange, mange gange hændt mig, at det har været næsten umuligt for mig at se "det gode" i det, jeg bliver indviet i. Men da noget dybt inde i mig ikke kan akceptere den modsatte erkendelse: at alt skulle være tilfældigt, meningsløst eller ondt, så har jeg vænnet mig til at danne mig min virkelige mening om de forskellige situationer, efter at jeg "har sovet" på det, jeg har hørt eller set. Og livet har bekræftet for mig, at det bør man gøre. Vi er aldrig vor egen sags bedste fremstillere! Det er ikke så rart at skrive den slags, men det er sandt. For vi oplever aldrig vor egen modgang som noget organisk. Den kommer altid pludselig og overrumplende. Det er kun sanset fra evighedens synsvinkel, at vor åndelige vækst er organisk. Her på det fysiske plan er afstanden mellem de enkelte "mønstre" i vor sjæls vævning så store, at vi i almindelighed ikke kan se nogen helhed. Vi er derfor ligesom dømte til at fordybe os urimeligt i detaljerne og til at overdimensionere deres betydning. Takket være den modsatte sexuelle pols udvikling i vor sjælelige struktur er vi alle i færd med at blive dramatikere, hvad der let fører til, at vi ikke formår at se i øjnene, at det, vi oplever, har utalte millioner før os oplevet, såvelsom utalte millioner efter os skal igennem det samme. Nej, vor egen skæbne er et helt isoleret fænomen, til hvilken verden aldrig før har set mage. Og en sådan sensation kan man ikke tillade forbigås i den stilhed, den faktisk var bedst tjent med! Det almindelige dyr reagerer kun – i almindelighed da – overfor fysisk smerte. Det kan endnu ikke reflektere over et handlingsforløb, og dets udtryk overfor smerten er derfor også begrænset til et ret unuanceret skrig. Mennesket derimod, kan skrige i mange nuancer! Og det forsømmer sjældent nogen af dem. Men sådan må det være, sålænge vi ikke modtager en kosmisk opdragelse. Det vil være heltud urimeligt at forlange en anden reaktionsmåde, sålænge vi opdrages så åndløst, som tilfældet idag er. Se Dem blot omkring i Deres nærmeste omgivelser, ja gå så vidt, at De også kaster et blik ind i Dem selv, i Deres allerinderste rum, og De vil se hvor uhyggeligt afgrænset vor nuværende sanseoplevelse i virkeligheden er. Dens grænser ligger i en barndom, man kun svagt erindrer og i en fremtid, man ved meget lidt om. Indenfor dette område har man mødt en mængde mennesker, som man groft opdeler i begreberne "venner" og "bekendte" og så måske "fjender" eller "uvenner". Men da livet af den enkelte kræver et utal af gøremål, er det i virkeligheden yderst begrænset, hvad vi hver især kan afse af kraft til at undersøge, om dem, vi kalder vore venner, virkeligt er det og især om dem, vi ikke kan lide, virkeligt er vore fjender. Og så falder vi da i den smertefulde afgrund det er, at leve på afstumpede sympatier og antipatier. En afgrund, fordi luften her er fyldt med alskens ukontrollerede følelsesreaktioner. Og sker der så et sammenstød i denne tågedal, ja så er det altså, at man sidder overfor et menneske, der betror en, at det nu har oplevet denne eller hin absolut uretfærdige behandling, og "om man ikke synes, at vedkommende bør klapses af osv., osv." Og gang på gang har jeg virkeligt syntes, at vedkommende virkeligt skulle klapses af, – – – indtil der lyder en hviskende røst fra min sjæl, der siger noget i retning af dette: "Hvis det nu altså er sådan, som du lige har hørt, men er du helt sikker på, at det er det?" – og så er det forbi med min manglende neutralitet! Martinus har tændt et skærende skarpt lys i vor sjæl med de ord, at "intet af det vi ser eller oplever, er det, det synes at være, det er altid noget andet!" Her tørner evigheden sammen med timeligheden, og medens det altid er timelighedens natur at larme, er det tilsvarende evighedens natur at være tyst. Evigheden er kun for den, der har "øjne at se med" og "øren at høre med". Og det har hverken dyret eller det sexuelt eenpolede menneske – og heller ingen af parterne har humoristisk sans!!! Det har kun mennesket!

For det sexuelt eenpolede menneske rummer sætningen, at "alt er såre godt!" ingen sandhed. Paradoksalt nok må det have den modsatte opfattelse for at frembringe den tilstand, hvori den første bliver en realitet. Vor begrænsede sanseoplevelse rummer en dyb kosmisk rimelighed, idet den tvinger os til at bekæmpe de nedarvede inhumane instinkters tyranni. Bøjede vi os slavisk for tingenes orden, ville diktatorerne have endnu lettere spil ned vore sjæle, end de har. Men man kan imødegå diktatur på to måder. Man kan gribe til sværdet og blive en "helt" i flertallets øjne, fordi ens handlemåde i kraft af situationen får noget heroisk over sig. Gør man det, og de fleste vil føle sig draget imod at gøre det, implicerer man sig i situationen med den risiko, det kan indebære. Men man kan også vælge at tænke, overveje og måske ende med at gennemskue. Medens det første kan gøres uden bevidst kontakt med en Guddom, er den sidste reaktion så godt som umulig uden denne kontakt af den simple grund, at man her risikerer at komme til at stå absolut alene. Selv Jesus måtte her under smertens lavine stønne sit berømte: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Men hans kontakt var stærkere end smertens brod, og han kunne afslutte sit kredsløb med ordene: "Det er fuldbragt" eller – "Alt er såre godt!"

Det er således ikke altid en "billig løsning" at gå mod strømmen og nægte at anerkende instinkternes evighedsværdi. Det kan tværtimod blive den dyreste, fordi man her ikke alene kan risikere at miste sit liv, men også at miste det omgivet af foragt fra dem, man måske troede var ens venner, men som her, stillet ansigt til ansigt med den samme risiko vælger at følge Peters berømte eksempel: "Jeg kender ham ikke!"

– – – – – – – – – –

Dette var blot et beskedent uddrag af mine reflektioner over dette i hvert fald for mig yderst vigtige problem. Det er så let i livets skønne øjeblikke at slå ud med hånden og prise Gud! Men vi lever i en verden, hvor de fleste må sejle deres livs skib uden kompas, og hvor det oftere er lidenskaberne end det sjælelige overblik, der står ved roret. Kun den kosmisk bevidste står her stærkt og i virkeligheden aldeles urørlig. For os andre vil det være klogt altid at erindre nazaræerens dybe, dybe ord: "Hvo, som synes at stå, se vel til han ikke falder!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!