Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Billy Graham har haft over ti millioner tilhørere på sine møder, og af disse er over 300.000 blevet omvendt" – ikkesandt, man studser, og langsomt begynder en række spørgsmål at melde sig. 10 millioner tilhørere – altså 10 millioner mennesker med en så aktiv religiøs interesse, at de har kunnet tage sig sammen for at gå hen og høre denne mand, høre om han virkelig havde "noget nyt" at bringe, noget, der kunne fylde deres sind med "ny åndelig næring". 9 millioner og 700.000 fik åbenbart ikke såmeget ud af det, at de lod høre fra sig. Men 300.000 blev omvendt, hvilket vil sige, at de fik nye impulser til at møde dagliglivets vanskeligheder med. 300.000 – det er dog en portion, et tal, der ihvert fald vil imponere mange og få dem til at synes, at dette menneske må være meget betydeligt, åndeligt set.

Selvom bilaget dennegang er svensk, så gør alligevel Dem selv den glæde at læse det omhyggeligt igennem. For det er nemlig værd at læse! Det fortæller den, der objektivt studerer det religiøse liv, at den guddommelige suggestion endnu har overordentlig stor magt, men også at denne magt er ifærd med at have udspillet sin rolle for det mere fremskredne menneske. At man i en sum på 10 millioner kan påvise ikke mindre end 9,7 millioner "Thomas'er" burde kunne fortælle en og anden lidt om den voksende intelligens katastrofale indvirkning på evnen til blindt at tro opsatte dogmer og påbud. Men alligevel bliver der en kendsgerning tilbage, som tæller langt mere end de 300.000 omvendte, og det er den, at Billy Grahams stærkt opreklamerede missionsrejse næppe ville være kommet istand, om man ikke, i de krese hvor han lever sit liv, havde en stærk formodning om verdens åndelige hunger. At man så i disse krese lever på den overbevisning, at kristendommen i den specielle metodistiske form skal frelse verden, er en sag for sig, som der ingen anledning er til at berøre. Hver trosretning må naturligvis leve på den opfattelse, at de alene er i besiddelse af den "rigtige lære".

Har et sådant "korstog" nu kun den virkning, der her, lidt køligt synes det vel en og anden, er bogført i cifre, der alle ender på nul? Har det kun efterladt de nu frelste og dermed forhåbentlig lykkelige 300.000? Det har det ikke! Der kan end ikke være blot antydningen af tvivl om, at den mest positive virkning af mænd som Buchmann og Grahams ofte voldsomt opreklamerede religiøse arbejde er den enorme mentale energimasse, de sætter i bevægelse. Det er mindre de direkte omvendte, der i virkeligheden tæller, det er i langt højere grad det, at de i hundredtusinder af hjem sætter diskussioner igang. Diskussioner som ofte udarter til meget skarpe meningsudvekslinger, som får en til at mindes de berømte ord: "Jeg er ikke kommet for at skabe fred, men sætte splid-" – men som dog alle har det ved sig, at de tvinger enkeltmennesket til at forsøge at tage standpunkt, forsøge at finde en vej frem gennem problemerne.

Vi lever i den mærkeligste tidsalder, der overhovedet har eksisteret. Thi hvis den fysiske videnskab enkelt og uimodsigeligt kunne bevise, at mennesket absolut var uden det, vi forstår ved "sjæl" – hvis den altså kort og godt kunne bevise, at vi kun er automatiske robotter, som ved døden kun udgør en samling ligegyldigt stof, at det altså ikke er "os", men derimod kun hjernen, der tænker – ja, så ville alt religiøst liv forlængst have fået dødsstødet i den moderne verden. Men jo mere videnskaben "beviser", desto stærkere vokser tvivlen og har forlængst nået en sådan styrke, at intet virkeligt tilbunds tænkende menneske længere akcepterer det materialistiske, mekaniske verdensbillede som udtryk for det åndelige fundament, der skal bære fremtidens liv.

Stærkest kommer reaktionen imod den rene materialisme måske til udtryk gennem bevægelser som "Oxfordbevægelsen", "Billy Grahams korstog", "Moralsk oprustning" o.a. tilsvarende, som alle tager sigte på at føre menneskene tilbage til kirken og dermed en trosform, der akcepterer dogmer, som eengang var inspirerende, men som nu, netop på grund af den voksende intelligens, er ifærd med at tabe magten over sindene.

Der er her een ting, man må gøre sig ganske klart, når man vil vurdere virkningen af disse stjerneskudsprofeters arbejde, og det er, at utallige mennesker befinder sig i et religiøst "no mans land". Af natur er de ikke religiøst aktive, men heller ikke så passive, som det ofte kunne synes. På et eller andet tidspunkt i deres liv gribes sådanne mennesker ofte af en religiøs "hjemve". De troede sig "frie", men alligevel er den tankemæssige anstrengelse ved at være religiøst fri dem for overvældende, og så kan en impuls udefra, en såkaldt "vækkelse" ramme dem og føre dem ind i en eller anden bunden sammenslutning. Men altid kun for en tid.

For det er nemlig her, at både kirke og videnskab kører fast. Kirken har sine grænser, som videnskaben har sine. Kirken kan ikke akceptere den ubegrænsede tolerance, ihvert fald ikke i samme åndedræt som den forkynder både "hellig vrede" og "retfærdig harme", og videnskaben kan ikke akceptere livstilstande, hvis stråle- og bølgevibrationer ligger så langt hinsides de hidtil registrerede, at fysisk kontakt med dem er umulig. Og mellem disse to mægtige "guder" står mennesket, der gerne ville lade være at tænke, om det kunne, men som af livet selv er dømt til at bruge den bevidsthed, det samme liv har udrustet det med. Og dette menneske kan besidde en bevidsthed, som ikke tillader det at hade, hævne og forfølge. Det kan befinde sig i den situation, at det med stor glæde i hjertet kan tage fra både kirke og videnskab og derudover selv se, hvad hverken kirke eller videnskab kan få øje på, nemlig dette, at Guddommen selv synes at være både rigere og mere tolerant, end kirke og videnskab tilsammen.

Så skøn den udefinerede følelsesoplevelse af Guddommens eksistens end er, så rummer den dog en uhyggelig mulighed for bevarelsen af sjælelige tilstande, i hvilke intolerancen kan gøre sin magt gældende. Utallige dybt religiøse mennesker er uden ofte selv at være klar derover forfærdende intolerante. Uden at være vidende derom lever disse mennesker endnu i en ret barnlig tankesfære, hvor "hvidt" virkelig er hvidt, og "sort" netop så sort som de forestiller sig. Men livet er hverken hvidt eller sort. For det voksne menneske består det af alle nuancerne imellem disse to kontraster. Derfor kan det voksne menneske ikke akceptere begreber som "synd" og "nåde". Vi må alle handle udfra vore egne forudsætninger, og afskar livet os fra selv at opleve konsekvensen af vore fejltagelser, ja, må måtte vi evigt gentage disse fejltagelser. Men det gør livet ikke. Tværtimod har livet her sin egen lovmæssighed, hvor sæd følges af høst, og hvor en bestandig voksende sum af erfaringer gradvis fører til ændret handlemåde. Og jo dybere det voksne menneske søger ned i sine egne forudsætninger, desto klarere ser det, at det liv, flertallet oplever, kun er "overflade" i den forstand, at man kan leve det og leve det til vejs ende, uden at kontakte en større virkelighed. Men man kan også leve det på anden måde. For hver eneste lille oplevelse, vi kommer ud for, indeholder i virkeligheden en "nøgle", som lægges i vore hænder af en usynlig magt, som sagte hvisker i vore øren: "Du oplevede dette, fordi der i din måde at reagere overfor livet på, er noget, der ikke bringer dig lykke. Du har så ofte spurgt i dit hjerte: "Mon Gud eksisterer?" Jeg eksisterer, for Jeg er livet selv. Og se: hvis du nu vil lytte, så kan denne oplevelse blive den nøgle, der åbner dig en dør til mig!"

Med sit hårde: "Guds veje er uransagelige", har kirken lukket mange døre hårdt i og skabt megen virvar. For Guds veje er ikke alene ransagelige, vi "ransager" dem uafbrudt, fra vi vågner om morgenen, til vi falder i søvn om aftenen. Og een af vore største "ransagelser" finder blandt andet sted igennem det, vi kalder "videnskab", og her er det hændt mere end een gang, at den, som valgte dette kald, fandt mere end han søgte – han fandt også Gud. Men han fandt ham udenfor kirkens område, – ikke udenfor Jesus af Nazareth! For Jesus og kirken er ikke identiske. De store vise – de, på hvem man skabte teologiske overbygninger, – bærer intet ansvar for disse tankespind. De var, og deres ord er. Og disse ord lever deres eget liv, uafhængigt af menneskeskabte former. For disse ord, de af dem, de selv har født, er kosmiske og dermed tidløse. Og disse ord møder mennesket allevegne – også, og tit måske mest levende – udenfor kirken.

Men kirken må være som den er. Den er menneskeskabt og dermed tidsbegrænset. At angribe den har intet med åndelig modenhed at gøre. Vi står alle i taknemmelighedsgæld til den, for hvad den har betydet for os og for slægterne før os. Men det forhindrer ikke, at vi kan se, at dens mission er ved at være fuldbyrdet, og at dens liv mere og mere vil blive skyggens. Men det vil ikke få nogen indflydelse på verdensreligiøsiteten. Den vil blot søge sig nye veje, og selvom vi endnu er langt fra målet, så er vi dog så langt fremme, at vi temmelig klart kan se de veje, menneskeheden vil komme til at følge i sin åndelige søgen fremad og opad. Vi er alle børn af videnskabens århundrede. Vi har fået en skolegang, som ingen slægter før os, hvilket vil sige en indsigt, der tidligere var ganske ukendt. I vor stolthed over alt det, vi fandt, blev vi hovmodige og heftede med barnlig arrogance betegnelsen "homo sapiens" – det vidende menneske – på vort bryst. Nuvel, vi besejrede naturkræfterne og tvang dem til at lystre os, tvang dem til at føre os over og under havene, over kontinenterne og gennem luften. Vi trykker på knapper, og frem springer både lys, tale og musik. Men også bomber! Vor viden gjorde os ikke alene til over-mennesker. Den gjorde os også til geniale dræbere, til supermænd, på hvis bud millioner kan komme til at lide en frygtelig død.

Da vi nåede så langt i vor viden, begyndte vi at blive bange. Da begyndte vi at forstå, at videnskab og videnskab er to ting. Den er vidunderlig i moralske menneskers hænder og forfærdelig i dyre-menneskers magt. Og vi er mere dyre-mennesker, end vi er moralske mennesker. Vi tænker mere på os selv end på de andre. Såmeget at langt de fleste normalt synes, at det er "de andre"s skyld, hver gang noget går dem imod. Disse mennesker aner endnu ikke, at livet ikke er et spørgsmål om viden, men derimod om væremåde. De tror, at viden kun er noget fysisk, som man erhverver sig for udelukkende at skabe et godt liv for sig selv. Men viden er ikke sand viden, før den er moralsk. Først når vi forstår, at kun det menneske er virkeligt stort, som ved – ved med hele sin sjæl – at sådan som det er imod andre, vil andre være imod det selv, – er vi i besiddelse af sand viden eller en viden, som kun skaber lykke, glæde og velsignelse. Og denne viden har kirken ikke. Det er sørgeligt, men det er sandt. For kirken er ikke helt kærlig. Den er noget intolerant. Og der hvor den er det, der vokser intolerancens blodigtrøde blomster. Derfor bliver kirken ikke et kommende verdenssamfunds åndelige fundament. Det bliver derimod åndsvidenskaben, som i sig forener både al vor fysiske viden og al vor åndelige viden. Den alene kan "frelse" verden. Men den gør det ikke ved opsatte dogmer og påbud. Den gør det kun som et resultat af den enkeltes egen moralske vækst. Derfor må den arbejde på en anden måde end kirken. Den må arbejde udenfor tiden, i kontakt med evigheden! Den må vise verden de store kresløb og lære den at forstå, at det ikke ville gavne os det mindste, om vi pludselig fik skænket den evige fred. For vi kunne ikke bruge den! Men mange begærer denne fred, længes brændende efter den, uden at eje de fulde forudsætninger for at administrere den. Til disse har Billy Graham og alle af hans slags et budskab, der bringer midlertidig fred. Og derfor skal vi være glade for, at hans type eksisterer. De ændrer ikke udviklingens gang og giver ikke verden noget nyt. Men de gør nytte. De er en del af planen. Og derfor skal vi forstå dem og give dem vor sympati.

Men bagom dem, vokser helt nye lærere frem. Stille mennesker som i deres søgen fandt en større Gud end kirkens, og som på en ny måde brænder for at hjælpe menneskene til den samme oplevelse. Men disse mennesker larmer ikke og tæller ikke de omvendte i millioncifre. For de ønsker ingen pseudoomvendte. De ønsker kun een eneste ting: at hjælpe! Hjælpe den, der selv spørger, til at forstå, at livet ikke kan deles i to dele: materien og Gud, men at Gud derimod er det hele. Og at det, vi kalder "det onde", i virkeligheden er camoufleret lys, og at den personlige, selvoplevede lidelse er universets højeste undervisningsform. Takket være den både formes og omformes vi. Thi lidelsen gør os først hård. Og i den tilstand knytter vi hænderne og råber ud for alle vinde: "Der er ingen Gud til, for var han, ville han ikke finde sig i alt det, vi er vidne til!" Men en dag, – for mange langt ude i fremtiden, for andre i dette Nu – bøjer vi knæ og forstår med hele vort hjerte, med hele vor sjæl, at "alting tjener den til Gode, der elsker Gud", hvilket vil sige: den, der elsker sandheden! For mennesket af idag elsker ikke sandheden. Ihvert fald ikke den ubetingede. De elsker den sandhed, de selv har skabt og det er noget andet! Men lærer vi at elske den ubetingede sandhed, som ganske enkelt siger, at verden er, sådan som vi er, og at det vil den vedblive at være indtil den dag, vi levendegør de idealer, vi så let bærer på læben og bruger tonsvis af tryksværte til at forkynde for – de andre – , så har vi fundet "den stenede vej" eller "den hemmelige sti". Og så begynder det liv, der aldrig var for flokken, og som aldrig fandtes ved masseomvendelser, men som ligefuldt er det eneste, der kan betegnes som virkeligt i den forstand, at det ikke kræver noget som helst af andre, men alt af os selv.

De mennesker, som fandt denne "hemmelige sti", bliver en kommende åndsvidenskabs fornemste repræsentanter derved, at de på een og samme tid forbinder en høj åndelig viden med en væremåde, der i alt gør dem neutrale. Blottet for domsmentalitet bliver de formidlere af tanker, der ikke skaber nye lidelser, men derimod fred og forståelse. De er "jordens salt" derigennem, at de kun vil eet: det enkelte menneskes absolutte frigørelse. Og selvom disse mennesker hører til de "stille i landet", findes de dog i titusindvis verden over idag. Næsten umærkeligt for en større offentlighed, udgør de en art "broderskab", som på hver sit lille område befordrer de tankers vækst, som hos flertallet er ved at bryde deres svøb og gro frem, de tanker som skal frigøre menneskene for det mentale tyranni, som ikke er en udvendig verdens frugt, men derimod den bitre konsekvens af den junglementalitet vi gennem sekler har hyldet, og som verden af idag har afsløret. På intet andet tidspunkt har menneskeheden kendt sig så "nøgen" som netop nu. Angsten piner dens sjæl, og den begynder at forstå, at det ikke er nok, at vi har mængder af dejlige ting, vi må også have sjæl til at administrere tingene med. Det dæmrer verden over, at kun en ny væremåde kan frelse menneskeheden fra ragnarok. Og denne væremåde kan kun gives menneskeheden gennem en livsanskuelse som, hævet over enhver primitiv form for tro eller suggestion, ikke indeholder det mindste sennepskorn af intolerance. En viden som formår at besvare ethvert brændende "hvorfor", og som på alle områder udgør et uigendriveligt defensorat for den udødelighed, der eengang var tro, men som igennem denne høje åndelige viden bliver hvermands personlige ejendom.

Eengang kunne menneskene frelses igennem den guddommelige suggestions mangeartede udformning. Men denne tid er ved at være forbi. Den ungdom, der idag vokser op, vokser op i en så hård realistisk verden, at den også indenfor de åndelige områder vil kræve klare svar på klare spørgsmål, for at den overhovedet skal bringes til at lytte. Og det formår det religiøse trosliv ikke. Det formår kun åndsvidenskaben, og derfor vil vi også blive vidne til, at selvom vi i de kommende år skulle opleve nye Billy Graham'er, så vil dette ikke ændre de faktiske forhold, thi vel er det sandt, at mennesket ikke "lever af brød alene", men det er også sandt, at det, hvad åndelig næring angår, er vokset over flaskestadiet!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!