Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg ved, at de fleste af Dem er interesseret i at høre, hvordan det går Martinus på hans rejse til Japan-Indien-Ægypten, vil jeg benytte lejligheden til at fortælle Dem, at han forlængst er ankommet til Indien i god behold. Han havde lidt pasvanskeligheder i Japan, hvad der medførte et lidt forlænget ophold i Yokohama, en sag ingen af os skal være kede af, idet Martinus benyttede lejligheden til at farvefilme livet i og omkring denne smukke by.

Martinus forlod Japan den 2. eller 3. oktober, fløj over Fillippinergraven til Manilla, derfra til Bangkok i Siam, videre til Calcutta og derfra til Madras, hvor han blev hentet af vor trofaste medarbejder i Indien, Anna Ørnsholt, der førte ham til sin bolig i Kotagiri-Nilgiris, en lille by der ligger ved Himalaya, ca. 12 timers eksprestogsrejse fra Madras. Og her er Martinus altså nu iblandt begejstrede venner af vort arbejde. Inderne har den indstilling, at invitationen af Martinus til Japan udelukkende var Forsynets "påskud" for at få ham til Indien. Ihvert fald har de nu ansøgt om forlængelse af hans opholdstilladelse, og invitationerne til at tale i forskellige byer strømmer ind til Martinus, der her har fået den tolk, han så meget måtte savne i Japan. Anna Ørnsholt oversætter fuldkommen i takt med Martinus, og alle er meget interesseret i de planlagte foredrag. Det vil sikkert glæde adskillige at erfare, at Martinus er inviteret til det teosofiske hovedkvarter i Adyar for både at tale og for at møde Krisnamurthi. Martinus slutter sit sidste brev med en kærlig hilsen til alle herhjemme. Han skjuler ikke, at han, trods alle vidunderlige eventyr derude, længes hjem. Men han er uendelig lykkelig ved sit møde med de mange forskelligartede personligheder, og han gør så mange notater, at hans rejse uundgåeligt resulterer i en bog, som vi vist alle er meget interesseret i at få i hånden. Desværre har hans sidste breve været så "rapportagtige", at de ikke egner sig til citeringer.

– – – – – – – – – –

I den strid, der endnu i nogle århundreder frem i tiden vil foregå mellem teologi og naturvidenskab, udgør det i vedlagte bilag gengivne indlæg af stiftprovst Knud Hee Andersen et værdifuldt dokument på grund af den udtalte tolerance, det giver udtryk for. Hvor ville meget af den uvilje, som menigmand idag nærer imod kirken, af sig selv svinde bort, om dens tjenere var besjælet af lidt mere af den ånd, som kommer til udtryk i denne kloge vurdering af den udvikling naturvidenskaben befinder sig i. Men desværre er det sådan, at den positive indstilling til naturvidenskabens resultater, som Knud Hee Andersen her giver udtryk for, og som glæder os så meget, sandsynligvis er en sand vederstyggelighed for de af kirkens tjenere, der i al fysisk materie kun ser åndløshed, død og djævelskab.

Problemet er der imidlertid. Og mere end det! For problemet: den materielle verden og Guddommen, er idag et af de mest brændende, der findes. Er Gud og materien eet, eller er materien i dybeste forstand Gud noget aldeles uvedkommende? Det er problemet, hvorom stridighederne koncentrerer sig.

Hvorfra stammer denne uhyggelige forskelsvurdering af den materielle verden? Mon ikke fra den enkle kendsgerning, at det store flertal endnu ikke har modtaget nogen sand kosmisk opdragelse? Langt de fleste mennesker befinder sig i den situation, at de, på grund af manglende indsigt, er faldet for den billigste af alle livsløsninger, nemlig den, at give andre skylden for enhver skuffelse, smerte eller modgang, de ikke selv direkte er årsag til. Det almindelige menneske af idag sanser eller oplever livet uden perspektiv. Det kender hverken sin evige fortid eller lovene for sin evige fremtid, hvad der uundgåeligt må føre det til en ligefrem uhyggelig overvurdering af den begrænsede nutid. Det tror at vide alt om den ydre fysiske verden, samtidigt med at dets uvidenhed om sin egen kosmiske struktur skriger til himlen. Det vejer på gram vældige stjernelegemer, men bryder sammen under vægten af sin egen modgang, som det, om det er ateist, tror skyldes gener og kromosomer fra nære eller fjerne slægtninge, eller som det, om det er "frelst", tror skyldes selve det Ondes ophav, den allestedsnærværende frister eller djævel.

Nuvel! Det er tilgiveligt, at mennesker uden den mindste vejledning indenfor livets mere sublime områder, tager fejl og kompenserer sin smerte ved at lægge skylden for den på de andres skuldre. Der skal nu engang en temmelig høj grad af åndelig udvikling til, før man retter spydspidsen mod sit eget hjerte. Det er ulige lettere at sætte sig til rette i dommersædet, end det er at tage plads i den anklagedes stol. Men ikke desto mindre vil den udvikling, det nu befinder sig i, ikke have nået sit mål, før mennesket helt bevidst har erkendt, at det ikke alene intet kan opleve, som det ikke selv er det første ophav til, men at det heller ikke kunne opleve det, man kalder "åndelig vækst", om det ikke netop forholdt sig således. Professor Bohr har virkelig ret i, at "Vi kommer til problemer, hvor vi mindes om gammel visdom-", – og til denne visdom hører blandt andet ordene: "Sådan, som et menneske sår, skal det og høste!"

Læste De den sidste sætning? Det gjorde De – og tænkte muligvis ikke det mindste ved den. Tilgiv mig, at jeg skriver det så lige ud, men det er jo det svære ved visdommens skønne sætninger, at næsten alle kender dem, har hørt dem før, mener at forstå dem – og haster videre. Men lad os endnu engang kaste et blik på denne korte sætning og prøve at betragte den sandhed – den visdom – den skjuler. "Som et menneske sår –". Hvorlænge "sår" et menneske? Fra dets første til dets sidste begær fødes, hverken kortere eller længere. Og hvor bliver så meningen med sætningens sidste halvdel – "skal det og høste!" Absolut intet menneske når at få "høstet" virkningen af alle sine begær i et kort, fysisk liv. Mængder af mennesker begærer f.eks. i livets efterår, at hvis – ja, hvis de kunne leve deres liv om, skulle det blive ganske anderledes end det, der nu er ifærd med at rinde ud. Andre, slet ikke så få endda, begærer til det sidste hævn over de, der stod dem imod, – uden udsigt til at kunne få denne hævn, osv., osv.

Uden en evig tilværelse er ordene i denne berømte sætning absolut meningsløse. Men mere end det: uden en evig fortid er de ligeså meningsløse – præcis lige så meningsløse som mellemstadierne mellem krybdyr og fugle, firbenede fisk og pattedyr ville være, om der ikke fandtes et mål som alle individerne – ikke kroppene – higede imod. Den, der fødte ordene: "Som et menneske sår, skal det og høste!", opfattede dem ikke, som vi gør, nemlig som en tåget nemesisforestilling. Han vidste, at det var en lov, en skæbnelov som, foruden at give smerte, også gav lys – og langt mere lys end smerte!

Professor P. Boysen Jensen har ret i, at alt liv er målsøgende, og at kun det færdige resultat afslører, hvad udviklingen sigtede imod. Men hvilken himmelsk grusomhed, om det kun blev det sidste led i processen, der kom til at opleve fryden og ikke alle de der bar byrderne på vej frem imod saligheden – den Guddom, der skabte det således, måtte være grusommere, mere sadistisk for ikke at bruge endnu hårdede ord, end noget jordisk menneske.

Det er dejligt, at videnskaben langsomt når frem til livszoner, hvor den igen begynder at få agtelse for den "usynlige Konge", og hvor den åbent tør indrømme visdommens værdi. Men billedet er ikke fuldkomment, fordi man tåget antyder, at formernes forandring tyder på et endnu ikke åbenbaret mål. Billedet kan kun blive fuldkomment, i det øjeblik man erkender, at den, der vandrede vejen med alle dens byrder og besværligheder, også en dag vil stå på bjergets top og af skaberen selv modtage den krone, der må være den sejrendes løn. Og mon der i virkeligheden er nogen dybere kløft mellem P. Boysen Jensen og J. S. Haldane, der siger at: "Den endegyldige fortolkning er den åndelige, for hvilken alt, hvad der klart kan defineres i den synlige og håndgribelige verden, er udtryk for Gud." Er Boysen Jensen's og Haldane's opfattelser mon ikke dele af een og samme sandhed, som de hver for sig har følt på hver sin måde. Jeg tror det.

At teologen Knud Hee Andersen med glæde ser disse videnskabsmænd bruge udtrykket "det Onde" i forbindelse med det ufuldkomne i vor verden, er naturligvis forståeligt, men mon han alligevel ikke også vil kunne forstå, at dette "onde" dybest set er en del af den udviklingsproces, vi befinder os i, og altså derved i sig selv et camoufleret gode? Jeg vil tro det. Alene af den grund, at han sikkert, ihvert tilfælde over for sig selv, vil indrømme, at dersom de mange "mellemstadier", vi idag repræsenterer, engang vil kulminere i tilsynekomsten af "det fuldkomne menneske", så må det, vi nu kalder "det Onde", i virkeligheden være identisk med de "høvlspåner", der nødvendigvis må fremkomme under tildannelsen. Den kamp, der finder sted i dybet af vor sjæl, behøver ikke absolut at være en kamp mellem "det gode" og "det onde", det kan også være en kamp imellem to naturer, der i hver sin verden er fuldkommen berettigede, men som til gengæld kræver eneret i manifestationen for at være skønne. Ingen kan i fuldt alvor hævde, at dyrets livsudfoldelse ikke er smuk, men "et rigtigt mandfolk"s måde at ytre sig på er nu engang ikke den samme som "et rigtigt menneske's". Og når disse to livsytringsformer kommer til at eksistere side om side i sjælen, må der blive konflikt. Så er det, at vi kan møde det ejendommelige "mellemstadium", der udtrykkes i præsten, der på prædikestolen taler om, at "man skal elske den, der hader og forfølger en", for så selv bagefter at gå ud som "modstandsmand" og koldblodigt dræbe netop den, der "hader og forfølger ham".

Mange hævder, at det er umuligt at være kristen i dette ords dybeste forstand. Men er det umuligt? Ja, så længe dødsfrygten har magten i vort sjælelige rum. Ophæves denne frygt, er det ikke alene muligt at være kristen i ordets dybeste forstand, da er det ovenikøbet natur, for da har man "fuldendt løbet og nået målet". Da er det en fryd for Sjælen at "give sit liv for andre" – og vel at mærke give det uden andre forsvarsmidler end ordets og den passive holdnings ublodige våben. Jesus blev henrettet som forbryder, ganske simpelt. Ikke desto mindre demonstrerede han igennem sin måde at møde døden på, sandheden i ordene: "Frygter ikke for dem, som slå legemet ihjel og derefter ikke kan gøre mere."

Jesus udgjorde ikke et "mellemstadium", han udgjorde den midlertidige fuldkommenhed, vi alle er på vej imod. Langsomt bevæger videnskaben sig henimod denne erkendelse, hvis første stadier markeres ved, at man indrømmer, at den forvandlingsproces man kan iagttage indenfor dyreriget, ikke er en blind proces, men derimod en udvikling frem imod noget langt fuldkomnere, end det, der var. Fra dette punkt og frem til forståelsen af, at den igangsættende kraft bag denne udvikling er af åndelig natur, er skridtet ikke så overvældende stort, og en dag vil det stå ethvert tænkende menneske klart, at livets inderste natur er en aldrig ophørende forvandlingsproces, en evigt fremadskridende udvikling imod oplevelsen af større og større lys, større og større sansehorisonter. Livets mening består ikke i at nå et givet mål, thi mål udgør i sig selv en begrænsning. Den består i erkendelsen af livsoplevelsens afhængighed af kontrastprincippet, hvis kosmiske funktion vi oplever i form af hunger og mættelse, fysisk såvel som psykisk. Det er derfor vidunderligt for os, at Martinus i sin terminologi har afskaffet udtrykket "det Onde" og erstattet det med udtrykket "det ubehagelige Gode" eller kontrasten til "det behagelige Gode". Idag elsker vi ikke drabet for drabets skyld. Vi afskyer simpelthen at dræbe, ja såmeget, at kunne vi ikke få andre til at dræbe de dyr, hvis kød vi fortærer, måtte vi vælge imellem hungersdøden eller dette at leve vegetarisk. Alle vi, der har valgt det sidste, indser meget klart, at dette skridt kun er et så beskedent skridt frem imod en ny være- og tænkemåde, at vi ikke af den grund kan føle os bedre end andre. Men i dette, at vi klart indser, at som der i os fungerer åndelige kræfter, må der også i det varmtblodige dyr fungere de samme kræfter, og at den smerte, vi igennem vort begær efter disse levende væseners kroppe, deres kød iscenesætter, ikke kan "være Gud velbehagelig", hvilket vil sige: ikke kan være med lovene, ligger der alligevel, en beskeden spire til den mentalitetsændring, livet nu kræver af os.

Sand åndelig vækst må nødvendigvis øge vort bevidste ansvarsområde. Det primitive menneske og den primitive kristne har det her behageligere, end vi har det. For i begge tilfælde møder vi mennesker, der med "god samvittighed" gør ting, vi er afskåret fra at kunne gøre. Disse mennesker spiser ikke alene kød med god samvittighed, de har også deres "hellige vrede" og "retfærdige harme" at hygge sig med. Men er det, set i lyset af en stadigt voksende viden om "mellemstadierne", ikke et tvivlsomt gode, en lidt farlig hygge? Bringer den os ikke til at tænke over Hee Andersens egne ord: "Man kan blot tænke på, hvordan mangfoldige mennesker idag stadig lever i en atmosfære af det forældede materialistiske natur- og livssyn". Ordene forekommer mig iøvrigt en smule farlige, thi man kan virkelig med rette foretage et lille indskud i denne sætning, således at den kommer til at lyde: "Man kan blot tænke på, hvordan mangfoldige mennesker idag stadig lever i en atmosfære af det forældede kirkelige, såvel som det forældede osv." – for her kan kirken uden at tage skade deraf udmærket tage sin part af skylden.

Vi lever i en verden, hvor vi dagligt er i berøring med de to strømninger, man har givet navnene kirke og videnskab. Begge disse strømninger er i dyb nød. Kirken, der mere hviler på en teologisk overbygning end på Jesu' egne klare ord, ser sit "hus" blive mere og mere tomt, og videnskaben må, selvom den kvier sig stærkt ved det, klarere og klarere indrømme, at den sniger sig rundt om en usynlig grænse, på hvis modsatte side der er en stadigt voksende mulighed for, at de sidste – og endelige – løsninger findes.

Er disse konflikter mellem kirke og videnskab nødvendige? Ikke for Dem og mig! For os er paradokset simpelthen det, at hvad der er kriser for andre, er bekræftelser for os. Og hvorfor – simpelthen fordi Martinus har lært os, at livsmysteriets sande løsning ligger i dette ene: at give NUET den største fylde ved, i kontakt mod tilværelsens urokkelige perspektivprincip at forstå, at vort liv idag – her og nu – er guddommeligt derved, at det er så fuldkomment, som det overhovedet kan være, på basis af vor evige fortid og med henblik på vor evige fremtid. At vide dette, giver mod til at overføre enhver kamp fra "den ydre front" til den indre, til den front hvor sejrsfanen engang skal hejses og mennesker med egne øjne se, at "ej skæbnerne var blinde, men blinde var kun vi!"

Med kærlig hilsen fra alle her i huset!