Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg skulle skrive dette brev til Dem, havde jeg valget mellem noget meget interessant åndsvidenskabeligt stof og et forsøg på udaf de få breve, vi har fået fra Martinus, at give Dem et billede af hans rejses hidtidige forløb. Jeg har valgt det sidste, fordi jeg føler mig overbevist om, at de fleste af Dem ville blive meget skuffet, om De slet ikke hørte om, hvad der er hændt Martinus på hans lange rejse.

Der gik omtrent en uge, før vi fik det første brev fra ham, og det var skrevet i maskinen undervejs til Calcutta. Omend dette brev, som de øvrige, er skrevet privat til mig, føler jeg mig overbevist om, at Martinus intet har imod, at jeg delagtiggør Dem i det af deres indhold, som på sin vis angår os alle. Jeg beder Dem blot under læsningen have for øje, at Martinus intet øjeblik har skrevet disse ord med offentliggørelse for øje. De er kun udtryk for hans ønske om at give os herhjemme lidt underretning. Jeg ved, at han senere vil skrive en redegørelse for sin rejse, og at han daglig gør sine notater til denne helt fuldstændige rapport.

I sit brev, som er skrevet "Mellem himmel og jord over brændende ørkener på vej til Indien", bringer Martinus først en hjertelig tak til de mange mennesker, der var mødt op i lufthavnen for at ønske ham lykke på rejsen. "Hvor var jeg dog glad for det. Hils dem alle fra mig", skriver han, og fortsætter: "Turen er et eventyr som "Tusind og een Nat" for mig. Kort efter starten fra Kastrup var vi oppe i det herligste solskin. Men når vi så gik ned igen til de forskellige flyvepladser, var det, som om vi kom ned i en mørk kælder. Det var næsten som at gå fra den åndelige verdens lyse sfærer og ned i de fysiske.

Den største oplevelse igår var flyveturen henover "Den evige Stad". Hvor er den dog stor og sikken et lyshav. Det er mærkelige følelser, man har, når man første gang med sine egne øjne ser denne ældgamle stad. Eengang verdens centrum, til hvilken "alle veje førte". Ejendommeligt var det også at komme ud af maskinen og mærke den dejlige sommerluft!"

– – –

På flyvepladsen i Rom, hvor Martinus skulle opholde sig en timestid, havde han den mærkelige oplevelse at møde den tidligere præsident for ordenen "Stjernen i øst", inderen Krishnamurti. Selvom de ikke kom til at tale med hinanden, Krishnamurti var på vejen henimod maskinen til Bombay, opstod der alligevel kontakt imellem dem, og Martinus håber nu på et direkte møde i det teosofiske hovedkvarter i Adyar, hvortil han er indbudt på sin tilbagerejse fra Japan.

Brevet fortsætter: "Så, nu skal vi til at lande. Vi er nået frem til Indien. Puh, hvor er her varmt! Der var varmt i Abadan, men her er det slemt! Bagende sol, endnu mere varmt end en hed julidag hos os! Men det er et eventyr således at komme fra mørke og tågefyldte dage til sollyse sommerdage med dejlige sommerbriser, der vifter løvet herligt som om sommeren hos os. Her i Karachi er det palmer.

– – – Så, nu letter vi igen med kurs tværs over Indien. Der skal vi være kl. 23 i nat. I øjeblikket er her den skønneste solnedgang. Sidste nat blev jeg forundret over, hvor klare og strålende stjernerne ser ud heroppe fra, 3.600 meter over jorden. Der kan nok i denne højde komme nogle mærkelige fornemmelser i ørerne. Vi kom også ud for lille forskrækkelse. Pludselig kom maskinen ind i et vældigt styrt, så alt fra hylderne blev slynget ned på gulvet, og nogle af passagererne blev slynget ud af deres køjer. Vi var kommet ind i et vældigt uvejr. Lyn på lyn fulgte efter hinanden og oplyste maskinens planer og fik den til at duve slemt. Men trods alt fortsatte den uforstyrret sin kurs, og vi kom hurtigt ind i blid fart igen. Men uvejret og lynene kunne vi blive ved med at se langt bagude. Ja, nu går turen altså imod Calcutta, og jeg håber at få dette brev afsendt derfra. Og så imorgen aften er jeg i Japan! Så begynder det helt spændende –"

Efter dette brev fulgte der næsten en hel uges spænding. Så endelig kom fortsættelsen. På grund af en indtruffen misforståelse, var der ingen fra Ananai-Kyo til at tage imod Martinus, da han ankom. Men man havde i hast sørget for, at der fra legationen blev sendt en dansker ud for at hente Martinus. Det var en dansk sømandspræst, som på det kærligste tog sig af ham og førte ham til Yokohama, hvorfra han dagen efter blev hentet af repræsentanter fra Ananai-Kyo. Martinus skriver: "Havde der været lidt vanskeligheder ved ankomsten, må jeg sige, det ikke var på grund af manglende kærlighed! Jeg fik en modtagelse, jeg aldrig havde drømt om at få. Før toget (til Shimizu) holdt, åbnede de unge mænd døren og alarmerede til nogen på perronen, hvor i toget vi fandt os. Og straks stormede en stor skare unge mennesker frem og omfavnede mig og jublede og vinkede med danske flag. Jeg blev modtaget som en umådelig kærkommen og gammel bekendt ven. Jeg blev derefter i triumftog ført til en stor bil og sammen med mine rejseledsagere ført til hovedkvarteret. Her stod alle kongresmedlemmerne med præsidenten og alle de menige medlemmer og vinkede mig jublende imøde med små flag. Jeg blev ført ind i en spisestue til the sammen med præsident Shin Negami og mine rejseledsagere og flere andre. Desværre har de ikke kunnet skaffe en dansk tolk, så det var jo ikke meget, vi kunne tale sammen. Men på tirsdag skal der komme en, vistnok en professor, som så skal virke som tolk. Men i værste tilfælde har jeg sømandspræsten, som har lovet at være tolk i mangel af andre. Ikke desto mindre har jeg idag forklaret (!) en hel del af mine symboler for kongreslederen og en anden ung mand. De blev aldeles betagne. De er nu forsvundet, vistnok for at læse i "Martinus Cosmology", som" jeg gav dem. Jeg synes disse mennesker ligesom er skabt for mine analyser, men nu får vi se. Jeg må i al fald sige, at de er så umådeligt kærlige.

– – – –

Jeg har været til det første morgenmåltid. Det var meget ejendommeligt. Der var en sal for de japanske kvinder, som sad næsten nede ved gulvet og spiste. Vi fik vores mad på sædvanlig europæisk måde og i en sal for os selv. Jeg sad ved siden af en amerikansk dame, nogle mænd og to indiske kvinder. Den ene af disse to kvinder er vistnok Pandit Nehru's søster. Så, nu skal vi ind i kongressalen.

En mand kom og førte mig ved hånden ind i kongressalen, hvor man allerede var samlede. Jeg blev præsenteret for Ananai-Kyos højeste chef, vistnok selve skaberen af bevægelsen. I salen var der et flag for de forskellige deltagende lande. Der var også det danske flag.

(Det skulle faktisk have været vort eget i stedet for det danske). Den ældre herre (stifteren af bevægelsen) holdt nu en længere tale på japansk, der derefter blev oversat til engelsk. Derefter talte forskellige af kongresmedlemmerne, blandt andet den indiske dame og en af de indiske mænd. Deres taler blev derefter læst op på japansk. Min tur kommer også. Jeg har vundet de unge japanesere. De er så spændte på, når jeg skal tale, jeg tror rygterne om mine symboler er løbet forud fra de unge mennesker, jeg talte med i formiddags, og som fik forklaret nogle af symbolerne. Jeg er nu i løbet af dagen smeltet helt sammen med dem allesammen, både inderne og japanerne. – – Jeg ved ikke, skønt jeg ikke kan tale med dem, så søger de til mig allesammen og ved ikke, hvordan de skal gøre deres bedste for at glæde mig. Jeg har en følelse af, at de er forfærdelig ulykkelige over, at de ikke har kunnet skaffe en tolk med det samme. – – Blandt alle de menige her får jeg en masse venlige smil. Hvor er deres små børn søde, ligesom de voksne så at sige allesammen er smukke. De kunne ikke være mere kærlige imod mig, end de netop er. Maden er overordentlig god. Det er morsomt at se, med hvilken rutine japanerne spiser med pinde. Det er næsten aldeles ubegribeligt. Og så de lave borde, de sidder ved. De er næsten helt nede ved gulvet. Ja, du må undskylde, at mit brev er så springende, men jeg har kun lejlighed til at skrive ind imellem forelæsningerne og måltiderne.

Lige udenfor hovedkvarteret ligger bjerget Fujijama med sin snetop. Her er vidunderligt smukt – Ja, jeg synes disse mennesker her er helt ufattelig flinke imod mig. Det er en slags Shangrilah. Her er også en gammel "storlama", som jeg hilste på imorges."

Og så kom endelig det længe ventede brev. Personligt havde jeg mine slemme anelser om tolkproblemet. Ville det være muligt at finde et menneske derude, som både kunne dansk-engelsk eller dansk-japansk og som samtidigt kunne forstå Martinus? Jeg havde min dybe tvivl. Og den viste sig at være berettiget. I brevet, der er afsendt fra Yokohama skriver Martinus: "Som jeg skrev sidste gang, havde jeg ingen tolk. Jeg virkede udelukkende ved mine venlige øjne og væsen. Jeg vandt dem alle, og alle gjorde alt, hvad de kunne, for at jeg kunne befinde mig vel, skønt de endnu ikke vidste, hvad jeg mon havde at fremføre på kongressen. Men de var meget spændte, og der blev ofte spurgt, om jeg ikke snart skulle tale. Imedens satte man store anstrengelser i gang for at skaffe mig en tolk. Og tirsdag middag ankom der så en ung mand, som skulle være min tolk. Det var en ung japaner, der kunne – lidt dansk og lidt engelsk. Uha! Det blev rigtignok småt med samtalerne, for han kunne slet ikke forstå indernes engelsk, og dansk forstod han endnu mindre. Han kunne simpelt hen ikke oversætte ret meget til dansk, ligesom han heller ikke kunne oversætte mine udtalelser til engelsk. Han kunne lidt dagligtale, ganske almindelige forekommende ord på dansk, men de åndelige problemers udtryk magtede han ikke. – Men trods dette var slaget alligevel ikke tabt for mig af den grund. Jeg havde jo i Danmark forlængst besvaret på engelsk Ananai-Kyos programpunkter og sendt dem til Ananai-Kyos hovedkvarter. De fire dage selve kongressen varede, blev altså anvendt til en oplæsning af hver af deltagernes bebesvarelser af disse punkter, som altså udgjorde deres synspunkter angående en verdensreligion. Og nu, da jeg havde fået "tolk", ville det blive min tur den næste dag, det vil sige onsdag. Jeg blev således den sidste, der kom til at besvare Ananai-Kyos programpunkter. Fra en høj talerstol i kongreshallen læste jeg så mine synspunkter på dansk. Derefter blev de læste på engelsk og til slut på japansk. Der var en overordentlig stor spænding i salen hos både de fremmede og hos japanerne, man havde jo længe ventet på, hvad den stille og tavse mand mon havde at sige. At det var noget godt, tvivlede man absolut ikke på, såvidt jeg da både intuitivt og fysisk har kunnet skønne. Nu skulle spændingen altså udløses. Og Vorherre var med mig her som altid. Der var jo opsat mikrofon på talerstolen, dels for at forstærke stemmen og dels for at optage talen på bånd. Min stemme var overordentlig klar som aldrig før. Hjemme havde jeg nogle hosteanfald, men de er helt forsvundet fra mig i det varme klima, jeg befinder mig i. Jeg læste nu højt og tydeligt mine synspunkter for hele forsamlingen. Var klapsalven stor, da jeg besteg talerstolen, så blev den ikke mindre efter hvert stykke, jeg læste op. Efter den engelske oplæsning blev bifaldet stort fra de engelsktalende – dog ikke fra de to indiske kvinder, som var med, for de tror, at verdensgenløseren kom til verden for 5000 år siden. Så, der er i virkeligheden ikke noget andet, der duer. Men de var overordentlig venlige overfor mig, selvom vi ikke kunne tale sammen. Da mine synspunkter blev læst op på japansk, blev bifaldet umådeligt stærkt. Det var jo Ananai-Kyos menige medlemmer, ca. et par hundrede mennesker vel, der sad på gulvet tilbage i salen. Bifaldet var lige så hjerteligt, som bifaldene jeg har fået hjemme i Danmark, når de var meste hjertelige. Dette bifald lod mig ane mange ting, blandt andet en stor åndelig hunger, som disse mennesker ikke kunne få tilfredsstillet i deres egen bevægelse. Og jeg forstår nu, hvorfor jeg ikke skulle have en bedre tolk. Havde jeg kunnet få lejlighed til rigtigt at folde mig ud, tror jeg, der var blevet revolution i bevægelsen, og det er jo ikke det, der er min mission at skabe. Alt må jo dø en naturlig død, og ikke ved vold eller magt, ligegyldigt om det er åndeligt eller fysisk. Mon ikke også Ananai-Kyos ledelse: præsidenten og stifteren af bevægelsen har været lidt bange. De viste mig i al fald ikke megen interesse. Men dem skal jeg senere komme tilbage til at omtale. Kort og godt, man var altså ikke blevet skuffet med hensyn til min opfattelse af en verdensreligion. (Her må altså undtages præsidenten og stifteren, hvis mening jeg kun aner). Man var endnu mere sympatisk overfor mig end før. Og da vi efter oplæsningen kom ned til the, blev jeg placeret ved et bord sammen med ældre betydelige japanere, som var meget interesseret i mig, men den stakkels tolk kunne så at sige intet udrette, han var japaner. Det danske sprog magtede han ikke, skønt han var sprogstuderende, havde studeret på Københavns universitet. (Jeg skulle bare have haft "Martinus Cosmology" og "Omkring min missions fødsel" på japansk. Det havde været et overordentligt plus.) De nikkede vældigt samstemmende og sympatiserende til hverandre om mig. Og jeg kunne endog mærke, at der kom visse gisninger om noget angående mig hos disse gamle kloge, japanske vismænd. At det var noget godt angående mig, de gisnede om, kunne jeg ikke være i tvivl om, for de nikkede overordentlig sympatisk til mig, hvad næppe ville have været tilfældet, hvis de havde troet, at det var en falsk profet, de havde for sig. Men japanerne skulle altså denne gang kun have en anelse om min eksistens. Senere skal de nok have en mere konkret oplysning om min person. Alt ligger jo i Guds hånd.

Med hensyn til min indvirkning på de fremmede, som var med til kongressen, da blev denne heller ikke uden et betydeligt resultat. En buddhistisk præst fra Filipinerne og hans to ledsagere, blev aldeles overvældet ved at læse den engelske "Martinus Cosmology", og hvilken begejstring endnu mere blev understreget, da han fik læst "Omkring min missions fødsel". Han forklarede tolken, at han endelig måtte gøre alt, hvad der stod i hans magt for at hjælpe mig. Og han (præsten) ville assistere, så godt han kunne, for mit arbejde måtte frem. Og han inviterede mig straks til Filipinerne. Men jeg måtte forklare ham, at jeg ikke havde pengemidler til dette. Men han håbede inderligt alligevel, at dette måtte lykkes engang. Jeg blev inviteret til Filipinernes rum om aftenen. Han gav mig sit fotografi og adresse. Vi vil der få interesserede læsere, når vi får oversat litteraturen til engelsk. Det var ejendommelige typer, præsten og hans ledsagere. Den ene var en dame. De var i maleriske dragter og havde kulsort hår, der var langt. De lignede kristusskikkelser. Jeg har fotografier med hjem af disse vor gode nye og meget mørkebrune venner.

Dernæst blev de to indiske mænd, der var med til kongressen meget interesseret i mig. De fik også "Martinus Cosmology" og "Omkring min missions fødsel". De gav mig også deres adresser og ville meget gerne være sammen med mig i Indien, hvis det kunne danne sig til. De skulle vist foreløbig videre og kom vist først til Indien omkring første december, men da er jeg jo sikkert hjemme i Danmark. – Men så har vi deres adresse. De er blevet meget interesseret i vor litteratur. Den ene inder er vist videnskabsmand. Når jeg kommer hjem, vil jeg skrive nærmere til dem, og få udtrykt det, jeg på grund af den dårlige tolk ikke kunne få udtrykt her.

Så var der Ananai-Kyos egne medlemmer. Af disse fik jeg adskillige "stumme" venner, men ikke desto mindre mere inderlige og hjertelige. Japanerne forstod at vise mig deres sympati på en anden måde. Der var enkelte der, når de så sit snit til det i vrimlen, greb min hånd og trykkede den inderligt. Og jeg har ikke fra en eneste japaner mødt nogen uvillie. Jeg tror, at alle disse mange menige japanere var mere interesseret i mig end i nogen anden ved kongressen. Det var dejligt at føle disse menneskers varme og hjertelige håndtryk. Jeg mener også, at dette giver udtryk for, at disse mennesker så i mig noget, de selv manglede i deres bevægelse eller Ananai-Kyo. Jeg føler stærkt, at jeg, skønt min tale var hæmmet, alene med mine oversættelser, person og væsen har nedlagt en sæd i mange af disse østerlændinges sind og sjæl, som nok engang skal komme til at bære god frugt. En stor bekræftelse eller understregning heraf kom også tilsyne, da man samme dag, som tolken var ankommet, altså i tirsdags, fik indrettet en sal til forevisning af mine lysbilleder. Japanerne klappede i hænderne, da man fik oplyst, at man endelig havde fået fremskaffet et lysbilledapparat fra det amerikanske kulturcenter i Tokyo, der kunne passe for mine lysbilleder. Og forestillingen begyndte så kl. 17.00. Salen var fuld af mennesker, der ventede i stor spænding. En sådan forevisning havde man aldrig set mage til. Og jeg begyndte at forklare mine symboler. Men efter de første tre billeder, var den arme tolk kørt helt fast. Vi måtte så gå over til blot at udtrykke, hvilket emne, det eller det symbol udtrykte. Den nemmeste forevisning af mine billeder jeg endnu har været ude for. Men ikke desto mindre gjorde denne forevisning et overvældende indtryk på forsamlingen. Her følte de igen, at de var vidne til noget, de manglede. De var klar over, at det ikke var mig, men dem selv der var alt for små til at forstå tingene. Det vil sige, hvis tolken havde kunnet klare sin opgave, havde mange jo fået fat på selve forståelsen af emnet. Nu så de altså kun et pænt billede, som de fik at vide var en kortlægning af det eller det åndelige terræn. Og virkningen blev større, end jeg havde turdet håbe. Den ene inder udbrød straks: "Denne mand er meget mere videnskabsmand, end han er filosof." Respekten for mig steg atter nogle grader til vejrs hos forsamlingen. Jeg forklarede, at mine billeder ville blive gjort til en rigtig levende film, tilgængelig for almenheden. Denne forevisning af mine billeder fandt altså sted om tirsdagen. Og næste dag var det, at jeg fremførte eller læste mine opfattelser til kongressens 5 punkter. Og dermed var den egentlige kongres forbi. Det, der nu var tilbage, var kun den arangerede store udflugt for kongressen til Sydjapan. Her har Ananai-Kyo en lille afdeling, som kongressen skulle besøge. Og den ville først være her tilbage den 6. november. Men da jeg allerede har set så meget af Japan, og da Fujijama ligger her udenfor Shimizu, hvor jeg har haft adgang til at se det hver dag, bad jeg mig fritaget for at komme med på denne lange rejse. Den ene inder gjorde ligeså. Jeg længtes kolossalt eftercat komme til at skrive hjem og efter at blive alene, hvad jeg så at sige ikke har haft adgang til. Dette afbud på udflugten var man ikke særlig glad for. Og man forsøgte da også gentagne gange at overtale mig til at tage med. Men jeg blev ved mit. Jeg måtte have tid til at skrive hjem, ligesom jeg også har den følelse, at jeg nu ikke har mere at udrette i Japan. Jeg kan nu gøre mere gavn i Indien, hvor jeg har Anna Ørnsholt som tolk, og hvor jeg således har langt bedre arbejdsmuligheder. Denne bestemmelse traf jeg onsdag aften. Næste dag, torsdag, skulle kongressen, hvilket vil sige 7 fremmede og resten japanere, tiltræde den store udflugt. Jeg besluttede mig derimod til at afrejse fra Shimizu fredag morgen og tage til Ykohama for der at kunne være sammen med de to danskere, pastor Jensen og hr. Petersen, ligesom jeg også skal have bestilt plads i flyvemaskinen til Calcutta og derfra til Madras. Jeg skal også have sendt telegram til Anna Ørnsholt om min ankomst dertil, da hun vil tage ned og hente mig der.

Da jeg havde en dag ledig her i Shimizu, nemlig torsdag, altså dagen før min afrejse, tog man mig med på en udflugt om formiddagen til en japansk badestrand. Her er vidunderlig skønt. Selvom temperaturen er højere eller i det mindste ligeså høj som på en meget varm julidag hjemme i Danmark, så bader man alligevel ikke på denne tid af året. Sandet her på stranden er ikke som i Danmark hvidt eller gult, det er meget mørkt. Her var mange mennesker, især kvinder og børn i maleriske dragter. Store boder med japanske souvenirs. Om eftermiddagen var vi på en anden udflugt. Vi kørte i bus op til en bjærgtop. Uha! denne tur var værre end den islandske køretur. De har meget dårlige veje, denne vej var en serpentinervej. Men hvor er her smukt. Bjærgskråningerne er her meget frugtbare. Der er fyldt med tebuske og mandarintræer med skønne gule frugter. Heroppe fra var der en vidunderlig udsigt over Shimizu og bjærgene omkring denne by.

Næste morgen fandt min afrejse fra Shimizu så sted. Afskeden med de kære mennesker blev meget højtidelig. Præsidenten og stifteren af bevægelsen var jo med kongressen på udflugt, så det var jo egentlig kun de menige, der var hjemme, samt nogle få overordnede. Alle var forsamlede omkring den store Taxi, som var bestilt til at køre os til stationen. Alle vinkede med små flag, og en kom til vinduet og greb min hånd og ville ikke slippe den, før bilen begyndte at køre. De blev alle stående og vinkede efter bilen, til den drejede til siden, og vi var ude af sigte. Jeg fik her et minde om kærlige mennesker, jeg sent vil glemme. Jeg ved, at de alle var glade for mig, og jeg ved, at vi har det lys, de venter. Mon det var det, de anede? Men Gud, og ikke jeg, bestemmer, hvornår og hvormeget, der må lukkes op til de enkelte mennesker. Men jeg følte, at jeg havde udført mit ærinde for Gud, så godt som de forhåndenværende betingelser havde gjort det muligt for mig. Jeg kan nu med glæde fortsætte min rejse mod andre himmelstrøg i forvisningen om, at Gud også her er med mig og bestemmer og leder situationen.

Togrejsen fra Shimizu til Tokyo var igennem rismarker og vældige bjærgskråninger med tebuske og mandarintræer. En hel mængde småbyer med de ejendommelige japanske huse og templer. Men det mest vidunderlige var det verdenskendte bjærg Fujijama. Vi kørte lige forbi dette vidunder af et natursceneri i strålende solskin. Det kan næsten ikke beskrives. Det hører til de ting, man selv skal opleve. Det lå der i al sin vælde med sin hvide snetop højt over skyerne. Jeg tog nogle billeder fra toget og håber, de bliver gode. Det var underligt at se folk på markerne næsten nøgne og med store stråhatte på hovederne. Det var som en strålende sommerdag. Mine tanker gik hjem til jer, der her ved novembertide lever i grå og fugtige tåger og begyndende vinterkulde. Jeg har meget mere at fortælle, men alt det må komme senere i en bog."

Martinus brev slutter med kærlig hilsen til os alle herhjemme, og han understreger til allersidst sin dybe overbevisning om, at vi nu må sætte alle kræfter ind på oversættelsernes område. Kommentarer til hans brev finder jeg ganske overflødige, thi bortset fra hvad vi hver for sig mener, og hvad vi håber, er Martinus en så suveræn personlighed, at denne lange rejse for ham er dikteret af motiver og mål, som kun han alene kender. Men jeg kan ikke slutte dette brev uden endnu engang at understrege for Dem, at det her gengivne kun er uddrag af private breve, skrevet under vanskelige forhold og i stor hast. De mange spørgsmål, disse få breve uundgåeligt udløser, vil engang få hans egne svar. Foreløbigt skal de blot betragtes som en hilsen, jeg ikke mener mig berettiget til at holde for mig selv, en hilsen fra et menneske, der omend meget ene og tilsyneladende meget isoleret, har et større budskab at bringe dem, med hvem han kommer i kontakt, end nogen anden de endnu har været stillet overfor!

Med kærlig hilsen fra alle her i huset!