Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1954/24
Villa Rosenberg, Klint d. 10. aug. 1954
Kære venner!
Da jeg efter mit jubilæum stod overfor de mange breve, telegrammer og den smukke mappe med navnene på alle de, der havde stået sammen om den vidunderlige gave, som rejsefondet er for mig, blev jeg grebet af modløshed ved tanken om, hvordan jeg dog skulle få givet hver enkelt det svar, han eller hun fortjente. De ved alle, at min tid er meget belagt med arbejde af forskellig art og ikke mindst i år, hvor sæsonen er blevet yderligere forlænget med vort arrangement med de mange kære, ældre mennesker, som nu befolker feriebyen.
Pludselig slog det ned i mig, at jeg skulle prøve at afskrive båndoptagelsen af den tale, jeg holdt i feriebyens foredragssal for de mange gæster, som glædede os alle med et besøg på netop den dag, og så sende den til Dem, såfremt den da var brugelig. Der er jo en stor forskel mellem det skrevne og det talte ord, især da når det sidste uden manuskript kommer lige fra hjertet.
De var jo alle i mine tanker, da jeg holdt den tale, og jeg tror, at den bedre end et beskedent takkekort, giver udtryk for den dybe taknemmelighed, jeg føler overfor Dem, fordi De gjorde den dag til et så umådeligt smukt minde både for mig selv og for mine kære!
Skæbnen ville jo, at vejret på den ene søndag blev det skønnest mulige. Vi har jo i sommer oplevet det tristest mulige ferievejr, så jeg var fyldt af ængstelse, da jeg fik at vide, at såmange af sagens venner ville komme herop for at hilse på mig. Tro mig, at vi alle var ovenud glade, da de to store busser svingede ind på pladsen i det herligste sommervejr, man kunne ønske sig. Denne skønne forening af ydre sol og indre glæde gjorde dagen til en vidunderlig oplevelse for os alle. Men glæden var næsten for stor, det vil De sikkert ane gennem linierne i min tale, der for mig kun blev et forsøg på at sige tak for al den kærlighed, al den forståelse, jeg i de svundne år har oplevet på den plads, Forsynet har anvist mig i livet.
Må jeg ikke med disse få linier gentage den tak, jeg den dag forsøgte at give udtryk for? Tak for rejsefonden, der nu gør det muligt for mig at tage til London og studere det engelske sprog! Tak for de mange skønne gaver og de mange kærlige hilsner! Tak for den vidunderlige inspiration for fremtiden De dermed gav mig!
Deres inderligt taknemmelige
Erik Gerner Larsson