Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1954/24
Klint, den 10-8-1954
Kære læser!
Siden jeg skrev til Dem sidst, er der hændt det, at jeg imellemtiden har passeret en milepæl i Martinus arbejde, en milepæl som mange af sagens venner gjorde til en af de skønneste dage i mit liv. Den 1.ste august var det femogtyve år siden, jeg knyttede min skæbne til M artinus mission, og jeg håber ikke, De vil finde det anmasende eller upassende, at jeg i stedet for det ordinære korrespondancebrev, dennegang sender Dem en gengivelse af den tale, jeg den dag holdt i feriebyens foredragssal.
Når jeg gør det, er det fordi jeg i denne tale har forsøgt at tolke lidt af den taknemmelighed, jeg som menneske gennem alle disse år har følt for Martinus, der i alle livets forhold ikke alene har været mig en vidunderlig lærer, men også netop den ven, vi sikkert alle drømmer om at kunne slå følge med.
Talen er gengivet direkte efter båndoptagelsen, og jeg må derfor bede Dem bære over med de mangler, den afslører. Det talte og det skrevne ord er meget forskellige. Mest måske i et tilfælde som dette, hvor jeg uden manuskript, blot ud af hjertet, har forsøgt at tolke lidt af alt det, jeg netop den dag gerne ville give udtryk for.
Foruden mange rent personlige, dejlige gaver og vidunderlige breve, gav den dag mig et rejsefond, skænket mig af en stor kres af sagens venner. Denne gave, som jeg er uendelig taknemmelig for, sætter mig istand til at rejse til England for dels at forhandle med et engelsk forlag om udgivelsen af Martinus litteratur på engelsk og dels for at studere sproget. Desuden gør disse penge det muligt for mig at forsøge at udvide studiekresarbejdet, der nu skal begynde i Stockholm, til også at omfatte Oslo, så De vil forstå, at den 1.ste august ikke alene blev en privat festdag, men også en dag, der forhåbentlig får betydning for vor store fælles sag i den tid, vi nu går imøde!
Med kærlig hilsen fra samtlige medarbejdere og
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson