Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Officielt er det nu højsommer i Danmark, og ifølge brochurerne stønner man af varme og søger ind i skyggen for der at slappe af i en liggestol eller svaler sig i bølgerne. Det turde i år være løgn altsammen. I øjeblikket raser stormen, og regnen står ned fra himlen i tykke tove, samtidigt med at kulden kryber omkring os som en våd kat, ingen har den mindste lyst til at røre ved. Vi har, kort sagt, det vejr, som mange steder får mennesker til at blæse ferien et langt stykke og tage hjem til de ofte hyggeligere stuer i byen.

Har vi det sådan her? Nej, vi har ikke, absolut ikke! Vi har, hvor mærkeligt det end kan lyde, en af de dejligste somre i mange år! Ganske vist driller vejret også os, men Klint ligger nu alligevel på en rent vejrmæssig set ejendommelig plet, der normalt modtager mindre regn, slud og kulde end landets øvrige steder. Det skyldes de høje bakker, der beskytter os imod vest, men som altså også i tørre somre så godt som forhindrer os i at få del i den da sparsomme væde.

Når jeg så dristigt tør skrive, at vi i år oplever en af vore virkelig gode somre heroppe, skyldes det, at det åndelige liv i feriebyen er yderst livligt. Martinus holder ikke mindre end tre foredrag, hvoraf de to endda er på to timer hver (kursus), selv holder jeg også tre foredrag og Mogens Møller et. Men derfor har Mogens Møller det absolut ikke lettere end vi andre. Han er ganske stille gledet ind i feriebyens liv som den, der ligervis som olien i en maskine, får det hele "til at glide". Overalt kan man finde ham som den stilfærdige venlige lytter til kommende og gående gæsters personlige vanskeligheder, og gang på gang oplever både Martinus og jeg selv den glæde, det er at høre, at han på sin venlige måde har bidraget til at lette et medmenneske de byrder, der har tynget det.

Vi har i denne sommer et stort indslag af svenske gæster, hvad der ganske øjensynligt er til lige stor fornøjelse for alle parter. Åndelig talt er svenskerne som sultne løver. De er kommet for at få svar på alle de problemer, flertallet heroppe har tumlet med i mange år, så det går livligt til i de forskellige lejligheder og bungalows. Og det mærkes ved foredragene, hvor der ligesom er kommet en ny lyttertone. Der lyttes meget intenst ved foredragene i år. Det mærkes overalt og vel især derigennem, at de "små horisonter" er veget for de langt større, hvad der giver enhver besøgende en stærk fornemmelse af åndeligt liv og varme. Under alle omstændigheder har svenskerne belært os om, hvordan her vil blive, når nu gæster fra andre lande også begynder at holde deres indtog heroppe. For det vil komme! Kosmos Ferieby er jo kun en virkning af Martinus arbejde, selvom den i mange år for adskillige har haft en tilsyneladende dominerende stilling "i billedet". Men dette skyldes jo udelukkende sagens rent fysiske ungdom. Bag kulisserne har Martinus arbejde forlængst skiftet karakter. De sidste tre år har bevirket store forskydninger. Vore rent ydre fysiske skabelser, såsom indretningen af hovedcentret i København og feriebyen her ved Klint, er nu så godt som afsluttet fra vor side. Tilbage står nu kun at finde en vej igennem de vanskeligheder, som genoptrykningen af vore bøger afstedkommer. Men også dette problem synes nu at stå foran en god løsning, og dermed er vejen banet til, at vore kræfter helt kan helliges det, der var den inderste drivkraft i vor tilknytning til denne sags forkyndelsen af et nyt verdensbilledes fødsel og det ikke alene for mennesker i dette land, men for mennesker hele verden over.

Fra den første dag jeg selv blev knyttet til Martinus arbejde, har han aldrig skjult for mig, at hverken Danmark eller Kosmos Ferieby var hele menneskeheden. Tværtimod! Det ligger i selve Martinus mission, at den kun kan fuldbyrdes i et forhold, der angår hele menneskeheden, og selvom de år, der nu er gået, i højeste grad er blevet anvendt til at skabe en fast kerne, et centrum her i Danmark, så udgør dette centrum for Martinus mindre Danmark end det Norden, fra hvilken den kosmiske impuls skal udgå til alle folkeslag. Og vi ser da også, hvorledes stærke kræfter nu er igang, selvom disse kræfter udefra bedømt kan synes små. Det kan f.eks. synes småt, at der sidder en lille gruppe mennesker og arbejder med oversættelser til verdenssproget Esperanto. Men den dag blot een af disse oversættelser rammer den rigtige mand "ude i verden", kan der meget vel ske en "eksplosion" på den plads, hvor han befinder sig! Personligt har jeg ofte følt det, som om alle vi, hvis sind og tanker higer imod et kosmisk fællesskab er at ligne ved en armé af "faldskærmstropper", der er blevet kastet ud over det fysiske plan fra de åndelige verdener, der altid vil være vor virkelige hjemstavn. Hver for sig medbringer vi et "løsen", og ved hjælp af det "genkender" vi hinanden. Dette "løsen" ytrer sig ved den dybe kontakt, der i løbet af utrolig kort tid kan opstå mellem os og tilsyneladende vildtfremmede mennesker, denne fornemmelse af samhørighed der på timer etablerer livsvarige venskaber. Og det mærkelige sker, at når så denne kontakt er i orden, og den første virkelige fortrolighed skabt, så fornemmes det, som om vi er fødte med den samme ordre i sjælen, givet os fra det samme "hovedkvarter", en ordre der måske bedst kan udtrykkes med de gammelkendte ord: "Gå ud i verden og gør alle folkeslag til mine disciple!" – – gå ud i verden og gør alle folkeslag bekendt med en sandhed, der løfter enhver op over den grå hverdag med dens begrænsede og ofte giftige horisont, og viser dem en ny og langt større horisont, en horisont der forener, hvor det små adskiller; en horisont der læger, hvad det små søndrer! I mit forhold til de udlændinge jeg har mødt, har jeg oplevet dette så intenst, at der for mig end ikke er antydningen af tvivl om Guddommens hensigt med mit liv. De mange år sammen med Martinus har modnet mig for denne hensigt, og jeg ved, at jeg har hele hans styrke og velsignelse bag mig i mine bestræbelser for at løse denne opgave, der dybest set kun består i uden for dette lands grænser at finde de kvinder og mænd, Guddommen har bestemt til at stå ved Martinus side i hans kamp for at sprede lys der, hvor tunge og mørke tankearter har lagt deres knugende tryk over menneskeheden.

For lykken, den virkelige lykke ved vort arbejde er jo dette, at det er så velsignet fri for rammer og dermed for kunstige modsætningsforhold mellem os og såkaldt "anderledestænkende". Forstår de ikke os, har vi den store fordel, at vi forstår dem og kan elske dem, som de er! Dette plus til vor bevidsthed, et plus vi udelukkende har Martinus verdensbillede at takke for, gør vort liv umådeligt rigt, idet det frier os for forpligtelsen til igennem skarpe diskussioner at gøre vort standpunkt gældende. Vi har søgt en kristendom på højeste plan, hvilket jo kun vil sige en kristendom, der i væremåde kommer mesteren nærmest, og vi har fået en anvisning på, hvordan vi kan nå vort høje mål. For det er en misforståelse at tro, at Martinus arbejde ikke er kristendom, såvel som det er misforståelse at tro, at den kristendom, kirken docerer, er den eneste sande kristendom. På samme måde er Martinus arbejde teosofi (læren om Gud) i langt højere grad end den begrænsede teosofi er det. Og sådan fremdeles. Martinus ønsker jo ikke at tage nogen som helst tro fra noget menneske. Han ønsker kun med sin kosmiske viden og indsigt at gøre den enkelte lykkeligere ved sin tro, og om dette ikke er muligt, da at hjælpe vedkommende ud af den krise, den måske har kastet ham ind i.

Da vort arbejde således indeholder en for ethvert åndeligt søgende menneske absolut positiv værdi, er det givet, at det i den nuværende verdenssituation har en endog meget stor mission. For os er menneskeheden jo ikke en i racer og nationer splittet ting, men derimod en realitet, der iler mod sin sammensmeltning, mod sin tilsynekomst som kosmisk eenhed. Det er i kampen for denne eenhed, at vi må søge og finde enkelthederne i den store endnu usynlige armé af medkæmpere, der – og det ved vi – findes spredt ud over verden. Det er her, at vi har vor mission.

Her i Danmark begynder sagens lys nu at blive så synligt, at vi kan regne med en fortsat god og naturlig vækst i tilslutningen til vort arbejde. Gennem mange år er der her sået en sæd, der nu begynder at sætte frugt. Og skulle dette arbejde blot være en lokal foreteelse, kunne man godt sige, at opgaven nu er lykkedes. Men vort arbejde er universelt og det, der er os betroet, får først dybde og perspektiv, når vi ser lige i øjnene, at vi oplever en verdensbevægelse i sin fødsel. Først da bliver sagen det store eventyr, den er bestemt til at skulle være for enhver, der giver den sit liv!

– – – – – – – – – – – –

Jeg er netop kommet tilbage fra et foredrag i feriebyen. Vejret kunne ikke være værre, end det er idag. Det fornemmes i øjeblikket nærmest som noget i retning af "mild vinter". Og dog traf jeg ikke eet eneste surt ansigt eller nogen, som følte trang til at give luft for en ellers forståelig bitterhed. Er det ikke temmelig enestående? Jeg vil tro, at der i dette øjeblik sidder utallige sure feriegæster landet over og giver ondt af sig, fordi vejret arter sig, som det gør. Og hvordan ude i Europa? Vi hører ikke om andet end dårligt vejr, kulde og oversvømmelser. Har vi ikke lov til at sige, at det i sig selv er en stor kompliment til Martinus arbejde, at hans tanker virkelig kan tænde et så varmende sollys i næsten tohundrede menneskers sind – så mange er vi nemlig heroppe, – at det kan holde et sådant klima i skak? Jeg synes det! For jeg hørte nemlig noget, som jeg syntes, jeg har ret til at kolportere. Jeg hørte adskillige sige aldeles uopfordret: "Skidt med vejret, Gerner Larsson, vi har det dejligt alligevel!" Den slags gør nu godt i sjælen, når man faktisk stiller med en halvdårlig samvittighed for de stride regnskyl. Vi ved jo, at de fleste mennesker lever i håbet om, at netop deres ferie skal falde midt i en varmebølge. Og vi har jo haft både varmebølge og sol til overdådighed. Tænk på, hvor lykkeligt det var, at vi i den tid havde feriebyen fyldt med ældre mennesker! De nød det! Når galt skal være, må man se på lyspunkterne. Vi er alle i samme båd, og skal den danske højsommer gå druknedøden imøde, er det da et strålende held, at vi har noget at samles om, noget der forener, og som i sig ejer evnen til at erstatte det, som vejreguderne nægter os. Og det har vi! Vi har i en sjælden grad adgang både til samvær med åndeligt ligesindede og til en fri og åben drøftelse af de problemer, som opfylder os. Og det gør vi i denne tid. Kunne De uset vandre rundt fra hus til hus, fra gruppe til gruppe, ville De opleve, at ånd er en magt, der er enhver anden overlegen. Jeg talte en dag med en af egnens beboere, og han sagde jævnt og bramfrit: "Jeg ved s'gutte, hvad det er I tænker ude hos jer, men jeg ved, at man skal lede langt for at finde så mange dejlige mennesker på et sted, så helt ved siden af kan ham Martinus nu ikke være!" Er det ikke en kompliment, vi alle kan glæde os over? Jeg synes det! Vort arbejde er ikke "grå teori", det er livet selv, og derfor føles det som en lykke, når mennesker ganske spontant yder det sin hyldest i form af den indrømmelse, at selvom de ikke kender eller forstår det, vil de ikke bestride, at det har gjort os nemme at omgås og tilsyneladende mere tilfredse, end det er almindeligt.

Tilfredse! Er det i virkeligheden ikke det ord, der bedst dækker hensigten med og virkningen af Martinus tanker? Jeg synes det! På alle måder søger han igennem sine analyser at lære os den vanskelige kunst at blive tilfredse og tålmodige. Tilfredse med, at vi ikke har det værre, end tilfældet er, og tålmodige i vort forhold til "de andre". For i den store plan har hver eneste lille og stor ting "sin tid". Respekterer man det, er man i virkeligheden kommet langt. For da har man opnået den indre balance, de fleste så forfærdelig savner, og som – ret vurderet – er det højeste aktiv, man kan besidde i en verden, der, som vor, mere er viet til hadet, hævnen og chikanen end til fordrageligheden, venligheden eller kærligheden. At vi, i en større og mere bevidst grad end det almindeligvis er tilfældet, søger de sidstnævnte faktorer har vi, derom kan vi vist alle være enige, udelukkende Martinus at takke for. Det kan han udmærket tåle at høre – og det tager ingen af os skade af at indrømme!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S. Jeg beder hver eneste brevmodtager prøve at undskylde, at der er gået lidt kludder i brevenes udsendelsestider. Travlhed her, ferie for medarbejdere osv. gør det i øjeblikket lidt svært at overholde de aftalte tider!