Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Fra vor tidligste barndom står pinsen vist for de fleste af os som selve symbolet på forårets kulmination. Pinse – det var udsprungen bøgeskov, fuglesang og familieskovtur! Det var sommerens tilbagekomst, og det måtte fejres! Og mon ikke det stadigvæk er sådan for de fleste? Jeg vil tro det! For mennesker elsker lys og varme, sang og farver! Og pinsen giver dem det altsammen til overdådighed! For hvornår er naturen skønnere end nu, hvor alting står så lysende grønt, og hvor alting føles så himmelsk nyt på baggrund af vinterens kulde, slud og mørke?

Besynderligt nok er selve konstateringen af de rent fysiske processers forløb tilstrækkelig for de fleste. Træt af vinterens ubehag har de med længsel set frem til forårets og sommerens komme og glæder sig nu, det er sket, uden dybere reflektion over, hvad det egentlig er, de har været vidne til. Det er for disse mennesker tilstrækkeligt, at det sker, og deres tanker går nu mod sommerens glæder – et tilsyneladende ub rudt fysisk kredsløbs naturlige konsekvens.

Men pinsen er andet og mere end resultatet af fysiske processers forløb, på samme måde som vi selv er mere end tøj og udseende! Pinsen er også ånd og vel at mærke ånd i højeste potens! Ad tusinde ukendte veje vælder denne ånd frem overalt og forv andler, ofte på een eneste nat, det grå og tilsyneladende så døde støv til et orgie af form og farver. Det er overfor denne umådelige udfoldelse af usynlig skaberkraft at det åndeligt levende eller virkeligt voksne menneske ikke kan lade være med at standse op, undre sig – og spørge!

For man må spørge om de dybereliggende årsager til dette altomfattende lysvæld! Ganske vist er vi "vante til" denne årlige genopblussen af liv, og ganske vist kan vi næsten på timen beregne, hvornår underet sker. Men alt dette forklarer intet om den dybeste hensigt med det, vi ser. Vi "ved" blot, at de før så tørre grene og den før så triste muld er blevet forvandlet og nu lyser os imøde med farver, former og dufte, som gør vort liv så tiltalende, at vinterens ophobede mentale surhed hos langt de fleste må vige for den smilende sympati, der dog røber vor menneskelige herkomst! Hvor vinteren isolerer, skaber sommeren samvær. Glad latter genlyder henover mark, i skov og på blomstrende enge.

Og hvad er så det hele andet end Guds vældige bevidsthed? Fra små har vi lært, at han var "i alt og over alt", men vi forstod ikke dette sprog og dem, som skulle lære os det, forstod det heller ikke. På tværs af al fornuft blev det os forkyndt, at Gud og materien var to ting, trods det, at vi i det, der stod os nærmest – nemlig os selv – ikke kunne undgå at se, at selvom vor ånd og vor krop nok var to ting, så var de dog så forbundne, at kun vor tanke kunne skille dem. Men med Gud var det noget andet. Han var ikke materie. Han var ånd. Og hans ånd "boede i himlen" – et fjernt, fjernt sted, hvor det slet ikke var sikkert, vi kom!

Men en røst kom ind i vort liv og talte til os. Og denne røst lærte os, at ordene slet ikke var dunkle. Gud og materien er ikke to ting. De er eet, som vi altid vil være eet med vort legeme, ligegyldigt af hvilken materieart det end er opbygget. Og denne røst sagde endvidere, at det kun er for den blinde, at materien er "dødt stof". For den seende er døden kun en illusion, en tænkt modsætning til den virkelighed, der lyser os imøde fra den mindste blomst til den fjerneste stjerne. Og røsten bød os at se ud i rummet, og sagte kom ordene til os: "Se, også der er jeg tilstede, også der har jeg pragtfulde templer, fyldte med indbudte væsener, også der er jeg travlt beskæftiget med at skabe lys og glæde eller pinsefest for mine elskelige og evige børn. Tusinder og atter tusinder af lysår ude i rummet, ude i evigheden funkler og stråler gyldne boliger i deres tilblivelse og forberedelse til at modtage endnu myriader af gæster ved min altomfattende pinsefest".

Der går en dyb skillelinie mellem mennesket, der i alt er bundet af dødens illusion og mennesket, der er udfriet af den samme illusion. Hvor den første ser og alligevel intet ser, står den anden i alt ansigt til ansigt med HAM, som er al udviklings inderste mål. Og derfor må livet blive helt anderledes for dette menneske. Tanker og forestillinger, som binder de andre og former deres liv, har mistet sin betydning for den, der har gennemskuet disse tanker og set deres fortvivlede begrænsning.

"Din mor og dine brødre er her!" Ordene var ivrige, for de skulle bringe en glæde. Men svaret blev et helt uventet: "Min mor og mine brødre – – hvem er min familie – – dem, der tilbeder min Fader i ånd og sandhed og gør hans vilje!" Endnu står lyden af disse ord i rummet. Det frie menneskes svar på traditionernes tunge bånd og åg. Men også det ensomme menneskes smertefødte svar på den erkendelse der siger, at kun hvad Gud har sammenføjet, kan mennesket ikke adskille. "Blodet binder siger flokmennesket og føler, at han dermed udtaler en urokkelig sandhed. Men den, der søger frem, søger med en for de andre ufattelig længsel efter den sandhed, der ikke påny skal opløse sig i støv og aske, ved, at "blodet" kun binder til støvet, til flokken og til flokkens tro på magten. "Ånd og sandhed", netop de ord som bliver livets grænsepæle mellem det døde og det levende, mellem mennesket, som både har erkendt overfladen, det timelige, og den derunder skjulte undergrund eller det evige, og mennesket, som kun ser og kun vil se overfladen, fordi det simpelthen frygter at slippe de tanker og forestillinger, som er gangbar mønt mellem "almindelige mennesker".

Fra alle sluser i rummet vælder Guds ånd nu ind over os. Hvor vi end vender os hen, ser vi, at alt på hans bud iklæder sig den for hver især bestemte festdragt. Og hvorfor? For at vi – De og jeg – skal føle glæde ved at være til, glæde ved at være i HANS selskab! Og er der her nogen forskel mellem det himmelske og det jordiske gæstebud? Når vi byder til fest, gør vi da ikke alt for både at smykke vore hjem og os selv for at vore gæster skal føle sig lykkelige med os? Er vore "øjne" og vore "hænder" ikke bag ved enhver lille ting, der udløser behag hos vore gæster? Skulle HAN gøre det ringere end os? Ringere! Er naturen nu til pinse ikke det mest guddommelige, det mest varmende kærtegn, vi overhovedet evner at opleve? Overalt – fra de åbne vidder til skovenes dybe sale er alt dekoreret med eet eneste formål: at vise gudesønnen FADERENS grænseløse kærlighed og allestedsnærværenhed.

Og det er denne altomfattende kærlighed, der tvinger det åndeligt modne menneske til at se næstekærlighedsprincippet i et større perspektiv end før, hvor det kun omfattede vore medmennesker og vel her for de fleste kun dem, der står dem nær, dem, de er i berøring med. Livet kender ikke eller vedkender sig ikke denne skillelinie. Sandt nok har dyret sin flok, som mennesket har sin familie, men bag hver eneste gruppe eksisterer der en plan, der kun sigter imod helheden. Og det er denne plan, mennesket må lære at kende, om det skal formå at finde frem til den sandhed, der alene er en "klippe". Thi det udviklede menneske, eller mennesket, der har haft mod til at bryde med fordom og tradition, må vide, at prisen for dette brud er isolation og ensomhed, og disse tilstande er kun udholdelige, når man er dybt fortrolig med deres sande formål. Intet menneske, som ikke kender det levende væsens kosmiske hensigt kan være ensom og helt glad. Det kan kun den, der omend i de beskedneste glimt har erkendt og følt sig eet med planen, med det evige bag det timelige, og oplevet denne sin erkendelse som et møde med Gud.

Det er i denne situation, at næstekærligheden ligesom skifter ham. Man forstår, at Jesus ikke sagde sine berømte ord om ånd og sandhed for at såre hverken sin mor eller sine brødre, men fordi han simpelthen måtte fortælle menneskeheden sandheden om det, der lever skjult bag enhver overflade. Han var sig sin ensomhed bevidst. Hans næstekærlighed strømmede ikke mere sympatibetonet mod den ene end mod den anden. Hos ham havde "familien" ingen forrettigheder. Han vidste, at kun den, der søgte den samme sandhed, som han havde erkendt og oplevet forud for de fleste, helt var beslægtet med ham – og derfor aldrig ville kræve eller vente sig noget af ham. Mennesket af idag kender kun den betingede næstekærlighed, der tillader at elske vennerne og hade fjenderne. M en han sagde: "I skal elske dem, der hader og forfølger jer!" Dette evner kun det frie menneske, fordi det på sin egen viljes bud til enhver tid formår at ophæve den fysiske illusion til fordel for den kosmiske virkelighed. Og det er her, det gør "sin Faders vilje", for Guddommen dækker ikke pinsebordet kun for sine venner. Naturen "tager ikke parti". Solen skinner – til adskilliges sorg – både på de retfærdige og de uretfærdige. Og den kosmisk bevidste og de, der i deres hjerter forstår ham, ser og forstår, at sådan må det være, om "Gud er i alt og overalt". Og det er i lyset af denne forståelse, at "næsten" fremstår i en ny skikkelse. Ikke som et fra os selv adskilt væsen, men som et med os evigt forbundet væsen. Det er i lyset af denne sandhed, man må forstå Martinus ord om, at selvom han aldrig vil kunne forhindre noget menneske i at hade ham, kan intet menneske til gengæld hindre ham i at elske dem, der selv betegner sig som hans fjender. Tilegner vi os denne indstilling, gør vi os selv fri af en af de tungeste byrder, som uvidenheden kan lægge på vore skuldre. De fleste af os er i berøring med mennesker, som siger, at de ikke "forstår os", hvilket jo kun betyder, at de ikke synes om os, fordi vi ikke handler i overensstemmelse med de tanker og ideer, de anser for at være de eneste rigtige. Vor reaktion overfor disse mennesker afslører i virkeligheden vor egen åndelige tilstand. Gengælder vi deres indstilling negativt, afslører det kun, at vi ikke har forstået, hvad det er, vi oplever. Gengælder vi den positivt, hvilket i denne forbindelse kun vil sige, at man forstår, at de må være som de er, i kraft af den natur de er i besiddelse af, kan de ikke ophøre med at være omsluttet af vor sympati.

Det er sandt, at det kan være svært at opretholde denne indstilling, og at vi her må være forberedte på tilbagefald og skuffelser over os selv. Men er indstillingen først "født" i ens sind, og får den ustandselig næring, sejrer den forbavsende hurtigt i ens forhold til alting – og skænker til gengæld sjælen den dejligste fred! For de fleste mennesker af idag er næstekærlighedstanken blevet en rørende overlevering fra en romantisk betonet fortid, og dette synspunkt er forståeligt – fra dødens verden! Men fra livets verden er denne opfattelse af universets grundtone måske den farligste, der eksisterer. Thi at latterliggøre forestillingen om det enkelte levende væsens samklang og samhørighed med evigheden, er at jage en dolk ind i det ædleste i selve den humane ide. Det er, bevidst, at søge at hindre den længsel i at nå sit mål, der går ud på, igennem det timelige at nå det evige.

Og vi ser da også, at selvom intellektualiteten i verden på alle områder har søgt at latterliggøre enhver forestilling om en kærlig Guddoms eksistens, går der idag en stærkere længselsstrøm efter at erkende og opleve denne Guddom end nogensinde før. Langsomt har denne længsel sprængt det gamle gudebillede, der lod verdensaltets ophav eksistere i ophøjet ensomhed i en fjern og ufattelig himmel, til fordel for en stadigt voksende erkendelse af, at Guddommen mindre end at være fjern er den kraft, der står hver eneste af os nærmere end de, der hævder at holde af os, ja elske os. I lyset af dette billede bliver både Guddommen og næstekærligheden langt mere nærværende end nogensinde før. Thi denne Guddom er hverken fjern eller utilnærmelig, eftersom vi virkelig oplever ham "i alt og over alt". Det var ham, Jesus aldrig trættedes af at forkynde var "hans Fader", og det var til ham, han henvendte sine sidste gribende ord: "– i dine hænder!"

Pinsefesten er en kristen fest. Men den er mere end det. Den er en evig forkyndelse af lysets sejr over mørket. En evig tilkendegivelse af at vort liv trygt hviler i et kærligt Forsyns hånd. At dette Forsyn i det primitive menneskes bevidsthed må tage sig anderledes ud end på senere, mere udviklede stadier er både selvfølgeligt og naturligt. Men mon pinsebudskabet kan få en mere ophøjet form og en mere inspirerende kraft end det, der er udtrykt i efterfølgende ord der, sammen med det allerede gengivne citat er lånt fra Martinus lille bog "Pinseglans over livet":

"Igennem Kærligheden til vor "Næste" bliver "Guds Billede" synligt. Og en lydløs himmelsk Røst vibrerer fra dette Billede ind i vort Indre: "Jeg er din evige Fader, som du i Aartusinder har søgt og ledt efter, og hvis ringe Tjener du har bedt om at blive. Hvad du gør imod denne Næste, gør du imod mig. Elsker du mig, da skal min Aand lyse og funkle omkring dig til Velbehag og Glæde for alt, hvad du rører ved. Hvor du går hen over Jorden, vil Velsignelse, Skønhed og Glæde funkle og lyse i dine Fodspor.

Og jeg vil da føre dig videre hen over andre Verdener, Kloder og Mælkeveje, vise dig andre Menneskeheder, Dyr og Planter. Gennem nye Himle og Himles Himle gaar vor evige Vej. Jeg vil vise dig fysiske og aandelige Herligheder, du endnu aldrig har drømt om eller har kunnet ane eksisterede. Jeg vil aabenbare for dig Kærlighedsgaver, jeg allerede har planlagt for dig, inden den nuværende Jord overhovedet blev synlig paa det fysiske Plan. Som identisk med Evigheden skal du, som mit udtrykte Billede, værende eet med mig, evigt gaa frem igennem Tiden og Rummet. Og overalt, hvor du gaar hen igennem Universet, skal Sommerens Lysvæld, Jubel og Livsglæde stige op imod min evige Trone. Der, hvor du elsker din Næste som dig selv, skal der være Pinseglans over Livet. Og der, hvor der er Pinseglans over Livet, maa Nattens Skygger vige, thi der er jeg selv lyslevende til Stede, thi – jeg er din Næste.""

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!