Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

De må prøve at tilgive mig, at der heller ikke dennegang følger noget bilag med dette brev. Men jeg er ved Klint, og alting går i øjeblikket på højtryk for at få lejlighederne færdig til vore ældre gæster hvoraf det første hold kommer samtidigt med, at De får dette brev ihænde. Personligt syntes jeg, at denne dag er så vigtig, at vi i fællesskab bør riste den en lille minderune! Kosmos Ferieby ligger i dette øjeblik badet i det vidunderligste sollys. Det er forår nu, meget tidligt forår, fordi kulden sålænge har bundet og sinket alt. Men i nat regnede det, mildt og stille. Og nu til morgen kom solen frem. Det var som om naturen i løbet af få timer stillede helt om. Luften er varm på en helt anden måde end før, og fuglene jubler allevegne – jovist er foråret endelig kommet!

Og her er det, at mine tanker går tilbage til tidligere år. Thi midt i al skønheden heroppe har det altid været en sorg for mig, at denne dejlige plet først blev beboet, når træernes friske grønne var blevet vane for os alle, og de første blomster forlængst var frø. Mange gange har vi forsøgt at finde vej igennem denne urimelighed, men det var som om, man mødte en mur, hvergang man forsøgte at få mennesker herop "før sæsonen". Nu er det altså lykkedes. Og såvidt vi i øjeblikket kan se, til overdådighed. Vi får de mest rørende breve fra ældre mennesker, der så godt som aldrig har haft ferie, fordi de har levet i en anden – og hårdere – tid end vor. Da vore bedsteforældre var unge, var der ingen lovbundet ferie med feriepenge! Og nu, da de kun har deres små rentepenge, er der ingen, der er interesseret i dem. Det er vi altså, og vi har det håb, at det, vi n u indlader os på, simpelthen må ende med at blive en institution.

Vil De spørge mig, hvorfor vi har dette håb, vil jeg gerne svare Dem på den måde, at årsagen til, at De og jeg overhovedet har det, man kalder "åndelige interesser", jo dybest set er, at vi simpelthen ikke evnede at blive lykkelig ved verden, som den er. Vi følte på en måske udefinerlig måde, at livet ligesom var blevet afsporet, og at den åndelige næring, man bød vor sjæl, enten var forkert gengivet eller også, at den ikke rummede netop de "vitaminer", vi havde behov. Derfor søgte vi og fandt frem til Martinus klare og stærke verdensbillede. Men – og dette er for mig noget meget afgørende – selvom vi fandt en vej, vi kunne følge, ophævede dette ikke længslen efter at se noget smukt og godt gro frem som en virkning af disse nye og så nærende tanker. Kosmos Ferieby blev et resultat af denne længsel. Her satte vor søgen en konkret frugt. Lad så være at den, som al skabelse, der ikke er helt afsluttet, endnu mangler "et og andet". Som feriested betragtet er denne lille by ret exceptionel. Den havde kun een åbenlys brist: den blev benyttet for lidt! Nu er dette, såvidt mennesker da kan se, fortid. Og hvilken benyttelse!!! For er det ikke i overensstemmelse med vort dybeste ønske om at søge at gøre lidt godt i denne hårde verden, at lejlighederne nu befolkes med mennesker, hvis liv er forbi i den forstand, at de er nået ind i det sidste afsnit? Vær overbevist om, at de fjorten dage, vi nu er i stand til at give disse gamle ægtepar og de mange enlige, vil blive lyspunkter i mangt et ensomt, ældre menneskes ofte ligefrem uhyggeligt trivielle liv!

Mange har spurgt mig, om der skal holdes foredrag for disse ældre mennesker, altså åndsvidenskabelige foredrag. Nej, det skal der ikke! Disse mennesker er vore gæster og kommer ikke her som følge af en åndelig tilknytning til sagen, men kun fordi vi ejer disse lejligheder og gerne vil søge at gøre lidt godt med dem! Viser det sig, at de ønsker en gudstjeneste, vil vi prøve at få den lokale præst til at komme herned og holde den i ferieb yens foredragssal. Når jeg har draget spørgsmålet om foredrag frem, er det for klart og utvetydigt at understrege, at den benyttelse af feriebyen, som der her er tale om, kun har eet eneste motiv: det at søge at sprede blot lidt lys i disse ældre menneskers liv!

Når dette er sagt, vil jeg gerne tilføje, at vi naturligvis vil gøre alt, hvad der står i vor magt for at gøre opholdet festligt for vore gæster, og her er det, at jeg endnu engang vil bede Dem kigge efter, om De ikke ligger inde med bøger, som De har læst og næppe læser een gang til. Ganske vist hader jeg "tiggeri", men på den anden side er det også forkert ikke at lukke munden op. Det er en kendsgerning, at der læses uhyre meget heroppe, og da vor tolerance er så omfattende, at vi ikke nærer aversion imod anden literatur end den helt underlødige, som De næppe besidder, kan vi, hvis vi da ellers vil, i fællesskab sagtens holde vort bibliothek heroppe forsynet med læseværdige bøger og tidsskrifter. Altså: send Deres overflødige bøger op til mig eller aflever dem på kontoret i København, – så skal vi nok sætte dem pænt på plads i reolerne!!!

– – – – – – – – –

Det er forår nu! Påny oplever vi reinkarnationsprincippet i hele sin overdådige udfoldelse. Døde grene, bliver levende blomster. Kold og gråsort muld bliver varm og livgivende næring for alt det, der tilsyneladende lå livløst i dets skød! Intet sted oplever vi den dybe forskel mellem det materialistisk og det åndeligt indstillede menneske som i den vældige skaberproces, der nu holder på at udfolde sig for vore øjne. Hvor den ene kun ser "naturlige, fysiske processer", ser den anden Guds vældige levende ånd tone frem! Tag en klump jord i hænderne og prøv at forstå, at dette tilsyneladende så materielle og døde stof i Guds hånd rummer mulighed for en farve- og livsudfoldelse ingen dødelig kan sætte grænsen for. Tag et usseligt lille frø, så lille, at øjet næppe kan se det, og dog rummer det i sig mulighed for et ufatteligt form- og farveorgie. Hvor skulle disse ting kunne ske, om der ikke bag det, vi ser, det vi tager og føler på, eksisterede helt andre kræfter end de rent fysiske? Hvor meget et åndeligt indstillet menneske end forsøger at forstå det rent materialistisk betonede menneske, undgår det ikke at føle fattigdommen bag denne form for livsoplevelse, og aldrig træder denne fattigdom tydeligere frem end i disse korte forårsuger, hvor den guddommelige ånd formelig overvælder sjælen med beviser for sin eksistens.

Men dyremennesket er plumpt i sin sanseoplevelse. Endnu rækker dets åndelige egenskaber ikke ret højt over støvet, og hånlig latter bliver ofte den tildel, der forsøger at vise, at Gud er andet og mere end en Gud for mennesker, at han også er det for dyr og planter, ja for alt levende! Det er som om, et forfærdende antal mennesker frygter for at indrømme deres slægtskab, deres forbundethed med alt liv. De er mennesker – og mennesket er noget specielt! Ja, det er det! Det er dødens mest raffinerede håndlanger, dens mest bestialske mestersvend. Man har før anet, at det bar dette Kainsmærke. Idag ved vi det. Vi ved, at frygten igen løfter sig som en flodbølge, og at spørgsmålet "mand og mand imellem" påny lyder: Hvornår bryder det løs? Det kan synes ufatteligt, at det skal være sådan. Men det er ikke ufatteligt. For det almindelige menneskes respekt for livet er meget, meget ringe. Så ringe, at svaret må blive netop så hårdt, som vi frygter det.

Dette ved den, der har lært at tænke. Mest måske fordi tidligere livs dybe smerteoplevelser tidligt genopstod som en ukuelig længsel efter en anden verden end den, hvori hadet og intolerancen boltrer sig. For dette menneske er foråret årets største gudstjeneste, større for hvert år, det oplever den. Thi foråret er håbets tid mere end nogen anden. Det er den tid, hvor Guddommen mest intenst forkynder og åbenbarer sin nærværelse i alt og over alt! "Gik alle konger frem på rad-!" Alt kan vi gøre. Udslette liv i en målestok, ingen før vovede at drømme om! Men skabe liv? Bevare liv? Være gode imod hinanden? Nej, der går grænsen! Og der begynder Guds egen verden! Thi Gud er livet, og livet er ikke begrænset til mennesket!

Det er dette sidste, der skiller. Kampen for tilværelsen er blevet så hård for flertallet, at intelligensen er blevet skærpet i en grad, vi aldrig før har oplevet. Og virkningen er ikke udeblevet. Afstanden mellem kirke og folk har aldrig været større, end den er idag. Evnen til blindt at tro er på retur, i et omfang kun de færreste gør sig et klart begreb om. Men samtidigt er vi gledet ind i en periode, hvor den enkelte isolerer sig, og hvor begæret efter rent individuelt at spille en rolle er større end nogen sinde. Alle vil hævde sig, om ikke på andre områder, så på de rent materielle. Resultatet er blevet koldt og negativt. Enhver søger sit eget i et omfang, der ikke alene truer famillielivet, men samfundet som helhed. Men dette måtte komme. Man kan ikke springe direkte fra den af udefineret, følelsesbetonet fællestro sammensvejsede tilstand til den på højintellektualitet hvilende personlighedsindstilling. Vi befinder os idag "midt imellem" disse to tilstande og oplever nu tilfulde ubehaget ved "kun at være menneske". For mennesket uden Guddom er mennesket i pinlig isolation. Det vil være noget, ingen magter at være. For ingen magter i det lange løb at leve uden den kontakt med helheden, der er al åndelig sundheds sande grundvold. Idag er mange stolte af at være "gudløse"! De kalder sig "frigjorte" og mener selv, at de i forholdet til det religiøse menneske er voksne og "uafhængige". Men er de det? Er de virkeligt gudløse? Absolut ikke! De er deres egne guder, og betragter man dem nøje, ser man, at de har det alt andet end godt. For de er tomme og hjælpeløse. De "buldrer" ved hjælp af deres nyerhvervede intellekt, der gør det let for dem at "bevise", at "Gud ikke er til", for hvem har set ham? Hvem har talt med ham? Og er der nogen sinde vendt nogen tilbage "fra de døde"? Om de blot anede lidt om, hvormeget de derigennem afslører sig, og hvormeget de fortæller om den ensomhed og ulykkelige isolation, de oplever. Hvor så HAN klart, der sagde: "Dåren siger i sit hjerte – –!" Hvor godt at vide, at denne tilstand kun er et stadium. Kun er vinterzonens sidste etappe, før foråret sætter ind!

Foråret? Ja! For lige så levende det nu kommer til os i al sin fysiske overdådighed, lige så levende vil det komme til hvert eneste menneske, der, mæt af intelligenspraleriet opdager, at forstanden alene ikke løser de store gåder! Først den dag hvor vårlige kosmiske vinde stryger ind over ens sjæl og kalder alt det tillive, der også bor i den, ved man lidt om den dybere hensigt med dette "at være". Da oplever man de utalte millioner af tråde, der forbinder en med hele livet, med den mindste som med den største skabning, og da forstår man, hvorfor det fysiske forår altid havde den magt, det vitterligt har. For da begriber man, at det var Gud, man så bag hver eneste blomst og bag hvert eneste lille grønt skud. Da forstår man, at hvor meget det jordiske menneske end er, så er det dog kun en del af den helhed, vi kalder "universet".

Universet! For det materialistisk indstillede menneske summen af alverdens stof og støv! For Dem og mig Guds vældige bevidsthed! Hele hans strålende, rige tankeverden. Hans skaberkunst og hans altgennemtrængende kærlighed. Hans evige ånd, som midt i mørket, i selve dødens dal, rejser sig som en flammestøtte, der viser hver den, der ser den, vej ud af dette hadets og den mentale kuldes eldorado. Og aldrig flammer denne lysstøtte højere end netop nu, hvor alt i naturen, fra det mindste til det største liv, forkynder, at vinterens dybe søvn er forbi, og at lysets, farvernes, tonernes og de glade og livgivende kræfters tid er inde. Hvor lykkeligt at vide dette! Hvor lykkeligt at opleve den indre samhørighed i alt. Hvor trygt at leve på en sandhed, som livet selv forkynder, en sandhed, der nærer forstanden og fylder hjertet med en taknemmelighed, der er grænseløs i sin natur.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!