Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg har netop gennemlæst Martinus lille, skønne bog "Påske", fordi den, siden den blev skrevet, hvert eneste år har været den største inspiration for mig til at forstå dette vældige drama, der har fået så stor en indflydelse på menneskehedens liv. Jesu lidelse, dom, korsfæstelse og genopstandelse er det største menneskelige symbol på kredsløbsprincippets kosmiske urokkelighed, – og dermed også den største trøst til enhver, som befinder sig i et eller andet "Gethsemane", vi kender. Thi når påskemysteriet taler så dybt til ethvert udviklet menneske, beror det jo netop på den trøst, det indeholder: at intet mørke evigt vil bestå, ingen lidelse evigt fortsætte, ingen smerte være grænseløs i sin natur!

Som "sønner af jorden" er det ofte svært for os at se den dybere hensigt med de smerter, vi selv rent personligt oplever. Bittert har vi ofte erkendt, at vi kan forstå, at denne eller hin må opleve modgang, – men ikke os selv! Vi står her overfor den store kosmiske barmhjertighed, at "dåren" faktisk er utroligt beskyttet af sin egen dårskab. Uden dyberegående kosmisk indsigt vandrer mennesket trygt, der hvor "engle" ikke tør træde. Og uden dybere forståelse af sin egen natur tror flertallet, at deres egne rent personlige lidelser kun har rod i tilfældighedernes onde verden. Men vort liv er ikke verdensaltet uvedkommende. Omend små, er vi ikke så små, at vi kan få et liv udenfor lovene! Også for os gælder det, at kosmisk sæd og høst følger hinanden, og at "endog vore hovedhår er talte". Dette lærer påskemysteriet os på en sådan måde, at den, der eengang har forstået det, for altid vil besidde et af de stærkeste våben imod det negative, det tvivlende i hans egen natur.

For her stod netop et menneske, der hele sit liv kun havde haft eet for øje: at være god imod enhver, ja i alt at opfylde loven: du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv! Og alligevel oplever han det ufattelige: at blive slæbt for retten, pint på det grusomste og derefter henrettet på barbarisk måde.

Men tænk om dette ikke var sket! Tænk, om Jesus havde fået lov til at leve sit liv til ende og blot var gået over i historien som et meget kærligt og viist menneske, – om han da overhovedet var gået over i historien! Jesus havde ingen mulighed for åndelig undervisning på et højere plan. Vi har hans egne ord derfor: "Jeg ved mange ting endnu, men I kan ikke bære det – –". På alle sider var han omgivet af mennesker, hvis uvidenhed i forhold til hans kosmiske indsigt råbte til himlen. Det var det, han forstod hin skæbnesvangre nat i Gethsemane have. Det var denne viden, der bragte ham til at forme den største, den dybeste, men også den sværeste af alle bønner: Herre ske ikke min, men din guddommelige vilje! Midt i sin svære nød forstod han, at hans time var kommet, og at uden det, som blev menneskehedens største drama, ville hans mission ikke kunne fuldbyrdes. Det er fra dette skæbnesvangre øjeblik og frem til selve korsfæstelsen, at den model, der i vore egne bitre stunder kan være den største hjælp, blev til. For vi ser ikke her et svagt menneske, der angst for sin skæbne søger flugtens billige løsning. For Jesus var det en medfødt natur at lyde den indre røst, der nu bød ham at handle på en sådan måde, at hans allernærmeste venner, hans disciple, flygtede for alle vinde "i frygt for jøderne".

"I frygt for jøderne"! Er det ikke altid således, at det, der hindrer os i at følge vor "indre røst", er "frygten for jøderne", frygten for hvad andre vil mene om vor handlemåde? Det er lettere at være massemenneske. Det havde også været lettere for Jesus at søge bort fra Jerusalem. Men han var intet massemenneske. Han var en indviet. En model. Og han vidste det! I samme øjeblik han med hele sin sjæl forstod, at der nu ikke længere fandtes nogen vej tilbage, uden at det ville betyde forræderi imod den mission, der var blevet lagt på hans skuldre, handlede han uden tøven. Trin for trin fuldbyrdede han den fuldkomne væremåde overfor lidelsen, overfor den mest personlige, mest smertefulde modgang et menneske kan opleve. Dette store drama har altid kun tre faser: begyndelsen, kulminationen og afslutningen. Her var begyndelsen: "Herre, ske ikke min, men din vilje!" – kulminationen: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre!" – og afslutningen: "Det er fuldbragt!" – Ikke hans egen, men Guddommens vilje var sket fyldest! Derfor kunne han også med den allerstørste ret slutte med de ord, der siden er blevet de sidste for utallige: "Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd!"

Et Kredsløb, som skulle få større rækkevidde end noget andet, vi kender, var fuldbyrdet. Historisk i sit perspektiv, – men også så kosmisk lovbundet, at hver eneste af os må opleve det, ikke een, men utallige gange. For vi er ikke fuldkomne. Vi er gudesønner, men vi ved det ikke på samme måde, som Jesus vidste det, og derfor evner vi ikke at fuldbyrde vore kredsløb på samme fuldkomne måde. Gang på gang står også vi overfor livets krav på os, men i stedet for bag dette krav at se Guddomsviljen, foretrækker vi at se "tilfældighedernes onde spil" og flygter dermed fra den korsfæstelse, som alligevel en dag vil nå os.

"Vil nå os – ". Jeg tror, og livet har ikke afkræftet denne tro for mig, at "korsfæstelsen" giver langt rigere vækst end noget andet, vi kan opleve. Vi frygter alle lidelsen, frygter den så meget, at mange slet ikke tør være rigtig glade ved livet og give udtryk derfor, uden at føle det som noget i retning af en udfordring. Læg mærke til, hvormange der på en eller anden måde "banker under bordet", såsnart de har givet udtryk for, at de har det godt og på alle områder føler sig lykkelige! Dette kan ikke være rigtigt. På mange områder i livet har vi "fuldført løbet og nået målet". På disse områder har vi både ret og pligt til at være glade, for der venter ingen smertefuld skæbne på os. Og gør vi det ikke, afkræfter vi blot os selv og gør det endnu sværere for os at klare smerterne, modgangen, på de områder, vi endnu har tilbage. Jeg har en ældre ven, som jeg sætter umådelig højt. Gennem mange år har vi fulgt hinanden, og han har ofte haft det meget slemt. Den ene modgangsbølge har afløst den anden, hvad han ikke har skjult for mig, men jeg har endnu aldrig set – eller hørt – nogen bitterhed derover fra ham. Han forstår, at modgangen har rod i noget i hans egen sjæl, og det falder ham ikke et eneste øjeblik ind at falde for en billig fristelse til at gå i rette med skæbnen. Denne ven har betydet meget for mig. Åndeligt har vi begge rod i det samme verdensbillede, og begge har vi erkendt korsfæstelsens dybe værdi. Men – og herom er vi også enige – uden Martinus klare redegørelse for det sammenspil af skæbneenergier, der fører til disse gentagne mørkeoplevelser, ville ingen af os magte dem på den måde, det nu er tilfældet. Vi ville da uundgåeligt være havnet i den bitterhedens grøft, som idag sluger langt de fleste af os.

Når Jesus brugte ordene: "Tag dit kors og følg mig!", mente han ikke, at denne efterfølgelse i alle forhold skulle føre til smerte. For selvom Jesu liv på mange områder i kraft af hans mission, var brydsomt, var det ikke noget ulykkeligt liv. Heller ikke noget kedeligt liv! Det forekommer mig ofte, at den største uret man har begået imod hans lære er, at man har klædt den i sort. Jesus var livsglædens forkynder! Han var menneske i dette ords dybeste betydning, og det vil i virkeligheden sige, at han var glad, god og i alle forhold indstillet på at hjælpe på en fri måde. Han kendte den inderste hemmelighed ved dette at give, derfor var han elsket af alle. Men kirken har ikke opnået denne sympati. Her har "det sorte", det livsnedbrydende og angstgivende sejret over det lyse og livgivende. Derfor mister kirken terræn. Hvor Jesus var ægte i sin menneskelighed, er kirken ofte uægte. Tag ikke disse ord som noget angreb, kun som en konstatering. Thi det er denne uægte tilstand, der har bragt såmange af os til at længes imod "noget nyt" – noget nyt, som på een og samme tid bekræftede, hvad kristendommen bragte os af godt – og dernæst forlængede dette gode indtil en sådan grad, at det helt overskygger "det sorte", som kirkens kristendom bragte ind i vort liv.

Jesus ønskede helt enkelt at lære menneskene, at de var evige gudesønner, og at livet i alt kun var kærlighed. Hvor stor denne kærlighed var, viste han i sit livs sværeste stund, hvor han, naglet til et kors, stadigt formåede at tilgive, ja endog at bede for sine bødler. Det er denne uovervindelige kærlighedstrang i hans natur, der afslører for os, hvor meget større end os han er. For vi er ikke kærlige af natur. Vi kan være gode og rare, men kærlige – nej! Vi er Paulussønner. Vi vil gerne det gode, forstår at det ville være dejligt for os alle, om vi var det. Men vi vil alligevel først og fremmest os selv! Det er her, at den model, Jesus skabte på sin sidste, smertefulde vandring altid vil genere os. For han både ville – og kunne – det gode! Indtil en sådan grad, at egenviljen i alt var blevet erstattet af Guddomsviljen. Det er denne indstilling, der er selve livskunstens kulmination, den er selve sejren! At gennemskue dødens mysterium og vide, at der slet ingen død er, kun liv, liv og atter liv, bliver kun den til del, der uden at skele til noget som helst kompromis, ejer evnen til at adlyde den indre røst, som bor i enhver af os. For vi ved jo udmærket godt, at vi burde tage os selv i nakken og begynde optræningen af det sind, der både kan tolerere en fornærmelse og ovenikøbet med lethed tilgive fornærmeren. Men nej. Her er det, som om vi går istå. Vi forstår det og akcepterer det, når vi hører det i et foredrag eller læser det i en bog. Men møder vi det på vor egen vej, så – – !

Men selvom vi kan skubbe "korsfæstelsen" fra os, så venter den os alligevel en dag. Og ovenikøbet fremkaldt af os selv! For vi vil jo frem. Vi drømmer om det. Vi ønsker det! Og ønsket er en magt! En dag er situationen der igen, og så gives der ikke noget Bethania, vi kan flygte til. Da er der kun Gethsemane. Og da er det, at påskemysteriets dybe, rene lære opleves som en kærlig Guddomshånd, der rækkes frem imod os. Thi selv om vi i den time er ene og alle er flygtet fra os, så er der alligevel blevet een tilbage, selvom han er usynlig. Også om os står engle vagt, og når beslutningen er taget, vil vi opleve, hvad HAN oplevede, at nok er vejen svær, men den kan v andres! For hvad er korsfæstelse endet end frigørelse? Spørg enhver, der har gennemlevet det, man med et moderne udtryk kalder "krise", om han ønsker den uoplevet, og i langt de fleste tilfælde vil svaret blive så absolut benægtende. Åndelige kriser frigør sjælen for bånd, der ellers meget let kunne kvæle sit offer. Åndelige kriser bryder de mure ned, vi selv altfor flittigt har bygget og skaber sollys der, hvor råddenskaben ellers truede. M en det koster sin pris at komme helskindet igennem dem. Blandt andet den, at man i alt gør sig fri af hævn og had! Gør sig fri af den tanke, at de, som blev dens redskaber, dens "bødler" er de egentlig skyldige. Det er her, at vi altid burde kunne høre Jesu kærlige ord: "Fader, forlad dem – – ".

I vor skæbne er der kun een skyldig: os selv! Forstår vi det ikke, eller vil vi ikke indrømme det, bygger vi os blot et nyt Gethsemane. Ønsker vi at opleve opstandelsen – og det er en opstandelse at vågne op og vide sig fri af bånd, der snærede, af tanker der gjorde en ond og bitter, af ønsker, der, om de blev opfyldt, blot ville gøre forfærdende fortræd – må vi vide, at den har sin pris: egenviljens undergang! Vi må lære at adlyde den røst, der lever dybt inde i os, og som aldrig bliver træt af at tilhviske os ildehørte sandheder. Ildehørte, fordi de hverken roser eller smigrer os, men tværtimod fortæller os, at vi bruger vort liv forkert.

Jesus brugte sit liv i overensstemmelse med Guddomsgnisten i sin sjæl. Derfor lykkedes dette liv over al beskrivelse. Lykkedes på en sådan måde, at det har grebet ind i utalte millioner af menneskers liv og skabt lys, der hvor før fortvivlelsen alene havde magten. Derfor har påsken også betydning for mennesker udenfor kirken. Begivenheden på Golgatha var universel og kan aldrig monopoliseres af noget enkeltsamfund. Lad os derfor til slut lytte til Martinus fortolkning af dette drama, som han måske har forstået bedre end nogen anden, og som han har beskrevet i sin allerede nævnte bog "Påske", fra hvilken jeg citerer:

– "Og gennem sit eget Blod ser Verdensgenløseren i nogle Sekunder det sidste Billede af sine Bødler. Gennem dette røde Panorama fornemmer han sine Kærlighedshandlinger, sin Kamp for Sandheden vurderet og ligestillet med Røveres og Morderes Manifestationer. Gennem den brændende Ild i hans Aarer, gennem en nagende Tørst hvisker hans tørre Tunge: "Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig". Og se! Da udløstes en højere Kontakt mellem den himmelske Fader og den udvalgte Søn. Den hellige Aand begyndte at sitre gennem det haardt belastede, men forfinede Nervesystem. Det røde Billede opløstes, og gennem en guddommelig Klarhed ser han nu sine Bødler som aandeligt uerfarne yngre brødre. Og i en sidste stor Kærlighedsbølge gennem det udmattede og lemlæstede Legeme tager han dem til sit Hjerte. Men i samme Øjeblik rystedes Kontinentet i sin Grundvold, Solen formørkedes, Jorden revnede, og Lynet slog ned i selve Templet, frigjorde Afspærringen til det Allerhelligste. En dødelig Angst udbredte sig blandt den før saa selvsikre og ubarmhjertige Morderhob, og skælvende krøb mange til Korset. Men ud over Mængden, gennem Mørket funklede Guds Aands hellige, usynlige Straaler. Fra Menneskesønnens Læber sitrede det gennem Verdensrummet: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". Men med dette overjordiske Lysvæld drejedes Jordens aandelige Kurs ind i en ny Fase. Et Kærlighedens Evangelium, en Kærlighedens Gud kom til Syne der, hvor man før troede Vreden, Hævnen og Straffen havde til Huse. Et inderligt Forhold mellem et Væsen i Kød og Blod og Verdensaltets Ophav var demonstreret. Den jordiske Menneskehed havde faaet Bud fra sin evige Fader. Men Guds Sendebud vendte sit Blik mod Himlen. Gennem en sagte Brises Kølighed mod sit hede Legeme udfriedes den guddommelige Martyr fra sine sidste Lidelser, og den evige Sætning, "Det er fuldbragt", vibrerede som en ny Lysglorie ud over Verden.

I sin allersidste Kraftanstrengelse aabnede den tornekronede Gudesøn endnu engang sine trætte Øjne for at se den elskede Menneskehed ved Korsets Fod. Og med dette Billede i sit bristende Blik forlod Guds Udsending den fysiske Verden. Gennem de blege Læbers sidste hendøende Vibrationer: "Fader i dine Hænder befaler jeg min Aand", fik man angivet, at Gudesønnens Kurs nu var mod Lysets Riger. Men Korset var blevet Lysets Symbol for alle Tider."

Med en kærlig påskehilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!