Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En eksplosion i Stillehavet har sat verdens ledende mænd i den pinlige situation at måtte indrømme både overfor dem selv og overfor deres folk, at krigens giftige plante har afsluttet sin vækst og sat en knop som, om den for alvor folder sig ud i al sin blodrøde pragt, vil lægge hele kontinenter øde. Endelig er vi n ået dertil, at selv jordens "ypperstepræster" – videnskabsmændene – ikke selv vidste, hvor farlige de kræfter var, de arbejdede med. Hundreder af fattige fiskere, der var ude at røgte deres beskedne hverv, har idag fået at vide, at man "først om ti år" er i stand til at sige, om de er sluppet uskadt fra den regn af "dødsaske", der kom over dem efter eksplosionen af B-bomben.

Og alligevel meddeles det samtidigt, at vi i løbet af kort tid skal opleve en ny eksplosion, der helt vil sætte den første i skygge, ja at der faktisk ingen grænse er for, hvor omfattende eksplosioner man nu er i stand til at fuldbyrde. Intet under at de ledende statsmænd er lammede ved de perspektiver, der pludselig har åbnet sig. For disse eksplosioner har med et slag anbragt alle vore øvrige, såkaldt "moderne" våben i klasse med neanderthalerens relativt ufarlige kølle og stenøkse. Een bombe – og Danmark med omliggende områder er udslettet! Intet under at man har givet atomtiden navnet: frygtens tidsalder!

– – – og det lød igennem rummet: "Den dag du æder af frugterne af kundskabens træ, skal du dø døden!" Døden? Er det ikke livets endelige ophør, udslettelsen, den store stilhed? Måske for den, der aldrig har tænkt problemet igennem. Men ikke for den, der har sat alle sine kræfter ind på at tænke det igennem til dets bitre ende. Døden er ikke livets ophør. Døden er et liv i frygt. Døden er et liv, hvor glæden over at være til er blevet afløst af angsten. Angsten for det daglige brød, angsten for "i morgen" – angsten for livet!

Findes der da slet intet middel mod disse nye våben, der kan give os døden uden antydning af et varsel? Er vi for evigt dømte til at skulle leve i skyggen af den rædsel, de har affødt i det tænkende menneskes sind? Mon ikke disse to spørgsmål idag er de mest brændende for alle de, der bærer på et ansvar af større rækkevidde, end det flertallet bærer på? Jeg vil tro det! Svaret kan synes negativt. Der findes intet ydre våben imod disse kræfter. De er som en flod, der hastigt stiger mod sprængningspunktet. De første "oversvømmelser" har jo allerede fundet sted, derom vidner de forbrændte japanske fiskere, der, uden at hverken de eller videnskabsmændene anede det, var kommet disse kræfter for nær.

Og alligevel eksisterer der et middel imod denne onde trusel. Men det er ikke af udvendig art eller karakter. Dette middel har sit udspring fra akkurat samme område, hvorfra både A- og B-bomben stammer, – den menneskelige sjæl! B-bomben eksploderer på den menneskelige viljes bud, – men den samme vilje kan også hindre denne eksplosion! Himmelråbende utopi! Forbryderisk naivitet!, siger den, for hvem B-bombens realitet er større end verdens samlede visdom. Nuvel, jeg skal give et sådant menneske den indrømmelse, at B-bomben efter al sandsynlighed vil eksplodere og koste et navnløst antal mennesker livet. Men at mange millioner dør, er ikke det samme som, at jorden "går under", eller at verdensudviklingen er afsluttet! Vi, som lever idag, og som er fødte ind i dødens århundrede, har dog fået en vis træning i at se millioner dø. Det lyder koldt, men hvem tør bestride denne sandhed? Og verden står endda! Lande, der blev "nedkæmpet" for ikke et årti siden og dengang kun var nådesløse ruinhobe, har forlængst rejst sig påny! Verdensproduktionen har nået uanede højder, og det er vist et åbent spørgsmål, om vi ikke var ude i kaotiske arbejdsløshedsforhold, om alle de, der jorden over er iklædte uniformer, pludselig vendte tilbage til den positive produktion. Lad os ikke for rædslerne glemme de nøgterne realiteter, der køligt og neutralt fortæller os, at A- og B-bomberne ikke er ene om at give verdens ledende mænd mareridt!

Nej, vi må helt ind i den menneskelige viljes område for at forstå den dybere mening, den kosmiske hensigt, med alt det, der sker rundt omkring os. Vi må fjerne enhver form for tågeagtig tænkning fra vort sind for at kunne gennemskue det, vi oplever. Gør vi det, vil vi se, at den verden, vi oplever omkring os, er vor verden! Med det i vort væsen, der er skjult bag en nydelig friseret overflade, bag en såkaldt "kultiveret fremtræden", giver vi næring til de kræfter, der nu har fået udtryk gennem ordene "frygtens tidsalder". Vi kalder os "intellektuelle", og vi dominerer med en klogskab, ingen tidsalder før os har kendt mage til. Vi har "demokrati", og vi diskuterer som noget aldeles selvfølgeligt "Verdens forenede stater" som den eneste værdige løsning på alle sociale problemer. Og det gør vi ret i! Ret, på samme måde, som vi med rette hævder, at vi alle bør være gode og kærlige, åbne og tolerante! For det diskuterer vi jo også som noget selvfølgeligt! Så selvfølgeligt, at det kun falder et fåtal "fanatikere" ind at gøre et beskedent forsøg på et leve disse skønne idealer!

Vi er Paulus-sønner! Det gode vi vil, gør vi ikke, men det onde, vi ikke vil – det er vi eksperter i at praktisere! Men hvorfor gør vi ikke dette gode, når vi dog alle er klare over, at det ville være til ufattelig gavn for hver eneste af os, om vi gjorde det? Lad os være ærlige i vort svar. Vi har simpelthen ikke talent for det! Vi har forstand nok til at se det rigtige i problemstillingen, men – – – Hvad er det da, der hindrer os? Den enkle kendsgerning, at vi smykker os med den fornemme titel "Homo sapiens" – det vidende menneske – uden at have nogen som helst ret til at bære denne fornemme betegnelse. For midt i vort intellektuelle hovmod, er vi rystende uvidende! Tvivler man på mine ord, så betragt verden! Vi har idag alle de maskiner, der skal til, for at vi alle – alle – kunne få det dejligste liv. Her er mad og plads nok, om vi kunne unde hinanden dette liv – men det kan vi ikke!!! For så begavede er vi nemlig ikke! Skjult bag alle talemåder lever det lille onde had sit frodige liv i det store flertals hjerter. Det "godter" endnu flertallet, når det går denne eller hin dårligt. Man "under" hinanden lidelse! Øjnene kan formeligt lyse af tilfredshed, når en, man ikke kan lide, får de klø, "han fortjener". For hvem tvivler på, at han har "fortjent" dem? Det lille onde had, de beskidte tankeklimaer, har kronede dage i den menneskelige sjæl – – det ses i verdens spejl!

"Verdens spejl"? Netop! Verden af idag er kun en overdimensioneret udgave af gennemsnitsmenneskets sjæleliv! Og dette spejl siger: "Dertil er mennesket kommet, og ikke eet skridt videre! Det taler om fred og mener: min form for fred! – det taler om tolerance og mener: min form for tolerance! – og Gud svarer i sin visdom: Værsågod, her har du den verden, du ønsker dig!"

Vor verden!!! Om den enkelte blot kunne lære at forstå, at når vi er borgere i denne verden, er det fordi, der er noget i os, der er bundet til den med så stærke bånd, at det simpelthen var os umuligt at blive født noget andet sted. Det er så let at se verdens fejl, så let, at det koster de fleste den pris, at de ikke kan få øje på deres egne! Det er så let at se, at B-bomben er dødsensfarlig for menneskene, men så svært at forstå, at blot een eneste giftig udtalelse om et andet menneske, kan forbitre dette menneskes liv i lange tider. Give det en nådesløs, smertende "forbrænding", som måske ikke engang ti år kan læge! Det er så let at se, at tiden nu bærer mod en ny forfærdende krig, men så svært at få øje på den krig, man selv er centret i. Og så er sandheden dog den, at så godt som hvert eneste menneske er placeret midt på en "slagmark". Bevares! Vi er så kultiverede, så vi ikke giver enhver indblik i "vore vanskeligheder"! Men det gør krigsførende parter jo heller ikke! Men undersøger vi disse "vore vanskeligheder", hvad er de så andet end virkninger af "vor verden"? "Vi er alle skyldige", sagde Dostojewski. Han havde ret. Vi er alle skyldige i denne verden, for dybt inde i vort inderste viljesområde brydes der kræfter, vi endnu ikke har magten over. Vi drømmer os selv smukke og tiltalende, ja nærmest fuldkomne! Men vor væremåde røber noget andet!

Der er en dyb kosmisk hensigt med vort liv i denne verden. Og der er en dyb kosmisk hensigt med, at vi netop nu, hvor vi på grund af vor vældige tekniske kunnen, kunne skabe en vidunderlig verden for hinanden, skal leve i skyggen af den ufattelige rædsel, som en krig med A- og B-bomber vil blive. For der skal "skrap lud til skurvede hoveder"! Se ud over verden og læg mærke til, at det vrimler med små politikere, men at der er uhyggelig afstand mellem de store mennesker, der med livet som indsats taler livets sprog! Alt er idag hjælpeløse kompromisser. Dybt i vor sjæl ved vi, at vi time for time glider imod den eksplosion, der vil ændre verdensstrukturen. Vi vil det ikke, – og alligevel bevilger land efter land netop de uhyrlige summer, der skal til for at holde bålet flammende. Og alligevel er det dette: vi vil det ikke – der vil skåne verden for den undergang, såmange frygter. Verden er syg. Vældige svulstdannelser truer dens sundhed. Men som det for ethvert sygt jordmenneske gælder, at der findes et operationsbord, gælder dette også for verden! Og timen for denne operation stunder til. Den hånd, der skal føre "kniven", kender vi. "Snittet" vil dennegang blive ført tilbunds, og "ondet" revet op med rode. Hvilken indstilling, man vælger til denne "operation", vil være individuel, men har man et menneske, man elsker og ved, at den eneste vej til at få lov til at beholde det, er en stor operation, vil man da ikke på alle områder opmuntre patienten og indgive det den allerlyseste tro på en vidunderlig helbredelse? Det vil man! Og sådan må vi elske verden! Vi må lære vore venner at forstå, at det, der sker omkring os, hvor svært det end ser ud, kun er de stadier, der må passeres på vejen frem imod den tid, hvor en sund verden rejser sig på en syg verdens ruiner. Vi er nu i frygtens tidsalder eller i "timen før operationen". Under selve operationen vil vi komme til at lide alle tænkelige kvaler, og vor sjæl vil komme til at svinge mellem håb og frygt. Men bagefter – – så vil vi alle ydmygt bøje vore hoveder og forstå, at den verden som før – ved os – var "vor verden", nu er ophørt med at være, og at en ny verden, endnu ung og skrøbelig, igennem vore lidelser er blevet til. At forstå dette, ja vide det, må være vort bidrag til i en mørk og tung tid at holde lysets flamme brændende! Engang stod der i verden en ildsjæl, og om ham skrev menneskene efter hans død: "Thi så højt elskede han verden – – – – – – mon ikke det mere er ham og de idealer, han gav udtryk for, vi skal søge at have i vore tanker, end den frygt, der nu har grebet verdens ypperste derigennem, at de med rædsel må indrømme, at de ikke tilfulde kender virkningen af de kræfter, der er ifærd med at slide sig løs af deres hænder – – .

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!