Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Adskillige af korrespondanceafdelingens deltagere har gentagne gange bedt mig skrive lidt om den sexuelle forvandling, som det jordiske menneske må passere under sin udvikling fra dyr til menneske. Da emnet imidlertid er så uhyre omfattende og så vanskeligt at gøre overskueligt i et enkelt brev, har jeg hele tiden undgået netop dette spørgsmål. Nu vil skæbnen imidlertid, at jeg dels i temmelig lang tid har beskæftiget mig med netop dette problem i min undervisning på de respektive hold og dels, at jeg påny blev så direkte anmodet om at skrive om disse problemer, at jeg føler, at jeg idetmindste må forsøge. Men jeg kan ikke gøre det uden meget stærkt at understrege, at jeg har det håb, at de mange, for hvem dette problem er livsafgørende, selv vil supplere de tanker, jeg i det efterfølgende giver udtryk for med et alvorligt studium af Livets Bog's femte bind, hvor Martinus giver en enestående fremstilling af denne for os alle så fundamentale forvandling.

Der er næppe noget område i livet, hvor fordomme og medfødt instinktiv uvilje griber så katastrofalt ind i vurderingen af det, man er vidne til, som på det her berørte område. Alt, hvad der her forekommer udover det eengang vedtagne, har en heltud rystende evne til at udløse menneskers tåbelige intolerance i en grad, der virker forfærdende på den, der forlængst har indset, at der i denne forbindelse mindre er tale om den så meget udskregne perversitet end om i virkeligheden ganske normale livsprocesser. At disse livsprocesser har deres farlige og højst utiltalende afvigelser må forventes på akkurat samme måde, som vi må være klare over, at det ikke er ethvert vildt menneske givet straks at kunne indordne sig de sociale forskrifter, som er gældende i vort samfund. Men den intolerance, der udløses overfor mennesker, der her forbryder sig mod vedtagne love og forskrifter, er næsten for intet at regne imod den, der rettes imod ham eller hende, der i kraft af medfødt natur, bryder med vedtagne sexuelle forestillinger. Aversionen imod dette brud er ofte så stærk, at det næsten ikke er muligt at skrive om disse problemer, uden at mennesker omgående gør den skrivende synonym med det stof, han behandler. Blandt andet af denne grund får disse problemer ikke den offentlige behandling, de har krav på. Meget må her ændres i den enkeltes indstilling, om ikke denne tåbelige fortielse skal forvolde større skade end allerede sket.

For hvad er det egentlig, der finder sted? Er det kun noget, der angår de i virkeligheden relativt få, hvis afvigelser bringer dem i konflikt med lov og ret, eller er det noget, der angår os alle? Er de såkaldt perverse en gruppe, der direkte kan udskilles som abnorme, som syge, eller angår de kræfter, som disse mennesker så åbenlyst er i berøring med, noget der også angår de såkaldt normale?

Alt dette ved den, der for alvor er søgt at trænge ind i den menneskelige psyke med den baggrund, at intet menneskeligt må være ham fremmed – og dermed imod. Men det store flertal ved det ikke. Det er nok bevidst i, at det nu ønsker fred, internationalt liv og adgang til en tilværelse, hvor retten og ikke magten er den sande øvrighed. Men det har samtidigt den forestilling, at det eengang vedtagne forhold mellem mand og kvinde med dets akcepterede ægteskabsinstitution er hellig og ukrænkelig – på trods af den ikke helt ukendte realitet, der hedder skilsmisse.

Medens fortiden her havde den indstilling, at det sexuelle var noget, man ikke talte om, har den forfatter, der udtrykte den nuværende indstilling med ordene "idag taler man ikke om andet", nogen ret. Men også kun nogen! Thi det, der tales mest om idag, er hvorledes man skal blive lykkelig – i ægteskabet! At denne tale er på sin plads, er måske nok rigtig. Men der er et beskedent "måske" i denne forbindelse, og bag det skjuler sig den urokkelige kendsgerning, at der vitterligt eksisterer et stadigt voksende antal mennesker, der er direkte uegnede for ægteskab, og for hvem denne institution vil være alt andet end lykkebefordrende. At mange af disse mennesker på grund af uvidenhed og – dette må også siges – af frygt, går ind i et ægteskab og foruden sig selv gør endnu et menneske ulykkelig, er så kendt en sag, at der ingen grund er til at gå dybere ind derpå.

Ingen af de problemer, der knytter sig til vor åndelige vækst og den deraf følgende forvandling, eksisterer imidlertid selvstændige, og selvom de sexuelle kræfter tilsyneladende kun berører et givet område af vor livsoplevelse, er dette forhold kun tilsyneladende. Den store vanskelighed i vor tilværelse af idag er mindre den mentale strukturforvandling, vi har været og nu i stærkere og stærkere grad er undergivet, end vor fortvivlede vedhængen til de forestillinger eller opfattelser, der knytter sig til vor fortidige tilværelsesform. Vi har noget, vi kalder "livsvaner", og de synes i forhold til vort eget ønske om at være i overensstemmelse med vor natur at have mindst "sytten liv". Da vi på grund af vor voksende intellektuelle udvikling (og den er vi meget stolte af) slap vor kontakt med religiøse ideer, der forekom os forældede, ja direkte tåbelige, slap vi desværre også vor kontakt med det fundamentale, vi har givet navnet "moral". Vi blev hensynsløse egoister, for hvem det største mål af personlig nydelse blev idealet. Vi blev følsomme og humane, gik ivrigt ind for sociale reformer, – det er sandt! – men på yderst alvorlige og for os selv meget farlige områder blev vi stående. Vi er fremdeles rovdyr i den forstand, at vi stadigt æder kød og fylder alle de giftstoffer i os, vi kommer i nærheden af, blot de er tilstrækkeligt udskregne som stimulerende og – ufarlige!!! Resultatet kender vi. Vore medicinalfabriker går på døgndrift for at klare efterspørgslen efter de smertestillende midler, der kan holde svikmøllen igang.

"Så, nu er han ude i det fanatiske!", hører jeg en røst mumle et eller andet sted. Men er jeg det? Lyder det så tåbeligt, at et sjæleligt forfinet menneske må leve anderledes end en kannibal? Og er det så utænkeligt, at den uundgåelige fysiske degeneration, der må blive følgen af vor sjælelige forvandling, ikke rent fysisk magter fortsat at klare et liv i overensstemmelse med ernæringsvaner, som er storartede for det vilde menneske, men – hånden på hjertet – uværdige for den, der forlængst er nået dertil, at han ikke selv formår at dræbe de dyr, hvis kød han spiser?

Vi er ikke neanderthalere længere, hverken ernæringsmæssigt eller sexuelt. Men vi har adskillige af neanderthalerens vaner siddende så dybt i vor mentalitet, at vi kvier os ved at tage konsekvensen af den intellektuelle udvikling, vi befinder os i. Undersøger vi det almindelige menneskes indstilling overfor det sexuelle, er det uundgåeligt at se, at altfor mange på dette område kun langsomt agter at forlade neanderthalerens enkle indstilling. Meget har livet lært disse mennesker, og set udefra er de tilsyneladende noble og kultiverede. Men sidder man og lytter til mange af disse mænds hustruer, – og disse hustruers mænd – får man et noget andet billede. For her mødes længslen efter en kærlighed, der ikke søger sit eget med en kærlighed, der begrunder sig selv med begrebet "mandens ret". Mennesker, som kun de færreste ville opfatte som rå og hensynsløse, afslører her ofte en brutalitet og mangel på finfølelse, der kan forekomme så rystende, at det nærmer sig chokbehandling. Og det gør ikke billedet mere tiltalende, at adskillige kvinder, der i det ydre skilter med kultur, koldblodigt giver udtryk for, at den eneste form for kærlighed, der interesserer dem, er – voldtægt.

Nuvel, alt dette er måske for velkendt til, at jeg behøver at opholde mig ved det, hvis, ja hvis ikke livet ustandseligt byder på sexuelle kombinationer, hvor en højere længsel møder en lavere drifts krav. Og det er her, meget af det spirer frem, som senere ender i katastrofe. Mennesket kan være mere ånd end kød. For et sådant menneske er udtrykket "kødets lyst" direkte misvisende, thi for det er erotik mere "ledsagemusik", end det er et mål i sig selv. At denne indstilling forekommer mange mænd feminin, er nok mulig, men den forekommer andre mænd den eneste menneskeværdige løsning på det problem! Og det samme gør sig gældende for mange kvinder! Neanderthalermandens stolthed er hans erotiske kapacitet. Det fremskredne menneske begynder at forstå, at denne indstilling er forældet og vil blive afløst af en ny, man måske kan udtrykke med ordet kvalitet.

Jeg gav før udtryk for, at intet af de problemer, der knytter sig til vor åndelige vækst, eksisterer som selvstændige. De er alle forbundne med hverandre, fordi de alle er en del af vor samlede sanse- eller livsoplevelse. Der er således en dyb sammenhæng mellem det primitive menneskes måde at tænke på, leve på og elske på. Et sådant menneske er asocialt i sin natur. Dets evne til at tænke på andre, endsige ofre sig for andre, er endnu delvis latent. Anderledes derimod med det mere fremskredne menneske, som i kraft af sin større følsom hed og deraf følgende indlevningsevne, ofte er afskåret fra at kunne realisere de gamle instinktkrav. Vi har sikkert alle oplevet situationer, hvor vi har den største lyst – teoretisk – til at være brutal, hensynsløs osv., men overhovedet ikke evne til at realisere denne lyst fordi, ja fordi vi er for meget menneske til ikke at vide, hvor ondt vor eksplosion vil virke på modparten, om den kommer til udbrud. Vi kan, med andre ord, beherske os, fordi vi indser, at vi selv, efter eksplosionen, vil få det modbydeligt med os selv.

Men denne evne til at sætte sig i modpartens sted kommer også tilsyne i vort forhold til den, vi kommer til at elske. Man kan kalde dette for en sublimering af vort driftsliv, men ordene dækker alligevel kun over den enkle kendsgerning, at vi nu er mindre he-mænd eller she-kvinder end før. Men når vi ikke længere repræsenterer stamformen, må vi være noget andet. Vi må være en blanding, i hvilken modpartens psyke er begyndt at gøre sig gældende!

Og det er netop, hvad livet af idag afslører. Overalt bliver vi vidne til feminint betonede mænd og maskulint betonede kvinder, et forhold som må skabe forvirring i det uvidende menneskes sind, men som for det mere indsigtsfulde menneske er en i dybeste forstand ganske naturlig ting. Den fysiske videnskab har forlængst afsløret dette forhold og dermed inddraget det under den objektive neutralitet, der er dens kendetegn. Videnskaben er ikke dommer og har ikke til opgave at moralisere. Den må nøjes med at konstatere kendsgerninger og så søge at imødegå de skæbnemæssigt mest smertefulde udslag af de naturprocesser, den har erkendt. Men mennesket, der kræver en dyberegående forklaring end den, den fysiske videnskab formår at give, synes her at stå overfor noget absolut uforklarligt. For et sådant menneske kan den stedfindende udvikling virkelig synes at pege frem imod det absolutte forfald.

Det er her, at Martinus kosmiske analyser på den kærligste måde stiller alle problemerne på plads og afslutter det stedfundne kredsløb på en sådan måde, at skønhed afløser hæslighed og kærlig forståelse tåbelige fordomme. Klart og uimodsigeligt viser Martinus os, at der i ethvert levende væsen eksisterer to sexuelle poler, og at lys og dermed kosmisk ligevægt hersker der, hvor disse poler afbalancerer hinanden, medens mentalt mørke eller manglende kosmisk ligevægt må herske der, hvor den ene af disse poler fører på den andens bekostning. Dyret og det primitive menneske er enkeltpolet, hvad der fører til en uhyre bundethed i alle livets forhold, idet han- og hunvæsenet simpelthen må smelte sammen for at udgøre en absolut mental helhed. Denne helhedsoplevelse kommer tilsyne i dyreriget, hvor det lykkelige ægteskab faktisk er en realitet. Men det dyriske paradis er begrænset, og udviklingen førte til "syndefaldet" eller den oplevelse, hvor ægteskabet alene ikke kunne tilfredsstille sjælen. Man begyndte at spise af "frugterne fra kundskabens træ", og det dyriske paradis blegnede bort og døde. Idag kender vi kun dette paradis i form af "hvedebrødsdage", hvor begge parteroplever en sidste genopblussen af en tilstand, i hvilken de virkelig var "eet kød". Det er de måske nok stadig, men de er i mellemtiden blevet to ånder eller to selvstændige tænkende og reflekterende mennesker. Og det er her, at forskellen mellem de to verdener bliver så synlig, at enhver kan se den! Det lykkelige ægteskab forudsætter, at begge parter både fysisk og psykisk passer sammen. Men hvormange gør det? Er det almengældende idag ikke, at passer to mennesker sammen i det ene, står det som oftest dårligt til med det andet?

Det er i alt dette forvirrende, at det, vi kalder religion og moral, igen glider ind i billedet som det eneste, der er i stand til at gøre menneskene lykkelige og bringe de stærkt voksende kærlighedskræfter under kontrol. Men ikke i form af egoisme eller selvhævdelse. Kun i form af en virkelig forståelse af, at livets farligste illusion er den, der går ud på, at man kan eje og dermed bestemme over et andet levende væsen! Livets mål er ikke det jordiske menneske. Det er ganske enkelt en sjælelig tilstand, hvor det levende væsen har den fuldkomne magt over samtlige tilværelsens kosmiske kræfter. Denne magt vil det være afskåret fra at få, sålænge det rummer blot den mindste mulighed for at ville bruge disse kræfter til fordel for sig selv. Til gengæld vil det være meget nær denne magt, om hele dets sind er indstillet på at bruge den til – næstekærlighed!

Af den sexuelle forvandlingsproces, alle udviklede mennesker befinder sig i, hører flertallet kun om de afvigelser, der forekommer og må forekomme ethvert virkeligt åndeligt udviklet menneske frastødende. Årsagen til dette forhold er let gennemskueligt, og har udelukkende rod i en moralsk afsporing, der har sat egoistisk hensynsløshed over moralsk resignation. Men netop fordi det moralske element her spiller en så afgørende rolle, kan det ikke stærkt nok understreges, at lykken mellem udviklede mennesker ikke vil blive det normale eller almengældende, før mennesket igen bliver religiøst i den forstand, at det klart indser, at også den sexuelle forvandling, der gradvist fører det jordiske menneske frem til en højere, en mere etisk betonet tilværelse, er guddommelig i sin natur. Og vi ser da også, at fremskredne mænd og kvinder jorden over ikke alene opgiver den instinktive aversion, der har været den herskende, men direkte både prøver at forstå og at forsvare de menneskers ret til livet, der ikke er "som vi andre".

Når jeg før skrev, at Martinus analyser på det her berørte område afslutter et stedfundet kredsløb, beror det på, at hans analyser afdækker hele den her antydede livsproces. At ville forsøge at gengive denne analyse på få sider, ville kun røbe manglende modenhed hos den, der vovede forsøget. Men man kan understrege, at Martinus viser, at mennesket måtte passere et kredsløb fra religion til materialisme og tilbage til religion, for at denne livsforvandling kunne fuldbyrdes. Idag nærmer vi os afslutningen på dette kredsløbs anden etappe. Materialismen er ifærd med at sejre sig til døde. Vi behersker den fysiske materie til grænseløs fuldkommenhed, men har tabt kampen om vor egen sjæl. Skilsmissekurven stiger mod rystende højder, frygt, uro og splittelse hersker overalt. Hvor man end vender blikket hen, møder det åndelig elendighed eller netop alle de tilstande, der altid vil røbe, at et kosmisk tidehverv er nær. Derfor er verden kun ond for den uvidende. For den, der har haft den lykke at modtage en kosmisk opdragelse, er verden, elendigheden til trods, en vidunderlig verden, ja en langt rigere verden end nogen sinde før. Thi det er en verden, der er ifærd med at vågne op af dyrisk sløvsind, af knugende fordomme og det virvar af mentale fængsler, de enkelte så ivrigt låsede sig selv ind i.

Det er sandt, at det for den enkelte kan være et rystende liv. Men lad os se den kendsgerning åbent i øjnene, at høstede vi ikke selv på den ager, vi så flittigt har besået, kom vi aldrig videre. Junglementalitetens sæd måtte avle vanvittig frygt. Den frygt har vi nu. Men selvom vi endnu kun har været amatør-mennesker, så har vi dog også forsøgt at så menneskets væremåde, og det er midt i al mørket, at vi skal glæde os over, at også den sæd giver os sine frugter og det nu i en sådan grad, at de klart viser, at udviklingens pil peger frem imod en verden af ånd. Meget mørke skal endnu passeres, det ved vi alle. Men vi er evige, og vort liv her er kun et liv "på gennemrejse". Vi vil vende tilbage atter og atter, og trin for trin vil både vi og den verden, der omgiver os, skifte karakter. Fra at have været en verden for dyr alene, blev vor klode en verden for "sårede flygtninge mellem to riger" eller det jordiske menneske af idag. Men i det fjerne begynder de første konturer af en ny verden at tone frem. Et rige, som engang "ikke var af denne verden" stiger langsomt frem af tågerne. Et rige, hvor menneskene "ikke tager til ægte", fødes hverken på dage eller år. Men det fødes. Det er ikke livets bestemmelse, at vi evigt "skal tjene vort brød i vort ansigts sved", eller at kvinden evigt skal føde sine børn med smerte. Vi søgte mørket, fordi det var lys for os. Nu har vi oplevet det, og for mange er det forlængst blevet den kosmiske kontrast, der gør tilværelsens sande lys til den højeste inspiration. For disse mennesker er alt, hvad der sker, led i en guddommelig verdensplan, og for dem eksisterer der kun eet: et brændende ønske, en dybtgående bøn om aldrig at udløse intolerance imod nogen eller noget, selv ikke imod det, der byder dem imod. Disse mennesker ved, at enten er alt af Gud, eller også eksisterer der ingen Gud. Medens det sidste er blevet et slagord for den, der nok ser, men alligevel intet ser, er det første blevet en urokkelig overbevisning hos den, der opgav domsmentaliteten og erstattede den med trangen til i ethvert nødstedt menneske at se – sin næste!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!