Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Der er nu noget morsomt i at lægge mærke til den måde, hvorpå journalister laver "overskrifter". Man får uvilkårligt en fornemmelse af, at det er overskriften, der "sælger varen". Nuvel, vi lever i en sensationspræget verden, og det er vel, når alt kommer til alt, os selv, der er den dybeste årsag til alle disse opsigtsvækkende overskrifter, der ligesom tvinger os til at læse det efterfølgende.

"Dårlig samvittighed kan være farlig for sun dheden" – titlen er ikke dårlig, og så rummer den ovenikøbet en uhyggelig sandhed. For nogle da. Inderne har en herlig lille historie om samvittigheden. De fortæller, at den er en trekant, der sidder inde i hjertet. Når et menneske lyver, drejer trekanten sig en omgang, – og det gør ondt! "Men," siger inderne, "hos nogle mennesker har den drejet så tit, at den har slidt sig en smertefri bane!"

Der er sikkert ingen tvivl om, at løgnens farligste konsekvens, er den indre usikkerhed, der altid vil være dens faste følgesvend. Et menneske, der lyver, kan aldrig vide sig sikker. Det lever faktisk indenfor et mentalområde, der åndelig talt er spækket med talerkenminer. Blot et uoverlagt ord eller en ukontrolleret ytring, og der er alle muligheder for at dets ellers så fint opbyggede "sandheder" splintres med et brag.

Den kendte svenske teolog og læge dr. Bjørkhem har været i København og er blevet interwievet. Når vi vælger hans udtalelser til dette brev, er det, fordi de simpelthen er typiske for den åndelige uro, der idag kommer tilsyne allevegne. Dr. Bjørkhem var først teolog og blev siden læge. Rækkefølgen er typisk for en moderne intellektuel. Den almengældende religiøse tro var ham ikke nok. Videbegærligheden sad ham i blodet – og det kan være farligt for en teolog. Nu er han også læge og uden for enhver tvivl en af den slags læger, der burde være mange af. For han ved mere om sjælelivet end de fleste. Læs omhyggeligt hans udtalelser igennem, og De vil se, at avisen her har bragt noget virkeligt værdifuldt til sine læsere.

Dr. B. berører et problem, som enhver åndsforsker før eller senere må tage stilling til, nemlig farligheden i forbindelse med den psykiske forskning. Martinus udtrykte det engang på den måde, at ligesom man på højspændingspælene ude i landet skriver: Giv agt. Berøring livsfarlig!, burde man også advare enhver om, at det kan være livsfarligt at beskæftige sig med psykiske problemer. Mennesker kan komme for tidligt ind i disse omfattende områder, hvoraf især de, der berører livet efter døden, rummer såmange uhyggelige faldgruber. På en måde kan man godt sige, at lykkelig er den, som først lærer de psykiske problemer at kende, efter at vedkommende har fået en grundig indsigt i de kosmiske. Ting, som ellers kunne forekomme så utrolige, at man kan tvivle på sin egen forstand, bliver takket være de kosmiske analyser både forståelige og, hvad der er mindst lige så vigtigt, naturlige, i den forstand, at sensationen ligesom går af dem. Dybest set tvivler i virkeligheden kun de færreste på, at livet fortsætter udover døden. Men også kun de færreste regner med, at få de to tilværelsesformer blandet ind i hinanden. Menneskene skal ikke ind i et fysisk bevidst kontaktforhold med de afdøde, det ville komplicere vor iforvejen ikke altfor lette tilværelse i denne verden langt udover de flestes mentale bæreevne.

Men man skal vide, at denne såkaldte oversanselige verden eksisterer, og man skal møde enhver beretning fra den og om den ligeså fordomsfrit, som man møder enhver anden beretning. Det modsatte er direkte uværdigt for et alvorligt tænkende menneske. Dr. B. har ret i sin udtalelse om, at "fuldstændig erkendelse, fuld oplysning, gør ikke skade", men at denne tilstand simpelthen må være målet for os alle. Og til fuld oplysning hører i allerhøjeste grad det at vide, at vi altid har været og altid vil være. Uden denne sandhed, denne kosmiske realitet, vil enhver såkaldt "verdensanskuelse" kun være tåbeligt tankespind.

Medens såmeget i Dr. B.'s svar er som talt ud af Livets Bog, er der dog også udtalelser, der afslører en vis begrænsning, om ikke dr. B. med vilje har formet sine svar, som tilfældet er. Således rummer ordene:

"Vi eksisterer slet og ret i kraft af universelle love, som ligger over vor egen fatteevne", kun den sandhed, at de muligvis ligger over Dr. B's, – hvad jeg nu personligt ikke tror. Når disse love så ofte opfattes som ufattelige, beror det udelukkende på, at de, udover Martinus kosmiske definitioner, aldrig er blevet beskrevet og kortlagt af andre.

Nøjagtig det samme må siges om hans udtalelse om, at "verden er ikke opbygget efter linier, som den menneskelige hjerne er istand til at fatte, hvor kloge vi end bliver". Også disse ord er mere imponerende end kloge, og ligner i virkeligheden slet ikke den blide og egentlig meget ydmyge dr. B., som jeg engang traf på en af mine rejser. Dels har de kosmisk bevidste gennemskuet netop disse linier, og dels går vi en tid imøde, hvor enhver begavet skoleelev vil blive belært om deres eksistens og natur. Men disse få sætninger, der ovenikøbet mere kan skyldes journalisten end dr. B., betyder uendelig lidt imod al den positivisme, som interwievet indeholder. Jeg vil ikke indlade mig på nogen kommentar af det lille afsnit om den afdøde englænder, der åbenbarede sig for den svenske tekstilarbejder. Her må enhver opfatte fremstillingen, som han vil. Kun kan man studse lidt over, at denne oplevelse, som jo er af rent spiritistisk natur, noteres uden spottende kommentarer. Var den blevet bragt af et spiritistisk tidsskrift, er jeg ikke sikker på, at et anset dagb lad ville såmeget som bemærke den. Nu kommer den fra en kendt læges mund, og det er vi selvfølgelig glade for. Men – .

Imidlertid er det et typisk tidens tegn, at den akcepterede presse, hvilket vil sige alle de store blade, næsten dagligt bringer stof, der viser, at den materialistiske verdensanskuelse ikke længere dominerer "billedet". Dr. Bjørkhem har fuldstændig ret i, at vi må have en verdensopfattelse, som giver os større tryghed end den materialistiske, som, alle dens øvrige egenskaber ufortalt, ikke ejer blot antydningen af en mulighed for at gøre et åndeligt levende menneske tryg og glad ved livet. At man akcepterer den fysiske død som en realitet for legemet, har dog intet med vor ånd at gøre. For os, som ånd betragtet, kan vor krop aldrig være andet end en "død" ting, et redskab på linie med alle andre redskaber. Det var fornemmelsen af denne sandhed, der fik Alexis Garrel til at formulere titlen til sin berømte bog med ordene: "mennesket – det ukendte". Hvor vidunderlig vor yderverden end er i sine skønneste øjeblikke, kan den dog ikke fjerne eller ophæve vor indre fornemmelse af, at der må findes noget endnu skønnere i tilværelsen. Noget, der giver os større frihed, noget, der ophæver de tusinde bånd, som her binder os til støvet. Ethvert åndelig udviklet menneske, selv det mest lykkelige, oplever stunder, hvor det opfatter livet i vor verden som et liv i fængsel. Alene vor kærlighed til vor næste afslører dette fængsel, idet vi gang på gang oplever, at de, vi er i berøring med, sig selv uafvidende, kan være bundet af forestillinger, vi selv er hævet over eller fri af. Og denne erkendelse er en smertefuld hindring for vor ånds fulde udfoldelse overfor dem. Når såmange mennesker lider, som de gør, skyldes det jo ikke livet selv, men derimod det, at både de selv og deres omgivelser i en så forfærdende grad, som tilfældet er, lever bundet i forestillinger om livet, som absolut intet har med den virkelighed at gøre, som det samme liv ustandseligt forkynder for den, der har "øjne at se med" og "øren at høre med".

Det er her, at Martinus verdensbillede så stærkt træder ind i "billedet". Medens andre verdensopfattelser kan være rummelige, er hans verdensbillede grænseløst. Hvor de andre er dybtskuende, er hans tilbundsgående, og det gør en stor forskel. Her kan ens åndelige lunger fyldes helt med ren kosmisk luft, og tænk hvilket blod det giver! Man bliver sund af at lære at tænke kosmisk, sund indtil marven af sin sjæl. Men man bliver også illusionsløs i almindelig menneskelig forstand. Man lever ligesom hele tiden bagom "det syvende slør", idet man i alle sine livsforhold ustandseligt bevarer sin kontakt med det evige bag det timelige. Man ved, at alle fysiske kontaktforhold har deres begrænsning. I stedet for blot at nyde dem, lytter man også – og intenst – til det guddommelige budskab de indebærer. Det er her forskellen mellem det kosmisk opdragne og det almindeligt opdragne menneske træder stærkest frem. Det almindelige menneske opfatter sig ikke bevidst som værende "på vej". Det tror på sit liv som noget afsluttet i sig selv og søger derfor også bevidst at opleve det størst mulige antal behagsfornemmelser, – selvom disse fornemmelser skal opleves på andres bekostning. Her har det kosmisk opdragne menneske en anden indstilling. Det vil gerne nyde, men ikke for enhver pris! Det ved, hvad mennesket med åndeligt slør for øjnene ikke ved, at alt har en pris, og at alt er en "sæd", der en dag vil følges af en "høst", og den viden regulerer dets færd igennem livet.

Et menneske sagde en dag til mig, med henblik på mit forhold til Martinus arbejde, at der "fandtes en verden udenfor Verona". Jeg smilede, indvendigt. Han mente, at jeg burde læse anden åndelig litteratur også. Jeg smilede igen, på samme måde som før. For han kunne ikke vide, at jeg er i besiddelse af et endda usædvanligt omfattende åndsvidenskabeligt bibliothek med lange rækker af teosofiske, antroposofiske og spiritistiske værker. Martinus har nemlig aldrig hindret mig i at læse "andres" værker. Han har overhovedet ikke hindret mig i noget som helst, hvad jeg ellers af og til godt kunne have ønsket! Idag ved jeg hvorfor. Og hvad bøger angår, har det været et af mit livs mest strålende inspirationer, at jeg netop igennem læsning af andres værker har fået den mest levende bekræftelse på sandheden i hans kosmiske analyser. Derfor siger jeg til enhver, at de skal læse alt, hvad de kan overkomme, og jeg ved, at de vil komme til det samme resultat, som ikke alene jeg selv, men mange, mange andre også er kommet til, nemlig det, at Livets Bog virkelig er den bog om livet, den giver sig ud for at være! Intet mangler, intet er udeladt. Skulle jeg dømmes til at leve mit liv på en ø, uden mulighed for samkvem med mennesker, ville jeg kun bede om eet, at få Livets Bog med mig, – så skulle ingen være urolig for mig!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere.