Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg oplever i dette øjeblik en af de sommermorgener, man vinteren igennem drømmer om at genopleve. Duften af roser, jasminer og caprifolier ombølger mig, og lyden fra bølgeslaget mod stranden når mit øre som en fjern, stilfærdig mumlen. Lige udenfor mit vindue har en lille fuglemor piletravlt med at made sine unger, som sidder rundt på grenene og blot synes at kunne sige: mad, mad, mad! For den ganske unge er sommeren en selvfølge. For den voksne er den måske livets vidunderligste gave. År for år opleves både forår og forsommer på en dybere, rigere og skønnere måde. Mange ting, der går den ganske unges øjne helt forbi, åbenbarer sig for den, der i kraft af sin natur og åndelige indstilling udskifter de "briller", der kun vil se tingenes overflade, med andre, der er bygget til at se om bag disse ydre ting og ind i deres inderste væsen.

Og her er det, at netop denne tid åbenbarer Guddommens bevidsthed på en helt ud fantastisk måde. Planteriget er jo tilværelsens højeste lyszones sidste udklang. I hver eneste lille knop og blomst møder vi den fuldkomne skabelse, og evner man at fornemme en indre kontakt med skaberen bag alt dette, hænder det, at en vidunderlig fred pludselig strømmer ind i ens sind. Umærkeligt bringer denne fred alt i ens liv på rette plads. Man ser, forstår og har så uendelig let ved at tilgive. Jeg mindes her en oplevelse, jeg engang havde, da voldsomme storme gik igennem mit liv. Da det hele en dag blev mig næsten uudholdeligt, gik jeg som ofte før ned i skoven. Der fandt jeg senere mig selv stående opad en gammel fyr, som strakte sine krogede grene mod himlen, og med et kom der en dyb længsel over mig efter at kunne møde livet med samme urokkelige ro og vilje, som dette træ, der havde modstået såmange storme og dog alligevel havde opbygget en rank, lige stamme. Og da skete det, at jeg pludselig følte mig som en del af træet. En forunderlig tidløs fred sænkede sig over mig, og hvad der før syntes uovervindeligt, blev med et aldeles ligegyldigt, blev til de små krusninger på livets evige hav, som jeg i min træthed havde forstørret op til hushøje bølger.

Jeg havde for nogle dage siden besøg af to unge venner, som igennem megen modgang havde fundet ind til et for dem værdifuldt venskab. I samtalens løb sagde den ene følgende: "Havde jeg ikke haft Martinus tanker at støtte mig til, kunne jeg ikke have magtet mit liv!"– og det slog mig, hvormange gange jeg nu har hørt disse ord fra menneskers mund. Martinus tanker, som jo blot er en for os forståelig åbenbaring af hans oplevelse af livet, er jo netop de "briller", igennem hvilke tilværelsen har fået perspektiv. Og hvad er egentlig sansning eller livsoplevelse uden perspektiv? Et endeløst hav af misforståelser og tåbelige opfattelser! Man ser og hører uden at se og høre noget af den virkelighed, livet er afskåret fra at åbenbare, sålænge vore oplevelser falder over hinanden som skoledrenge på en boldplads. Kender man derimod tilværelsens kosmiske perspektivprincip, kan man, møjsommeligt endnu ganske vist, begynde at aflæse dem som "bogstaver" i "sætninger" mellem os selv og den Guddom, som da vil blive livets største og mest urokkelige virkelighed.

– – – – – – –

Om få dage er det højsæson heroppe. Den sædvanlige forårstravlhed er ved at stilne af. Feriebyen er påny iklædt sit skønneste sommerskrud og venter nu blot på sine mange gæster. Som De måske har set i dagspressen, og som jeg iøvrigt adskillige gange har berørt i artikler og korrespondancebreve, arbejder vi på at finde en løsning, hvorigennem denne fra alle sider så lovpriste ferieby kan få en større og mere omfattende anvendelse end hidindtil. Man har spurgt mig, om Martinus påtænkte at sælge de smukke pavilloner. Absolut ikke. Vi er blot kede af, at alle vore skønne lejligheder kun anvendes i den regulære højsæson. Det føles heltud urimeligt, at disse dejlige rum ikke kan anvendes langt mere, end tilfældet er, og det synes nu, som om den offentlige interesse, der er blevet vakt, fører til et resultat, alle i denne sag vil kunne glæde sig over. Da forhandlingerne endnu ikke er tilendebragt, er jeg afskåret fra at kunne udtale mig. Jeg kan kun sige, at Martinus store ønske om at bruge feriebyen til en social indsats synes at skulle gå i opfyldelse. Der er og har været store vanskeligheder med at finde en form, der på een og samme tid giver fuld belægning og alligevel ikke griber ind i den periode, vi selv ønsker at disponere over. Men som antydet, synes en løsning nu at være i sigte. Kommer den, vil den betyde en håndsrækning til mennesker, som ellers ikke ville have antydningen af en chance for ferie under de forhold, vi kan tilbyde!

Med en kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere og med et: på hjerteligt gensyn heroppe !!! er jeg