Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

1.ste maj! Der er noget mærkeligt ved den dato. Af samtlige årets dage tror jeg, at det næst juleaftensdag er den, de fleste længes mest efter. Gennem lange, mørke vinterdage står den for os som porten ind til foråret, til lyset og glæden. Ingen anden dato året rundt markerer større kontrast end netop denne dag. Med den toner livet frem på det fysiske plan. Med den går en livsbølge gennem alt levende på vore breddegrader, og ingen kan føle sig uberørt deraf. Alle fornyer vi os. Alle, selv de mest pessimistiske, får deres tro på livet forstærket. Alle fornemmer vi den "pinseglans over livet", som den varmende forårssol kalder frem og gør til virkelighed.

Trækfuglenes store skarer stryger nu mod nord. Dag for dag ankommer de og markerer dermed, at sommeren snart vil være over os. For nogle mennesker en selvfølgelig ting, som ikke gør dybere indtryk på dem, for andre et næsten uigennemtrængeligt mysterium. De samme storke, de samme stære, – over ufattelige distancer finder de frem til de gamle reder! Næsten på klokkeslæt vender de tilbage og rumsterer rundt i reder og kasser med samme selvfølgelighed, som sommerhusejerne år efter år vender tilbage og begynder at rumstere i deres "kasser". For den, som har nået sit livs middagshøjde, er foråret noget andet end for den ganske unge. Noget større og noget dybere. Såmeget i livet kan svigte og briste, årstiderne svigter ikke. Og af dem alle er foråret vel den, som ved sin kontrast gør størst indtryk. Sommeren, efteråret og vinteren komm er som regel ikke pludseligt, men det kan foråret gøre. Som en kæmpekost suser det gennem rummet og fejer alt vissent ud. "Jeg vælger mig april", siger digteren, og hans ord har perspektiv. "I den det gamle falder, i den det ny får fæste – det volder lidt rabalder, men fred er ej det bedste – men at man noget vil!" Mange steder blev april til "maj" i år. Jeg var for ganske kort tid siden på Fyn og forbløffedes over den forskel, der faktisk er på landsdelene. Heroppe i nordvestsjælland løber solen ikke foråret over ende, som den åbenbart kan gøre det på den milde, danske ø. Tværtimod. Alting tager her sin tid, og vi får hver en fase, hver en detalje med! Hos os er det ikke bøgetræerne, der dominerer. Her er det gran og fyr, birk og ask. Og selvom en udsprungen bøgeskov må få en til at bøje sig i støvet for naturens skønhed, så er de lette, lyse birke mellem de tunge graner og fyr heller ikke at foragte. Naturen har her skabt et sammenspil af kontraster, som virker meget stærkt på et modtageligt sind. Og har De nogensinde betragtet en hvidgran, når den står med alle sine lysegrønne dupper og sit hav af små purpurrøde kogleblomster? Hvis ikke, så læg mærke til det i år, – det er et eventyr. I det hele taget er foråret det store eventyr, der bringer os intuitionsenergien lige ind på livet. Thi hvad er hver knop og blomst andet end den som fuldkommen instinkt inkarnerede intuition? Foråret er Guds vældige hånd rakt imod os. Med tusinde tunger forkynder livet omkring os i denne tid opstandelsens vældige lære. Som et skrig flammer det gennem rummet, at livet, og ikke døden, er tilværelsens store sandhed. På een eneste nat forvandler tilsyneladende visne grene sig til orgier af liv og farver. Alle ser det, og alligevel er det så fortvivlende få, der "hører røsten" bag det altsammen. "Nu er det forår", konstaterer de og forbinder kun fysisk velvære og en vis naturens hensigtsmæssighed dermed. Nej, det er andet og mere end "forår". Det er de høje åndelige verdeners vældige fanfare, der klinger ind over den blad- og blomsterløse jord. Det er den guddommelige skaberkraft, der beliver alt og alle og utrætteligt gentager for den, "der har øjne, der kan se" og "øren, der kan høre", at alt er kredsløb indeni kredsløb, og at også vi en dag skal folde os ganske anderledes ud end her, fordi vi, med digteren, i virkeligheden "hører andetsteds hjemme". Og foråret er billedet på det, der venter os, når vi giver støvet, hvad støvets er, og vender tilbage til de verdener, vi i glimt erkender må skjule sig bag vor tilsynekomst her i ondskabens dal. Thi ond er vor verden, sålænge Gud må vandre iblandt os med tilhyllet åsyn, fornægtet, forhånet og latterliggjort af de, der al deres klogskab til trods ikke evner at se hans ånd bag al den skabelse, der giver dem selv livet.

Men lærer man at "se" og "høre", sker underet. Da viger de trange kirkemure og den åndløse tale for livets egen vældige forkyndelse. Da hører man HANS røst i hver en jublende fuglestemme og ser HANS åsyn i hver eneste lille blomst, der lyser en imøde, og man føler med overvældende styrke, at det er bedre at være ydmyg og stille end stolt og stortalende, bedre at være "seende" end lærd og så klog, at foråret blot er et resultat af solens stilling på himmelen og visse kemiske processer i naturen!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!