Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke de fleste af os har en vis glæde af at læse sentenser? Jeg vil tro det! I hvert fald har jeg det, og jeg tror, at grunden til det ligger i det, at man gerne vil have livssandhederne i en så knap form, at vor efterhånden noget degenererede hukommelse kan have dem present, når man har brug for dem. Ved siden af mit skrivebord har jeg på væggen hæftet et lille kort med en sentens, som har haft indflydelse på adskillige af mine handlinger. Før jeg citerer den, må jeg fortælle Dem, at den stammer fra en dame, som jeg havde den glæde at have på mit hold her i byen, lige indtil hun døde. Hun var et elskeligt menneske, der bar sin strenge sygdom på en forbilledlig måde. Hun vidste, hvor det bar hen, og fulgte derfor foredragene på en for os begge meget inciterende måde. Det er jo således, at både Martinus, Mogens Møller og jeg selv ofte er vidende om, at der iblandt vore tilhørere befinder sig mennesker, for hvem klokken er faldet i slag, og sandheden tro har de øvrige tilhørere meget at sige netop disse mennesker tak for. Thi det er deres skyld, at vor undervisning aldrig kan blive rutinearbejde. Jeg ved meget godt, at vi alle må høre for, at vi ofte gentager, men prøv at sætte Dem i vort sted. Hvis De vidste, at et menneske iblandt de mange af hele sin sjæl hungrer efter at få fuld klarhed over et kosmisk problem, ville De så ikke gøre som vi? Jeg tror det! Ihvert fald finder der under foredraget en ejendommelig proces sted. Lige med et mærker man, at et eller andet menneske i forsamlingen "trækker" på ens viden og kræfter, og næsten automatisk "lystrer" man dette krav. Og sådan må det være. Ingen af os holder foredrag for at høre os selv. Det er vi forlængst blevet trætte af. Efter bedste evne søger vi at udføre en tjenergerning, og ingen steder lønner denne indstilling os mere end i det ovenfor omtalte forhold, hvor et menneske, der føler sit timeglas rinde ud, nu søger at få sin kontakt med evigheden befæstet så stærkt som muligt.

I det her berørte tilfælde er det nu allerede længe siden, at timeglasset løb ud. Døden var for dette menneske forlængst blevet en kær gæst, og jeg blev derfor meget glad, da jeg en dag fik et lille kort, hvorpå der stod:

Læg mærke til, at enhver af de sentenser vi så ofte møder i bøger, blade og aviser, alle er af åndsvidenskabelig natur. Det er kosmisk-kemiske formler, som den, der fødte dem, selv har erkendt på krop og sjæl. Derfor er de ikke ligegyldigheder. Det er "tankefrø", som, om man ellers er villig til at modtage dem, meget hurtigt vil "spire" og få indflydelse på ens daglige liv og væremåde. Vi er alle meget flygtige gæster på denne klode, og det bedste vi kan efterlade os, er ikke altid penge. En uoverskuelig række af generationer har "ejet" jorden før os og er forlængst glemte som "den sne, der faldt ifjor". Også vi er på vej mod støvet og glemselen. Evner vi ud af alt det, livet lod os møde, at udmejsle en tanke, der kan nære og hjælpe en af vore efterkommere, bør vi være taknemmelige! Men gør vi det ikke, behøver vi ikke at tabe modet af den grund. Der ligger i vort inderste, evige væsen, en drift mod lyset. Denne drift har vi tilfælles med alt levende. Men for at den skal blive mere end en tåget trang, mere end en dunkel drøm, må vi søge at realisere den, – og det gør vi bedst, når vi gør vort sind til en frodig grobund for alle de tankefrø, slægterne før os gav os, og som Martinus nu samler i et verdensbillede, der lader os bevidst se alt det, de bedste i slægterne før os kun anede! Vi – De og jeg – har muligheder som kun få! Vi fandt et lys, som, om vi vil bruge det og ikke blot nøjes med at beskue det, kan føre ud af overfladetænkningens hængedynd og ind i en verden, hvor vi i alle livets forhold virkelig kan lære at tænke ret –!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!