Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Årskredsløbets viser står nu på "sensommer", og om ganske få dage pakker jeg mine sager og forlader feriebyen. Fra mit lille vindue her på villa "Rosenberg" har jeg nu betragtet alle forårets og sommerens forskellige faser og ser nu de blade, hvis tilblivelse henrykkede mig, begynde at antage de farver, der røber, at efteråret er på vej. Men jeg har ofte skrevet til Dem, at "efteråret er sjælens forår!" Dybt i vore sind fødes nu længslen efter i de lange aftener at kunne sætte sig hen med en god bog eller samles om det, der løfter udover den grå hverdag. For alle os er det livets dybereliggende problemer, der er den dragende magnet, og her i sagens centrum gør vi nu i stilhed klar til den kommende sæsons undervisning, der i år får en noget anden karakter end tidligere. Først og fremmest ændrer det "billedet" en hel del, at Martinus på næste søndag går på vingerne til Island. Jeg vil tro, at mange den dag vil omfatte ham med en mængde kærlige tanker. Det bliver en spændende, men sikkert også meget anstrengende måned for ham, en måned som, derom er jeg aldeles overbevist, vil blive skelsættende i mange islændinges liv.

Umiddelbart efter at Martinus vender tilbage til Danmark, står han på Studenterforeningens talerstol og indleder dermed sæsonen i København. For anden gang i mit eget liv runder jeg i dette efterår en tiårig periode i undervisningen over Martinus kosmiske analyser. Ikke at dette i sig selv betyder noget udover, at de mange års indtrængen i dette skønne stof for mig selv har bekræftet dets umådelige liv og bæreevne i de vanskelige situationer, der rammer enhver jordfødt. Jeg glæder mig af mit ganske hjerte til at begynde et nyt tiår, – lykkeligere gerning, end den jeg har, fik intet menneske!

Jeg var meget ung, da jeg begyndte at undervise – idag vil jeg nærmest sige "ufattelig ung". Ihvertfald ville mine ord dengang ingen som helst værdi have haft, om ikke reinkarnationen var en kendsgerning. Mødet med Martinus tændte en ild i mit sind, som aldrig siden slukkedes. Den flammede højt i begyndelsen, langt højere end godt var. Men netop derfor belærte den mig om den åndelige beruselses farlige natur. De ukontrollerede følelsers religioner kan tillade sig at have nidkære "omvendere" iblandt sig, åndsvidenskaben ikke! Nå, livet dæmpede hurtigt flammerne såmeget ned, at varmen blev tålelig for omgivelserne! Eet blev imidlertid tilbage: Erindringen om, hvor tåbeligt det er at ville forcere disse tanker frem. Hverken tankerne eller vi selv vinder det mindste derved. Et af de problemer, der her gør mest fortræd er, tror jeg, mange menneskers drøm om at ville vore "højt udviklet" eller ihverfald højere udviklet end de nærmeste omgivelser. Hvortil dette begær? I bedste fald fører det til mange personlige skuffelser og i værste til åndelig uægthed. Jeg har med en vis gysen i sjælen erfaret, at man indenfor visse åndelige selskaber har "indvielse af 1'ste, 2'den og 3'die grad osv." Havde Martinus foreslået eller blot antydet et ønske om den slags, var jeg ihvertfald aldrig blevet lærer i hans arbejde. Nej, mere end noget andet menneske har han vist mig vejen til det, jeg vil kalde "den skjulte skønhed". Martinus er ekspert i at lære os at finde glæden, freden og den sjælelige harmoni i alle de ganske små ting. På vore mange hundrede vandringer sammen har han utallige gange vist mig "Gud i det små" og stilfærdigt bemærket, at i det store kan alle se ham, hvis de da overhovedet kan se.

Jeg tror, at det bliver denne evne til at se Gud i det små, der bliver den enkeltes rigeste frugt af mødet med Martinus' tanker. Det almindelige menneske er i vor tid som besat efter at gøre sig gældende på en eller anden måde. Tag blot rekordjageriet indenfor sporten f.eks. Ingen vil længere være almindelige mennesker, hvilket vil sige mennesker, der går usete og lydløse gennem livet. Den kunst vil Martinus åndsvidenskab genoplive. Thi hvem er vi, at vi så absolut skalgøre os gældende? Er vi ikke alle endnu meget ufærdige mennesker, hvem det faktisk tjener bedst at leve i ubemærkethed? Jo vi er! Det ufærdige har aldrig egnet sig synderligt til fremvisning eller beskuen, – og det tåler det dårligt! "De stille i landet" var altid de åndeligt mest værdifulde. Lad os erindre os det, når vi igen samles i kredsene landet over og påbegynder eller fortsætter vort åndelige studium. Thi gør vi det, opnår vi ihvertfald een meget vigtig ting, den, at den åndelige atmosfære på holdene bliver den bedst mulige! Vore længsler går nu udefra og indefter. Vi har set lys nok i yderverdenen, nu søger vi at skabe det i os selv, i vore egne sind. Men hertil behøves der fred og tryghed eller fornemmelsen af at være blandt mennesker. Vi bærer i vore hjerter spiren til en helt ny kultur. Skal denne kultur vokse og sejre, beror det på os. På at vi i praksis formår at søge at leve op til nazaræerens dybe ord: "Og derpå skulle man kende mine disciple, at de haver indbyrdes kærlighed". Har vi det eller søger vi i det mindste at have det, vil vort studium i den kommende vinter kunne sætte rigere frugt end nogen sinde. Netop fordi jeg tror, såmange har forstået dette – for det har jeg følt, – glæder jeg mig såmeget til igen at begynde at undervise. Og jeg ved, at Mogens Møller her har det som jeg selv!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!