Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af korrespondanceafdelingens deltagere har gjort mig den glæde at bede mig besvare de efterfølgende spørgsmål:

1) Hvorledes skal jeg forstå ordene: "De første skulle blive de sidste"?

2) Hvorledes vil De forklare Jesu' ord: "Lad de døde begrave de døde"?

– Når jeg bruger udtrykket "har gjort mig den glæde", er det, fordi jeg meget gerne vil bruge mine "breve" til Dem til at besvare spørgsmål i. Jeg ved jo, at adskillige går og tumler med problemer, der volder vanskeligheder, så hvorfor ikke benytte mig, såfremt De mener, jeg kan hjælpe? Ihvert fald skal De vide, at jeg meget gerne vil søge at hjælpe Dem. I dette tilfælde volder de stillede spørgsmål mig ingen vanskeligheder, fordi jeg forlængst har gennemdrøftet dem med Martinus. Svarene er i begge tilfælde ganske enkle. Det første spørgsmål rummer en smertelig erfaring, som enhver, der arbejder med problemer, der hører fremtiden til, kommer til at opleve. Hvem af os har ikke været overbevist om, at netop det menneske måtte kunne forstå Martinus tanker, fordi det selv havde givet udtryk for meninger, der var så beslægtede med Martinus verdensbillede, at der ingen tvivl kunne være mulig, – for så at opleve, at netop det menneske forstod intet som helst. Det er nærliggende for mig at besvare spørgsmålet direkte ud fra mine selvoplevede erfaringer. Martinus arbejde er kulturskabende. Det indeholder en viden, som på alle områder har bud til det virkeligt søgende menneske. Men livet belærer os hurtigt om, at langt de fleste af dem, der kalder sig "søgende", kun er det i et yderst begrænset omfang. I stedet for en forstandig samtale om det væsentligste, nemlig de kosmiske sandheder, oplever man ofte at få at vide, at det har f.eks. Rudolf Steiner "allerede sagt", eller også at "det har vi allerede lært i teosofien" osv. Jeg tager her "direkte om nælden", fordi det altid virker lidt lammende på mig, når jeg møder den slags svar. Thi hverken Steiner eller Annie Besant ville under nogen form vedkende sig den her udtrykte intolerance. De ønskede kun eet: at vise vej frem til den Verdenslærer, der skulle komme. Ingen af dem sigtede imod selv at repræsentere en kosmisk mesters trin. Tværtimod. De var netop så ydmyge af hjertet, at den tanke lå dem fjernt. De hørte virkelig til de – "første, der skal blive de første". Mange af deres tilhængere derimod, for hvem sandheden – og sandheden alene – burde være det afgørende, er i stedet havnet i en personlighedsdyrkelse, der blot resulterer i åndelig goldhed. Det høje formål: at stå vågen og kærligt forstående overfor alt, hvad livet bringer – altså "at skulle være blandt de første" er stille døet bort, og resultatet, at de, når endelig budskabet kommer, bliver blandt "de sidste", er åbenlyst for enhver. Der ligger ikke i disse mine ord blot skyggen af et angreb på nogen eller noget. Den ovenfor anførte sætning dækker et princip, man kan se bekræftet overalt i livet. Jeg kunne i stedet for Martinus arbejde ligeså godt have valgt et kunstnerisk område. Det er ikke i almindelighed "akademierne", der først får øje på de nye genier! Og det bliver heller ikke hverken antroposofiens, teosofiens eller kirkens nuværende ledende skikkelser, der i almindelighed først vil forstå, hvad der sker lige for øjnene af dem. Det vil derimod de, for hvem længslen efter sandheden alene er det afgørende. "Honningen kommer ikke til bierne", siger et gammelt ord. Det har meget stor gyldighed i dette tilfælde.

Det andet spørgsmål refererer til autoritetstroens og traditionernes forfærdende magt over menneskesindet. Situationen var, som De ved, den, at en ung mand ønskede at følge Jesus, men bad om tilladelse til at begrave sin far først. Jesus svarede ham med ordene: "Lad de døde begrave de døde". Han vidste, at vendte den unge mand først tilbage, ville angsten for autoriteterne plus traditionernes magt få bugt med hans nyvakte længsel efter at lære en universel sandhed at kende. Han ville da "vende tilbage" og opfylde det "man ventede af ham". Der er en oprører i os alle. Men i almindelighed bliver han hurtigt kvalt. Tag blot en sætning som: "Hvad tror du dog, at folk vil sige?" – den har kvalt adskillige millioners mod til at bryde ud. Bryde ud fra hvad? Fra dødens område. Fra de "autoriserede" opfattelser og fra traditionerne. Lad os tage et moderne eksempel. Der skal idag mere end almindeligt mod til at erklære sig for antimilitarist. Gør man det, vil man meget hurtigt få at vide, at man er "fejg", en defaitist eller også at man er "en meget dårlig dansker" – og det på et tidspunkt, hvor det må stå ethvert tænkende menneske klart, at en befolkning på fire millioner, hvoraf langt den største del består af børn, kvinder, gamle og adskillige hundrede tusinde psykisk og fysisk vanskeligt stillede, næppe kan "redde verden", selvom de lader sig både økonomisk og i givet fald også fysisk slagte. Det er ikke let at være idealistisk ung mand i "dødens verden".

De "døde" begraver i høj grad "de døde" i vor verden. Jorden kvalmer idag af "ligstank" fra tanker og ideer, der forlængst har overlevet sig selv. Vi skal nu igen have "jernpenge", fordi de "ædle metaller" skal gå til den åh så livsvigtige våbenindustri. Nuvel, De og jeg kan ikke lave om på dette. Livet må gå sin gang, og de erfaringer indhøstes, som er forudsætningen for en ny verdens fødsel. Men vi kan lade være med at marchere ned i "fællesgraven". Vi har endnu retten til at tie, hvilket i denne forbindelse vil sige: at skjule vore egne tanker om de ting. Ordene "ja, ja, nej, nej" er såre værdifulde i vor tid. Men selvom det dræbende princip tilsyneladende har sejret, hvilket vil sige, at døden skulle have sejret over livet, turde dette nu alligevel være løgn. Lad de våbenglade skråle aldrig så højt, – ind imellem hører man en sagte røst, der hvisker: "Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad!" – og det bliver nu på den front, at det sidste slag skal udkæmpes!

Læser man de i virkeligheden ganske få Jesuord, der er overleveret os, ser vi, at hans tid slet ikke afviger ret meget fra vor. Sjæleligt kæmpede han med de samme problemer og mod de samme "trolde", som vi kæmper med og imod. Og vil man læse denne vidunderlige ånds ord frit, d.v.s. uden indflydelse af kirke eller anden autoritet, vil man opleve det forunderlige, at de ikke kræver nogen fortolkning. De er "erfaringsvisdom". Fortolkning myrder dem! Nøjagtigt det samme kan ske, og vil ske, med mange af Martinus efterhånden berømte ord! Men ingen vil kunne forhindre dette. Kun livet selv vil efterhånden for hvert enkelt menneske stille tingene på deres rette plads. Når dette er sket og den bag ordene skjulte kosmiske sandhed ligger afdækket, da har de i de her to berørte spørgsmål skjulte problemer ikke længere nogen aktuel interesse. Da kender man dem, forstår dem, og har taget deres advarsel ad notam!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!