Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Heroppe ved Klint har vi jo den lykke, at solopgangen finder sted over havet, ret ud for feriebyen. Netop i disse morgener, der hver for sig har været guddommeligt skønne, har det været en betagende oplevelse at overvære solopgangen, fordi den ligesom bragte os foråret. Overalt bryder og spirer det, og har man i sig evnen til virkelig at lytte, ja så er det, som om man nu i alt hører HANS stemme. Mennesket uden kosmisk forståelse må nødvendig forekomme den fattig, der år for år har lært at lytte sig ind til tingenes inderste hemmeligheder. Man mærker denne fattigdom hver gang, man forsigtigt prøver at give udtryk for den tanke, at Guddommen er i alt og over alt og til svar får remsen om den "døde materie". Sandt nok. Materien kan være død, – ligeså død som disse menneskers hule ord. "Dåren siger i sit hjerte: Der er ingen Gud! – og man føler en frysende fornemmelse i sjælen. Om sådanne mennesker blot kunne lære at forstå, at det er sig selv, de bedrager. Men her kan ingen hjælpe. Kun livet selv kan ændre dette. Uden at vide det har de mistet det hjerte, der skulle være stedet, hvor støv og ånd mødtes. Også det, har Axel Juel tolket. I et enkelt lille vers giver han en verden, lyt blot:

Er ens længsel efter ånd mere end en længsel efter blot at komme ind i en aller anden "bås", forstår man Salomons dybe tanke. Forstanden er en vidunderlig ting, men går den sine egne veje og glemmer, at den uden hjerte altfor let bliver ondskabens moder, var det ofte bedre at være den foruden. Her er det, at Martinus' verdensbillede for mig er blevet den skønhedens kilde, jeg aldrig bliver træt af at søge. Gennemlynet af intelligens og intuition, men også i alt gennemstrålet af hjertets dybe varme, har det lært mig at søge bagom tingene og aldrig standse denne søgen, før de ydre rammer er bristede, og Guddommens klare lys ligger åbenbaret. Jeg nænner ikke at tage denne tro fra dem, men i mit hjerte ved jeg, at de lever på en illusion. Vi kan digte såmeget ind i livet – og i den retning er livet langmodigt, – men vi kan ikke ændre de love, på hvilke vor lykke beror. Jeg forstår så inderlig godt, at de fleste i smerten ser en fjende, men jeg ved, at freden kommer til den, der tager imod smerten som den allerbedste ven. Og det evner vi kun at gøre i de stunder, hvor vi har mod til at se ned på bunden af vort eget hjerte og i stilhed lytte til HANS røst. Men har vi dette mod, – og vi vil alle få det, derom er jeg overbevist, – vil vi også opleve denne forunderlige sammensmeltning af støv og ånd, som er nægtet den, der adskiller disse to faktorer, som i virkeligheden kun er een. Så langt Martinus har evnet det, har han lært mig på min egen viljes bud at kunne gå fra det timelige til det evige. Dette ved jeg, og det ved såmange andre. I dagens larm kan dette af og til glemmes, men lader man sine øjne følge solens atterkomst en stille forårsmorgen og renser sit sind ud for hver en urolig tanke, da kan det ske, at ånden bag støvet lyner igennem, og man med hele sin sjæl føler HANS kærlighed, der er al vor søgen og al vor higens inderste kilde.