Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser

Mon ikke de fleste virkelig åndeligt interesserede mennesker er bogsamlere? Jeg vil næsten tro det, – og jeg vil ydermere tro, at mange af dem hører til dem, for hvem de bogkasser, man i hvert fald her i København så ofte ser udfor boghandlernes vinduer, er en usædvanlig spændende "jagtmark". Jeg ser ingen grund til at skjule for Dem, at jeg meget ofte "snuser" i bogkasser, og heller ikke at jeg jævnligt der for yderst beskedne beløb erhverver bøger, hvis læsning skænker mig stor glæde. Således fandt jeg en dag en bog, som straks tiltrak sig min opmærksomhed ved sin titel: "Moralens udviklingshistorie". Den var udkommet i 1889 og skrevet af en fransk professor ved navn Letourneau. Den bog er jeg glad for, thi takket være den har jeg kunnet få en lang række af Martinus analyser indenfor dette område bekræftet på en måde, som ofte har inspireret mig under mit arbejde. Letourneau påviser nemlig igennem et utal af eksempler, hvorledes det, vi kalder "moral", har udviklet sig over utallige trin eller stadier, og at der, i hvert fald da han skrev sit værk, der udgjorde grundlaget for hans forelæsninger i Paris, eksisterede en mængde samfund i Troperne, hvor dette at dræbe et medmenneske ikke udløste blot antydningen af samvittighedskrise. Hør blot: "En Alfuru-fyrste på Amboina (Celebes), hvem en rejsende havde foræret en flaske brændevin, blev så henrykt derover, at han for at bevidne giveren sin taknemmelighed befalede sine undersåtter at opføre en kamp og hugge hinanden ned for at underholde den fremmede med dette skuespil. Da denne ville lægge sig imellem, sagde han: "De er mine undersåtter. De er kun døde hunde. Det ville være mig en glæde at ofre dem i tusindvis for at bevidne dig min agtelse!" En anden afrikansk fyrste beordrede sine soldater til at hugge 7000 af sine undersåtter ned, idet han på den måde ønskede at hædre sin afdøde mor. Da det var sket, gav han ordre til, at samtlige børn, der skulle fødes det år, alle skulle slagtes, – og det skete!

Vi står her overfor en sjælelig tilstand, der helt hviler på instinkt, tyngde og primitiv følelse og så godt som ingen intelligens. Ræsonnementer, som vi kender dem, er endnu noget ukendt på disse trin. Dette ses især, – og det var egentlig det, jeg ville påpege for Dem, – på de farvede folks forhold til begrebet "slaveri". De og jeg er jo voksede op med den forestilling, at negerslaveriet i Amerika i den grad var den hvide mand uværdig, at det var en skamplet på civilisationen, at det overhovedet havde eksisteret. Men vender vi os mod afrikanerne selv, ja så viser det sig, at de ikke alene var eksperter i at holde slaver, men også i at pine og misbruge dem efter en målestok, der får det til at svimle for en. Hvor stor magt en sort slaveejer havde over sine slaver, fremgår af følgende lille beretning: "Vor Kirangozi (vejviser)", fortæller Burton, "som fulgte os på hele rejsen, bliver kaldt tilbage, fordi en ung pige, der hører til hans sidste indkøb, ikke kan gå videre på grund af et sår på benet, og da han ser, at der ikke kan rådes bod herpå, skærer han hovedet af det stakkels barn, for at ingen skal have fordel af hende." Og han fortsætter: "I Ashanti, hvor man fra gammel tid er vant til at udgyde menneskeblod som vand, anses mord på en slave for en aldeles ligegyldig handling. Tilhører den ofrede slave morderen, er denne ikke mere skyldig, end om han havde dræbt en høne. I modsat fald må han kun erstatte ejeren værdien af det husdyr, han har berøvet ham".

"Når man læser sådanne videnskabeligt bekræftede beretninger og sammenholder dem med, hvad udviklingen siden har ført med sig, ser man i langt højere grad end ellers, hvorledes skæbneenergierne virker i tilværelsen, og man bliver knapt så ivrig efter at tage stilling til de begivenheder, man læser om. Det er så let at hævde, at livet skal være sådan og sådan, men forudsætningen for mere ideelle forhold i verden må nødvendigvis være, at menneskene selv har forandret sig. Vi skaber så let "blå illusioner", som livet, netop fordi det indre endnu ikke svarer til så mange af de forkyndte humane idealer, må læse "korrektur" på. Moralens udviklingshistorie udgør jo ikke et færdigtskrevet kapitel i jordmenneskehedens historie. Tværtimod, fristes man til at sige, – for er de nuværende forhold jorden over ikke et forfærdende billede på det, der sker, når endnu åndeligt ufærdige mennesker med eksprestogsfart vil skabe en ny og bedre verden? Idag har vi alle de tekniske midler til at skabe en idealstat, men med vore åndelige kvalifikationer står det endnu kun dårligt til, – så dårligt, at meget tyder på, at Forsynet foreløbig må bruge teknikken mere i det dræbende princips end i kærlighedens tjeneste. Men selvom så er, bør dette hverken hindre Dem eller mig i at forsøge at "så en anden sæd". At mange af vore forsøg på at være menneske måske mislykkes gør intet i sig selv, – det var værre om vi, på grund af alt det, vi oplever, opgiver disse forsøg, først da er vi for alvor ilde faren!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!