Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Ved min hjemkomst fra England lå der en meget stor post og ventede mig. Blandt de mange breve, var der især eet, som gjorde indtryk på mig. Det kom fra et menneske, der de sidste år har været igennem meget tunge lidelser, og som nu, trods medgang indenfor visse områder af livet, ligesom har tabt modet. Sygdom er jo en frygtelig herre, og der er intet at sige til, at et menneske, der oplever at se måned gå efter måned uden nævneværdig bedring, begynder at miste evnen til at se tilværelsen i et strålende lysskær.

Vedkommende skriver: "Nu kommer jeg til min bøn. Vil De ikke godt skrive et brev til mig, sådan at jeg åndelig talt kan dunke mig selv i hovedet med det, når det kniber med humøret, sådan som De så ofte har dunket mig i hovedet med Deres foredrag. De skal ikke ynke mig, for jeg har så uendelig meget at være taknemmelig for. Jeg møder så megen godhed og venlighed, men jeg vil så gerne være i stand til at vise alle dem, der holder af mig, et stort smil hver dag, men det begynder at knibe, og nu er det, at jeg håber, at Deres brev vil hjælpe mig!"

Jeg har tænkt meget over dette brev og den bøn, det indeholder, så meget at jeg tror, at det har værdi at lade mit svar komme på denne lidt specielle måde. For er det ønske, der udtales, ikke et, vi alle bærer på? Vil vi ikke alle gerne kunne vise dem, vi ved elsker os, et glad og taknemmeligt smil, selv i vore modgangedage? Jeg tror det. Men ønsket berører den højeste grad af livskunst og kan kun omsættes i praksis, når man helt er klar over, at den modgang, man oplever, den åndelige smerte, der som en tåge har sænket sig over bevidstheden, har en anden årsag end den tilsyneladende, at den har rod i selve ens evighedsværen. Dette kan lyde søgt. Men det er en kendsgerning, at man, sålænge man søger at anbringe skylden for det, der smerter en, i de midlertidige ydre forhold, uundgåeligt falder for selvmedlidenhedens frygtelige svøbe. Man leder da med lygte efter en årsag, som hele tiden viger, og bygger i næsten bogstaveligste forstand den modvægt, der skulle bringe balance i sindet, af det skrøbeligste og mest upålidelige ler.

Intet udviklet menneske går fri for smerte. Jeg tænker ikke her på de rent fysiske smerter, snitsår, benbrud etc., men udelukkende på psykiske lidelser. Ja, man kan gå så vidt, at man kan sige, at jo højere udviklet et menneske er, desto flere psykiske eller åndelige smerter vil det komme til at opleve i vor verden. Primitive mennesker har meget enkle og ukomplicerede opfattelser af tingene. Sort er her sort, og hvidt er hvidt i en forbavsende forenklet form. For sådanne mennesker er det så let at udslynge, at årsagen til denne eller hin smerte er "hans" eller "hendes" skyld, "dens" eller "dets". Det er i disse små bevidstheder så selvindlysende, at "hvis" osv. – At lytte til sådanne menneskers tale om begivenheder, de enten selv har oplevet eller hørt om på "anden hånd", er som at lytte til børns pludren på en legeplads, blot med den forskel at børns pludren ikke normalt afstedkommer de frygtelige konsekvenser som den lette skyldfordeling, der her er tale om, ofte gør.

Virkeligt udviklede mennesker derimod er jo kun udviklede derved, at de forlængst har gennemskuet denne enkle skyldfordeling og oplevet dens værdiløshed. De føler, at der må være "en mening" med det skete og begynder at søge efter denne mening. Men en mening er ikke noget selvstændigt. Det er en tankekombination udløst af en tænker. Vi står her overfor den enkle kendsgerning, at enhver, der fornemmer, at de smerter vedkommende oplever, har en mening, måske sig selv uafvidende, akcepterer en guddoms eksistens. Virkeligt udviklede mennesker – man må jo her ikke glemme, at en mængde mennesker tror sig højtudviklet, fordi de f.eks. har studeret lidt skæbnevidenskab, deres reaktioner overfor personlige lidelser og modgang afslører imidlertid, oftere end man tror, at det hele blot var en "teoretisk viden", – oplever således deres søgen efter meningen med det, der er hændt dem som en "samtale" med Guddommen. I deres indreverden bliver de ved at søge efter en for deres ånd tilfredsstillende forklaring på den lidelse, de oplever, og de standser ikke, kan simpelthen ikke standse denne søgen, før de har fået "fred med sig selv", hvilket vil sige fået forståelsen af, at den lidelse, de enten har oplevet eller oplever, har en dybereliggende hensigt – indeholdt et skjult budskab af vidunderlig lys natur.

Vi er her inde i selve smertens mysterium. Vi frygter alle smerten og gør, hvad vi kan for at undgå at møde den. Alligevel møder vi den og som regel uforberedt. Det er smertens natur at ramme os uforberedt. Dette kan lyde inkonsekvent, men er det ikke, thi kunne vi i alle livets forhold møde smerten forberedt, ville den ikke kunne bringe os ud af balance så ofte som tilfældet er, og ville derved være afskåret fra at kunne opfylde sin virkelige mission.

Det kan synes så let at udslynge, at enhver smerte indeholder et lyst og vidunderligt budskab. Tro imidlertid ikke at det er det. Man skal have oplevet temmelig meget, før man når til denne livserkendelse. Det er jo derfor, man taler om "livskunstnere" contra "amatører". En amatør er jo en slags dygtig fusker i faget. Da det "fag", der her er tale om, er det højeste, der eksisterer, må man gøre sig klart, at det også er et af de sværeste at blive "mester" i. Det er imidlertid her så uendelig let at følge "læreplanen", idet vi har den lige for vore øjne hver eneste dag. Ved vi ikke alle, at det er ikke enhver, der skriger højest ved en lidelse, der får det største udbytte af den? Er det ikke ofte tværtimod? Ser vi ikke gang på gang, at den, der tilsyneladende ikke kan magte en stor sorg, ofte ganske få måneder senere er ifærd med at forberede den næste? Flertallet af de mennesker, vi møder på vor vej, lever mere i den udvendige end i den indvendige verden. De trøster sig oftere ved tanken om hævn eller gengældelse end ved selverkendelse. Dette skal man vide, om man ønsker at lære virkelighedens verden at kende. Det virkeligt udviklede menneske (tilgiv mig dette gentagne "virkeligt", men det er nødvendigt i denne forbindelse) afskyer tanken om hævn og gengældelse. Efter at den første smerte har sat sig lidt, altså efter at det kosmiske perspektivprincip er trådt i funktion, begynder begivenheden eller den oplevede smerte at skifte konturer. Man "ser" ting, man ikke før så og opdager, at smerten i stedet for at have været indsnævrende i virkeligheden har været udvidende for ens bevidsthed. Livet er jo som et højt bjerg, man vandrer opad. De vise har kaldt den vej, man følger, for "den stenede vej", og de har haft ret deri, fordi ingen kan betræde noget som helst "overliggende trin" uden igennem store personlige lidelser. Disse lidelsers inderste mission er jo netop den bevidsthedsudvidelse, der udgør adgangstegnet til livet på det næste trin.

Smerten er således vor sande bevidstheds egentlige moder. Uden den havde vi kun dyrets mentale mørke at leve i. Takket være smerten, modgangen, skuffelsen eller sorgen udvider vor bevidsthed sig ustandseligt, hvilket vil sige, at det mentale mørke, vi før måtte opholde os i, tvinges til at vige for et lys, der er urokkeligt i samme grad som erkendelsen er grundfæstet i selvoplevelse.

Vender vi os nu mod det åndeligt søgende menneske, kan vi ikke undgå at vide, at dette at være søgende i sig selv er et ønske om forvandling af ens bevidsthed. Man ønsker at forstå – men denne forståelse kan ikke blive til sand realitet udenom bevidsthedsforvandling. Og her er det, at det søgende menneske i virkeligheden selv står som den, der åbner lidelsernes port. Er vi sultne, søger vi imod føde, er vi åndeligt sultne, gør vi det samme. Men hvem siger, at den føde, vi der får, er "velsmagende"? Hører vi ikke oftere udtrykket "den bitre sandhed" end "den glade sandhed"? Er det ikke således, at enhver erobring af sandhedens kostelige terræn sker igennem bitter gråd og åndelig pine. Jo det er. Og det er dette, man skal holde sig for øje, når sorgen truer med at tage magten fra en, og det hele synes at være "gråt i gråt". Sorgen, smerten eller modgangen er ikke ond i sig selv. Den er kun et "middel" i en guddommelig faders hånd for at opfylde vort eget ønske om vækst og forvandling. At der så kan være dage, hvor det synes en umuligt at smile, er ikke i sig selv nogen grund til at give op og tabe modet. Enhver der er i pine oplever "febertilstande", og i dem siger man ting, der slet ikke er udtryk for det dybeste i en selv. Vi har alle oplevet disse "febertilstande", men vi ved også, at de går over, og at det "sunde blod" en dag får magten. Lad mig her komme med et lille råd, som kan have værdi for mange i denne forbindelse. Tag ikke for mange "beroligende midler". Disse midler, enten det nu er piller eller spiritus, tobak eller mikstur, er farlige for åndelige sygdomme derved, at de døver og lammer vore fornemste åndelige organer: intelligensen og intuitionen eller netop de organer, gennem hvilke smertens sande budskab åbenbares. Læg mærke til at folk, der søger at "drukne sorgen i akvavit", altid synker dybere og dybere ned i selvmedlidenhedens morads. De sidder da og græder og hælder den "uretfærdige modgang", de har oplevet ned i ethvert "kar", de kommer i nærheden af. Nøjagtig det samme kan vi opleve hos dem, hvis natbord eller skuffe er fyldt med medicinske narkotika af enhver art. Fremtidens mennesker vil vide, at man ikke kan være bekendt at "tale med Gud" i en halvberuset tilstand – og hvem kan iøvrigt opfatte et klart svar igennem en halvbedøvet hjerne?

– – – – – – –

Disse var mine tanker i forbindelse med den til mig rettede bøn. Jeg blev bedt om at "dunke vedkommende i hovedet" – har jeg gjort det, er det sådan set ikke med vilje, for jeg afskyer at slå. Men jeg har gerne villet give et svar, som kan læses mere end een gang, et svar som ikke bare var et overfladisk "klap på kinden" – måtte det nu blive opfattet i den ånd, i hvilken det er skrevet!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S. Jeg beder Dem tilgive mig, at jeg dennegang har "beslaglagt" hele korrespondancebrevet! Og lad mig så minde samtlige københavnske modtagere om, at Martinus taler mandag d. 15. oktober kl. 20 i Studenterforeningen over emnet: "Moral og verdensbillede", det foredrag skal De høre! Og at jeg selv har foredrag hver torsdag aften i instituttets store sal.