Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har De nogen sinde gjort Dem klart, at De, hver gang De oplever at stå overfor et menneske, hvis mentalitet eller tankeverden De i den grad gennemskuer, at De så at sige er i stand til at vide alt, hvad der rører sig i dette menneskes sind, at De da omslutter dette sind med Deres eget mentale rum? Oplevelsen er ikke af ydre art, den er helt og fuldt et indre anliggende, som kun angår Dem alene.

Martinus er det første menneske, der har vist os den dybe adskillelse mellem Jeg'et og det rum, dette Jeg opbygger omkring sig selv. Denne rumskabelse er uhyre interessant derved, at vi nu, takket være de kosmiske analyser, er i stand til at iagttage dens mange faser. Vi ser således, at dyret endnu næsten intet rum har omkring sig, intet det kan trække sig tilbage i. Er det vred, forplanter vreden sig lynsnart til dets rent fysiske legeme og tilsvarende, når det er angst. Vi møder den samme tilstand hos det primitive menneske. Også det "afslører" umiddelbart i sit fysiske legeme og i sin væremåde, hvad der rører sig i dets sind. Det er endnu så "eet med materien", at denne materie er dets livs alfa og omega. Anderledes derimod når menneskets åndelige egenskaber begynder at vokse til. Denne vækst skaber nemlig rum omkring Jeg'et og vel at mærke et rum, i hvilket Jeg'et kan søge skjul. Utallige mennesker ved det og benytter sig daglig af det. Men de samme mennesker oplever også atter og atter, at det rum, de søger ind i, er for snævert. De kan ikke udholde at være der ret længe ad gangen. Årsagen dertil er den enkle, at det endnu ufærdige åndelige rum afføder en følelse, dyret kun aner, men som mennesket bevidst oplever og frygter – ensomhedsfølelsen. Dyret borteliminerer denne følelse ved at søge ind i "flokken". Samværet med de mange afleder opmærksomheden fra dets egen isolation. At alt dette endnu kun er anelse for dyret, ændrer ikke billedet. Vi ser nemlig dets direkte fortsættelse hos det jordiske menneske. Også her oplever vi, hvorledes det endnu åndeligt meget primitive menneske i vid udstrækning undgår at være alene. Og hvorfor? Ganske enkelt fordi det intet har at udfylde ensomheden med. Men livet tillader ikke det jordiske menneske at flygte fra sig selv eller fra det, der er formålet med dets liv. Atter og atter oplever det ting eller begivenheder, der lader det forstå, at det er en Ener, og at ingen, absolut ingen, kan leve dets liv – uden det selv! Vi bliver således vidne til, at denne åndelige rumskabelse i begyndelsen afstedkommer store kvaler for det primitive menneske. Gang på gang sønderbryder livet dets indre åndelige "akse" og afstedkommer uligevægtstilstande eller "kriser", som det selv alene må løse. Det kan søge hjælp hos andre, men også det kræver åndelig funktion, nemlig evnen til at fremstille den nød, det befinder sig i, – en evne som helt hviler på åndelige funktioner. Ensomhedsfølelsen og betroelsestrangen er søskendebørn. Jo større den første bliver, desto mere vokser den anden. Men begge er de årsager til store skuffelser, nemlig dem, der afslører, at "de andre" også har deres kvaler og derfor ikke evner at bære alle de byrder, man gerne vil læsse over på dem.

Her er det, at Martinus verdensbillede lærer os noget yderst fundamentalt, nemlig det, at vi – De og jeg – ikke vekselvirker med en "død" eller blot materiel yderverden, men derimod med Guddommens egen bevidsthed – eller med det største mentale rum, der eksisterer! Mennesket, der endnu "tror" at Guddommen eksisterer "udenfor" materien som noget mystisk eller "meget stort", der intet vil have med det "usle støv" at gøre, lever her på vildfarelser, som kan blive skæbnesvanger for dets mentale rumskabelse. For dette rum vokser nemlig først for alvor til i dybde og bredde, når man erkender Guddommen i alt og over alt. Sålænge han er udenfor alt det, med hvilket vi daglig er i berøring, vil rumskabelsen stagnere og det sjælelige liv som følge deraf blive besynderlig goldt. Og er det ikke netop det, vi finder hos så mange såkaldte "kristne" mennesker? Snævre mentale rum er jo det samme som snævre bevidstheder.

At se alt, hvad man oplever, som udtryk for en vekselvirkning mellem ens egen og Guddommens bevidsthed er i virkeligheden den første betingelse for en fortsat åndelig rumudvidelse. Den, der gør det, vil meget hurtigt opleve, at der bliver noget at trække sig tilbage i. De før så "krumme linier" rettes lydløst ud, og meningsløshed afløses næsten umærkeligt af forståelsen af alle tings dybere hensigt. Forståelse af, eller med et andet udtryk: viden om, at alt, selv de simpleste begivenheder i ens liv tjener et dybereliggende formål, er det, der skaber åndelig rumudvidelse. Jo mere denne viden øges, desto mere vil man "opholde" sig i dette nu stærktvoksende rum, der ikke længere fornemmes snævert, og som afviger fra den ydre verdens mange larmende rum ved at indeholde den fred, man ikke fandt noget andet sted. Det er i dette efterhånden meget skønne rum at "den lykkelige ensomhed" bor. Her anskues tingene og begivenhederne på en ganske anden – og større – måde end udenfor. Dette rum er nemlig bygget på en "klippe". Usynligt for andre, er det dog det eneste sande og virkelige, man ejer. Her eksisterer alt det, som "møl og rust" ikke fortærer. Her er man, hvor man i den ydre verden kun synes at være. Også her vil det følsomme øre kunne registrere lyden af gråd, men det er da ikke en gråd over andre, men kun over en selv. I dette sjælens lønkammer, som for alt for mange endnu er for småt og derfor for lidet ydende, sker de største ting i et menneskes liv. Derfor higer vi altid imod dem med de store åndelige rum, ja, imod de største, fordi de i deres vekselvirkning med universets egen sjæl fandt hin evigt inspirerende kanal, igennem hvilken de for dem med de endnu så små og kun lidet lægivende rum blev – vejen, sandheden og livet!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere