Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg kom hjem fra min sidste foredragsrejse og netop havde dette julebrev til Dem i tankerne, fandt jeg på mit skrivebord medfølgende artikel fra min kones hånd. Hun havde benyttet sin influenza til "meditation", og resultatet blev altså dette lille stykke tankerige prosa, som jeg tror, at også De vil være glad for at læse!

Jeg er ganske klar over, at mange i år har det som jeg selv: lidt svært ved at komme i julestemning. Forholdene ude i verden lægger et stærkt tryk på de menneskers sind, for hvem næstens liv og lykke ikke er noget ligegyldigt og uvedkommende. For sit indre syn ser man stadigt disse mange angste og sorgfulde ansigter i både vest og øst, og man føler sig så magtesløs overfor den lidelse, der er disse stakler tilmålt. Måske venter De ikke, at netop jeg skriver sådan til Dem, fordi min daglige opgave dog består i at sprede det mentale mørke, der i dag truer hver enkelts indre fred og lykke. Men når jeg gør det, er det ikke for yderligere at belaste Deres sind, men for at vise Dem, at det vi i disse år har været og vil blive vidne til, jo netop er den baggrund på hvilket et stort nyt, åndeligt lys vil flamme op.

Så langt tilbage De og jeg kan erindre i dette vort liv, har vi ikke hørt om andet end krig og anden elendighed. Årti for årti har vi set hvorledes den verden, som vi, i den korte tid vi er her, kalder "vor", ligesom raser frem imod sin egen undergang. Trods alle vidunderlige tekniske opfindelser, trods alle apparater, som skulle gøre vort daglige liv lysere og lettere, bliver livet for hver dag, der går, mere og mere hæsligt. I alle lande arbejdes der febrilsk på at skabe det "forsvar", der altid har været krigens sikre forløber, og i alle lande fortæller man hinanden, at det er "de andre" der vil krigen – den ældgamle ouverture til "den blodige leg"s tilsyneladende evigtunge drama.

"De andre"! Hvor frygtelig en rolle dette begreb dog spiller i vort liv! Alle er vi kun os selv – og de andre! På den modsatte side af mit skrivebord står der en lænestol, og hvis den kunne tale, ville det blive eet eneste langt foredrag om – de andre! Det er ofte hændt mig, medens jeg har siddet og lyttet til de sorger som de, der har siddet i denne stol, har fået luft for, at deres ord ligesom er blevet hele menneskehedens stemme. Altid, så godt som, har det været sorgen, angsten, frygten og fortvivlelsen, der har ført ordet, og altid har det drejet sig om et guddommeligt Jeg's kamp med – de andre.

Livet har lært mig en del i disse år, blandt andet at det, De og jeg har mødt igennem Martinus kosmiske analyser, har en værdi så omfattende og så dybtgående, at det næppe ville være os muligt at bære den ydre verdens tryk uden den viden hans arbejde har givet os. Når jeg har oplevet, og det sker Gud være lovet ofte, at mennesker har rejst sig fra min lænestol med et gladere udtryk i ansigtet end det, de kom med og med mod i sjælen til at søge at finde vej og ikke give fortabt, er mine tanker uvilkårligt gledet tilbage til den tid i mit liv, hvor jeg ikke kendte Martinus, og jeg har måttet spørge mig selv, hvordan jeg dog skulle have været til nytte for nogen som helst hvis dette møde ikke var kommet i stand. Jeg ville da næppe have kunnet klare mit eget liv.

Det kan måske synes dristigt at skrive, at jeg har set et nyt lys flamme op i verden, et lys der til sin tid vil evne at give hver eneste lidende menneskesjæl fred i sindet. Men det har jeg, og jeg har i mit eget virke fået dette syn bekræftet indtil en sådan grad, at al kritik af det er blevet mig så uendelig ligegyldigt.

Livet er kun os selv – og de andre. Men denne urokkelige sandhed skjuler en endnu dybere sandhed, nemlig den, at "de andre" er – Guddommen! "De andre" er den kraft, der former os, belærer os, slår os og kærtegner os. Uden "de andre" var vi intet, det er "de andre", vi skylder alt, hvad vi er, alt hvad vi ved – og alt, hvad vi i fremtiden bliver til!

For totusinde år siden stod der også een i verden, der vidste, at der kun var ham – og de andre. De slog ham, hånede ham og dræbte ham til slut, og alligevel sejrede han. Ingen af os ønsker en gentagelse af dette drama, og dog kommer vi alle til at opleve det – inde i os selv. En dag befinder hver eneste af os i sit Gethsemane. En dag skal også vi opleve den prøve, der består i dette at give alt – for de andre. Selv om det kan være svært at få mod til at tænke denne tanke til vejs ende, bør man gøre det. Man lærer meget af det, meget om sig selv, og meget – om de andre!

Det er sagt: "Når du beder, da gå ind i dit kammer og luk din dør!" Bøn er andet end en ordremse, det er en tankekoncentration. Evner man denne, kan man trænge ind i "de andre"s mysterium og vil der uundgåeligt finde – sig selv! Det vidste han, som vi nu igen skal fejre. For denne sandheds fødsel gav han sit liv – og det hylder vi ham for. Men tiden nærmer sig, hvor der vil blive forlangt mere af os end denne årligt tilbagevendende hyldestfest. Verden er i "nød og pine", "veernes tid " er inde. En fødsel nærmer sig, fødslen af en helt ny mentalitet, i hvilken "alle jordens slægter" skal velsignes, nemlig den mentalitet, hvor der ikke længere findes os – og de andre, men derimod "een hjord og een hyrde" eller alles erkendelse af, at fred, lykke og harmoni vil være nægtet enhver, sålænge han ikke forstår, at hans liv ikke er hans eget, men tilhører "de andre" og som deres er forbundet med verdensaltets levende, varmende, guddommelige hjerte.

– – – – – – –

Juletimen er inde, og snart sænker freden sig over hjemmene. For en stund må hadets og ondskabens mørke fyrste finde sig i en vis magtbegrænsning både ude i verden og inde i os selv. Måtte denne stund for Dem og Deres kære vare længe, og måtte De selv, medens den er der, få lov at føle at hver en kærlig tanke, De i det svundne år har tænkt, hver en modgang De har besejret på rette måde, at alt dette sammen med det, ligesindede verden over har gjort, er verdens bolværk imod hadets blinde tyranni, thi gør De det, ved jeg, at julens "høje gæst" besøger Dem, – og dette "besøg" giver mod til at søge at elske alle dem, der er i nød, men også, og dette er ikke det mindst vigtige, til at indse, at hvad vi end alle skal igennem, så tjener det en dyb og kærlig hensigt!