Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Uanset tidens ydre religiøse ansigt, der synes goldt og gråt, turde det vel være en kendsgerning, at millioner af mennesker jorden over ikke i deres "lønkammer" har sluppet tanken om en guddoms eksistens, og at utalte mere eller mindre bevidste bønner hvert eneste minut døgnet rundt rettes imod dette endnu så tågeagtigt opfattede universelle centrum.

Undersøger man det almindelige menneskes opfattelse af det, ordet "Gud" dækker, stilles man overfor een stor forvirring. Langt de fleste opfatter Guddommen som en person, der eksisterer udenfor dem selv. Formodentlig har denne opfattelse sin rod i den undervisning, vi alle har modtaget som børn, og som netop indpoder os et billede af Guddommen som en person, der bor "oppe i Himlen". I det endnu åndeligt uafklarede menneskes bevidsthed udvikler denne opfattelse sig ofte til en forestilling om, at Guddommen fremdeles er et væsen, der lever udenfor os, leder os, bestemmer over os, ja, faktisk dikterer os vor skæbne. Deraf de mange bønner til den samme Guddom om at måtte "slippe" for den eller hin frygtede oplevelse. Kendsgerningen viser, at den af så mange docerede "kærlige Guddom" af utallige opfattes som en streng fader, en revser eller tugtemester.

Som nævnt er der ingen tvivl om, at denne opfattelse har sin rod i den religiøse undervisning, vi har modtaget. Vort første møde med tilværelsens højeste forestillinger finder jo netop sted igennem påvirkning udefra. Af natur er kun de færreste børn bevidst religiøse. Barnets verden er som dyrets af udvendig natur. Det er levende optaget af samtlige ydre fænomener, og det er først, når det nærmer sig det mere voksne stadium, at det begynder at gruble over tingenes indre sammenhæng. Har et sådant halvvoksent menneske været undergivet en religiøs undervisning med stærk slagside til "død, dom og helvede", er der intet at sige til, at dets vågnende religiøse livs første bitre frugt ofte bliver netop det "syndskompleks", som har gjort mange i virkeligheden udmærkede mennesker ubodeligt fortræd, fordi det har bibragt dem et guddomsbegreb, der er betydeligt mere sadistisk end kærligt.

Der kan næppe herske tvivl om, at en af hovedårsagerne til den tilsyneladende stærke religiøse indifferens, der præger livet af idag, er den, at menneskets religiøse opdragelse århundreder igennem har fulgt udpræget uintellektuelle baner. Det er blevet påført forestillinger, som livet selv i den grad har læst korrektur på, at der for de fleste intet er blevet tilbage, hvad der så igen med Steincke har ført til, at "moralen er ad rotterne til".

Imidlertid ved enhver, hvis åndelige hunger har ligget blot lidt over gennemsnittet, at der er en afgrundsdyb forskel mellem det, de store Vise har forkyndt, og det, de efterfølgende præsteskaber docerer. Det er jo netop denne tiltagende afstand mellem "urforkyndelsen" og den frembragte "teologi", der er hovedårsagen til den stadigt fremadskridende reformation, hvis endemål jo netop er en overensstemmelse mellem livets egen tale og de Vises røst.

Da vi befinder os i et tidsafsnit, hvor livets korrektur på de religiøse opfattelser tilsyneladende har ført til et afgørende nederlag for al gudstro, er det værd at undersøge, om livet selv giver os et andet billede af Guddommen end det, vi er blevet opdraget til at akceptere, med andre ord: om vi i vort daglige liv møder erfaringer, der peger hen på "mødet med Guddommen" som værende en indre oplevelse. Vi har alle fået forkyndt det tilsyneladende ubegribelige, at "Gud er i os og vi i ham". Er dette tilfældet, må der vel gives livsoplevelser, der bekræfter det.

"Skræller" vi tilværelsen for hele dets ydre apparat, bliver der tilbage kun den enkle kendsgerning, at livet består i en vekselvirkning mellem de kræfter, der stråler udfra os og disse kræfters møde med omgivelsernes kraftudstråling. Der hvor disse to kraftfelter møder hinanden, opstår der det, vi kalder "oplevelse", der igen resulterer i det, vi kalder "erfaringsdannelse". Den samlede sum af denne erfaringsdannelse er det, vi kalder vor "bevidsthed" (jvnf. Livets Bog stk. 2.) Til at begynde med må denne erfaringsophobning nødvendigvis bestå af detailler, der alle angår ydre fænomener. Men efterhånden opstår der noget andet. Mange af vore oplevelser har bibragt os smerter, som vi ikke ønsker gentaget, og vi ser derfor to sideløbende processer i vort bevidsthedsliv, nemlig en, der uafladeligt tilfører os nyt erfaringsmateriale og en, der bearbejder dette erfaringsmateriale på en sådan måde, at visse smerteoplevelser tvinges til ophør. Det er den sidste proces, der er ophav til ordsproget "Brændt barn skyr ilden!" Alt dette synes måske elementært og overflødigt, men det er det ikke. For det første fordi det bekræfter, at der er et "Noget", der bearbejder erfaringerne eller de af vekselvirkningen mellem samtlige kosmiske kræfter opståede resultater og som følge deraf må være noget andet end denne kosmiske energi. Vi kalder dette usynlige Noget for "Jeg'et", og det er, som Martinus klart har påvist det, tilværelsens absolutte "faste punkt". For det andet afslører de her nævnte to processer, at yderverdenen ikke er eet stort rod, men tværtimod lovbundet. I vor åndelige udvikling er vi nu nået dertil, at vi har "erkendt", hvilket jo kun vil sige "fundet ud af", at det, vi kalder "naturen", på en mængde tidligere for os ukendte områder fungerer ligeså lovbundet som vor egen "natur": vort eget hjerteslag, åndedræt o.s.v.

Disse naturloves eksistens er så selvfølgelige for de fleste, at de slet ikke "ser", at de er udtryk for en udenfor os eksisterende "bevidsthed", med hvilken vi uafbrudt "korresponderer". At denne vekselvirkning eller korrespondance ydermere afslører den kendsgerning, at vi, jo mere vi trænger ind i den store bevidsthed udenfor os, desto mere begriber vi af vor egen, fører også kun et fåtal til forståelsen af, at vi i virkeligheden blot befinder os midt i en kæmpemæssig "overføringsproces", hvis enderesultat uundgåeligt vil blive en bevidst erkendelse af et universelt Jeg's eksistens bag al ydre fysisk materie.

For de mennesker, for hvem det her berørte forhold er blevet en selvfølge sker der uundgåeligt det, at der opstår en bevidst kontakt mellem Jeg'et i dem selv og det universelle Jeg. I begyndelsen fornemmes denne kontakt måske ikke så stærkt, men senere hen resulterer den uundgåeligt i dannelsen af et specielt "kontaktorgan" på nøjagtig samme måde som ethvert af vore øvrige begær fører til dannelsen af specielle, for disse begærs tilfredsstillelse nødvendige organer. Men medens de almindelige bevidsthedsorganer kun formår at udløse lokale behags- eller ubehagsfornemmelser, så udløser vort stadigt voksende organ for universel korrespondance en tilsvarende voksende livgivende behagsfornemmelse eller den fornemmelse af samhørighed med Guddommen, der ikke alene gør en ydre verdens modgang udholdelig, men ofte direkte inspirationsgivende, fordi man nu ikke længere fornemmer den som modgang, men derimod som "undervisning".

På disse udviklingstrin bliver man ikke "kirkeangriber" eller angriber i det hele taget. Man forstår, at på samme måde som ens egen bevidsthed på tidligere stadier måtte have en "gangkurv" at støtte sig til, findes der stadig mennesker, for hvem den samme gangkurv er uomgængelig nødvendig. Man bliver, dag for dag, mere og mere bevidst i dette, at livet er en uhyre kompliceret proces, og at der, for at den universelle bevidsthedsoverføring kan finde sted i alle tilfælde, må eksistere et utal af kosmiske organer eller "lemmer", som universalbevidstheden kan betjene sig af på samme måde, som også vi, i det mindre ganske vist, til vor rådighed må have mange organer eller "lemmer", for at vor vilje ikke alene kan blive manifesteret, men manifesteret netop sådan, som vi ønsker det. Og det er netop i spørgsmålet om disse kosmiske organer eller lemmer, at det udviklede menneske kan blive i stand til selv at indse nødvendigheden af de mange udviklingstrins indgriben i hverandre: thi hvorledes skulle udviklingen vel befordres, om livet ikke bestod af væsener af forskellig moralsk kvalitet, af mennesker der hver for sig kan nænne at gøre ting, som det er umuligt for et overliggende udviklingstrins væsener at gøre? Nok er moralen i vor verden "ad rotterne til", men også her er der "system i galskaben". Så kaotisk det end kan se ud – set udefra – ligeså ordnet er det i samme øjeblik, det ses indefra! Men er det ikke ligesådan med det enkelte menneske? Forekommer en mængde handlinger, vor nabo gør, os ikke komplet tåbelige? Og ændrer billedet sig ikke i samme sekund, vi sanser de samme handlinger fra hans kosmiske udsigtspunkt? "Døm ikke en mand, før du har gået otte dage i hans mokkasiner", siger Indianerne og bekræfter dermed ovenstående analyse. Det sete afhænger i højeste grad af øjnene, der ser, og uden kosmisk perspektiv tager de fleste handlinger sig simpelthen sindssyge ud.

Guddommen er således en langt større og langt mere bevidst realitet for det menneske, der af livet selv er blevet ledet til større åndelig indsigt, end det er for det, der kun har primitive, udefra påførte forestillinger om den samme Guddom at støtte sig til. Medens det første bevidst fornemmer den universelle ånds rørelser i sit eget sind og føler en uendelig varme og glæde derved, en glæde og varme, der får det til at længes efter den stund, hvor det ikke længere skal skelne mellem egenvilje og Guddomsviljen i sig, så er denne tilstand endnu en lukket verden for det sidste, for hvem alt, hvad der tangerer disse tanker eller forestillinger, kun er direkte ubegribeligheder. At vide dette, ikke som noget tåget teoretisk, men som bevidst og levende erkendelse er ensbetydende med at være en selvfølgelig repræsentant for den tolerance, som udgør selve forudsætningen for tilbagelægningen af det sidste svære stykke vej, før den endelige sammensmeltning med Guddomsbevidstheden finder sted!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!