Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– Atter i København! Det er på en måde mærkeligt sådan at leve "to liv i eet". Man får, uden at man selv rigtig gør sig det klart, to helt forskellige "horisonter" at opleve livet under. Een, hvor naturen uden for er det altdominerende, og een, hvor den menneskelige natur udfylder hele rammen.

Imidlertid er det en vidunderlig følelse påny at føle sig omsluttet af hele den åndelige virksomhed, som dog er hovedhensigten med mit liv. Jeg ved udmærket, at mange tror, at "Gerner Larsson elsker at bygge", men det er nu en temmelig stor misforståelse. Når jeg i disse år har måttet være den ledende i det store byggeri ved Klint, beror det mindre på en kærlighed til byggeri i almindelighed, end på et brændende ønske om, at det, vi skulle skabe deroppe, måtte blive så smukt og så værdifuldt for sagen som muligt. Og det sidste kan nu ikke lade sig gøre, uden at man er med i enhver detalje.

Jeg kan glæde Dem med, at vi ikke alene nåede de mål, vi satte os for denne sommer, men at vi faktisk tog det med, som skulle ordnes til foråret. Virksomheden deroppe er nu langt om længe færdig fra vor side. Vi kan med rette nu hævde, at vi disponerer over en af landets skønneste og mest fuldkomment indrettede ferievirksomheder. Tilbage står nu at gøre den til det åndscentrum, der hele vejen igennem har været det ledende motiv for hver eneste skabelse deroppe.

To helt forskellige begivenheder sluttede mit sommerophold, så forskellige som skygge og lys. Netop i min sidste arbejdstime overraskedes jeg ved, at Flygge Jørgensen kom styrtende og råbte, at en mand var kommet frygteligt til skade, og et øjeblik efter standsede en vogn op ved mig, på hvilken der lå en ung mand i en forfærdelig forfatning. Det var en ung landmand, som havde været på markarbejde med traktor, og den første oplysning gik blot ud på, at traktoren havde "slået ham". Han lå på en sæk, og blodet drev ud af et frygteligt sår ved højre håndled. Der var intet andet at gøre end i hast at underbinde armen og så håbe på, at blodtabet ikke havde været for overvældende, og at ambulancen måtte nå frem hurtigst muligt.

Det var en ynk at se, så forfærdelig han var tilredt. Hele hånden var bogstaveligt talt knust og hang kun fast ved nogle få muskelrester. Midt i det hele kom forklaringen: han havde haft sin bøsse med i håbet om at "noget ville vise sig", og midt i det hele var den gået af og havde revet hans hånd af. Til hans ros skal det siges, at han ikke beklagede sig. Han havde måttet løbe et langt stykke, før han fik hjælp og var nu meget medtaget, men dog ved fuld bevidsthed. Ambulancen kom, og kort efter fik vi at vide, at hånden var amputeret.

Når jeg har fortalt Dem dette, er det fordi denne begivenhed måtte gøre et voldsomt indtryk på alle os, som oplevede den. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at sådan, som han lå der, ligger i øjeblikket næsten utallige unge mænd ovre i Korea. Det dræbende princip, enten det så udløser sig i den trang til at skyde, som i øjeblikket så smukt kaldes det "sunde jagtinstinkt", eller det udløser sig i krigens massedrab, afslører sig altid ved at yde et minimum af beskyttelse for individets liv og helbred.

Det var, som nævnt, den sidste arbejdsdag deroppe, og jeg følte ingen trang til at fortsætte. Jeg havde nået langt mere, end jeg havde regnet med og gik mig nu en tur igennem feriebyen for endnu engang at se, om den var bragt i forsvarlig stand til vinteren. Det var den, og da mørket faldt på, gik jeg hjem for at afslutte pakningen af mine sager.

Men dagen var ikke endt. Netop som mørket faldt på, og jeg sad og sludrede hyggeligt med en af mine medarbejdere deroppe, fik jeg besøg af en ung svensk læge, som havde kørt meget langt for at se feriebyen og høre om Martinus arbejde. Ved hjælp af en lommelygte gik vi det hele igennem og vendte derefter tilbage til villa Rosenberg, hvor vi meget hurtigt forsvandt ind i en række for ham helt nye problemstillinger. Som det altid går, når man stilles overfor et åndeligt spillevende menneske, svandt timerne, og vi måtte atter skilles.

Årsagen til, at jeg fortæller Dem netop denne afsluttende begivenhed på en i sandhed yderst begivenhedsrig sommer ved Klint, var hans sidste bemærkning til mig, da vi stod i månelyset foran vort lille hus deroppe. Han sagde nemlig meget stille: "Jeg ved ikke, hvordan jeg nogen sinde skal få sagt Dem tak for denne vidunderlige aften, – jeg tror ikke, De misforstår mig, når jeg siger Dem, at jeg har følt den som en gudstjeneste!"

Disse ord blev ligesom et punktom på denne sommers slid deroppe. Den unge svensker selv kunne ikke vide, hvor dybt disse ord trængte ind i mig. En gudstjeneste – netop. Sådan er vort liv, og sådan må det være. Martinus har aldrig skjult for nogen, at hvad han gør, gør han for at vise menneskene, at Guddommen ikke alene eksisterer, men at han i alt er livets største realitet. De fleste mennesker er blevet så vante til at anskue livet "udefra". De snubler over det rent materielle og blændes atter og atter af det. Også i vort eget arbejde møder man det. En lille, ofte hemmelig tvivl om, at også vi gør disse ting for at opnå noget materielt, trods det, at hver eneste af vore dage er belagt med arbejde, der angår andres lykke og åndelige velfærd. Imidlertid skal dette ikke være nogen bebrejdelse rettet imod nogen. Det er kun en konstatering af, at livet af flertallet anskues forkert. Livet er først og fremmest noget åndeligt. Vore dage løber som sand imellem vore fingre, og den får mindst ud af disse dage, som ikke anvender dem som – en gudstjeneste. Dybest set lever vi kun helt i det korte interval, der går mellem den dag, vor krop og dermed vore fysiske sanseorganer er helt udviklede – og den dag, de begynder at forfalde, altså i realiteten forholdsvis få år. Kun få tænker over dette, og endnu færre benytter disse få år til en grundig indtrængen i tilværelsens åndelige side. Det er sandt, at kampen for tilværelsen er hård, men vil man, kan man nu altid afse stunder til den bevidste indre åndelige afklaringsproces, man kalder "tænkning". Men ingen kan tænke, uden at have fået en ordentlig vejledning i denne den måske ædleste kunstart, der findes. Det har ofte slået mig hvilket uhyggeligt nært slægtskab, der er mellem skarpe meninger og manglende tænkeevne, – og verden er rig på skarpe meninger!

Her er det, at Martinus åndsvidenskab er sand lægedom for sjælen. Har man for alvor begrebet blot lidt af dybden i hans verdensbillede, blot så meget, at man har følt virkelig trang til at lære det at kende, om så kun overfladisk, ja, da har man i virkeligheden selv "pustet liv" i selve tænkningens talentkerner, og resten vil uundgåeligt følge. Resten? Ja, en uro, en begynde sult – og processen er i gang!

Det er i lyset af viden om dette forhold, at jeg glæder mig til vinterens arbejde. Foran mig ligger i dette øjeblik en lang række aftener, som udelukkende er helliget en fortsat udvikling af den kosmiske tænkeevne hos studiekredsdeltagerne, som sluttelig vil føre hver og en af dem frem til selv at kunne omskabe en aften sammen med et Dem absolut fremmed menneske til en gudstjeneste for vedkommende. At kunne gøre dette er i sig selv det skønneste, vi kan opnå, både for dette andet menneske og for os selv, thi det giver os den indre vidunderlige fornemmelse af at leve, i dette ords dybeste betydning, der udgør målet for alle vore hemmeligste drømme.

– – –

En sommer er gået til ende. Langsomt gulnes træernes løv, og væksterne ude i naturen forbereder sig på vintersøvnen. Men for os mennesker er efteråret og vinteren identisk med det sjælens forår, i hvilket vore åndelige egenskaber skal folde sig ud. Det ydre mørke udgør netop den baggrund på hvilken vort åndelige lys kan iagttages. Og studiekresaftenerne både her på Mariendalsvej og i byerne landet over er jo kun aftener, der helt er reserveret samvær, i hvilket det bærende er åndsudvikling og åndsorientering. Vil vi – og det bør vi både kunne og ville – hver især medbringe en blot lidt forstærket sympati for vore medstuderende, vil disse aftener ikke alene bidrage til, at den af mange frygtede "lange og kolde vinter" er forsvundet, før vi får set os for, men også, at både vi selv og de mennesker, til hvem vi er knyttede med mange bånd, for alvor har oplevet og følt, at den sande åndelige verdens lys og varme med lethed ikke alene gennemtrænger og opløser den kulde, som ofte truer med at skille mennesker, – den binder dem også sammen på en sådan måde, at næstekærligheden fra at være noget abstrakt, bliver noget aldeles vidunderlig nærværende og konkret!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!