Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske erindrer De, at jeg i mit sidste korrespondancebrev gav udtryk for, at jeg anså menigmands beskæftigelse med psykiske fænomener for farlig på grund af de mange åndelige "faldgruber", denne beskæftigelse rummer. En af korrespondancedeltagerne har desårsag bedt mig i et brev give udtryk for, hvilket af de problemer, Martinus kortlægger i sit værk, jeg selv mener, vil kunne sidestilles med den kendsgerning, at man, alle forhold taget i betragtning, dog kan opnå kontakt med ens kære afdøde og derigennem få sin vaklende tro på et evigt liv bekræftet.

Spørgsmålet er subjektivt og kan også kun besvares subjektivt. Men lad mig med det samme sige, at selvom jeg, på linie med enhver åndsforsker, bøjer mig i dybeste ærbødighed for de resultater, der er opnået ad mediumistisk vej, så får den tanke, at denne specielle form for "undervisningsmetode" skulle ophøjes til noget almengældende, mig til at gyse. Det, der mest bringer en i "højeste alarmberedskab", når talen falder på psykiske oplevelser, er deres urokkelige subjektivitet. Man er her på nåde og unåde overladt til sin trosfornemmelse. Enten "føler" man, at oplevelsen er sand, eller også tvivler man. Det hele afhænger med andre ord af ens åndelige skelneevne, som her ofte sættes på en urimelig hård prøve, fordi man måske på alle andre områder har fuld tillid til den fortællende. Og når man sammenholder, hvad man gennem årene har hørt for "helt bestemt" med den virkelighed, man er fortrolig med, ja, så er det, at man føler trang til at advare.

Som jeg i mit sidste brev bemærkede, har jeg selv haft en række psykiske oplevelser i mit liv, som har været en stor inspiration for mig, men jeg har her forstået, at disse oplevelser ikke angik trediemand. Jeg benægter altså ikke, at den lange fænomenrække, som er afdækket gennem psykisk forskning, udtrykker en absolut virkelighed, tværtimod, men jeg frygter i høj grad for den godtroenhed, som her kan give sig dybt tragiske udslag.

Skal jeg give udtryk for, hvilken kosmisk analyse, jeg ikke alene vover at sidestille med selv den skønneste psykiske oplevelse, men som jeg mener på alle områder overstråler den, må det være Martinus' fantastiske kortlægning af de to seksuelle polers reelle eksistens i ethvert levende væsen. Ja, jeg vil gå så vidt, at jeg vil vove at påstå, at denne analyserække er så genial og så skelsættende i vor mentale udvikling, at den alene vil føre til, at man engang vil tale om tiden før og efter Martinus på samme måde, som man idag taler om tiden før og efter Kristus.

Vi lever alle i en hård verden, en verden i krig, had og anden ondskab. Vort eneste helt regulære våben mod den verden, der omgiver os, er vore selvoplevede erfaringer. Har vi en ringe erfaringsmasse til vor rådighed; er vi, med andre ord, ret uvidende med hensyn til de kræfter, der rummes i vore medvæsener, specielt vore medmennesker, så er vi meget dårligt stillede i den "kamp", vor daglige livsoplevelse dybest set er. Modsat derimod, om vi virkelig er i besiddelse af viden om, hvad der kan røre sig i et menneskesind, da kan vi være så stærke, at det, der slår andre ned, lader os urørte. Og her er det, at analyserækken af de seksuelle polers indflydelse på menneskesindet for mig udtrykker den højeste viden, jeg har mødt – og dermed den højeste grad af kærlighed, dette liv har ladet mig opleve.

Sandt nok møder vi alle mange venlige mennesker på vor vej, men vi møder langt flere, som betragter os med lurende mistænksomhed, med misundelse, kritik eller meget vågen dømmesyge. Blandt venlige mennesker er livet en fest. At være sammen med et menneske, der virkelig kommer en imøde med forståelse og trang til at hjælpe, er vel for os alle højdepunktet af lykke. Vi oplever alle disse stunder, men for sjældent, – ellers drømte vi ikke såmeget om en anden verden, som vi gør. Før man kendte analysen om de seksuelle poler, med andre ord, før man overhovedet anede det mindste om årsagerne til denne eller hins specielle måde at være på, var man et hjælpeløst bytte for den antipatiske følelse, som så åbenbart udgør en meget væsentlig bestanddel af de fleste uoplyste menneskers bevidsthedsliv. Hvor helt anderledes den dag, man er fortrolig med årsagen til det, man er vidne til. Tag blot det såkaldt "normale" menneskes reaktioner overfor ultra feminine mænd og maskuline kvinder. Irritation og dom er her så almindeligt, at det må kaldes normalt. Men verden af idag vrimler med disse typer, der jo netop registrerer den kolossale udvikling, vi befinder os midt i. Vi – De og jeg – lever i et land, hvor skilsmisseprocenten sætter "verdensrekord" – og hvorfor? Fordi vi lever indenfor et område, hvor polforvandlingen er i rivende udvikling. Hvordan møde alle disse ulykkelige mennesker med sympati, når man ikke begriner det mindste af årsagen til den tilstand, de befinder sig i? De fleste klarer sig i virkeligheden her på samme måde som en af vore meget kendte prælater, der offentlig tordnede, at "den mand, der ikke kan gennemføre et ægteskab, burde ikke betros et offentlig hverv!" Illusionen om et "rigtigt mandfolk" eller et rigtigt "kvindfolk" sidder dybt i junglesindet – og må gøre det for den, der aldrig har modtaget nogen undervisning om sin egen ånds tilblivelse og natur.

Her er det, at Martinus efter min opfattelse har kastet en lysende flamme ind i en verden, en flamme der vil lyse op og skabe forståelse og varme indtil en sådan grad, at verden bliver "ny" for hver den, i hvem den fænger.

Jeg forstår så inderlig godt det ensomme menneskes dybe længsel efter at komme i kontakt med en, det fysisk har mistet. Døden er ikke for mig den samme ven, som den nødvendigvis må være for den kosmisk bevidste. Men dens eksistens bragte mig til at tænke og til at vandre de veje, mit liv har fulgt, og jeg håber at kunne møde den med den værdighed, tryghed og tillid, som jeg har set andre i denne sag møde den med. Lykkes det for mig, skyldes det ikke de psykiske oplevelser, jeg har haft, men derimod det umådelige hav af viden, jeg mødte inkarneret i et enkelt menneskets sind, og som virkelig bragte mig til helt og fuldt at forstå, hvad digteren Kaalund mener med ordene:

– – – – – –

Med en kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!