Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Som det formentlig vil være Dem bekendt fra presse, radio og film, har hele landet, siden jeg sidst skrev til Dem, stået på den anden ende, fordi det er lykkedes en af vore professorer ved hjælp af tekniske instrumenter at afsløre et spiritistisk medium.

Man kunne fristes til at skrive "påny at afsløre", fordi disse afsløringer synes at gentage sig i een uendelighed, hvilket naturligvis får en mængde mennesker til at ræsonnere, at samtlige psykiske fænomener, når alt kommer til alt, er den rene svindel. At mange i denne forbindelse "kaster barnet ud med badevandet" er givet, og at disse tragiske afsløringer gør åndsforskningens vej endnu mere stenet, end den er i forvejen, er ligeså givet, men når de finder sted så hyppigt, som tilfældet er, må de tjene en bestemt hensigt, – og den er det vel værd at hæfte sig ved i en stund, hvor bølgerne går så højt som i disse dage.

En af mine venner skrev for nogen tid siden til mig og bebrejdede mig, at vort tidsskrift KOSMOS ikke var okkult nok, at vi, med andre ord, ikke interesserer os tilstrækkeligt for de såkaldt "psykiske fænomener". Før jeg går videre, vil jeg gerne med det samme sige, at jeg rent personligt nærer en indgroet uvilje mod selve ordet "okkult". Ikke fordi det dækker noget uhæderligt eller udefinerligt, men fordi det er et af de fremmedord, som aldrig opnår "indfødsret" i vort sprog, og fordi den såkaldte "okkultisme" gang på gang viser sig at være arnested for alskens ækel svindel. Ordet smager, i den forbindelse det hyppigst anvendes, af den form for "mystik", vi er på vej bort fra, og jeg foretrækker derfor ordet "åndsvidenskab", der klart angiver det problems natur, der optager en.

Jeg ved ikke, om De nogen sinde har overværet en spiritistisk seance. Har De det, vil De også vide, at man her står overfor noget, der rummer alle betingelser for bedrageri og det både det bevidste, og ikke mindst det ubevidste. Personligt har jeg lyttet til næsten samtlige "apostle", foruden Napoleon, Bjørnson samt en tre til fire jomfru Maria'er. Nu kunne dette lyde som den rene, skære ironi, men jeg vil dog gerne med det samme sige, at der i tilfældet med Napoleon og Bjørnson, var tale om en forsamling på over 100 mennesker, som andægtigt sad og lyttede til det mildest talt rene vås begge d'herrer diskede op med. Jeg forlod denne seance dybt beskæmmet. Det hele føltes oprigtigt talt ækelt. Men – jeg har også oplevet meget skønne ting via et medium. Med andre ord, man står her overfor et område, som er uhyre farligt, og som kan afstedkomme tragedier så dybe, at det er min urokkelige overbevisning, at man ikke med god og rolig samvittighed kan opfordre noget menneske til at søge sandheden ad de veje. Har man blot een gang siddet overfor et medium, der åbent har indrømmet, at det selv ved, at dets egen underbevidsthed gang på gang er "med i spillet", ved man, at Martinus har ret, når han henviser enhver form for beskæftigelse med disse områder til at foregå i laboratorier under fuld, videnskabelig kontrol.

Det er min overbevisning, at de stadigt gentagne afsløringer af mediumistiske bedragerier – og vi har ikke oplevet det sidste – tjener det bestemte formål, at advare det åndeligt søgende menneske imod at give sig ind under kræfter, der langsomt, men usvigeligt sikkert, underminerer dets skelneevne og ødelægger dets medfødte, kritiske sans – eller netop de to åndsinstrumenter, der er af så afgørende betydning i al åndsvidenskabelig forskning. Medierne selv har aldrig interesseret mig. De er i langt de fleste tilfælde primitive, ukultiverede mennesker, der kun afviger fra andre af samme type ved at besidde et rudimentært organ for korrespondance med de høje åndelige verdeners laveste sfærer. Kontakten med virkeligt høje sfærer udløses ikke gennem et mere eller mindre forplumret instinkts usikre kanaler, den følger intuitionen og udgør selve den kraft, vi under eet kalder "kunst".

Men "mystik" virker dragende på menneskesindet, og utalte tusinder jorden over bæver af religiøs respekt, når de ser en planchet eller et bordben bevæge sig "af sig selv". Hvad værre er, er imidlertid den kendsgerning, at en forfærdende stor procent af disse mennesker hellere vil tro, hvad dette bordben via et tællesystem fortæller dem, end hvad deres egne vågne dagsbevidsthed kan iagttage. At denne tilstand gang på gang leder de samme mennesker ind i skæbnesvangre "mentale fængsler" giver sig selv. Lykkeligt at det trods alt kun er et fåtal, der drives så vidt, at sindssygehospitalets port lukker sig bag dem. Nej, selvom de psykiske områder frister, så sig altid til Dem selv, at Vorherre ikke gav Dem en glimrende hjerne uden grund. Personligt tvivler jeg ikke eet sekund på, at borde kan løfte sig uden tilsyneladende ydre årsag, at blyanter kan skrive "af sig selv", og at fysiske ting kan dematerialiseres og påny materialiseres. Jeg tvivler kort sagt slet ikke på disse fænomeners reelle eksistens, men jeg har ingen brug for dem, og de interesserer mig ikke. Den verden jeg lever i her, med min egne vågne dagsbevidsthed, er så opfyldt af vidunderlige fænomener, jeg kan iagttage med alle mine sanser, at det fuldt ud dækker mit behov. Min sjæl gribes ikke af overvældende ærbødighed, fordi en mere eller mindre voluminøs kvinde taber bevidstheden og derefter giver sig til at "tale i tunger". Måske taler hun sandt, – måske lyver hun snedigt og beregnende, begge muligheder er der. Nej – kontakt med det guddommelige oplever jeg for eks., som da jeg forleden morgen, netop som solen ildrød gled op over horisonten så fem snehvide svaner komme glidende henover mit hovede næppe halvtreds meter oppe. Det var for mig et "psykisk fænomen" af betagende styrke, – og det udløste en sund og inderlig sand glæde i mit sind.

– – – – –

Jeg er ved Klint nu, og vi har temmelig travlt. Men jeg tror, det vil glæde Dem at høre, at alt deroppe står vel til, og at hele området, når vi er færdige, vil danne et eventyr af en ferieby. I disse dage lægger vi sidste hånd på værelserne på Klintsøgaard, der alle er blevet tapetserede og lakerede, så de formelig stråler af velholdthed. I sidste uge blev vi færdige med at lægge centralvarme ind i pavillon II og med at male begge pavillonerne udvendigt, så de nu lyser langt væk i rødt, hvidt og grønt. To af sagens trofaste venner Carl V. Hansen og vor unge svenske oversætter Ingvar Hedberg hjælper mig, og selvom vi kører på en hård timetabel tvivler ingen af os på, at vi "når frem" til rette tid.

Kun på eet område har jeg en rystende dårlig samvittighed, og det er min korrespondance. Fra alle sider sendes der i denne tid bogpakker herop til vort lille sommerbibliothek, ledsaget af kærlige hilsner og breve. Hvis dette brev rammer nogle af giverne og i det hele taget nogle af dem, som "venter på brev" fra mig, så tag en stilfærdig undskyldning fra mig. Når regnen en dag strømmer ned, så "kobler jeg fra", og enhver skal nok få svar, men foreløbig må vi tage vejret iagt og pusle og male, hvor det er nødvendigt.

Men altså: lærken hænger i en usynlig snor og jubler ud over feriebyen og vi andre, ja vi ligner tre regulære "landevejsbumser", hvad der dog ikke hindrer os i at føle os hørende til dem, der virkeligt p.t. oplever en misundelsesværdig skæbne!!!

– – – – – – – –

Med hjertelig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!