Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Foråret er vendt tilbage. Påny svulmer knopperne, og påny toner luften af jublende fuglestemmer. For os, som beskæftiger os med åndelig undervisning, er disse tegn ensbetydende med, at sæsonen går på hæld, og at sommeren ved Klint vinker i det fjerne.

For mit eget vedkommende gør jeg netop i disse dage klar til afrejse. Det sidste foredrag er holdt, og om ganske få dage befinder jeg mig atter i Kosmos Ferieby. Jeg har før givet udtryk for, at Forsynet på en måde har givet mig to helt forskellige liv, – og at jeg er lykkelig derfor og faktisk under alle mennesker den oplevelse! Jeg føler det tit, som om denne gennemførte "årsspaltning" med et halvt år i København og et halvt år ved Klint har udløst en indre vekselvirkning af yderst befrugtende art, et sammenspil mellem ånd og materie som det kun sjældent forundes et menneske at opleve.

Bag mig ligger nu vinterens arbejde, og da jeg ved, at dette brev når til mange af dem, der har overværet mine foredrag, vil jeg benytte denne lejlighed til at sige en hjertelig tak for det nu afsluttede "samarbejde". Jeg ved godt, at mange mener, at skal nogen sige tak, må det være dem, men lad mig alligevel sige, at en undervisning af den art, som Mogens Møller i Jylland og jeg her i København, Odense og Malmø er beskæftiget med, på forhånd ville være dømt til at mislykkes, om ikke deltagerne medbragte både en levende interesse for stoffet og en stor portion sympati for foredragsholderen. Uden den store sympatibølge, som altid har slået mig i møde, før foredraget begyndte, ville det være umuligt at gennemføre foredrag efter foredrag uden manuskript, blot med en beskeden disposition. Den dybe følelse af kontakt med hver enkelt deltager, der præger vort arbejde, udgør i sig selv den kraft, der både bærer undervisningen og giver mod til stadig fortsættelse, – og den bør man sige tak for!!!

På sin vis udgør den samlede undervisning i Martinus kosmiske analyser nu en i virkeligheden ret stor "skole", langt over tusinde mennesker søger hver måned disse foredrag og tilkendegiver dermed en indre åndelig hunger eller længsel efter omskabelse af deres egen bevidsthed så stærk, at det vil være tåbeligt at ignorere den samlede virkning af denne længsel. I en mængde hjem griber Martinus kosmiske analyser ind i det daglige liv og hindrer i utallige tilfælde tyngdeenergien i at komme til den eksplosion, der er almengældende der, hvor renlivet åndelig uvidenhed er herskende. Gang på gang modtager vi her i huset vidnesbyrd om, i hvor høj en grad den viden, der udstråler fra Livets Bog, har gjort det enkelte menneskes liv lysere og friere og skabt indre skønhed og fred, der hvor mentale storme før brød løs med sekunders varsel. Det er disse breve plus den viden, man har fået igennem utallige samtaler med mennesker, for hvem Martinus viden er blevet det daglige livs åndelige fundament, der giver kraft til stadigvæk at holde blikket fast koncentreret på de ofte så fjerne mål og til at holde sig klar af de mismodets skygger, der også rammer den, der efter så mange menneskers opfattelse skulle være helt fri af netop den slags.

Jeg ved fuldt vel, at det kan være farligt at "blotte sig", men en medfødt trang til åbenhjertighed byder mig at sige, at en af de største vanskeligheder ved at være beskæftiget med undervisning i kosmiske problemer er den, at modparten ofte glemmer, at vi, der har oplevet den store lykke at få lov til at undervise, endnu kun er ganske almindelige mennesker, – og ikke overmennesker. Det er min overbevisning, at den inderste forudsætning for et vellykket liv er den, at man vedkender sig sit sinds ufuldkommenhed og med denne viden bag sig søger dels at ændre dette sind og dels at søge at opleve al den lykke det trin, man nu engang befinder sig på, formår at give en. Jeg har i mit liv mødt alt for mange mennesker, der vil være noget andet – og mere – end de er, til ikke klart at se, at vi her står ved en af det åndelige livs faldgruber.

Nej, lad os være mennesker! Lad os aldrig glemme, at det nok er en umådelig velsignelse på sin vej at møde et lys, der i stadigt skarpere og skarpere glimt viser en den vej, man bør følge, men at det ikke er meningen, at dette lys skal føre en ind i zoner, man endnu ikke er åndeligt moden til at betræde. Forveksler man sin åndelige lykkefølelse med den højere fornemmelse, man har givet navnet "kald", kommer man let ud i tilstande, som kan være yderst farlig for ens indre sjælelige harmoni!

Og her er det, at jeg finder, at Kosmos Ferieby for mit eget vedkommende har skabt balance. I løsningen af denne på sin vis rent fysiske opgave har jeg atter og atter oplevet storheden i Martinus verdensbillede. Med en spade, hammer, sav eller pensel i hånden føler man en vidunderlig kontakt med det fysiske plan. Man ved, at man er en flygtig gæst her, men at dette "gæsteophold" kun er vellykket, om man benytter sin tid til at være noget for andre. Alt for mange mennesker er kun optaget af at skabe deres "eget" liv, – og opdager forsent, at de blot mistede det. Hvormange ældre mennesker tror De ikke, der lever på denne jord idag med en besynderlig tomhed i sjælen, en fornemmelse af, at "nu har de mad til mange år" – og alligevel ingen virkelige glæder? Tro mig, det er langt flere, end De tænker! Ulykken ved gennemsnitsmenneskets indstilling til tilværelsen er troen på dets "eget" liv. Vi er ikke alene gudesønner, men vi danner ved vor evige eksistens Guddommens vældige altomfattende organisme. Vi er "dele" af et guddommeligt univers, med hvilket vi hvert eneste sekund samvirker. Men vi kan "nægte" at samarbejde, vi kan i den grad ræsonnere "først mig selv og så mig selv osv.", at vi uden egentlig at ville det bliver "dele" af et negativt, destruerende organ i stedet for at være med til at skabe liv, lys og glæde.

Hver gang jeg går en tur rundt i feriebyen "for mig selv", kan jeg ikke lade være med taknemmeligt at lade mine tanker gå til de mange små og store, på hvis bud dette blev skabt. År for år har jeg her været vidne til en skabelse, der gror imod fjerne mål, men som dog i sig selv betyder en tiltagende materialisering af et i os alle dybtboende ønske om at skabe noget, der overlever os, og som fremdeles vil give større og større glæder til åndeligt søgende mennesker. Det vi i fællesskab har bygget op her, ofte under store vanskeligheder, er en levende organisme, hvis indre sjælelige glød år for år vil lyse stærkere og stærkere. Tænk på hvor mange børn som her, sommer efter sommer, oplever deres skønneste barndomserindringer, og som, det må ikke underkendes, her møder en livsindstilling, som senere kan blive dem til uvurderlig nytte, – og De vil forstå, hvad jeg mener, når jeg hævder, at hvad vi her gør, er i kontakt med den dybeste hensigt med vort "gæsteophold" på det fysiske plan. Vi udbygger på denne plet et "organ" for kontakt med høje åndelige energier og danner i fællesskab et sted, hvor til værelsens inhumane kræfter sukcessive gøres totalt hjemløse. At dette virkelig er tilfældet, har jeg følt hver eneste gang, jeg har set sagens skønne symbol blafre i vinden, eller når jeg i foredragssalen har lyttet til Martinus ofte glødende fortolkning af det verdensbillede, der i kommende århundreder vil bære hans eget navn. I sådanne stunder bliver den fysiske skabelses vanskeligheder underligt små og intetsigende og målet – målet alene – det eneste, der er kamp værd.

– – – – –

Det er forår nu. Det skønneste led i vort store årlige kredsløb vil nu dag for dag åbenbare sine underfulde materialisationer og forkynde for os, at livets egentlige bestemmelse ikke er de kolde isørkener, det bundne og lukkede, men derimod det åbne, det farverige og det tonemættede. Vil vi åbne vort sind for de vidunderlige kræfter, som nu bryder frem allevegne, og som hver for sig forkynder, at det, vi kalder "døden", blot er en tænkt modsætning til det liv, som slumrede i de hårdtknyttede knopper og i den frostbundne jord, vil vi uundgåeligt komme i kontakt med dette altomfattende inspirerende liv og føle os eet med det. For barnet og den ganske unge er foråret med alle dets glæder ofte noget selvfølgeligt, men for den i livet mere voksne er det den højtidsstund, hvor Guddommen påny åbenbarer sin skabervælde og påny iklæder selv hadets verden sit guddommelige klædebon!

– – – – – – – –

Med ønsket om en lys og lykkelig påske, sender jeg Dem en kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i husets