Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser.

Da jeg forleden morgen, iøvrigt i det skønneste vejr, forlod Malmø efter aftenen iforvejen at have afsluttet vinterens studiekresarbejde blandt denne gruppes stærkt åndeligt interesserede mennesker, slog det mig, at noget af det skønneste ved Martinus arbejde er den vældige åndelige frihed, det giver os. Ingen kult, ingen mystiske ceremonier, salmer, ind- og udgangsbønner etc. binder os og sætter rammer om os. Stilfærdigt kommer vi, og stilfærdigt går vi efter at have tilbragt en stund sammen, ivrigt optaget af de tanker, der, for hver af os, betyder uundværligt "brød" for vor åndelige hunger.

Jeg har adskillige gange i mit liv mødt mennesker, der synes, at denne form for åndeligt samvær er "fattig". Disse mennesker kan ikke trives, uden at det religiøse element i dem stimuleres af den magt, som ceremonier altid vil have over den, i hvem følelsen er stærkere end intelligensen. Jeg skal være den sidste til at benægte, at disse mennesker har det dejligt under ceremoniernes påvirkning, men livet viser, at vi på alle områder er på vej bort fra traditionernes magt over bevisthedslivet. Indre, meget stærke åndelige kræfter er i opbrud og bevirker, at helt nye livsformer er under dannelse. Blandt disse nye livsformer vil den form for religiøsitet, Martinus lærer menneskene, komme til at indtage en fremtrædende stilling. Uden ceremonier, uden uomdiskutable læresætninger og uden opsatte dogmer og krav, vil denne nye form for religiøsitet glide ind i det moderne menneskes bevisthedsliv, som noget aldeles selvfølgeligt.

I mit afsluttende foredrag i Malmø påviste jeg nogle af de store fundamentale sandheder, som Martinus afdækker for os i sit verdensbillede, og viste, hvorledes disse sandheder uden forudgående kriser bliver det selvfølgelige livsgrundlag for det udviklede menneske. Da dette foredrag havde så stor relation til de tanker, der beskæftigede mit sind under hjemrejsen til København, skal jeg i det efterfølgende ganske kort ridse dets hovedlinier op for Dem, for derigennem at vise Dem blot lidt af den selvfølgelige frihed, der kendetegner denne nye religiøse indstilling til tilværelsen.

Det er jo almindeligt bekendt, at det trosreligiøst indstillede menneske enten ser med bekymring eller foragt på den, der benægter Guddommens eksistens. Alene denne indstilling skaber to lejre, i hvilke man kun kan føle sig "hjemme" iblandt dem, der har ens egen specielle opfattelse. Mennesket, der har lært Martinus arbejde at kende og forstået det, bevæger sig anderledes frit inden for det her berørte område. Det ved, at Jeg'et ved sit urbegær skaber en bevidsthed, og at denne bevidsthed er undergivet vækst fra en lavere til en stedse fuldkomnere tilstand, som først kulminerer i det øjeblik, intuitionen er underlagt den dagsbevidste vilje. Denne indre viden fører til en ganske anden vurdering af ens medmennesker end den gammeltreligiøse. Det er det udviklede menneske aldeles ligegyldigt, om ens medmennesker akcepterer en Guddoms eksistens eller ej, om de blot selv i tænke- og væremåde er kærlige, tolerante eller dybt forstående. Man vil ti gange hellere være sammen med en erklæret ateist, der udstråler overlegen sjælskultur end med en dybt intolerant religiøs fanatiker, der, for sin overbevisnings skyld er parat til at dømme flertallet af menneskene ned i svovlhedt helvede. Et virkeligt udviklet menneske venter sig ikke, at andre mennesker skal være anderledes end de er. I stedet for at dele menneskene i de berømte to grupper: dem, der er med mig og dem, der er mod mig, ser det hele menneskeheden repræsentere en uendelig udviklingsstige, der spænder fra dagsbevidsthedens yderst beskedne udfoldelse hos pygmæen til de mentale giganter, vi kalder "moralske genier", – og glæder sig over, at det er sådan, fordi det er det mest lærerige og dermed det universelt set, mest kærlige, som tænkes kan.

Vender vi os imod det efterhånden meget moderne ernæringsområde, ser vi også her, hvor stor bevægelsesfrihed Martinus giver os. Også her møder vi to lejre: dem, der med god samvittighed spiser kød, og dem der er så meget imod denne ernæringsform, at de i tide og, hvad der er ulige ubehageligere, i utide, propaganderer for denne nye livsform. Martinus viser ganske enkelt, at en ny ernæringsform er på vej, og at alle udviklede mennesker engang vil have forladt den grovere ernæringsform, der idag er almengældende. Men han har aldrig skjult, at han foretrækker at være sammen med et elskeligt kødspisende menneske fremfor en fanatisk vegetar, og at han ikke kan se noget særligt stort i, at man kun lever vegetarisk af sundhedsmæssige grunde. For ham er det kærligheden til livet og i denne forbindelse til de medskabninger, der må dø en ofte pinefuld død for at tilfredsstille et eksisterende madbegær, der er årsagen til, at det ikke et sekundt kunne falde ham ind selv at spise kød eller leve på en sådan måde, at hans sundhed derved blev sat over styr. Men han har sjælelig storhed til at lade enhver leve, som han vil og kun ved sit eget eksempel og ved sine analyser vise vej.

Fanatisme under enhver tænkelig form – og der skal virkelig tænkes temmelig skarpt for altid at kunne gennemskue den ofte fint camouflerede fanatisme – er ethvert virkeligt udviklet menneske imod. "Selv at leve og at kunne lade andre leve i fred" er den grundtone, der gennemstrømmer den nye religiøsitet, der bryder frem allevegne. Stærkest ses dette måske i den holdning, der, med rod i Martinus geniale analyser inden for det seksuelle livs område, præger det vordende religiøst bevidste menneske. Overhovedet intet i denne verden har forårsaget så megen sorg, så megen skjult elendighed og så megen fortvivlet gråd, som de såkaldt "moralske mennesker"s indstilling til det seksuelle. Lad os her se helt bort fra den kirkeligt indstillede. Grænsen er her så ulidelig snæver, at det ikke tjener noget fornuftigt formål at fordybe sig i denne specielle indstilling. Lad os blot nøjes med at betragte et almindeligt, åndeligt uoplyst menneskes holdning her, og man vil se, at utallige såkaldt "frigjorte" mennesker endnu, trods al deres egen snak om "frigjorthed", er hyllet i en uvidenhed, der ofte udløser en giftiggul intolerance.

Betænk med hvilken frihed det menneske, der kender Martinus analyser om de seksuelle polkonstellationer og den deraf følgende seksuelle forvandling, bevæger sig rundt blandt sine medmennesker. Uden skygge af dom i sit sind over det, det kan blive vidne til, søger det blot at mildne de slag, flertallet her ofte slår med fryd i sjælen (jvnf. Ingrid Bergmansagen). Tænk engang på, hvordan livet vil se ud, når ethvert menneske har lært at beskytte sin næstes seksuelle rygte lige så energisk, som det idag beskytter sit eget og hellere selv inden for dette område vil give afkald end kræve noget af et andet menneske, som dette menneske ikke frivilligt og i fuld kærlighed evner at yde? Og tænk hvor skønt livet bliver den dag, det er noget aldeles selvfølgelig ikke at blande sig i andres seksuelle anliggender, forudsat naturligvis at der ikke er tale om forbryderisk adfærd. Mennesket med åndelig rod i Martinus verdensbillede har her en klar linie at følge, hvad der ikke kan siges om ret mange af de, der idag føler sig kaldede til at tale om "der untergang des abendlandes". Hvor flertallet her ofte tror at være vidne til den rene demoralisation og opløsning, ved det udviklede menneske, at der "forud for enhver ny, ren kildes fødsel, går en mudderpøl" – og deltager derfor ikke i den klagesang, der lyder fra alle de, der hellere så den "gode, gamle moral" fortsætte sit "velsignede herredømme".

Og endelig døden. I mine foregående breve har jeg ret grundigt vist, hvorledes det, vi kalder "dødsfrygten", i virkeligheden har rod i en forfærdende uvidenhed om det, der faktisk sker. For det trosreligiøse såvel som for det ganske almindelige menneske er døden normalt den værste fjende, der findes. Hver frygter den på sin vis, og denne frygt ødelægger mere end noget andet på denne jord forestillingen om en virkeligt eksisterende, kærlig Guddom.

Sammenlign den frihed studiet af Martinus verdensbillede her giver det udviklede menneske med den rædsel, der nager de fleste, og De vil give mig ret i, at man virkeligt må kalde det menneske meget lykkelig, som har fået en ny, dybtgående indsigt. Døden vil altid være svær for det jordiske menneske, fordi den efterlader det sår, man kalder "savn". Men har man een gang lært at indstille sig på, at den uafvendelige død ikke har noget som helst med "afslutning" at gøre, men tværtimod altid betyder "lykkelig fortsættelse", så har man i tide fået begyndt at opbygge den "klippe" i sin inderste verden, der vil holde, den dag uvejret bryder løs i ens eget liv. Intet formår som døden at slynge mennesker ud på det uvisse – lykkelig, ja uendelig lykkelig er det menneske, som her ikke flygter for at søge at forstå livets dybereliggende tale og derigennem opnår kontakt med de love, hvis yderste konsekvens er dyb og urokkelig fred.

Det er sandt, at der findes mennesker, som betragter ethvert forsøg på at forstå døden som ikke alene tidsspilde, men som "tyveri" af kræfter, man kunne bruge bedre i "livets tjeneste". Det udviklede menneske drøfter aldrig det her berørte problem med den slags mennesker, det nøjes med at have den inderligste medlidenhed med dem, thi det ved, hvor uendeligt svært sådanne mennesker gør livet for sig selv, den dag slaget rammer dem.

Nej, at søge at forstå, at man evigt har været og evigt vil være, og at livets dybeste hensigt er kærlighed, lykke, skønhed, frihed, ja alt, hvad der kan løfte sjælen op over de grå tåger, op i den rene høje luft, – det er den livsindstilling, der vil komme til at præge fremtidens religiøse mennesketype. At denne indstilling i alt er knyttet til forestillingen om en allestedsnærværende kærlig Guddom er så selvfølgelig, at den her kun berøres for at forebygge en mulig misforståelse. Da det udviklede menneske ved sin dybe forståelse af altings guddommelige hensigtsmæssighed totalt er afskåret fra i noget tilfælde at være "livsangriber" og kun kan være "livsforsvarer", giver det sig selv, at det i alt er fjernt fra enhver form for dannelse af en sammenslutning, der er rettet mod noget eller nogen. Dets frihed udgør en simpel konsekvens af de kræfter, der virker i dets sjæl. Det går sin stille og åndeligt lydløse gang henover jorden, hjælper, hvor der forundes det af hjælpe, tænder smil, hvor der er den mindste mulighed derfor og trækker sig lydløst tilbage der, hvor dets tilstedeværelse ikke alene ikke er til nytte, men hvor det aner, at den vil kunne blive til fortræd. "Vær dine venners ven, men forlang ikke det mindste af dem", er den lov, der bliver den afgørende i den religiøse indstilling, på hvilken en ny livsform kommer til at hvile. At bidrage til, at denne indstilling vokser og får rodfæste i en verden, der regeres af had og usikkerhed, af ofte bevidst gemenhed og vel camoufleret intolerance, er ikke at øve spildt gerning – det er at ville noget smukt og værdifuldt med sit liv, – og det bringer en dyb og varig glæde i sig selv!

– – – – – – – – – –

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!