Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har De nogensinde for alvor gjort det klart for Dem selv i hvor høj en grad Deres bevidstheds vækst er afhængig af Deres egen evne til ud af den omgivende verdens mange begivenheder at uddrage netop de erfaringer, den viden, som er fuldkommen næring for Deres ånd? Hvis De har det, vil De også vide, at livet, som Martinus viser os det, dybest set udgør en vidunderlig levende og inspirerende korrespondance mellem Dem selv og det, vi kalder "Guddommen" eller "Gud", og at Jesu betegnelse "Fader" og "søn" er en absolut berettiget betegnelse.

Altfor ofte er det imidlertid således, at den livets tale der rettes imod det jordiske menneske fra hele hans omverden, altså fra alt hvad han overhovedet er i berøring med, af ham opfattes som alt muligt andet, end det, den i virkeligheden er, nemlig som et kaos af meningsløse, grusomme tilfældigheder. Kun få mennesker har modtaget blot et mindstemål af kosmisk opdragelse, og flertallet ved som følge deraf intet om en eksisterende verdensplan eller om deres egen udødelighed. De fleste lever på hendøende instinkters meget svage reaktioner, og det er derfor tilgiveligt, at de i en så overvældende grad, som tilfældet er, koncentrerer sig om at få noget ud af deres rent fysiske liv. Men kan man få noget ud af dette liv uden kosmisk indsigt? Kan man opnå en virkelig lykketilstand uden gnist af indsigt i tilværelsens åndelige side?

Må svaret på disse to spørgsmål ikke blive det, at lykken i vor verden, altså en lykke baseret på rent fysiske idealer kun er opnåelig for barnesjæle eller mennesker med en utrolig åndelig begrænsning? Mennesker for hvem en koncentreret selvdyrkelse, altså en yderliggående egoisme, simpelthen er noget medfødt. Har man blot en anelse af higen imod større horisonter end bankernes søjlehaller i sig, findes der ikke andre broer over de stadigt større kløfter, end en uafbrudt tiltagende åndelig indsigt.

Vi ved alle, at enhver form for frygt skaber lammelse. Udtrykket "lammet af rædsel" dækker en sandhed, vi alle kan bekræfte med selvoplevede erfaringer. Men hvad er det rædslen har lammet? Vore organer? Nej, de er kun sekundære i dette spil; det er vor ånd, vor bevidsthed, der har mødt noget, den ikke kan magte, hvorfor døden eller livløsheden nødvendigvis må indfinde sig. Ethvert menneske burde gøre sig klart, at en hvilken som helst form for mental lammelse er identisk med døden, identisk med den kendsgerning, at vi her står overfor noget hvis dybeste hensigt, vi ikke kan gennemskue, hvorfor lammelsen nødvendigvis må komme. Ser vi udover verden idag, ser vi, at hele menneskeheden på det nærmeste er paralyseret af rædsel for det, som det selv – mennesket i Guds billede – er i stand til at fuldbyrde, om hadets kræfter blot nogle sekunder får overherredømmet i de menneskers sind, der har magt til at slippe kræfterne løs.

Hvad er det denne paralyserede menneskehed er så angst for? Er det hvordan jorden ser ud, efter at ragnarok er gået henover den, eller er det for deres egen undergang? Så ubestridt det sidste. Mennesket stirrer i rædsel på den overdimensionerede død, der vil blive frugt en af det dræbende genis kulminerende præstationer.

Mennesket af idag er paralyseret af dødens og frygtens majestæter. Det har – netop fordi det er uden virkelig kosmisk opdragelse – hævet disse "majestæter" op på et plan, hvor de intet har at gøre. Døden – ikke livet – er blevet det moderne menneskes guddom, og livet bekræfter, at terror i alle dens utallige forgreninger er blevet resultatet.

Hvor anderledes om det var livet, der havde denne magtstilling. Hvor anderledes om mennesket var så udviklet, at det i døden, den naturlige død, så sin tilværelses bedste ven, sin største befrier!

I mine to foregående breve søgte jeg at vise, hvorledes det, Martinus har givet navnet "kosmiske glimt", i det enkelte menneskes sjæl kan udløse en sådan fryd, at døden for et sådant menneske har "mistet sin brod". Da det er min opgave at vise Dem vej til en livsform, hvor De som noget aldeles selvfølgeligt suger åndelig sund og livgivende næring af de oplysninger, som Guddommen i form af hele Deres omgivende liv lader Dem blive til del, har jeg valgt at supplere de foregående breves citater med et fra vort eget nuværende daglige liv. (Se vedlagte bilag) Det drejer sig, som De vil se, om en oplevelse, forfatteren Chr. Houmark havde kort før sin død. Beretningen er i sig selv så smuk, at den ingen kommentarer kræver, den føjer sig naturligt ind i den lange kæde af erfaringer, der en dag skal gøre det klart for ethvert tænkende menneske, at døden ikke er deres fjende, men derimod deres bedste og måske mest sande ven, fordi den, om den da kommer normalt, altid vil betyde indgangen til en uendeligt skønnere og friere tilværelse for vor ånd, end den vi her, hvor skønt vi end kan have det, er beskåret.

I to meget kloge kronikker i "Berlingske Aftenavis" af dr. med. Ib Ostenfeld, om "Det syge menneskes psykologi" (7. og 8/2. 50.) forekommer der en lille passus om døden, som jeg også gerne vil delagtiggøre Dem i. Dr. Ostenfeld skriver: "Tanken om døden vil jo næsten altid ængste (den syge). Som regel i den form, at døden står som livets brutale, desorienterende modsætning, og mennesker i almindelighed vil gerne leve, trods alle besværligheder og bekymringer. Er man ikke hjemsøgt af lidelser, kan man ikke forestille sig, at livet skal høre op. Til livet har man jo bestandig henlagt alt det, der udgør livets værdi og indhold, og man kan dårligt forbinde nogen som helst tanke med, at alt dette skal være forbi. Meget få mennesker gør sig i deres raske perioder fortrolig med dødstanken og forbereder sig på den, og flertallet har for så vidt medhold på allerhøjeste sted: både en Epikur og en Spinoza betragtede det som ufornuftigt og ikke helt værdigt at gøre sig tanker om døden og ved sådanne spekulationer forbruge sjælens kræfter, der alene er bestemt for livets tjeneste.

Overfor døden gælder mere end overfor noget andet problem, der opstår ved sygesengen, at man må optræde ud fra et kendskab til, hvordan den syge er i sin raske tilstand. Man må kende den syge for at kunne vælge de rette hjælpende ord. Een sag har jeg dog trang til at sige, der må gælde alle, og som måske vil overraske: Det er mit indtryk, at tilstanden, der forudgår døden, tværtimod at være præget af lidelse er kendetegnet ved en følelse af befrielse, af en ganske ny, aldrig tidligere oplevet lethed og ulegemlighed, altså en tilstand, der om man vel næppe tør betegne den som en lystbetonet tilstand, dog er så harmonisk, så udlignet, at den må virke som en hvile og ikke som en smerte. Jeg fremsætter dette på grundlag af visse observationer på syge, men tanken vil, så vidt jeg kan se, kunne forsvares også ud fra fysiologiske ræsonnementer."

Når jeg har medtaget dette lange citat og understreget visse afsnit, beror det på, at vi her står overfor en skeptisk læges egne iagttagelser, altså netop det erfaringsmateriale, der med rette kan betegnes som "sund åndelig føde", og vi ser da her bekræftet, at det religiøse instinkt er degenererende, jvnf. sætningen "at døden står som livets, brutale, desorienterende modsætning". Påstanden om menneskets tro på at døden er livets absolutte endeligt, kan ikke bekræftes med mere præcise udtryk. At dette forhold fører til punkt 2: "Meget få mennesker gør sig i deres raske perioder fortrolig med dødstanken og forbereder sig på den", giver sig selv. Til hvilken nytte ofre tid og energi på noget, hvis reelle eksistens man betvivler? Mennesker som frygter døden og nægter at gøre sig fortrolig med dødstanken, gør det jo ud fra den forestilling, at døden betyder livets absolutte ophør, og "mennesker i almindelighed vil gerne leve, trods alle besværligheder og bekymringer".

Ja, mennesket vil gerne leve. Mon ikke det skal udtrykkes endnu mere præcist, mon ikke ordene "mennesket vil ikke dø!" passer bedre? Jeg tror det. I sin sunde tilstand vil intet menneske noget, det selv opfatter som unaturligt. Og den forestilling, at livet kan slutte, er så skrigende unaturlig, at de fleste, når de ingen akceptabel forklaring kan få på dette altoverskyggende problem, simpelthen undgår at tænke på det, i naiv tro på dermed at likvidere det.

Fra vort første skrig her på det fysiske plan, haster vort fysiske liv imidlertid mod sin afslutning, og en dag kommer den time, hvor det er vor tur. Hvor vidunderligt da, at også en erfaren læge, der ofte har set døden i øjnene må bruge ordene "Een sag har jeg dog trang til at sige –" og så derefter meddele os, at den døende synes at opleve noget, der "udligner", noget der giver "hvile", ja noget, der får lægen til at bruge ordene "lystbetonet tilstand".

Hvad kan det være den døende oplever? Er der her nogen grund til at søge det mystiske? Absolut ikke!!! Den døende oplever ganske enkelt, at al hans frygt for døden har været ganske ubegrundet, han oplever, at livet og kun livet eksisterer, og at han, nu omtrent fri – "en ganske ny, aldrig tidligere oplevet lethed og ulegemlighed" – med tryghed kan forlade den grove og bundne fysiske verden.

En klog læge har her, måske uden selv helt at være klar derover, vist os, at Martinus ord om, at døden ikke er vor fjende, men vor ven, er sandhed. Det er ikke døden selv, der paralyserer os, det er vore egne tåbelige forestillinger om den! Vi lever idag i et "uvidenhedens kulminerende domæne", og det ses intet sted bedre end i vor indstilling til døden. Frygtede vi den noget mindre, ja så lidt, at den havde mistet sin magt over os, stod det bedre til med vore fysiske dage. Da kunne vi le og være glade der, hvor vi nu gruer og opfylder vor sjæl med tågede forestillinger om, at B. bomben snart vil "udslette alt liv", og vi ville da forstå, at ingen magtgruppe eller intet enkeltindivid nogensinde vil få så megen magt, at klodens åndelige kurs vil blive ændret blot en tøddel!

– – – – – – – – – –

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere her i huset!