Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

– Oprigtig talt, mon De ikke vilde synes, at jeg maatte være mere end en Helgen, om jeg ikke vilde benytte dette mit næstsidste Brev til Dem, til at slaa et Slag for, at De benytter den tilstundende Jul til at hjælpe os med at udbrede Kendskabet til Martinus Analyser, ved at anvende hans Bøger som Julegaver? Nuvel, det er muligt, at der blandt Korrespondanceafdelingens mange Læsere virkelig er en og anden, der i denne Anledning vil opfatte mig som en "smart" Forretningsmand, men jeg løber gerne den Risiko! Og jeg skal ærligt sige Dem hvorfor! Fordi jeg i snart mange Aar med stadigt kortere Intervaller er blevet bebrejdet, at vi ikke gjorde nok for, at "ogsaa andre" kunde lære Martinus Arbejde at kende!

Vi har jo nu snart "skrevet sammen" temmelig længe, saa jeg drister mig til at tale temmelig aabent til Dem i denne Sag, som i Virkeligheden er et lige saa stort Problem for mig som saa mange af de, jeg har behandlet i mine Breve til Dem. Mon De ikke kender mig godt nok til at vide, at jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at "andre" skal lære Martinus Arbejde at kende? Og mon De ikke ogsaa kender mig godt nok til at vide, at jeg sandsynligvis har grublet mere over dette Problem end nogen anden indenfor denne Sag? Men Problemet er nu ikke løst paa den Maade, en Mand engang foreslog mig, nemlig at vi skulde bruge Bagsiden af samtlige Magasiner og Ugeblade til at udbrede Kendskabet til Martinus kosmiske Analyser. Bortset fra, at jeg ikke aner hvor vi skulde faa de Penge fra, en saadan Kampagne vilde koste, tror jeg slet ikke, at det var den rette Metode. Thi hvad vilde Resultatet blive? Højst sandsynligt et Kæmpesalg, – og et efterfølgende Kæmperaseri!!! Særligt det sidste har jeg Fantasi nok til at forestille mig. Jeg ser i Aanden mig selv sidde midt i en taarnhøj Bunke af desperate, edderspændte Breve fra Købere, der nok har faaet Martinus Bøger ihænde, men som hverken helt eller halvt har ejet blot de mindste Forudsætninger for at læse dem paa den rigtige Maade, hvorfor de efter al Sandsynlighed vilde smide et Utal af mindre tiltalende Gloser efter os. Nej – Kæmpereklame er bestemt ikke Vejen!

Men Problemet om en Videreførelse af Martinus Arbejde ud til stadigt større Krese, er naturligvis ikke mindre aktuelt af den Grund. Derfor skrev jeg sidste Aar Bogen "Martinus – en Introduktion". Jeg kan udmærket forstaa, om en og anden nu tager sig til Hovedet og finder det haarrejsende, at jeg selv nævner denne Bog i Forbindelse med min Indledning til dette Brev. Men lad os nu lige se paa det først! Da jeg skrev denne lille Bog, gjorde jeg det udfra alle de Erfaringer, jeg indtil da havde oplevet, naar jeg førte Problemet "Martinus" paa Bane overfor Fremmede. Oprigtig talt, tror De ikke jeg har begaaet alle de Dumheder, man kan begaa, naar man prøver paa at forklare hvem Martinus er og hvad han vil? Der findes dog næppe mange Mennesker der, hyppigere end jeg, har haft Lejlighed til at tale Martinus Sag, – og følgelig næppe ret mange, der indenfor det Omraade sidder inde med flere Erfaringer. Det er udfra disse Erfaringer, at jeg skrev min lille Bog, som forøvrigt nu ogsaa foreligger paa Svensk og som indenfor en overskuelig Tid vil foreligge baade paa Engelsk og Esperanto. Jeg skrev den ikke som en "best-seller", og jeg kan ganske aabent betro Dem, at jeg aldrig selv vil komme til at tjene blot een Øre paa den. Den tilhører Martinus Sag og skal blot tjene det ene Formaa, at være en første Budbringer til Fremmede om den Kendsgerning, at der i Dag findes et Værk – Livets Bog – i hvilken samtlige store, kosmiske Love er blevet udredet i en for en udviklet Intelligens og Følelse synlig, sammenhængende Tankerække. Jeg ved, at en meget stor Del af de Mennesker, med hvem jeg igennem disse Breve er i Berøring, længes efter at delagtiggøre andre i den Glæde Mødet med Martinus Arbejde har været for dem. Men jeg ved ogsaa, at mange af disse Mennesker næsten paa Forhaand, paa Grund af manglende Forudsætninger, er dømte til at komme uheldigt fra dette Eksperiment. Derfor skrev jeg min Bog. Under Arbejdet med den, søgte jeg hele Tiden at støbe den, jeg skrev til, i Tankematerie. Jeg forestillede mig et Menneske, som intet kendte til kosmiske Analyser, men som i sig havde en nogenlunde fremskreden Længsel efter at lære Livet, det virkelige Liv, at kende, – og jeg brugte alle mine Evner til at lære dette Menneske Begrebet "Kosmisk Kemi" at kende paa en saadan Maade, at det selv skulde faa Lyst til paa egen Haand at søge videre. Naaede jeg dette Maal? Om jeg svarede bekræftende, maatte jeg vel lide af Aandshovmod i et saadant Omfang, at Martinus omgaaende burde hælde mig paa Døren. Nej, De kan være ganske sikker paa, at jeg selv haaber, at der en Dag kommer en, der kan løse denne Opgave baade klogere og kærligere end jeg har gjort det. Men indtil da lever jeg paa den Tro, at Bogen tjener sit Formaal!

Vi staar nu paa Tærskelen til et nyt Aar. Det er min Overbevisning, at dette Aar bliver usædvanligt i Martinus Arbejde! Jeg har ofte i mine Foredrag hævdet, at Livet begynder efter de Fyrre, uden at jeg rigtig har haft Kompetence til at fremsætte denne Paastand. I det nye Aar vil jeg faa det. Og jeg føler mig saa nær inde paa denne Begivenhed, at jeg tager Mod til mig og lige ud siger, at naar man i over sytten Aar har levet indenfor et Omraade, hvor Martinus kosmiske Verdensbillede har været den dominerende Kraft, faar man et vist Kendskab til dette Verdensbilledes inderste Bæreevne. Personligt ved jeg, at jeg aldrig vilde have opnaaet en saadan Tillid til et kærligt Forsyns Eksistens, en saadan Overbevisning om personlig Udødelighed, som Tilfældet er, om jeg ikke havde mødt dette Verdensbillede paa min Vej. Saameget som et almindeligt, dødeligt Menneske overfor et andet evner, i Tillid til egen Ærlighed, baade at hævde og forsvare en kærlig Guddoms Eksistens, evner jeg det i Dag. Ikke fordi jeg brænder efter at missionere eller hverve Proselytter, – begge Dele faar det til at kvalme for mig, – men fordi jeg føler, at det vilde grænse til Begrebet Forbrydelse, om jeg tav om det, jeg i min egen Søgen efter en bærende Livsanskuelse, naaede frem til at fornemme som ubrydelig Sandhed.

Men eet Menneskes Ønske om at hjælpe andre, gør det ikke. Hvormange hundrede Foredrag jeg indtil nu har holdt, baade offentligt og privat, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg aldrig har holdt noget bedre Foredrag end det, jeg i min Bog gav fra mig. Og jeg gjorde det for at komme alle de til Undsætning der, som jeg, føler, at Martinus Arbejde ikke maa stivne indenfor en begrænset Ramme. Hans Viden tilhører den ganske Menneskehed. Og naar jeg derfor saa varmt anbefaler at anvende hans Litteratur som Julegave, saa er det fordi jeg mener, at De sandsynligvis indenfor den Kres af Mennesker, De er i Berøring med, maa kende blot eet Menneske, om hvem De maa tro, at det er modent for en aandelig Nyorientering. Hvorfor saa ikke prøve paa at hjælpe dette Menneske paa Vej med en saa beskeden Gave, som en af Martinus smaa Bøger, eller et af hans duplikerede Foredrag er? Ingen Glæde kan dog være større end den at "tænde Lys" i et Menneskesind. Gaa med Omtanke Deres Vennekres igennem og se, om der ikke skulde være blot een, som De ikke har haft Mod til at tale "aandeligt" med, og lad saa en af disse smaa Bøger gøre det for Dem! Kommer De galt afsted, nuvel, saa har De gjort værre Ting end det! Og bliv saa ikke fornærmet paa mig for dette Brev! Det er stærkt personligt, det ved jeg, og jeg ved ogsaa, at det kan misforstaas, – men prøv at tænk paa den Aand, det er skrevet i, og jeg tror De vil forstaa mig!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

P.S. E. Gerner Larssons Foredrag for Odenseholdet afholdes ikke, som annonceret den 12 December, men derimod d. 14 December. (Teknisk Skoles Auditorium)