Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Det er med en ejendommelig Følelse i Sindet, at jeg sætter mig til at skrive dette Brev til Dem. Jeg sidder paany i mit lille Kontor i Byen, og hele den hektiske Sommer ved Klint er ligesom gledet i Baggrunden til Fordel for Arbejdet her. Sommeren ved Klint, – ja, egentlig er den slet ikke slut. For Tiden arbejder vi paa fuld Kraft med at omdanne hele Etablissementet deroppe til et moderne Kurbad, og i Løbet af ganske kort Tid vil der være indført Helaarsdrift paa denne skønne Ejendom, som allerede nu rummer saa mange Minder for os. Paa sin Vis var det en Smule vemodigt for mig at forlade Stedet i Aar. Jeg tror ikke, en Mand kan opleve større Glæde i sit Liv end det, sammen med en Gruppe virkelige Kammerater at opbygge en Virksomhed helt fra Grunden. Det har vi gjort, og de mange daglige Vanskeligheder svejsede os sammen paa en Maade, som kun Kamp for den samme Ide kan svejse Mennesker sammen paa. Vi overvandt mange Vanskeligheder i Sommer, og vi skal overvinde en Del endnu, før det, vi har for, er løst paa fuldt tilfredsstillende Vis. Men midt i Kampene er det en dejlig Følelse at have, at den, der staar ved Siden af, er ligesaa bestemt paa at det, vi har taget os paa, skal lykkes, som man selv er det. Maaned for Maaned har Kosmos Ferieby i Aar skiftet Udseende, og den vil, inden De til næste Aar faar Lejlighed til at gense den, have gennemført en Udvikling, som vi normalt skulde have haft en temmelig lang Aarrække til. Men om en lille Maaned genopstaar selve Hovedbygningen som et vidunderligt Rekreationssted, og kender De nogen, som for Alvor trænger til at forkæles et Stykke Tid, saa sæt Vedkommende i Forbindelse med os, og vi skal gøre alt, hvad der staar i vor Magt, for at han eller hun skal blive baade rask og glad igen!

Overgangen fra Land til By var med et mildt Ord skrap i Aar. Man lever ikke ustraffet over fire Maaneder ved Klint. Jeg formelig "tyggede" Luften herinde, før jeg sank den. Mine Foredrag begyndte med det samme, og jeg vil ikke skjule, at de to første var slemme. Jeg syntes, at jeg alene rigeligt kunde have brugt al Luften i Salen, og jeg havde midt under det hele den frygteligste Lyst til at smide baade Flip og Jakke og hvad ved jeg for at faa mit fysiske Klint-velvære tilbage. Godt at den Slags gaar over! Nu er vi i Gang, og jeg kan ikke lade være med at lade Tankerne løbe tilbage blot eet Aar, – da laa vi her i det værste Byggerod, man kunde tænke sig. Perioden April 1945 – September 1946 vil for stedse komme til at staa for mig som en Tid, hvor hver Maaned mere bestod af Spekulationer over Cement, Mursten, Brædder og Inventar end over noget andet. Rent symbolsk har det interesseret mig umaadeligt at tænke paa, at Martinus Arbejde i den Tid ligesom "materialiserede" sit rent fysiske Ansigt. Aandeligt blev dette "Ansigt" jo født i 1921, og alle har vi i de senere Aar vidst, at Tiden efter Krigen vlide blive meget levende Vækstaar for de Tanker og Ideer, der flammede op i Martinus Bevidsthed i den Stund, da han oplevede den store Fødsel. Men at denne Vækst skulde koncentrere sig saa voldsomt, som Tilfældet blev, havde jeg i hvert Fald ikke ventet. Paa den anden Side forstaar jeg det maaske bedre end de fleste. Thi omend den, der intet særligt kender til Martinus Arbejde, maaske er mest imponeret over dets fysiske Virkninger: Skolen her og den store Kosmos Ferieby, saa er disse Ting alligevel for os selv kun noget, der maatte skabes, før vi for Alvor helt kunde hellige os det Aandsarbejde, det er faldet i vor Lod at skulle befordre videre. Forudsætningen for et hvilket som helst Arbejdes Sukces er de Redskaber, man har til sin Raadighed. Vort Arbejde er paa sin Vis nyt i Verden. Sandt nok har der igennem beslægtede, store Aandsbevægelser været gjort et Forsøg paa at give det enkelte, søgende Menneske et aandeligt Verdensbillede, som baade var i Kontakt med dets Følelse og Fornuft, men ingen af disse Forsøg har repræsenteret den aandelige Helhed, som Tilfældet er med det Verdensbillede, der er nedfældet i Martinus Hovedværk "Livets Bog". Og netop fordi dette Verdensbillede afviger fra alt, hvad man tidligere har kendt og oplevet, maatte det danne sig sin helt selvstændige Form. Jeg kunde have undt ethvert virkeligt søgende Menneske at høre Martinus klare og paa sin Vis meget skarpe Ord, da han i Foraaret aabnede Sæsonen ved Klint. Uforbeholdent gav han Udtryk for, at hans Arbejde ikke sigtede imod at danne "et Samfund i Samfundet". Dette Arbejde er ikke og kan aldrig blive nogen Sekt. Det rummer indenfor sit Omraade alt Liv og beskæftiger sig ikke med at opstille tidsbegrænsede "Leveregler". I Livet maa enhver leve efter den Viden, som repræsenteres af det Trin, hvorpaa han befinder sig. Det er ikke Martinus Opgave at afstikke Grænser for den Enkeltes Tilværelse, men derimod, i Relation til den enkeltes egne Ønsker, at give ham Oplysninger om hans Handlemaades Konsekvens. Trin for Trin aabenbarer han igennem sine Analyser en Verden i den Grad gennemstraalet af Tolerance, at enhver Trang til uopfordret at blande sig i Næstens Anliggender langsomt dør bort i den, der for Alvor lærer hans Verdensbillede at kende. Martinus Arbejde er Freden, men Freden paa en ganske anden Maade, end de fleste tænker sig. Ubarmhjertigt afdækker hans Videns Lys vor inderste Natur og tvinger os til med egne Øjne at se, at vi selv, med vore fra Dyreriget nedarvede primitive Begær og Vaner, er vor egen Lykkes bitreste Modstander. Det er ikke Verden, der skal give os Fred. Tværtimod skal denne Verden paaføre os Krig, lige saa længe vi selv har Krigens Aarsager flammende i vor egen Indreverden. Derfor hans indtrængende Appel om aldrig at gøre hans Arbejde til en Sekt. Dette Arbejde er maaske det eneste virkelige frie, vi møder i vort Liv. Mange vil idag kunne bekræfte for Dem, at har man een Gang mødt det, kan man aldrig forlade det. Martinus Arbejde er ikke noget "man engang interesserede sig for", – har man blot forstaaet det mindste af det, er det ganske udelukket, at man nogen Sinde kan fornægte det. Det er "et Sennepskorn" med en fantastisk Spireevne og Livskraft. Før man faar set sig for, har Straalerne fra dets Indreverden begyndt at rydde op i ens Sjælelige Pulterkammer. Intolerancen kan snerre og bide fra sig saa galt den vil, den ved, at der, hvor de kosmiske Analyser for Alvor har begyndt at gøre sig gældende, har den uhjælpeligt tabt Terræn.

Men netop fordi disse Analyser er saa stærke, saa levende, maatte vi, uanset den Kamp, det paafører os, have de Instrumenter, der var nødvendige, for at føre disse ophøjede og levende Idealer ud i Livet. Vi har dem nu. Vort Arbejde har igennem Instituttet her og Kosmos Ferieby ved Klint netop de to kostelige Instrumenter, der er nødvendige, for at vi kan arbejde kontinuerligt. Vort Liv er kort og, – selvom jeg ved det rummer Mulighed for giftig Misforstaaelse, – kostbart. Maaneder og Aar rinder hurtigt, altfor hurtigt for den, der i sig føler et brændende Kald efter at hjælpe andre. Det har været et haardt Slid at bygge Sagen op til det Punkt, vi nu har naaet, men vi ser i det, at alt dette er lykkedes, Forsynets Opfyldelse af vort Ønske om at faa de Instrumenter, igennem hvilke vi for Alvor kunde forsvare de Principper, som Menneskeheden idag mere end nogen Sinde kæmper om, – og er i Tvivl om. Vi ved med hver en Fiber i vor Sjæl, at Vejen nu gaar mod en lysende, skøn aandelig Verden, men en Verden, der ubarmhjertigt kasserer den, der ikke har Mod til at tage Kampen op med sig selv. Freden og Friheden er kostelige Ting, og de erobres ikke igennem taagede Ønsker, men kun igennem virkelig realistisk Kamp paa ens egen indre sjælelige Front. Dette er vor Viden, og det er til at bringe denne Viden videre, at vi har Brug for de Redskaber, vi har skabt, – Redskaber, som vil blive brugt og hvis Brug midt i en Verden af Had og gensidig Mistro vil rejse en lysende Søjle af en altgennemtrængende og altomfavnende Tolerance.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!