Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Paany jager Høststormene henover Klint, og paany viger de lune Dage og Nætter for Sensommerens tiltagende Kølighed. En efter en bryder Gæsterne op og tager hjem. Overalt møder Øjet det ubedragelige Tegn paa, at Sommeren er forbi: tilskoddede Huse, afhøstede Marker og Løvets stadig mere og mere hektiske Kulør.

For os, der endnu er tilbage heroppe, rummer dette Kresløbets stadige Gentagelser paa een og samme Tid baade Vemod og Glæde. Vemod over at Sommeren er saa kort, og Glæde over, at den, trods dette Aars taarnhøje Vanskeligheder, gik saa godt, som Tilfældet er. Det er helt mærkeligt at gaa en Tur igennem Kosmos Ferieby idag. Sommeren har for os, der her har vort Virke, været saa koncentreret, at vi næsten ikke selv har haft Tid til at betragte alt det, vi har skabt. Pludselig standser man op for et eller andet og bliver klar over, at det var der jo ikke i Foraaret. Vort Tempo heroppe har Gang paa Gang været betegnet som "amerikansk", og det er det maaske ogsaa. Men ligger der ikke noget symbolsk i, at Freden for os kom til at betyde en saa koncentreret eksplosiv Vækst, at det for enhver er synligt, at vort Arbejde ikke blot repræsenterer noget ligegyldigt eller interesseløst? Jeg har sagt det før og vil gentage det her: vi vil noget med vort Liv, noget absolut positivt! Og det vil rentud være taabeligt at tro, at en saadan koncentreret Fællesvilje ikke skulde sætte sig endog stærke Spor i den rent fysiske Materie. Men selvom det, vi indtil nu har skabt, paa sin Vis kan virke imponerende, maa man aldrig glemme, at det er noget sekundært i Forholdet til det Aandsarbejde, der er den egentlige Hensigt med vort Liv. Vi er selv meget lykkelige for denne Plet, og ingen vil næppe bestride, at vi gør, hvad der staar i vor Magt for at gøre den saa tiltrækkende som mulig. Men vi betragter den kun som et Led i vort Aandsarbejde. Vi ser i den et Middel til at komme i Kontakt med Mennesker og længes selv efter den Dag, hvor vi kan yde en endnu større aandelig Indsats heroppe, end Tilfældet har været i disse vanskelige Skabelsesaar. Thi hvor gerne vi end farter rundt med Skovl og Rive, med Pensel og Malerpotter, saa er det dog kun Funktioner, vi udfører, fordi vi føler dem som vor absolut moralske Pligt.

Mange har i Tidernes Løb spurgt mig, hvordan vi dog kunde faa vore Unge til at virke saa meget, som de gør. I Begyndelsen undrede dette Spørgsmaal mig en Del. Jeg forstod ikke helt, at der var noget nævneværdigt imponerende i, at man i Fællesskab fuldbyrder noget, der er til stor Glæde baade for en selv og andre. Idag ser jeg lidt anderledes paa den Ting. Livet har lært mig en Del heroppe, og deriblandt en Kendsgerning, der er fundamental i Martinus Arbejde. Det lyder maaske lidt mærkeligt for Dem, naar jeg siger, at det i Martinus Arbejde ikke saa meget kommer an paa Dygtighed som paa Sind. Har man Sind til at arbejde i en stor Ide's Tjeneste, hvilket jo blot vil sige: har man Ydmyghed nok til i denne Ide's Tjeneste at udføre det, man under eet kalder "alt forefaldende Arbejde", vil man ogsaa faa stor Velsignelse ind i sit Liv. Tragisk bliver Livet først der, hvor man absolut kun vil gøre det Arbejde, man selv synes bedst om. Thi der kræver man af Livet, og Livet svarer blot med at gøre en Fortræd. Giver man derimod sit Liv udfra Ønsket om at tjene dette straalende, altomfattende Liv, ja saa svarer Livet baade med tindrende Smil og Medgang.

Een af de Ting, der for snart mange Aar siden gjorde et meget dybt Indtryk paa mig, var netop Martinus Villighed til at gøre alt det, han med Lethed kunde have ladet være med at gøre. Jeg har ingen Erindring om hos ham at have mødt nogen Art af Uvillighed, naar han blev bedt om at hjælpe med et eller andet, som tilsyneladende laa langt fra det, han saa naturligt beskæftigede sig med. Det udløser altid en Slags Vemod i mig, naar jeg møder arbejdsmæssig Uvillighed. Og jeg føler altid denne Vemodighed dybt, naar jeg møder Uvilligheden camoufleret bag en postuleret høj aandelig Udvikling, der forbyder Vedkommende at gøre dette eller hint. "Herrefolke-mentaliteten" stikker langt, langt dybere, end det store Flertal tror. Naar alt kommer til alt, er den intet tysk Fænomen, den er et rent universelt Fænomen, bundende i vor sjælelige Struktur som Han- og Hunvæsener. Ydmyghed er en menneskelig Egenskab. Ydmyghed hos Dyr er ren Dressur, hvilket vil sige, rendyrket Slaveri. Hos Mennesker derimod er Ydmyghed det "fejreste Træ i Skoven", det er det "Adelspatent", som skarpt adskiller to kosmiske Zoner. Men det er et misbrugt Adelspatent. Gang paa Gang oplever man det i den aandelige Simpelheds Klædebon, man har givet Navnet "Hykleri".

Vil man undersøge, hvorfor saa mange Unge slutter sig til Martinus Arbejde, vil man uundgaaeligt finde, at det er, fordi det er gennemstraalet af den kosmiske Ydmyghedsfølelse, som intet har med forløjet Sentimentalitet eller falsk Religiøsitet at gøre. Ydmygheden er her Natur eller – Sind. At bøje sig under de givne Forhold og der udføre det Arbejde, der i Øjeblikket er mest paakrævet, er baade sand Ydmyghed og højeste Grad af Livskunst. Det rummer nemlig den eneste virkelige Mulighed, der findes for at opleve Indstrømningen i Bevidstheden af hin guddommelige Kraft, man har givet Navnet Intuition. Jeg har mødt denne sande Ydmyghedsfølelse mangfoldige Gange i Martinus Arbejde, baade hos de, der aktivt arbejder med de Opgaver, Sagen her har betroet os, og hos de der, bag os, støtter os baade økonomisk og aandeligt. Sagt helt enkelt er alt det, vi indtil nu har naaet paa baade det ene og det andet Omraade, et Resultat af denne Følelse, som i Virkeligheden maa siges at være Martinus Arbejdes inderste Livskraft eller – Sind.

- - - -

Sommeren 1946 vil snart være Historie. Bag os ligger en ubrudt Kæde af ofte meget lange Arbejdsdage. Men vi naaede de Maal, vi satte os, og naar jeg nu om faa Dage vender tilbage til mit Undervisningsarbejde i Byen, efterlader jeg heroppe alle mine Kammerater ivrigt beskæftigede med at omforme Klintsøgaard til et af Landets fineste og bedst indrettede Rekreationshjem. Sommeren var os mere end god. Nu arbejder vi dels med det nye Rekreationshjem og dels baade med Gartneri og det Maskinsnedkeri, vi i saa mange Aar har savnet i denne snart store Virksomhed. Vi har kort sagt saa travlt som nogensinde, og da denne Travlhed jo er et decideret Udslag af vor Fællesvilje til her at skabe et urokkeligt Centrum for levende, aandelig Virksomhed om Sommeren, vil denne Fællesvilje ogsaa i kommende Dage vide at bære de Byrder, vi her har taget os paa, til Vejs Ende. Vi er mange nu, og vi har Lov til at sige, at vi har skabt meget. Men vi vil blive mange flere, og vi vil – det er simpelthen uundgaaeligt – skabe meget mere. Men hvad vi end skaber, og hvormeget vi end naar, skal det baade indenfor Sagens Omraade og udenfor vides, at Æren for alt det, vi naar, ene og alene tilkommer den Guddom, vi aabent bekender os til.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!