Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Lad mine første Ord til Dem i det nye Aar være en kærlig Tak fra os alle for det Væld af skønne Jule- og Nytaarshilsner, som Posten har bragt os! Jeg har ofte givet Udtryk for, at det, at være i Martinus Arbejde er en meget stor lykke, men aldrig føles denne Lykke større end i Aarets sidste Uge, hvor hver eneste Postgang bringer Bud om den Glæde, Mennesker føler ved at have mødt dette Arbejde paa deres Vej. Maa vi alle – samtlige Medarbejdere her i Huset – faa lov til ad denne Vej at bringe vor inderligste Tak! Jeg ved, at vi, hver for sig, kun har een Bekymring, den, om vi nu ogsaa kan svare til alt det, livet igennem vore Venners Kærlighed lader os blive til Del. Vi er kun ganske almindelige Mennesker, som er opfyldt af en brændende Trang til at søge at leve i Kontakt med de Idealer, vort Arbejde giver Udtryk for, derfor vore Bekymringer. Men De skal vide, at den Kærlighed, alle disse Breve taler om, for os er en Inspiration af helt uberegnelig Karakter. Takket være den Følelse af vort Arbejdes Værdi, som alle disse Hilsner bærer Bud om, gaar vi ind i det nye Aar med en usvækket Vilje til paa alle Omraader at tjene den Sag, som baade er Deres og vor egen!

Det har været en mærkelig Oplevelse at "lægge øret til lyden af Nytaarets Budskaber". Fra hele Verden tonede Ønsket om, at Tolerance og Næstekærlighed maatte faa lov til at afløse Hadets og Hævnens bitre Tid. I Dag forstaar Verdens ledere, hvad Livet vil bringe, om man endnu engang vover at trodse Menneskelighedens love. Saa tydeligt har Jungelen alligevel talt sit Sprog, at Mændene med det store Ansvar er blevet klar over de "to Sind"s reelle Eksistens. Paa Trods af al Snak om "Pladderhumanisme" ved alle de, der bærer det virkelige Ansvar, at den Tid maa være forbi, hvor dette blot at rasle med Vaabnene er nok til at blive respekteret. Den store Krig er forbi, og vi gaar nu ind i det første Fredsaar. Men Verden er i Feber, og overalt taler Menneskene endnu i "Vildelse". Men netop fordi Menigmand saa ofte røber sin manglende Forstaaelse af det, der har fundet Sted, spiller det saa afgørende en Rolle, at de, der bærer Ansvaret for den kommende Udvikling, virkelig har forstaaet, at Vaabnenes Tid maa afløses af en Tid, i hvilken Tolerance og Humanitet maa være afgørende. Slog ogsaa disse Mænd paa Sværdet, maatte vi alle forberede os paa endnu frygteligere Ting end de, vi allerede har oplevet.

Men som Mennesket har to Sind, har det ogsaa to Sprog, som det dagligt betjener sig af. Gransker man lidt i disse to Sprog, ser man let, at der endnu er en lang Vej at tilbagelægge, før vi naar til almenhumane Tilstande. Gang paa Gang oplever man, at Mennesket taler skønne Ord med sin Tunge, samtidigt med at det med sin Væremaade repræsenterer den rene Jungle. Jeg læste for nylig en lærd Artikel om "den menneskelige Naturs gaadefulde Dybder", og jeg kunde under læsningen ikke lade være med at tænke paa, hvor let det hele kunde have været udtrykt, om Forfatteren blot havde været klar over, at det, han kaldte "den menneskelige Natur" i Virkeligheden var en Sammenblanding af vor dyriske og menneskelige Natur. Thi ingen af disse Naturer er i Virkeligheden det mindste "gaadefulde", naar man tager dem hver for sig, men blander man dem sammen, ja saa bliver Resultatet netop saa gaadefuldt som det, man ser udtrykt i den Kendsgerning, at et Menneske med sin Tunge kan tale det blideste, kærligste og mest tolerante Sprog, samtidigt med at det med hele sin Væremaade realistisk kan tale det modsatte Sprog.

Jeg har ofte tænkt paa, om ikke en af Hovedaarsagerne til at Forholdene er som de er, er den, at man partout vil gøre vort liv "gaadefuldt". Jeg tror, at naar der i de fleste Mennesker er en vis Trang til det, vi under eet har givet Navnet "Mystik", saa beror det paa, at vi faktisk ved – omend paa en taaget Maade – at vi er evige, og at Livet her slet ikke er noget endeligt. Denne Viden i os skaber Uro med Hensyn til de Forestillinger, vi lever paa om os selv. Denne Uro ligger igen til Grund for det, vi kalder "vor Søgen efter Sandheden". Men denne Søgen har hidtil arbejdet paa et farligt Plan. Som lærer i en Kosmologi, der intet mystisk har ved sig, har jeg Gang paa Gang følt en vis Hunger efter lidt Mystik strømme mig i Møde fra den, jeg talte med, og det har af og til rystet mig temmelig meget. Vi maa bort fra den Opfattelse, at dette, at vort Liv er evigt, at det altid har været og altid vil være, er noget særligt imponerende. Vi maa lære som noget ganske selvfølgeligt, at vi er et "Overgangsvæsen", og at vi følgelig har to Naturer i os, som hver for sig søger at gøre sig gældende. Der er i sig selv intet imponerende i, at en Hitler og Mussolini ved at appellere til det dyriske i deres Tilhængere fik saa stor Sukces. Det vil de nemlig altid faa af den simple Grund, at vort dyriske Sind baade er det ældste og derfor det mest "udarbejdede". Læg blot Mærke til hvilket Ordforraad De har, naar De bliver godt gal i Hovedet! Nej, havde de samme to Herrer appelleret til de menneskelige Elementer eller det menneskelige Sind og saa faaet tilsvarende Sukces, havde det hele været anderledes. Saa havde der været Grund til at være imponeret!

Dette Nytaarsskifte er skelsættende derved, at nu appelleres der netop til det menneskelige Sind. Men læg Mærke til den Tvivl de Appellerende giver Udtryk for! De ved ved sig selv, at det, de siger, er det rigtige, men atter og atter føler man, at deres Appel mere har Karakteren af en Bøn end af et Bud. Helt anderledes har det været for de andre. Husker De de militære Nytaarsappeller? Det var regulære Bud efter Recepten, at "hvis du ikke slaar de andre ihjel, slaar de dig ihjel". Vi har i Dag en Viden om den dyriske og den menneskelige Natur som Realitet. Vi kan undervise den opviksende Ungdom i disse Naturers Maade at reagere paa. Men vi kan mere end det, vi kan fortælle dem, at disse Naturer ikke evigt vil forblive som de er, men at de, som alt andet, er Udvikling underkastet og at hvert eneste Menneske har det i sin Haand selv at fremskynde det menneskelige Sinds Vækst paa Bekostning af det dyriske. Vi kan fortælle denne Ungdom, at den selv hæfter for sine egne mentale Udskejelser, og at al Tale om Hævn og Had i Virkeligheden blot er de Brøl, man kan høre fra enhver mental Jungle. Vi kan vise disse Unge, at hvis de vil være Mennesker i dette Ords sande Betydning, maa de virkelig lære at bruge den Hjerne, de hver for sig har. De maa lære at tænke kosmiskt, hvad der ganske vist kan resultere i, at de maa afskrive visse taabelige nationale Forestillinger. Som det er, tænker de fleste i Aartier, for ikke at sige i Maaneder, men det virkeligt tænkende Menneske tænker i Aartusinder. Det tænker i Liv, hvor det almindelige Menneske tænker i Aar, derfor har det Fred med sig selv og Fred med sin Næste. Tænker man ikke kosmisk, er det umuligt at være tolerant. Tolerancens Vækst er betinget af, at man forstaar dens Hensigt, og Livet har ingen Hensigt, hvis man ikke tænker kosmisk, saa udtrykker det et haabløst Roderi, hvor den frækkeste og mest løgnagtige har de største Chancer!

Naar jeg derfor hilser Dem velkommen til et nyt Aars Arbejde i den Sag, der betyder saa meget for alle os, der føler os knyttede til den, saa gør jeg det i Bevidstheden om, at vi jo netop arbejder paa at bibringe det enkelte Menneske en virkelig Viden om dets Natur. Denne Viden er ikke altid behagelig, – men den er altid gavnlig, baade for den Enkelte og for Verden, det er dens Berettigelse!

Med de kærligste Ønsker for det nye Aar for Dem selv og for Deres Kære fra Martinus og samtlige Medarbejdere!