Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Det er med en noget mærkelig Følelse i mit Sind, at jeg sætter mig til at skrive dette det sidste Brev i Aar til Dem. Bag os ligger det mærkeligste Aar, Verdenshistorien endnu har kendt, et Aar, hvis Begivenheder vel ingen af os nogen Sinde formaar at slette af vor Erindring. Men alligevel et Aar vi med Glæde siger Farvel til, fordi det ogsaa lærte os Ting, vi vel paa sin Vis gerne havde undværet.

Vi er blevet fri for at ligge og lytte til Lyden af de Hundreder af Maskiner, der i Nattens Mulm og Mørke søgte frem mod deres Maal med deres dødbringende Last, vi er ogsaa blevet fri for Lyden af Sabotagebrag og af skrattende Maskinpistoler, og vi er ikke mindst blevet fri for Synet af de Uniformer, der for os maatte være Symbolet paa raa Magt og Agression. Men betyder alt dette, at vi har faaet Fred? Betyder det, at en mild og kærlig, en menneskelig Atmosfære, nu har afløst Hadets og Ondskabens ækle og kvælende Tilstande?

Har De prøvet at betragte et af vore Flygtningeinternater? Har De i denne Tid set Børnene sidde og presse deres smaa Ansigter flade mod Ruden, for blot at faa et Glimt af alt det forunderlige, der sker omkring dem. Har De tænkt paa, hvad det vil sige at være indespærret under de Forhold, disse Mennesker lever under? Hvis ikke, saa prøv det. "Pladderhumanisme" lyder Svaret almindeligvis til den, der vover at tænke som jeg gør, men er det andet end et Brøl fra et Dyr, der paastaar at være kultiveret eller i det mindste civiliseret?

Det er ikke det, at jeg ikke evner at forstaa Aarsagerne til disse Tilstande, ejheller volder det mig Vanskeligheder at forstaa, at man maa træffe visse Forholdsregler, og at de maa være strenge, saadan som Forholdene nu engang er, men hvad min Bevidsthed simpelthen nægter at forstaa, er den modbydelige Glæde mange føler ved Synet af disse Ulykkelige, en Glæde som Gang paa Gang kommer frem baade i Billeder og Tekst i Blade, man ellers skulde tro ikke havde nødigt at ernære sig af det billige Had.

"Saa skulde De bare selv prøve at være i Gestapos Bøddelhænder" hører jeg det hviske fra den Kant, hvorfra Hadet blæser stærkest. Sandt nok, jeg har ikke prøvet det, selvom jeg fik Lov til at opleve hvaddet vil sige at gaa med et Gevær presset ind i Ryggen. Men selvom jeg ikke har oplevet at blive pint, saa har jeg dog alligevel Lov til at danne mig en Mening om Tingene, og den koncentrerer sig ganske simpelt i dette, at man ikke standser Hadet ved at formere det. Vi maa ud af disse Tilstande, om Livet igen skal blive værd at leve. Tænk – jeg ved, Tanken er dristig – men tænk alligevel paa, om vi herhjemme havde haft Mod til at invitere 10.000, ja maaske 100.000 eller endnu flere smaa tyske Børn herop i private Hjem og saa givet dem den demokratiske Opdragelse, vi selv er saa stolte af at besidde. "Blødsødenhed" siger maaske en og anden. Mon? Vilde det ikke meget mere være Udtryk for det kærlige Sindelag, der var vor Nations Kendetegn før alt dette kom?

Det er Jul nu, men det forekommer mig uendeligt svært at komme i den rigtige Julestemning ved Tanken om alle de, der i disse Maaneder bukker under for Lidelser, De og jeg maaske slet ikke evner at fatte. Det er saa let – og saa billigt – at sætte sig til Doms over andre, men det er ingen Løsning, slet ingen. Stormen er stilnet af, men den Fred i Hjerterne, der var alles Længsel, har endnu lange Udsigter!

Maaske skuffer dette mit Julebrev Dem, men det beder jeg Dem tilgive mig, jeg maatte simpelthen have Luft for de Tanker, jeg saa længe har gjort mig om disse Ting. Og Livet er andet end lys og Festlighed, selvom jeg om et Øjeblik skal fortælle Dem ogsaa om det. Naar jeg "maatte have Luft" beror det paa et inderligt Ønske hos mig om, at i det mindste de Mennesker, med hvem jeg selv er i Kontakt, ikke bukker under for de selvretfærdige Følelser, der kan gøre Hjertet ufølsomt for Lidelser, der raaber til Himlen. Kan vi ikke gøre andet, kan vi øve os i at tænke kærligt. Lad de andre tænke i Aartier, men lad os prøve at tænke i Aartusinder, – det opløser Hadet, ja mere end det, det opløser Evnen til at hade, og den Evne er det nok værd at blive kvit!

Jeg antydede før, at jeg ogsaa vilde berøre Livets festlige Side, og jeg indfrier mit Løfte ved at fortælle Dem lidt om en Oplevelse, vi her i København netop har haft. Søndag Aften den 16. ds. stod Poul Reumert paa vor lille Scene og henrev os alle ved sin straalende Gengivelse af Kaj Munks "En Idealist". Oplevelsen burde have været transmitteret. Trods utrolig Travlhed, han var netop Dagen før ankommet fra Gøteborg og kom til os fra sin Deltagelse i Politikens Julefest, læste han med en Incitet og Inspiration, der i den Grad henrev os alle, at man vilde have kunnet hørt den berømte Naal falde til Gulvet. Tager man alt det, han allerede havde bag sig paa netop denne Dag, var det en næsten ufattelig Præstation.

Aldrig før har vi sluttet Undervisningen med et saa straalende Punktum. Jeg kunde have undt Dem at være med, undt Dem at fornemme den Glæde, der vibrerede overalt. Martinus Ønske om at skabe en Skole for Aand og Kunst er gaaet i Opfyldelse i et Omfang, vi her knapt havde turdet drømme. Et rigt Aar i Sagens Tjeneste gaar nu over i Historien. Bag os ligger nu alle Begyndervanskelighederne, Sagens egentlige "Barndom", foran os ligger denne Sags gyldne Ungdom med alle sine rige Løfter. Vi er mange nu, og vil vi holde sammen, som vi har gjort det indtil nu, vil vi i Flok kunne løfte Opgaver, som uundgaaeligt vil sprede Lys og Glæde omkring sig. Martinus brugte engang Ordene "Vi er Freden", og det skulde ikke volde nogen Vanskelighed at se, at han har Ret heri. Kun i Lyset af den Mentalitet, der straaler ud fra hans Livsværk, kan Freden blive en virkelig Realitet.

Jeg glemmer aldrig, at Martinus engang i en Samtale ganske roligt bemærkede, at han holdt "Juleaften" hver eneste Aften Aaret rundt. Det gav et formeligt Chok i mig da han sagde det. I Dag ved jeg, at han talte Sandhed. Og jeg ved ydermere, at vi vil bruge de samme Ord, den Dag det staar ligesaadan til inde i os, som det gør i ham. Om en Stund er det Juleaften og for nogle Timer vil de fleste Menneskers Sind være kærligt indstillet. For nogle Timer, ja, maatte det dog komme dertil at de Tanker, som er Julens egentlige Fundament snart maatte faa saa meget Magt, at deres Virkninger blev synlige iblandt os. Ønsket herom er faktisk mit eneste Ønske baade til Julen og paa Tærskelen til det Aar, vi nu gaar i Møde. Det er med det som Baggrund, at jeg ønsker Dem og Deres kære en lykkelig og fredfyldt Jul og et Nytaar, i hvilket baade De og vi maa opleve mange lyse og skønne Timer. Med en inderlig Tak for alt i det svundne Aar beder jeg Dem modtage de kærligste Hilsner fra Martinus og samtlige Medarbejdere!