Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg har i Dag Lyst til at berøre et Problem, der i lang Tid har beskæftiget mine Tanker: Dødsstraffen. Paa en Rejse jeg for nylig foretog blev jeg pludselig opmærksom paa en Række unge Mennesker, der bevægede sig paa en ejendommelig Maade igennem det Lokale, jeg befandt mig i, og ved at betragte dem nøjere saa jeg, at de var lænkede sammen ved Hænderne. Men hver for sig var de saa generte af denne Sammenlænkning, at de gjorde alt for at skjule den for Nysgerriges Blikke. Mine Øjne gled hen over dem. Det var lutter unge Mennesker med næsten helt ubeskrevne Ansigter. Hvad jeg saa var nærmest inkarnerede Naturmennesker. Unge Vilde i civiliseret Tøj.

Nu vilde Skæbnen, at jeg et Øjeblik efter kom til at tale med et Menneske indenfor Fængselsvæsenet og derved fik et lille Indblik i disse unge Fangers Liv. De var politiske Fanger, havde tilhørt forskellige berygtede Korps og var nu "taget i Forvaring". At denne Oplevelse ogsaa havde berørt andre af de tilstedeværende kom hurtigt frem igennem de Udtalelser, der højlydt faldt omkring mig og af hvilke især een gjorde Indtryk paa mig. Det var en ophidset Mand, der energisk forkyndte, at "det skulde være ham en speciel Fornøjelse at meje hele Krapylet ned og smide dem i et af dem selv gravet Jordhul". Ganske vist var der ingen, der optog nogen Diskussion med ham, men af de Ansigter, jeg havde Lejlighed til at betragte, stod det mig klart, at han havde adskillige Meningsfæller.

Denne Oplevelse bevirkede imidlertid, at jeg for mig selv prøvede helt at se tilbunds i dette Problem. Det er jo nemlig ikke nok at man i en saadan Sag blot forstaar sit eget Standpunkt. Det har sin store Værdi at undersøge Aarsagen til, at saa mange, som Tilfældet faktisk er, i Dag hælder til den Anskuelse, at vi, omend kun for en kort Tid, bør genindføre Dødsstraffen og derigennem oprette Respekten for "Lov og Orden". Rent overfladisk er Problemet for de fleste af rent følelsesmæssig Karakter. Det har oprørt dem at se den Ligegyldighed, hvormed tilsyneladende ganske sagesløse Mennesker er blevet torterede og myrdet, og de "føler", at den moralske Ligevægt kun kan blive genoprettet ved Hjælp af de haardeste Midler. Det er svært at drøfte netop dette Problem med disse Mennesker, fordi ens Argumenteren i deres Øjne altfor let faar Skæret af Blødsødenhed eller som det nu saa moderne udtrykkes "Pladderhumanisme". Det er forstaaeligt at en Far, hvis Søn er blevet myrdet, føler at denne Søn skal "hævnes" og at Morderne eller Morderen skal lide sin "fortjente Straf". Men er det rigtigt?

Almindeligvis er Forskellen mellem Forbryderens og Samfundets Maade at dræbe paa den, at Forbryderen dræber sit Offer uden at det faar Tid til at forsvare sig, ja vel i langt de fleste Tilfælde slet ikke aner sin umiddelbart forestaaende Død, medens Samfundet igennem sin Retsforfølgning med paafølgende Dødsdom uundgaaeligt rent aandeligt torterer den Domfældte. Det siger sig selv, at et saadant Menneskes Sind uafladeligt maa svinge mellem fortvivlet Haab og rædselsfuld Frygt. Alene denne Oplevelse rummer i sig forfærdende Perspektiver, som man ikke kan affeje med en Skuldertrækning eller en fladbundet Bemærkning om at "det har han godt af".

Men lad os gaa et Skridt videre. Lad os se den Kendsgerning i Øjnene, at Dødsdommen ikke alene er afsagt, men ogsaa skal eksekveres. Er denne Eksekution saa nogen Garanti for, at vi virkelig er blevet Forbryderen kvit? Lad os blot koldblodigt forestille os, at den Dødsdømte virkelig er en Forbryder af argeste Slags. Et perverteret Individ, der uden Skrupler har begaaet de rædselsfuldeste Forbrydelser. Betyder en Dødsdoms Fuldbyrdelse, at vi virkelig er blevet ham kvit?

Bortset fra de evige Diskussioner for og imod, hviler hele vor Opfattelse af Tilværelsen paa den Indstilling, at vort Liv ikke er afsluttet med dette Liv. Kirken er en Statsinstitution, og enorme Summer bliver hvert Aar ofret paa at forkynde Samfundet en Opfattelse, der gaar ud paa Livets fortsatte Eksistens. Jeg vil her ikke berøre disse Opfattelsers Rigtighed, blot paapege, at Virkningen af denne Forkyndelse er blevet den, at de fleste i sig føler, at "der er mere mellem Himmel og Jord etc.", en Opfattelse som for de flestes Vedkommende meget stærkt suppleres af et dem iboende religiøst Instinkt.

Er det nu saadant, at Livet fortsætter udover Døden – jeg ser stadig bort fra min egen Indstilling paa disse Omraader, prøver blot paa at tænke rent neutralt, – rummer da en fuldbyrdet Dødsdom ikke ogsaa en Risiko for os? Er en Forbryder ikke et Væsen, i hvilket en rasende Hævn- og Hadmentalitet i den Grad har Herredømmet, at Forbrydelse maatte blive Konsekvensen? Men – og her kommer jeg til det, som uafladeligt vender tilbage i mine egne Tanker, – er det ikke saaledes, at denne Forbryder, saalænge han befinder sig i sit fysiske Legeme, paa en Maade er "arresteret" og dermed begrændset? Anbragt under Opsyn er han dog henvist til at nøjes med at rase indenfor sit eget Mentalomraade og maa dog der opleve Virkningen, omend nok saa spæd, af det i ham, der modvirker hans forbryderiske Tendenser. Kort sagt, har han ikke, saalænge han er i sit fysiske Legeme, en Chance for ved Eftertanke at komme paa Sporet af, at hans Væremaade ikke alene er til Skade for andre, men ogsaa for ham selv?

Lad os tænke os det samme Væsen frigjort for sit fysiske Legeme. Kan det da ikke tænkes, at det samme Væsen nu ligesom inkarnerer i Renkultur i sit Had? Døden gør ingen bedre, siger et gammelt Ord, og det er nok værd at tænke over. Vi kender alle Ordet "Besættelse", ja vi ved fra Bibelen, at Jesus uddrev onde Aander, der havde besat fysisk levende Mennesker. Men er "onde Aander" andet end Forbrydere? Omend det stadigt er et Tankeeksperiment, jeg her beskæftiger mig med, kan det jo tænkes at være et, der i en uhyggelig Grad angaar Virkeligheden. Vi taber intet ved at lade et Menneske leve og give det Chancen for Selvforædling, selvom det er under lidt ublide Vilkaar, men hvis en diskarneret Forbryder ved en Evne til at besætte andre, kan leve videre i sit Had, taber vi i Virkeligheden alt, thi da er vi ved vort Retskrav med til at opretholde Hadets og Forbrydelsens Virkninger.

Kravet om Dødsstraffens Afskaffelse kan begrundes rent humant ved en Henvisning til Kristendommens Ethik. Ifølge den har vi ingen Ret til at tage vor Næstes Liv, ja skal ovenikøbet tilgive, tilgive og atter tilgive. Men den kan ogsaa begrundes paa en anden Maade. Liv er Bevidsthed og Bevidsthed er Tanker. Men Tanker kan være frygtelige Kraftcentrer, og det er et Spørgsmaal, om ikke "Kødet" her er en guddommelig Anordning til Hindring af de Eksplotioner, der muligt kan indtræde, naar "Kødets Fængsel" bliver brudt, – selvom det sker i Humanitetens og dermed Næstekærlighedens Navn.

Med venlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere