Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

For snart syv lange Aar siden – Natten til den 24. September 1938 – laa jeg Time efter Time og lyttede til Radiobudskaber fra hele Verden. Tjekkoslovakiet havde mobiliseret, Fredens Timeglas syntes i Færd med at rinde ud, hele Kloden dirrede som i Feber for det, enhver frygtede vilde komme. Jeg har aldrig kunnet glemme den Nat, i min Erindringsverden staar den som en af de tungeste, jeg har oplevet, fordi jeg i den Nat for Alvor prøvede at forestille mig en hel Verden kastet ud i Krigens Gru.

Jorden fik dengang et Aars Frist, før den endelige Orkan brød løs, den Orkan som i dette Døgn endelig er bragt til Standsning. Men hvad er ikke sket siden da? Hvad har Menneskeheden dog ikke oplevet? Trin for Trin har vi nærmet os Junglens Bestialitet. Perversitet og Lavsind har fejret usandsynlige Orgier. Livet har været en sindssyg Dans henover Dødningegrave. Vi har Fred nu, Verdensfred! Over en hel Klode forstummer nu alle de Instrumenter, som ene blev skabt for at myrde og lemlæste. Intet Under at alle de, der stod nærmest for Tur – Soldaterne paa Land, paa Vand og i Luften – jubler af ellevild Henrykkelse. De ved, hvad moderne Krig er, de ved at den Tid forlængst er forbi, hvor Mod og Tapperhed var det sikreste Middel til at beskytte egne Liv, intet Under at de føler sig uendeligt lykkelige ved atter at kunne se frem til en Tid, hvor det civile Tøj har afløst Uniformen, hvor Samværet med dem de elsker har afløst Livet i Kaserner, Livet under jernhaard militær Disciplin.

Over hele Jorden har "Dommedag" talt sit tordnende Sprog til en Menneskehed, for hvem materielt Velvære var blevet Livets Alfa og Omega, en Menneskehed, for hvem Stoffet, det man kunde tage og føle paa, var alt, var selve Guddommen, medens det egentlige – Sjælen – blot var reduceret til "taabelige og taagede Fantasier uden Kontakt med Virkeligheden". Hvilken Konsekvens at se tilbage paa. En Verden i Ruiner. En Verden med Titusinder vandrende ørkesløst rundt paa Vejene, uden Maal og uden Fremtid. En Verden mere lemlæstet end nogen selv i sin vildeste Fantasi kunde have forestillet sig. En Verden i hvilken det dræbende Princip kulminerede med Skabelsen af en Bombe, for hvilken 200.000 Mennesker maatte lade Livet – Helvedes indtil nu mest blodrøde Blomst.

Verden har Fred nu. Krigens haarde Røst er forstummet. Massegravenes og Koncentrationslejrenes Tid er uigenkaldeligt forbi. Hadet kom til kort, omend det i Begyndelsen havde en helt uberegnelig Sukces. Paany har Livet bekræftet, at "den Guderne vil ødelægge, giver de Medvind". Men Freden kommer ikke til en sund og glad Verden, Freden kommer til en Menneskehed, hvis Sjæl er syg til sit Inderste. En Menneskehed, der har set alle sine Illusioner briste og som idag er mere raadvild end nogen Sinde. En Menneskehed, hvis Intellekt er kulmineret i Evnen til at skabe netop det Vaaben, ved Hjælp af hvilket den nu ved, at den kan begaa Selvmord.

Verdensfred, – maaske det farligste Ord at anvende i en Verden, der endnu knapt har erkendt, at Fred ikke er noget, man kan diktere. En Verden, der endnu til Dels lever paa overleverede Forestillinger om Samfundsformer, Livet ubarmhjertigt vil knuse, fordi de stadigt i sig indebærer Kim til Uret og Vold. Krigen er endt, og vi takker Gud derfor, men Freden er kun begyndt, og den, der blot kender lidt til Tilværelsens kosmiske Love, ved at det vil tage langt mere end syv bitre Aar at vinde den helt og udelt. Den haardeste Del af "Krigen paa den ydre Front" er nu Historie, men Livet gaar videre og vil ikke her standse sit Løb før hvert eneste Menneske ved Selvoplevelse har erkendt, at det med hele sin Sjæl skal være "sin Næste nærmest" – at dette, "at elske sin Næste som sig selv" ikke er en "taaget religiøs Frase", men derimod en kosmisk kemisk Lov, hvis Fravigelse betyder Lidelse og Undergang for en selv. Jeg skrev at "Krigen paa den ydre Front" nu er Historie, men denne Krigs Afslutning er ogsaa Signalet til, af "Krigen paa den indre Front" nu vil begynde i en Maalestok som aldrig før. Kampen for og imod Tilværelsens humane Principper vil fra nu af vokse i et Tempo ingen kan forestille sig – Livet iler hastigt videre, – frem imod en Verden af Aand, af Kunst, af straalende universel Kærlighed.

At vide dette, at vide det paa en Maade, der brænder i hver eneste Fiber i ens Sjæl, er ensbetydende med at leve i Kontakt med alt det, der nu venter ethvert Menneske hinsides den sjælelige Taage, der idag hviler over den ganske Menneskehed. Det betyder paa en og samme Tid en uendelig stor Lykke og en dyb Smerte, thi det betyder, at man i sig selv ved, at alt det, der er sket, er sket af Kærlighed til alle levende, men ogsaa, at det kun er meget faa, der baade vil kunne forstaa og acceptere en saadan Viden. Thi nok har Hadet kulmineret, men det er ikke forsvundet. Det lever overalt, ja selv i mange ædle Menneskers Hjerter. Som et tusindhovedet Uhyre sniger det sig ind overalt og vil endnu i Sekler af Tid evne at gøre Fortræd ogsaa der, hvor man maaske mindst venter det. Verden er endnu en i Smaastater opdelt Klode, hvor utallige Mennesker stadig tror paa "Sværdets Mission". En dikteret Verdensfred formaar ligesaa lidt at fjerne endnu uudlevede Forestillingskrese som et enkelt Menneske formaar at standse Solens Gang – dette bør man erindre sig i de Timer Udviklingen synes at gaa for langsomt.

For mange Aar siden sagde Martinus til mig i Spøg: "Først naar Hitlers og Mussolinis Tid er forbi, kommer min Tid!" Ordene blev sagt i Spøg, men de rummer trods alt en dyb Sandhed, som han ogsaa selv engang gav Udtryk for i en spøgefuld Sætning, idet han da karakteriserede begge de nævnte Herrer som sine bedste "Medarbejdere". Disse "Medarbejdere" er borte nu, men hvilket "Arbejde" har de ikke udrettet? Har de ikke mere end nogen anden bidraget til, at Verden idag mere inderligt, mere fortvivlet end nogen Sinde før spørger om der er en Gud til, om alt blot er Stof eller – . Da Martinus for faa Aar tilbage indviede dette Hus sagde han omtrent ordret: "Lad det blive kendt, at vi er Freden!" Idag har denne Sætning maaske mere Betydning end nogen Sinde før, thi idag er de Betingelser, under hvilke denne Mands Tanker kan leve og formere sig, bedre end nogen Tid før i vor Klodes Historie. Fra nu af vil disse Tanker, disse straalende kosmiske Ideer, vokse stærkere og stærkere saa sandt som de, og de alene i sig indebærer den Kraft, det Fundament, paa hvilket en virkelig varig og dermed evig Fred kan hvile. At maaske kun meget faa ved dette, betyder i denne Forbindelse mindre end intet. Engang født i Verden vil de blive i Verden og blive hvert eneste Menneskes absolutte Ejendom og inspirerende Livskilde i nøjagtig samme Grad, som det ved sine egne Taarer har faaet dem indvævet som en evig Del af sin Sjæl.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!