Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Omend det har været mig en Glæde at skrive hvert eneste Brev, jeg har sendt Dem igennem Korrespondanceafdelingen, saa har jeg paa en Maade næsten længtes efter at sende Dem dette Sommerbrev heroppe fra vor skønne lille Ferieby. Jeg har jo snart tilbragt mange Somre heroppe, men jeg ved, at jeg aldrig har længtes efter nogen Sommer, som jeg har længtes efter den, der skulde følge efter Freden. Nu er den her, og omend Freden ikke helt blev det, en Del af os havde haabet, saa er Mørkets haarde Tryk dog veget saameget, at vi heroppe i disse skønne Dage virkelig kan opleve Fornemmelsen af, at en ny Verden ikke alene er blevet født, men ogsaa er i Færd med at vikle sig ud af Svøbet.

Vi vilde jo gerne have mødt denne Sommer med alle de Huse, der skulde til for at rumme alle de, der ønskede at komme her. Det har været svært igennem saa mange Aar at sende Afbud paa Afbud, men nu begynder man da at kunne se Vej. Det er svært fristende at begynde at fortælle Dem om de Planer, der nu ligger udarbejdede til den Udvidelse, der her har trængt paa saalænge, men De maa vente lidt endnu. Saameget kan jeg dog sige Dem, at jeg føler mig overbevist om, at det vil gibbe i Dem af Glæde, naar De bliver bekendt med disse Planers Detaljer. Kosmos Feriekoloni har altid været en baade smuk og mønsterværdig Koloni, – med de kommende Udvidelser vil den faa et Ansigt, vi alle baade vil blive glade ved og stolte over.

Men kunde vi ikke udvide, kunde vi følge de tidligere Aars Teknik, som i al Korthed kan betegnes med et i Danmark ret kendt Udtryk, nemlig "dobbeltbelagt". Hvorsomhelst De i Øjeblikket vilde kigge ind heroppe, vil De finde Gæster, om det saa er i Gartneriets Gødningsrum. Det lyder maaske ikke saa tiltalende, saa jeg vil derfor gerne indskyde, at der ogsaa findes Gødninger, som baade er rene og sukkerlignende, – og det er altsaa dem, der har maattet vige Pladsen for en ferietrængende Sjæl! Omend denne Ferieform baade er anstrengende for den ene og den anden Part, er den dog et vidunderligt Udtryk for den Glæde, Sagens Venner føler ved at være her, samtidigt med, at den er et Varsel om, at selv om der kommer store Udvidelser, vil de en Dag vise sig for smaa til at dække Behovet. Og godt saaledes. Martinus Arbejde indebærer en Livskraft, som ustandseligt vil vide at bane sig Vej fremover. Det søger ikke imod det begrænsede, tværtimod ejer det jo Evighedens Ubegrænsethed i sin Natur, og vil derfor aldrig kunne spærres inde i en af Mennesker frembragt Form. Men er det ikke ogsaa dets største Tiltrækning? Har De nogensinde stillet Dem selv det Spørgsmaal, hvorfor Mennesker som De og jeg søger dette Arbejde? Jeg gaar ud fra, at De saavel som jeg selv hører til de Mennesker, for hvem en eengang afgrænset Form eller Forening udløser Panik, – saadan har jeg det i hvert Fald, – netop derfor skabte Mødet med denne Mands Tanker den store Fred i mit Indre. Uden Foreningsdannelse er det blevet et Mødested for utallige spirituelle, morsomme Mennesker, som her, uden anden Tvang end den, Kendskabet til Tilværelsens evige Love belægger os alle med, i Fællesskab bygger netop den frie, skønne Tankeverden, ethvert udviklet Menneske længes imod. Thi er det ikke det, vi kalder "Friheden"s inderste Hemmelighed, at den inspirerer os til hint Fællesvirke, som rækker langt udover vort eget Liv? For mig at se, er der ingen Sjæl fattigere end den, der ikke evner at nytte sit aandeligt Pund i et utvungent, lykkeligt Samvirke med andre. Individualismen har ingen værre Vildskud end de, der i misforstaaet Trang til Selvhævdelse i den Grad isolerer sig fra Helheden, at Helheden tilsidst isolerer sig fra dem.

Vi har ingen Forening, vi er ingen Sekt, – og alligevel er det en Kendsgerning, at enhver Fremmed, der besøger denne Plads, uvægerligt faar det Indtryk, at det er een stor Familie, som her har sat hinanden Stævne. Overalt Mennesker Arm i Arm, over alt smilende, tillidsfulde Ansigter, og sidst, men absolut ikkemindst, overalt solbrune, glade Børn, som synes at høre hjemme i samtlige Huse. For mig selv spiller Børneproblemet heroppe en umaadelig Rolle. Voksne Mennesker har selv en stor Del i den Skæbne, Livet lader dem opleve, Børnene derimod er jo endnu kun "smaa, voksne Mennesker", og jeg føler det som en umaadelig Lykke at turde sige, at Børnene paa denne Plads faar utallige Erindringer med sig hjem om voksne Mennesker, der virkelig kunde omgaas hinanden uden Skænderi og andre Nederdrægtigheder. Tænk hvad det egentlig vil sige, at faa sit Sind fyldt med saadanne Erindringer. Hvormange oplever ikke det modsatte? Der ligger en dyb Sandhed deri, at en Bevægelse ikke er stærkere end den Ungdom, der flokker sig om den. Aandelige Bevægelser har ofte haft en slem Tendens til at blive "GammelmenneskeBevægelser", det er i hvert Fald ikke tilfældet her, det vil en enkelt lille Tur igennem Kolonien overbevise Dem om!

Nej, Martinus Arbejde er ikke alene et ungt Arbejde, men det er ogsaa et Arbejde for enhver aandelig ung og levende Sjæl. Netop i denne Sommer, hvor vi heroppe lever under Pladsmanglens ulidelige Tryk, fuldbyrder vi jo i København en Udvidelse af Sagens Centrum af endog ret store Dimensioner. Pudsigt nok udløser denne Udvidelse hyppigere Spørgsmaalet: "Hvor faar de dog alle de Penge fra?" end: "Hvad skal dog alle de Lokaler bruges til?". Naa, jeg forstaar saa udmærket det første Spørgsmaal, men kan svare, at denne Sag jo efterhaanden er meget omfattende og indenfor sit Omraade har mange baade kærlige og velstillede Menneskers Bevaagenhed. At det imidlertid i langt højere Grad er det sidste Spørgsmaal, der optager mig, tror jeg De vil forstaa, og her er det, jeg føler en meget dyb Glæde ved at kunne meddele Dem, at svundne Aars levende Drømme om en Undervisning, i hvilken Kunst og Videnskab gik op i en højere Enhed, nu staar foran deres Virkeliggørelse.

Som De maaske ved, bevirkede Fredsslutningen, at en af Sagens trofaste Venner atter kunde vende tilbage til vort Land, nemlig Billedhuggeren Harald Isenstein og hans Hustru. Denne Tilbagevending rummer langt dybere Perspektiver, end de fleste ved, men nu, da disse Venner igen er i vor Midte, røber jeg ingen Hemmelighed ved at meddele Dem, at Isenstein til Vinter overtager Ledelsen af Studiekresarbejdets kunstneriske Side. Foruden den direkte Undervisning over Martinus kosmiske Analyser vil Sagens Interesserede i København nu faar Adgang til Undervisning i Tegning og Modellering, saavel som baade Koncert- og Teateraftner, isprængt Mødet med Kulturpersonligheder indenfor Litteratur og Videnskab, vil afløse hinanden Vinteren igennem. Jo, Lokalerne skal nok blive anvendt. Livets Bog's Bureau var altid tænkt som et virkeligt Aandscentrum, og det vil kun være Udtryk for et forbavsende Ukendskab til Martinus Arbejde, om man havde tænkt sig, at Undervisningen skulde stivne i en eensidig Form. Tværtimod vil man komme til at opleve, at denne Mands Arbejde i sig ejer Evnen til at forbinde sig med alt virkeligt levende Liv. Det repræsenterer ikke for intet en ny aandelig Verdensimpuls. Bag dets nuværende, tilsyneladende beskedne Fremtræden skjuler sig stærkere Kræfter, end det umiddelbart er synligt. Men disse Kræfter ledes af et Menneske som, det har Livet bekræftet forlængst, kan sige sig fri for primitive egoistiske Begær, og som Sagen hidtil har fulgt en naturlig Vækstlinie, kan man ogsaa være overbevist om, at den vil gøre det i Fremtiden.

- - - - -

Sommeren er over Klint nu, og vi nyder dens Glæder i fulde Drag. Foredrag og glad Underholdning afløser hinanden og Dagene svinder hastigt for hver eneste af os. Atter og atter maa vi høre Sætningen: "Aah, havde jeg dog bare otte Dage til!" – en Sætning, som baade gør glad og bedrøvet. Vi forstaar den enkeltes Glæde over denne Plet, som er blevet til igennem saa mange kærlige Hænders Samvirke, en Glæde, som forpligter os til stadig at arbejde med Planer for baade fysiske og aandelige Udvidelser. Det næste Sæt Planer er udarbejdede nu, og kan jeg ikke foreløbig sige Dem andet, saa indebærer dette dog et Løfte om, at noget Nyt ogsaa her er i Færd med at ske, – og er en saadan Nyhed ikke en lille Glæde i sig selv?!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!