Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Naar man betragter det Virvar af Følelsestilstande, Verden af idag giver Udtryk for, gribes man af en besynderlig Fornemmelse af, at langt de fleste Mennesker er som Skibe, der søger at naa Havn uden Kompas. Freden og Befrielsen udløste en sand Orkan indenfor Følelseslivets Omraade og mange er de, hvis "Skibe" idag sidder og "hugger" paa et af de undersøiske Rev, Stemningernes Ocean er saa sørgeligt rigt paa. For den, der interesserer sig for kosmisk Kemi – Læren om Tankestoffernes korrekte Blanding – udgør de nuværende Tilstande et sandt Orgie af Beviser for det jordiske Menneske som værende et Væsen med to helt forskellige "Sind", af hvilke det ældste, det fra Junglen nedarvede, i Øjeblikket fejrer sande Triumfer. Parallelt med, at Verdens førende Statsmænd forkynder den humanistiske Æras virkelige Begyndelse, ser man Animalismen – Hadets og Hævnens uforsonlige Aand – i den Grad dominere, at man skal være endog meget varsom, dersom man vover at anvende den genvundne Ret til atter "frit at tænke, tro og tale".

Næppe noget Sted afspejler den midlertidige aandelige Forvirring sig stærkere end i de Aviser, vi i øjeblikket faar at læse. Kedelige kan man ikke kalde dem, selvom de respektive Skribenter næppe vilde føle sig ligefrem stolte over de Tanker deres Udgydelser afføder i et Sind, der ikke helt er indstillet paa at "sluge samtlige Kameler raa". Jeg har lige været paa Rejse og er der faldet over et Par fede Overskrifter, jeg føler Trang til at citere, fordi de saa udmærket giver Udtryk for den herskende aandelige Forvirring. Et af Landets store Blade indledte saaledes sin Meddelelse om en stor præstelig Hyldestadresse til en af Landets førende Prælater med følgende Citat fra selve Adressen: "De (altsaa Præsten) havde Sind og Vilje til for Danmarks Frelses Skyld at lade Sværdet synge Messe til Herrens Lov" – jeg gned mine øjne et Par Gange og læste Overskriften een Gang til, jo det stod der virkeligt. At samme Avis med fede Typer andet Sted bragte Meddelelse om en anden kendt Prælat, at "han besteg Prædikestolen med en skarpladt Revolver skjult i Præstekjolen" faar ikke undre. Retfærdigvis bør jeg vel tilføje, at denne Præst selv havde meddelt, at i Kirken vilde han dog ikke gøre Brug af den, men udenfor –! Saadanne Meddelelser fortæller jo et og andet om de nævnte to Slags Sind – mindst dog om det, der i sin uendelig Visdom fødte Sætningen: "Hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd".

Men hvor lyser Forsoningens Aand dog ogsaa udaf følgende store Overskrift: "Kedelig Forveksling af tyske Hunner og britiske gentlemen" med Undertitlen: "Xkøbingenserne har vanskeligt ved at skelne mellem R.A.F.s airmen og tyske Soldater". Man faar en besynderlig Fornemmelse af, at Vorherre havde gjort det hele meget lettere for os, dersom hver eneste Nations Indbyggere Verden over havde haft forskellig Ansigtskulør, saa vidst man da, hvem man turde elske, og hvem man skulde hade. Som det nu er, kan man paa Grund af Tøjet altfor let komme til at vise den forkerte, menneskelig Venlighed.

Nej, Freden er endnu ikke kommet til Verden. Vaabnene tier, men de er ikke kasserede. Vi har Krigens haardeste Afsnit bag os, det er sandt, men skal den Fred vindes, som de fleste længes efter, skal meget ændres. Det er jo ikke saaledes, at man ikke forstaar alle disse Tilstande, men jo mere man studerer dem, desto stærkere længes man efter deres Forsvinden. Maatte det dog blive raabt ud fra alle Torve, fra alle Prædikestole, at Hadet og Ufordrageligheden aldrig kan være Løsningen. Hadets Aand er Dumhedens Aand. Hadet sønderlemmer og nedbryder, hvor Kærligheden og Forstaaelsen samler og opbygger. Misforstaa mig ikke, jeg ved ganske nøje, at Menneskeheden ikke i Øjeblikket er særlig modtagelig for en saadan Tale, men den vil blive det, fordi det er det eneste, der til sin Tid virkelig kan hjælpe den udover det mentale Dødvande, det Kaos, den nu befinder sig i. Følelsestiradernes Tid vil en Dag være forbi. Der vil snart komme en Dag, hvor den opvoksende Ungdom roligt og nøgternt spørger om Vej. At tro, at man da kan spise den af med en Snak om "gamle, værdifulde Traditioner" etc. er kun det samme som at demonstrere, at man overhovedet intet har forstaaet af det hele. Vi vender aldrig tilbage til "de gode gamle Dage", aldrig. Tværtimod, vi marcherer i Ilmarch frem imod en Tid, hvis aandelige og sociale Konturer bliver saa ulig dem, vi i øjeblikket kender, at man ikke alene kommer til at tale om en hel ny Tid, men ogsaa om en hel ny Verden, en Verden i hvilken der hverken helt eller halvt bliver Plads til det Svælgeri i forældede og forlorne, for ikke at sige uverderhæftige Følelsesmanifestationer, som Tilfældet er i Dag. Man gør klogt i at se i Øjnene, at vi er paa Vej frem imod "Verdens forenede Stater", og at en saa omfattende Statsinstitution kommer til at hvile paa ganske andre religiøse og sociale Forudsætninger end dem, alle de nuværende, splittede Smaastater hviler paa. Verden er en Eenhed, og kun den, der fuldt bevidst arbejder paa at tilegne sig en realistisk Verdensborgermentalitet, vil kunne møde kommende religiøse og sociale Omvæltninger med virkelig Ro i Sindet.

Og vender vi os her mod det religiøst indstillede Menneske, faar man tilgive mig, at jeg med al min Kraft hævder, at den, der fortsat giver Hadet Rum i sin Sjæl imod dette eller hint Menneske eller denne eller hin slagne eller sejrrige Nation, langtfra opfylder de Krav, Kristendommen stiller til den, for hvem den er dyb og sand Alvor. At vi i os har Evnen til at hade og føler os haardt fristet til at bruge denne Evne, er ikke det samme som, at det er rigtigt. Den hører til det Sind, vi skal og maa forlade, om Freden skal blive en evig Bestanddel af vort Væsen. Martinus brugte engang Udtrykket "Vi er Freden" – skal han have Ret heri, maa vi gøre os klart, at den Tid er forbi, hvor vi kan deltage i selv den mindste Hadsmanifestation. Hvor svært det end kan være, har vi kun Valget mellem enten at tie eller ogsaa klart at tage Afstand fra det Had, hvis Virkninger ikke alene er farlige for Samfundet som Helhed, men ogsaa, og det er dog ikke uvæsentligt, for vor egen aandelige Vækst!

Jeg nævnte det for Dem i mit sidste Brev, og jeg gentager det her: Martinus Arbejde er kommet til Verden for at vise Menneskene Gud i Mørket, i Lidelsen og i Afsavnet. Her kan det hjælpe og lindre, her kan det frugtbargøre de rædselsfulde Erfaringer, Krigen har givet Menneskene. Derfor er det, jeg atter og atter advarer mod Hadet i alle dets Afskygninger, fordi Hadet stærkest af alt holder den Illusion i Live, at Ondskaben og alt, hvad dermed følger ikke skulde have Rod i vort eget Væsen, men være os paaført udefra af en tænkt Djævel, Satan etc. At lære Menneskene, at en hvilken som helst Lidelse er en "Sæd", vi engang selv har saaet, og hvis "Frugt" vi nu maa høste, at enhver Smerte, hvor tung den end synes os, indeholder et guddommeligt Budskab – det er Fremtidens Religion, det alene er Vejen til den Fred, alle i Dag saa inderligt begærer.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlig Medarbejdere