Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Har De lagt Mærke til, i hvor høj Grad de fleste Mennesker forbinder Ordet "Udødelighed" med Tilværelsen efter Døden? Ordet "dødelig", som i Virkeligheden ikke alene er en Illusion, men en direkte negativ Illusion, er i den Grad gaaet de fleste i Blodet, at Udødelighedsbegrebet ligesom har faaet Fantasiens Skær over sig. For de fleste er det faktisk saaledes, at Ordet "dødelig" udtrykker den reale Virkelighed. Med Indstillingen paa den, har man "Bund under Fødderne" i Modsætning til Indstillingen paa Udødeligheden, som maaske eksisterer, maaske ikke. Dette lille "maaske ikke" har i Virkeligheden en forfærdende Magt i vor Verden. Den Dag, det er slettet af den jordmenneskelige Forestillingskres, har Livet undergaaet en saadan Forvandling, at vor Yderverden simpelthen vilde forekomme os utrolig, om vi pludselig fik den at se. Thi da vilde hvert eneste Menneske vide, at det helt og fuldt heftede for enhver mørk Tanke, og at det selv, og kun det selv, er Aarsagen til, hvad smertefuldt eller ondt, det kommer ud for. Tænk Dem en Verden, hvor man nærer større Rædsel for at tænke en gemen Tanke om et andet Menneske end for Døden! Tænk Dem en Verden, hvor hvert eneste Menneske er ligesaa omhyggelig for sin Næstes Rygte, som det idag er for sit eget, og De har for Dem den Verden, Mennesket kommer til at opleve, naar dette lille, tilsyneladende saa ubetydelige "maaske ikke" er blevet fjernet fra Tankelivet.

Hvad er da Aarsagen til, at dette "maaske ikke" stadigt eksisterer og hos næsten hvert eneste Menneske udøver sit Virke i det Skjulte? En af Aarsagerne, thi der er jo adskillige, er blandt andre den, at det almindelige Menneske lever helt uvidende om dets eget Jegs Tosidethed. Vant til, som det er blevet, kun at opleve Livet i "det timelige", hvilket vil sige i Formernes eller Stoffets Verden, tænker det næsten aldrig over sine daglige Oplevelsers inderste, kosmiske Hensigt. Det møder sine Oplevelser som tilsyneladende aarsagsforbundne med Ting, det mener at kunne overskue og dømmer derefter. Det "ser" Livet spalte sig i Tilstandene "Modgang" og "Medgang" og finder, om det er religiøst betonet, en Forklaring herpaa i Begreber som "Helvede" og "Himmel" eller "Djævel" og "Gud". Nævneværdig Refleksion afstedkommer disse Ting ikke. Det har lært disse Ting, dets Forfædre i utallige Led har troet paa dem, altsaa "skal der nok være noget om det". Men – og det er i denne Forbindelse det vigtigste for det – det lever idag og forhaabentlig i mange kommende Dage. Derudover ved det, at det skal dø, og da man ikke "ved" noget om det, der saa følger, ja saa giver det egentlig sig selv, at et saadant Menneske helt lader sig opsluge af Dagliglivets mangeartede Krav.

Men det her skildrede er kun den ene Side af Jegets Fremtræden i Tilværelsen. Det er dets Møde med "Tiden" og "Nuet", indenfor hvis Omraade vi finder Detaljerne i den Proces, vi har givet Navnet "Udvikling". Her ser vi, Livet forme sig som et for den Enkelte tilsyneladende tilfældigt Spil, hvis Helhed dog udtrykker en samlet Vækst fra primitive, usammensatte Former frem til et stadigt mere og mere kompliceret Samfund. Bedømt fra "Timelighedens Verden" synes den Enkeltes Skæbne at gaa paa tværs af al Logik, endsige "guddommelig Kærlighed". Tværtimod synes det, som om det store Flertals Skæbner ligner smaa Baade, der planløst tumler rundt paa et vildt og oprørt Hav for oftest at blive opslugt af en eller anden tilfældig Braadsø.

Vender vi derimod Billedet rundt og betragter det fra det samme Jegs "Evighedsside" møder der os et forbavsende Syn. Som ved et Trylleslag er samtlige "Tilfældigheder" forsvundne, givende Plads for en saa umiddelbar indlysende Logik, at enhver Forestilling om "Dødelighed" straks blegner bort. Billedets urimelige "Fladhed" er forsvundet. Et kosmisk Perspektiv har med et Slag anbragt samtlige Oplevelser i deres virkelige Forhold til hinanden og dermed givet Billedet Dybde. Lys og Skygge virker nu, som de skal. Halvhed er blevet afløst af Helhed, kort sagt: Verdensplanen er blevet baade synlig og tilgængelig for en Undersøgelse.

Tragedien for de fleste Mennesker er, at de tænker i Aartier i Stedet for Aarhundreder. Uden Kendskab til det evige i deres Væsen forstørrer de Dagliglivets Smaabegivenheder op til Formater, der sprænger enhver Forestilling om "en Mening med Livet". Tænk om man paa et Maleri af et Hus lod en lille Blomst i Haven dække hele Husets Facade. Vilde da ikke enhver finde, at Maleren havde afsløret et komplet Ukendskab til Kunstens primære Love? Men saadan bærer i Virkeligheden de fleste sig ad i Dag. Uden Tanke paa Virkningen fylder de fleste Mennesker i Dag deres Sind med mørke og hadefulde for ikke at sige direkte perverse Tanker og tror, at det er noget, de kan gøre ganske ustraffet. Læg dertil en Ernæringsform, som næsten kun de direkte Aadselsædere i Dyreriget kan klare, og de har i ganske korte Træk et Billede af det saa højt priste "vidende Menneske". Intet Under at Martinus ligesaa kort udtrykker det jordiske Menneske af i Dag som levende i "Helvede eller det Sted, hvor samtlige ulogiske Tænkemaader har deres Kulminationsomraade.

Tag for Eks. Udtrykket "Det bliver ikke i vor Tid", naar Talen falder paa kommende lykkelige Tilstande. Dækker dette Udtryk ikke ofte et camoufleret "Naar det ikke bliver i vor Tid, gider vi ikke have Ulejligheden med at ændre vor Tilværelse!"? Vend selv dette Billede rundt og betragt det fra det samme Menneskes Evighedsside. Hvem jamrer ikke i Dag over, at de ikke har en bedre Hjerne, en bedre Fordøjelse, bedre Øjne, bedre Ører o.s.v.? Tænk hvad en gennemført Betragtning af Livet fra Evighedssiden her vil bevirke. Den, der ved, at han lever evigt og indenfor et overskueligt Tidsrum i et nyt fysisk Legeme skal høste Virkningen af taabelig Levevis her, har ikke Tid til at vente med at faa sit Liv bragt i Kontakt med Tilværelsens lykkebringende Love. Her trøster Ordene "Det bliver ikke i vor Tid" ikke det allermindste. Den, der har vænnet sig til at betragte Livet fra Evighedssiden, ved, at alt bliver i "vor Tid", og at den, der hurtigst faar Bugt med gamle indgroede Vaner og ondskabsfulde Tilbøjeligheder, staar "først paa Listen" til at faa en superfin Hjerne og et Legeme, der ingen Kval bliver med. Et saadant Menneske splintrer ved sin egen Higen selv Dødelighedsbegrebet. Det venter – eller haaber – ikke paa en Udødelighed efter "Døden", det oplever Udødeligheden hver eneste Dag i hver eneste lille Ting, kort sagt: det lever der, hvor de andre endnu bevæger sig rundt i farlige Drømmeverdener. For et saadant Menneske er Gud ikke noget mystisk og fjernt, for ikke at sige ubegribeligt, tværtimod, her er Guddommen blevet en saa begribelig Realitet, at "Mand taler med ham som med sin Næste!"

Livet indebærer, som Martinus siger "en stor Risiko". Det er saa let at glide med Strømmen og deltage i det almindelige hadefulde Hylekor. Saa let, ja, men saa uendeligt farligt! Mange, for hvem Hadet er blevet en daglig Beskæftigelse, kræver at blive betragtet som "gode Kristne", et Krav som Omgivelserne muligvis vil honorere, men Livet aldrig! Vi lever i en Tid, hvor hvert eneste Menneske dagligt burde erindre sig en meget gammel, men evig ny kosmisk-kemisk Formel, nemlig Ordene: "Hævner Eder ikk i Elskelige, Hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth!" Den fortæller nemlig i al Korthed om Livet, set fra Evighedssiden!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere