Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1944/81 side 1
Kære Læser!
Medens jeg oftest plejer at beskæftige mig med et decideret aandsvidenskabeligt Problem i mine Breve til Dem, vil jeg idag prøve at beskæftige mig med noget, der i alle de Aar, jeg har været knyttet til Martinus Arbejde, har optaget mig stærkt, nemlig dette Arbejdes Forhold til den Verden, i hvilken det har sin Mission.
Som jeg selv utallige Gange har oplevet det, tænker jeg ogsaa, at De har været stillet overfor Spørgsmaalet om, hvad det er for en Sekt, der har "fanget" Dem. Selvom dette Spørgsmaal har en ubehagelig Underklang af et skjult "Herregud, er du ogsaa saa naiv, at en af disse moderne Profeter kan rende Døre op med dig", er der i og for sig intet at sige til, at Mennesker, som man er i Berøring med, faar den Slags Tanker ind i deres Hoved, thi – Haanden paa Hjertet – har vi ikke selv i lignende Situationer tænkt det samme? Nej, det der i denne Forbindelse optager mig mere, er den Kendsgerning, at praktisk taget alle Mennesker har den Opfattelse, at naar man interesserer sig for aandelige Problemer, er man blevet "fanget" af en eller anden Form for religiøs Fanatisme. Og medfører denne Interesse, som det i Martinus Arbejde er det almindelige, at man gradvis ændrer sin Levevis, begynder at blive Vegetar, holder op med at ryge og nyde Spiritus, altsammen gradvis ganske vist, men alligevel – saa kan man formelig føle paa disse Mennesker, at de inderst inde begynder at nære Tvivl om ens mentale Tilstand, hvilket man forsaavidt ingen Grund har til at bebrejde dem, eftersom en saadan Ændring sørgeligt nok maa siges at høre til de for det almindelige Menneske sjældne Oplevelser, der virkelig virker alarmerende. At disse Forsøg paa at leve et i baade direkte og overført Forstand smukkere Liv, faar Omgivelserne til at ryste paa Hovedet, er der saaledes egentlig ikke noget at sige til, men derfor er det alligevel ejendommeligt, at Troen paa, at disse Forandringer kun kan finde Sted ved Hjælp af en religiøs Sekts Tvang og ikke ved ens egen fri Vilje, er saa stærk, at man Gang paa Gang, i Stedet for et "Aah, det er jo sandt, De spiser ikke Kød", skal høre et "Aah, det er jo sandt, De maa ikke faa Kød". Dette, "at man ikke maa faa!" smager saa ubehageligt af den barnlige Tvang, der er saa almindelig indenfor det religiøse Følelsesliv, at man ikke kan lade være med at reagere. At jeg for det Arbejdes Skyld, jeg staar i, haaber, at Reaktionen bliver saa elskværdig som mulig, er en Sag for sig, men jeg ved fra mig selv, at Reaktionen uundgaaeligt kommer.
Hvis man forsøger paa det venligste at forklare, at man virkelig har foretaget denne Forandring efter absolut eget Ønske, bliver det næste Spørgsmaal saa at sige uundgaaeligt: " Jamen er det da ikke en Forening, du er blevet Medlem af?" Ogsaa her stilles man overfor dette, at det synes fast utroligt for ens Omgivelser, at man virkelig kan foretage en Ændring af sine egne daglige Livsvaner helt paa egen Haand. Man maa nødvendig være blevet Medlem af et eller andet, hvis Love nu paabyder en at gøre saadan og saadan. Har man saa endelig faaet givet Udtryk for dette, vil man sluttelig ofte blive stillet overfor det inkvisitoriske: Jamen, hvad lever den Mand saa af?" Ved Mand forstaar jeg naturligvis Martinus, hvis Navn nødvendigvis i en saadan Samtale er blevet nævnt adskillige Gange. At jeg selv meget ofte i denne Forbindelse har følt et uudtalt "Svindel", nævner jeg kun for Fuldstændighedens Skyld, idet vi ogsaa her oplever det paa sin Vis tragiske, at den Opfattelse, at et Menneske ofrer sig for andres Skyld, har saa ringe Sandsynlighed for sig, at der nødvendigvis maa stikke et eller andet under.
At denne uudtalte Mistænkeliggørelse muligvis afføder en Reaktion, som omtrent kan udtrykkes som følger: "Jeg har mødt denne Mands Arbejde paa min Vej, og jeg har med stor Interesse læst hans Værker, der har belært mig om, at jeg paa adskillige Omraader har levet paa taabelige og for mig selv yderst farlige Overbevisninger, hvorfor jeg af absolut egen fri Vilje har lavet min Tilværelse saa meget om, som jeg tror at kunne magte. Med Hensyn til ham selv kan jeg kun sige Dem, at han ingen Forening har lavet, at man saaledes ikke kan blive Medlem af noget hos ham, og at jeg hverken under den ene eller den anden Form støtter ham ved andet end at købe de af hans Ting, der har min Interesse"!, vil ikke være særlig forbavsende, thi disse korte Sætninger udtrykker virkelig i en Nøddeskal Sandheden om den Enkeltes Tilknytning til denne Mands Arbejde. Thi omend det er sandt, at en Række af ædle Mennesker har været Martinus behjælpelig fra den Dag, Livet brød hans Anonymitet og tvang ham til at lade Udenforstaaende faa Del i hans Tankeverden, saa er det dog ligesaa sandt, at hver og en af disse Mennesker har gjort dette af egen Tilskyndelse. Det kan maaske synes unødvendigt dristigt at sige det, men bestaar denne Mands Arbejdes dybeste Værdi ikke deri, at det ikke under nogen som helst Form berører den enkelte Interesseredes Frihed? Den periferiske Deltagers Adgang til Martinus Analyser er ligesaa dybtgaaende som den saakaldte "Inderkres". Der foregaar i denne Sags Centrum absolut intet, som ikke enhver Udenforstaaende maa blive oplyst om. At denne Martinus Indstilling paradoksalt nok, har givet Anledning til Dannelsen af den stærkeste "Forening", som tænkes kan, er en Sag for sig, thi intet Medlemskort, ingen Love eller deslige, danner her "Bindemidlet". Kun Kærligheden til den Sandhed, Livets Bog indeholder, knytter os sammen. Uden ydre Rammer og uden Kontingent, udgør vi, hver paa sin Plads, de Dele af hvilke denne baade synlige og usynlige Sammenslutning bestaar. Ikke ved Love og ikke ved Tvang, men derimod udelukkende ved vore Forsøg paa at være kærlige og tolerante, danner vi samlet det Forsvar om de Sandheder, denne Mand bragte os, der gør, at disse Sandheder vil vokse og leve i den Fremtid, af hvilken vi evigt er en Del. At disse Betingelser ikke virker indbydende paa den Mennesketype, for hvem en Forening kun er en Art Trappestige til egen Forherligelse, er en Sag for sig, for den sande Demokrat er de simpelthen den Luft, uden hvilken han ikke kan leve. For første Gang i Verdenshistorien staar vi her overfor en Mand, der i intellektualiseret Form giver Udtryk for, at et Menneskes virkelige Værdi udelukkende staar og falder med Summen af den Kærlighed det uden nogen skjult egoistisk Motiv formaar at udløse i Forholdet til sine Omgivelser. Personligt ved jeg, at han aldrig har tolereret noget Menneskes Indgreb i sit eget Liv, saavel som jeg ligesaa personligt ved, at han aldrig har grebet ind i noget andet Menneskes Liv ved andet end kærlig og dybt forstaaende Vejledning. At vi, der har den Lykke at staa ham nær, efter bedste Evne forsøger at gøre det samme, udgør i sig selv kun Beviset paa, at Kærligheden og Tolerancen i sin Natur er ligesaa smitsom, som Hadet er det i sin.
"Lav en Forening over Sandheden, og den første, der vil melde sig ud af den, vil være Sandheden selv", mon ikke disse Ord dækker den Indstilling, den virkelige Sandhedssøger skal være besjælet af? Jeg tror det! Og derudover ved jeg, at havde denne Mand over sit Arbejde skabt en Forening med Love o.s.v. – var jeg aldrig blevet Medlem af den!
Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson