Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Kender De det, at man, efter at man har sat sig rigtig hyggeligt til Rette med en Bog, man glæder sig til at læse, oplever, at Øjet pludseligt fanges af en Sætning, hvis Indhold bevirker, at Tankerne kommer i Sving med et Problem som i og for sig ikke behøver at have nogen Tilknytning til Bogen som saadan? Gang paa Gang oplever jeg mine Bøger som "Flyvepladser", fra hvilke jeg "starter" ud paa dejlige "Tankerejser", og jeg skal i det efterfølgende prøve at give Dem nogle Indtryk fra en saadan Rejse, der ihvert Fald beredte mig selv nogle aldeles dejlige "Udsigter".

"Flyvepladsen" var dennegang Vilhelm Rasmussens "Menneskets Udvikling", en iøvrigt fortræffelig Bog. Den Sætning, der startede min lille Eenmotores, stod i et Afsnit om Naturmenneskenes Opfattelse af Livet og Sjælen og lød som følger: "I deres barnlige Fantasi ser de den i Træer, Dyr, Stene, Bjerge og Floder og alt andet i Naturen". Jeg havde næppe læst denne Sætning helt færdig, før min "Rejse" var i fuld Gang. Et Problem, som ofte har beskæftiget mine Tanker meldte sig og fandt med et sin Løsning. Har De nogen Sinde lagt Mærke til en Kattekillings Reaktioner, naar den første Gang befinder sig i en ny Stue? Hvis De har det, har De nemlig ogsaa set, hvordan blot den mindste Ting, der bevæger sig, bringer den i Affekt. Den skyder Ryg, og Haarene paa dens Hale stritter og melder hele Omverdenen, at den er i "højeste Alarmberedskab". Og hvorfor? Simpelthen fordi den har den "Tro", at alt hvad der bevæger sig er "levende" og altsaa kan være en "Fjende". Naar jeg har valgt Katten, er det, fordi den baade er kendt af de fleste og ogsaa er særlig "reaktionsdygtig". Men jeg kunde ogsaa have valgt et andet Dyr, thi de Reaktioner, jeg her har berørt, er fælles for hele Dyreriget. Tilsyneladende rummer denne Iagttagelse ikke noget særligt betydningsfuldt, og saa indebærer den alligevel en af Tilværelsens største kosmiske Sandheder, nemlig Erkendelsen af Bevægelse og Liv som identiske. Dyret kender ikke Forskel paa "levende" og "døde" Ting, og det gør det vilde Menneske heller ikke. Kan noget bevæge sig, maa det være "Levende" og kan derfor rumme en Fare. Vi ser det jo i vor Anvendelse af Fugleskræmsler og andre bevægelige Ting, som vi anvender til Beskyttelse af Kirsebær og deslige. Bevægelsen er jo her Beskyttelsesmomentet. Det er først, naar Fuglene har opdaget netop denne Bevægelses Ufarlighed, at de atter trygt sætter sig til Rette ved "Naturens Bord". Vi ser her en Linie, der begynder nede i Dyreriget og strækker sig helt frem til vort eget Udviklingstrin. Da Dyret som saadant jo er uden bevidst Tænkeevne, kan det ikke som det vilde Menneske, ved Hjælp af sin Fantasi udstyre Bevægelsernes Ophav med "Aand" eller "Sjæl". En Undersøgelse her viser os saaledes, at den eneste Forskel mellem det egentlige Dyr og det primitive Jordmenneske er den, at medens det første instinktivt erkender Bevægelse som identisk med Livsytringer, saa kan det primitive Menneske give disse sine instinktive Fornemmelser Navne og Betegnelser, som altsaa alle gaar ud paa, at Tingene er "besjælede", er "levende". Fra dette Punkt og frem til det Trin, vi selv repræsenterer, ser vi, hvorledes Anvendelsen af den stadig voksende Intelligensenergi bevirker, at det samlede Bevægelsesomraade, der først i sin Helhed erkendtes som "levende", nu spalter sig i to Omraader, af hvilke det ene repræsenteres af de saakaldte "døde" Kræfter, medens det andet repræsenterer de Kræfter, vi under eet kalder Menneskets "Sjæl".

Det, der under min "Rejse" slog mig, var, at den allerede omtalte Linie udtrykte en Kurve fra en Tilstand, hvor Menneskene opfattede alt som "Liv" til en Tilstand, hvor de opfattede alt som "livløst". Kulminationen af det materielle Verdensbillede gaar jo netop ud paa, at De og jeg som saadan ikke eksisterer. Vi er blot en "Stofophobning" som ved Døden vender tilbage til det store Kresløb, altsaa i det højeste lever videre i vore eventuelle Efterkommere. Men hvad er vi Vidne til i vore Dage? Er vi ikke netop Vidne til den Kendsgerning, at dette materielle Verdensbillede forlængst har tabt Terræn? Er "Maal- og Vægtforskningen" ikke i allerhøjeste Grad ved at blive afløst af "Livsytringsforskningen", som klart giver Udtryk for, at selvom en Stol maaler saa og saa meget og ser saadan og saadan ud, saa er den samtidig et Bevis for en Snedkers Eksistens? Fra først bag Bevægelsen at have erkendt Liv gik Udviklingen dertil, at Liv som saadan egentlig ikke eksisterede, – der eksisterede kun kemiske Reaktioner, – for saa nu igen at naa til, at enhver Form for Bevægelse maa være tilknyttet et over Reaktionerne hævet levende Væsen. To store kosmiske Kresløb glider her over i hinanden, og det stod mig under min Rejse helt klart, at De og jeg lever i et mentalt Omraade, hvor et straalende Fortidslys toner ud samtidigt med at et vidunderligt Fremtidslys er ved at komme til Syne ude i Horisonten. Men netop det, at vi i øjeblikket oplever Tilværelsens kosmiske "Nat", gør det jo baade undskyldeligt og tilgiveligt, at mange saakaldt "kloge" er faldet for Fristelsen til at gøre denne "Nat" til en "evig Nat". Uden Kendskab til Tilværelsens kosmiske Kontrastprincip, har de forvekslet Virkning med Aarsag og oplevet hin aandelige Død som kun Smerten, med sin tro Følgesvend: Længslen efter den modsatte Tilstand, kunde faa Bugt med. I Dag vaander Verden sig i Smerte. Men er det svært at se, at denne Smerte maatte blive Følgen af det Snæversyn, som udløser sig i Sætningen: "Enhver er sig selv nærmest"? Naar denne den mest kollektive Smerte, som det samlede Jordmenneskesamfund har oplevet, har faaet brændt sit Budskab ind i det store Flertals Sind, vil enhver vide, at "Enhver er sin Næste nærmest". Med den Viden bag sig vil Hadet i det enkelte Menneske dø. Da vil Vejen være banet til en Verden af en hel anden Struktur end den, vi ser om os i Dag. Da vil Verdens forenede Stater ikke længere være nogen Utopi. Da vil de sociale Foranstaltninger, vi i Dag drømmer om, være konkrete Kendsgerninger, Jorden vil være en Vibration af Aand og Kunst, af Skønhed og Næstekærlighed. Og mere end det. Thi medens det enkelte Menneske i Dag saa at sige udelukkende lever i en anspændt daglig Kamp for Brødet med Sulten som nærmeste Nabo og mod en Udsigt, der helt spærres af mørke og negative Forestillinger om Døden, saa vil den Tids Menneske vide med hele sin Sjæl, at hvor skønt Livet saa end kan forme sig her, vil endnu skønnere Verdener aabne sig for det, den Dag Døden fuldbyrder sit Værk i dets fysiske Legeme. Fra at være en taaget, udefineret Følelsesforestilling vil Begrebet "et evigt Liv" være blevet en Realitet, som allerede udøver sin straalende Indflydelse her. Det er kun i Tilværelsens "Natomraade", at det levende Væsen er et hadfyldt Kampvæsen, i Tilværelsens Morgenrøde fødes det som Kærlighedsvæsen – prøv saa at tænke Dem det i Tilværelsens Sommer!!!

- - - - -

Jeg slutter mine "Rejseindtryk" her, idet jeg haaber, at det er lykkedes mig at give Dem et lille Indtryk af det, jeg saa undervejs. Kunde jeg blot samtidig lade Dem opleve lidt af det, jeg følte, vilde Billedet være blevet mere inspirerende, men det evner jeg desværre ikke!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!