Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Under en af de Vandringer i Naturen som Martinus og jeg særlig i vort Venskabs første Periode havde saa rig Lejlighed til at foretage, spurgte jeg ham om hvilke Mennesker han selv mente havde de største Forudsætninger for at forstaa ham, og han svarede mig da omtrent ordret: "De som i Øjeblikket befinder sig i Moders Liv". Jeg har mange Gange siden tænkt meget over dette Svar. Jeg forstod dengang Storheden i det paa den Maade, at det jo indirekte udtrykte Martinus store Uafhængighed af sine egne Samtidige. En Mand, der skriver for de ufødte, kan man ikke beskylde for at lefle for Sukces. Men at Svaret rummede mere, ser jeg klart idag, hvor et nyt aandeligt Tidehverv holder paa at bryde frem.

Efterhaanden som denne den mest grusomme af alle Krige nærmer sig sin Afslutning, dæmrer det vist for de fleste, at om Verden nogen Sinde skal formaa at hæve sig ud af alle de morderiske Tankearter som idag behersker Sindene, maa der opstaa en Mennesketype af en anden Art end den, der hidtil har haft Magten. Thi at tro paa, at den Del af Menneskeheden, der allerede idag er fuldvoksen, pludselig skal ændre sig saa meget, at den fra at have levet med Bevidstheden fyldt af Had og primitiv Nationalisme, skal fremstaa med et Sind i hvilket Næstekærlighed og Altruisme er Tankelivets fundamentale Poler, evner vist kun de, for hvem realistisk Tænkning er en ukendt Oplevelse.

At netop dette Forhold kan give et alvorligt tænkende Menneske Anledning til dyb Pessimisme, giver sig selv. Overfladisk set er der ikke meget der her giver Grund til Optimisme. Tilsyneladende ligner Generationerne hinanden saa meget, at Illusionen om at "der har altid været Krig og der vil altid være Krig" idag mere synes bekræftet end afkræftet. Og dog –. For den der har anvendt sin Tid til andet end overfladisk Avisslugeri og tidsdræbende Romanlæsning og paa Trods af alle Vanskeligheder søgt dybere ned i Jordmenneskets aandelige Undergrund end det sædvanligt er Tilfældet, afslører Livet af idag en hel Række Faktorer, som – sammenstillet – i Virkeligheden giver Grund til den lyseste Optimisme.

I "Korrespondancen" Side 294 – altsaa Brev Nr. 77 – giver Martinus os et Indblik i den Kendsgerning, at vi selv er Førsteaarsag til de Ubehageligheder vi oplever. Vi er aldrig "helt uskyldig" i noget af det, der møder os paa vor Vej. Denne Kendsgerning spiller en uhyre Rolle for den der ønsker at lære det virkelige Liv at kende, thi det er ved dens Hjælp at man faar Evne til at bære selv de haardeste Tryk. Da Begreberne Aarsag og Virkning lovbundet følger hverandre, maa den Dag uvægerligt komme, hvor hvert eneste Jordmenneske med egne Øjne ser Sammenspillet mellem de Kræfter vor Tilværelse idag bestaar af. Paa et givet Tidspunkt vil hadets Mysterium ikke være noget Mysterium mere. Og her er det, at de i dette Brevs Indledning citerede Ord af Martinus faar et endnu dybere Perspektiv end først antydet, idet et dyberegaaende Kendskab til Livslovene afslører, at den Generation der idag befinder sig" i Moders Liv" mentalt er eller i hvert Fald kan være af en helt anden Kvalitet end den, der i Øjeblikket er den herskende.

Et af de mest citerede Jesuord er vist det, i hvilket han siger, at man ikke skal komme ny Vin paa gamle Læderflasker. Disse Ord har fundet Anvendelse paa utallige Situationer, men mon de rækker meget dybere end i netop den Situation jeg her har prøvet at skitsere? Skal der mon ikke en helt ny Mennesketype til for at kunne realisere en "ny Aand"? Da de Væsener, der idag befinder sig i Moders Liv, ikke er "nyskabte" i den Forstand, at de aldrig har været til før, men tværtimod blot er det forrige Aarhundredes Mennesker, der i et nyt fysisk Legemes Opstandelse atter skal bygge videre paa deres egen Skæbne, er det ganske naturligt at spørge, hvad deres midlertidige Ophold i den aandelige Verden har bevirket for deres Vedkommende? Og er det naturlige Svar herpaa ikke det, at denne midlertidige Udkobling af den Forestillingskres, som i et tidligere fysisk Liv holdt dem bundne til mange af de Tankearter, som idag rider Menneskeheden som en Mare, nu bevirker, at de staar langt mere frie og modtagelige for de aandelige Impulser, der idag gaar henover vor Verden? Staar vi ikke her overfor det "Ler" en ny Verden skal bygges op af? Havde det nu samme Konsistens som det, vor Verden er bygget af, hvordan skulde Resultatet saa blive anderledes?

Og man skal kun være ringe Psykolog for at se, at den opvoksende Ungdom sine mange udskregne Fejl tiltrods, er af en anden Art end den, der beherskede Jorden omkring Aarhundredeskiftet. Der er kommet megen Nøgternhed ind i Verden siden da. Som "Klunkestilen" i det Ydre maatte vige for en ny Tids ændrede Smag, maatte ogsaa det aandelige Klunkeri finde sig i at tabe Terræn overfor en ny Tids Krav om nøgterne Svar paa nøgterne Spørgsmaal. Fra at have levet i Illusionen om et følelsesbetonet Gode som Maalet for vor Aands Udvikling, ser vi nu, at kun det forstandsbegrundede Gode har Mulighed for at overleve den Skærsild som Aandslivet idag gennemgaar. At tro at Verden, naar Krigen er overstaaet, vil vende tilbage til Fortidens romantiske religiøse Idealer er direkte negativt. Ogsaa det religiøse Liv gennemgaar en Kur i disse Aar. At det i denne Kur oplever at faa skrabet alt det sødladne, sentimentale for ikke at sige hykleriske Væv af sig, vil ikke volde nogen Skade for de Sandheder, som nærmest var ved at blive kvalt af alt dette paaklistrede usunde Føleri. Det er ikke for tidligt at der paany igennem Verden lyder et dundrende: "Naar du beder, da gaa ind i dit Kammer og luk din Dør!" Det var aldrig de store aandelige Føreres Mening at deres vise og kærlige Lære skulde forstene i et Ydreliv, der intet havde med Virkeligheden at gøre. Disse Lærere var aldrig "Kirkefolk", med deres Viden sigtede de imod at komme hvert eneste Menneske til hjælp, uanset om det var "pænt" eller "ikke-pænt". Vakte Jesus ikke Forargelse blandt den Tids "pæne" mennesker ved at omgaas Gadepiger og deslige?

Et nyt Tidehverv er ifærd med at komme tilsyne. Paa alle Omraader vil det foraarsage en Omvurdering af Tingene. Men intet Sted vil det komme til at sætte sig dybere Spor end indenfor de aandelige Omraader, hvor samtlige autoriserede Former simpelthen vil komme til at opleve at den dem tidligere iboende Aand er flygtet. En ny Form vil blive født. En Form uden forlorne Ceremonier. En Form ren, enkel og streng. En Sandhedens Skole, der usminket lærer det enkelte Menneske Sandheden om det selv, den Sandhed som alene kan gøre Livet smukt og sundt. Den Slægt, som kan bære denne Sandhed, fødes idag omkring os. Den lyser os imøde fra klare nøgterne Barneøjne, som tilsyneladende ser det samme som vi, men som bag Synet har andre Evner end de, som den Slægt, der fuldbyrdede Krigen, havde. At vide at Tingene virkelig forholder sig saaledes, giver Fred i Sindet og Tillid til Fremtiden.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

PS: Hr. Fuldm. V. Gaarde taler
i Svendborg: Søndag 5/11 og l0/12
i Odense: Onsdag 8/11 og 13/12