Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg vil i Dag gerne indvi Dem i et Problem, som ofte har beskæftiget mine Tanker, Problemet drejer sig om Gud. Bliv nu ikke forskrækket, jeg kan udmærket godt selv se, at den blotte Anvendelse af dette Navn i en ganske kort Sætning ser anmassende ud, men det er netop det, der er Problemet for mig. Hvorfor er langt de fleste Mennesker bange for at tage netop dette Navn i deres Mund, saa bange, at de langt hellere erstatter det med det tilsyneladende mindre farlige Synonym "Forsyn"?

Personligt finder jeg, at vi her er stillet overfor et af de største Paradokser, Livet byder os. Paa den ene Side en til Angst grænsende Ængstelse for overhovedet at nævne den ved Navn, man ikke alene føler sig overbevist om er til, men som man ogsaa postulerer at elske, og paa den anden Side en stadig voksende indre Oplevelse af, at eksisterede han ikke, var Livet overhovedet intet værd, hvorfor ethvert Smil, enhver Glæde, kort sagt alt det, der gør Livet udholdeligt, nødvendigvis maa være fast forankret i netop hans Væsen.

Hvorfor denne Angst ved dette Navn? Kun de færreste har Mod til at sige det højt, de fleste hvisker det, naar de tager det i deres Mund. Stammer denne Ængstelse mon tilbage fra Barndommens skrækkelige Religionsundervisning, der mest koncentrerede sig i de frygtelige Ord: "Du skal frygte og elske Herren din Gud!"? Megen Kærlighed indgiver denne Sætning ikke et lille frygtsomt Barnesind, det smager den for meget af Klø til. Men hvor denne Angst nu end har sin Rod, saa har den haft meget farlige Konsekvenser for det aandelige Liv i os. Tidligere Tiders Mennesker har ligesom haft to skjulte Poler, omkring hvilke deres Tilværelse rørte sig. Alle vidste, at det sexuelle – i denne Forbindelse det direkte erotiske – eksisterede, men ve den, der talte aabent om denne Kraft. Han var umoralsk. Hvor stort et Tryk denne Indstilling har formaaet at udløse, ser vi bedst i Dag, hvor Skolerne stadig viger tilbage for at meddele den opvoksende Ungdom klar Besked om disse Problemer. "Tiden er ikke moden" erklærer ansvarlige Skolefolk uden at blinke. Hvornaar mon den saa bliver det, spørger man sig selv, naar man aabner sin Avis og læser, at Kønssygdommene som en sand Pest gaar over Landet. Men hvad Kønssygdomme er, det maa de smaa Voksne aabenbart ikke faa at vide, skønt det i forfærdende Grad er dem, der bliver ødelagt af dem. Hvilket Chock maa det ikke give disse "Ansvarlige", naar de nu læser, at en Gruppe Elever i en større Skole selv har henvendt sig til Rektor og anmodet om at faa Undervisning i disse for alt sundt Liv saa primære Realiteter? Den sorte Reaktion, der tidligere herskede her, er imidlertid ved at vige Pladsen for Kravet om "frisk Luft", og flere og flere vover aabent baade at tale og skrive om disse Ting, nævne dem ved deres rette Navn og derved tilkendegive, at da disse Realiteter er til og spiller en betydningsfuld Rolle i vort Liv, maa de ogsaa kunne taale at belyses.

Men som man var sygelig blufærdig overfor det sexuelle, var – og er – man det ogsaa overfor det guddommelige. Trods al reel Viden om disse Kræfters enorme Betydning i det daglige Liv, undgik man i videst mulig Udstrækning at tale om dem. De var tabu. Men Ting man ikke maa tale om, ikke maa drøfte, kan ikke leve. Og ingen vil vel heller i Dag staa frem og sige, at Gud som Realitet, lever i det store Flertals Hjerter. Tværtimod er det efterhaanden blevet saadan, at den der aabent nævner hans Navn og giver Udtryk for, at han ikke alene har Tillid til Guds absolutte Eksistens, men ogsaa indretter sit Liv derefter, i Omgivelsernes Øjne faar et vist Skær af Taabelighed. "Han er blevet hellig", hviskes der i Krogene, og en Art ængstelig Atmosfære breder sig om Vedkommende, – han skulde vel ikke have taget Skade paa sin Forstand?

Nu vilde det være saa let at sige, at Kirken er Skyld i dette Forhold, men en saadan Paastand er en altfor billig Løsning paa et alvorligt Problem. Hvilken Glæde kan man have af en saadan Dom? Ingen. En Skyldplacering løser aldrig et kosmisk Problem. Enten er Livet kaotisk, rodet og planløst, og saa eksisterer Gud ikke, eller ogsaa skjuler der sig bag hele dets ydre, brogede Facade en Plan som, indtil de mindste Detaljer, følger en krystalklar Logik og derigennem bekræfter en Guds reelle Eksistens. Eksisterer denne Plan, og det tvinger en blot ringe Undersøgelse os til at erkende, at den gør, saa maa den i Følge hele sin Natur være tilknyttet en Intelligens, da Plan uden en saadan Tilknytning er Nonsens, og saa er Gud ikke en Realitet, man behøver at skamme sig for at nævne.

Jeg har ønsket at skære igennem disse to vigtige Problemer for at finde Aarsagen til meget af det, vi oplever omkring os. Personligt finder jeg, at vi ingen Steder finder en frygteligere Eftervirkning af den udefinerede Følelsesoplevelse end netop her, hvor et baade – og, har gjort Beskæftigelsen med Gudsbegrebet til en Slags Andenrangsinteresse. Eksisterer der en kosmisk Plan bag alt Liv, og det er der alligevel temmelig mange, der i Dag akcepterer, vil Efterforskningen af denne Plan ubestrideligt være det fornemste et Menneske kan beskæftige sig med. Da denne Forskning yderligere fører til en Selvforædling intet andet Studium indebærer, vil det være stridende imod enhver Form for Fornuft at deklassere denne Forskning, som Tilfældet i Dag ofte er.

Ud af Krigens blodigrøde Taage begynder en ny Verdens Konturer langsomt at komme til Syne. Enhver forstaar i Dag, at denne nye Verden ikke kan hvile paa en i Virkeligheden kasseret Verdens aandelige Forestillinger. For mig personlig er der ikke mindste Tvivl om, at denne nye Verdens mentale Forestillingskrese paa de hernævnte to Omraader, bliver uhyre afvigende fra det, vi i Dag er vant til. Erkendelsen af Guds reale Eksistens er i rivende Vækst Verden over. Den Tid vil snart være forbi, hvor det højeste af alle Væsener udelukkende vil blive forsvaret af Mennesker, for hvem hele hans Eksistens kun er et Følelsesproblem. Guds Virkelighed og de sexuelle Kræfters Tilknytning til det inderste i hans Væsen, vil i vaagen, dagklar bevidst Erkendelse blive de to Poler, hvorom al højintellektuel Tænkning i Fremtiden vil dreje sig. Fra med en vis Undselighed at bekræfte, at man nok tror, Gud er til, vil en ny Tids Ungdom stillet overfor det samme Spørgsmaal med Aabenhed og uden Skygge af Ængstelse svare sit: "Naturligvis! Tror du da, at noget kan blive til af sig selv?"

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere