Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Endnu hviler en dejlig, mild Augustvarme over Kosmos Feriekoloni, og endnu kan man møde Gæster i Badedragt og Shorts, men det stadigt tidligere Mørke om Aftenen og Køligheden, naar Solen pludselig gaar bag en Sky fortæller os, at vi har naaet Sensommeren. Vor egen Sæson er forbi, de sidste Gæster rejser i disse Dage, og dermed er maaske den hidtil skønneste Ferie i Koloniens Historie afsluttet. Aldrig har vi oplevet saa mange, sammenhængende Solskinsdage ved Klint. Ikke eet eneste Feriehold har følt sig "snydt", tværtimod, alle fik rigelig med Sol og Svømmeture.

Og som en fysisk Sol saaledes har badet os i sit dejlige Lys, har ogsaa et aandeligt Solskin bestraalet os i de nu svundne Dage. Det kunde synes som en Overdrivelse, naar jeg paastaar, at denne Sommer, aandeligt talt, har været Koloniens skønneste, men det er det ikke. Aar for Aar er Samværet mellem de forskellige Gæster vokset i Skønhed og Forstaaelse. Overalt mærkes det, at den Enkelte ankommer hertil med en bevidst Vilje til med sit eget Væsen at bidrage til en virkelig behagelig Ferie for sine Omgivelser. Det er saa let at fordre, og det synes mig at være en ganske normal Egenskab hos Feriegæster. Derfor virker det saa velgørende, naar man daglig faar Lov til at opleve det modsatte. Og det faar man paa denne Plads, hvor mangen en ny Gæst ligesom faar genvundet sin Tro paa, at ogsaa det Gode og Skønne har sin Berettigelse i en Verden, der ligefrem stinker af Had og Ufordragelighed.

Da det er mit sidste Brev heroppefra i Aar, vil jeg gerne med det sende Martinus og min egen kærligste Tak til alle de mange baade Ældre, Yngre og helt Unge, der i Aar paa saa godt som alle Omraader heroppe, har været os behjælpelig med at klare Koloniens Administation. For en Udenforstaaende kan denne Tak maaske synes noget umotiveret, idet den, der ikke kender Koloniens daglige Liv, maaske tænker sig det som en Tilværelse blottet for Pligter og kun henglidende med dybsindige Samtaler om alvorlige Problemer. Praksis er noget anderledes. I sig selv er Kolonien en hel lille By med mange Funktioner. Den er et lille Samfund som – og det er dens Stolthed – hviler paa uskrevne Love. Men intet Samfund kan eksistere "af sig selv", og her er det, at vi er vore Gæster en inderlig Tak skyldig for al den Imødekommenhed og Forstaaelse, vi dagligt oplever. Trods Krig og deraf følgende Vanskeligheder er det atter i Aar lykkedes os at gennemføre en Ferie, i hvilken hver eneste Gæst kun har mærket det mindst mulige til de Vanskeligheder, hver eneste Dag har budt paa. Og det alene af den Grund at der her, som en selvfølgelig Ting, er blevet løftet i Flok.

Jeg er jo næppe den eneste, der har hørt, at Kosmos Feriekoloni er en "Guldgrube", ja at Martinus ligefrem "skovler" Penge ind paa den. Jeg vil ikke lægge Skjul paa, at den Slags Tale i Begyndelsen lod mig ane Rækkevidden af min mentale Begrænsning. Nu smiler jeg og tænker saadan for mig selv, at blot den, der faar den Slags Forestillinger ind i sin Hjerne, vilde tage en Blyant og saa give sig til at regne Koloniens Lejeindtægt ud – Husenes Antal er jo kendt, Priserne ligesaa – og saa af det fremkomne Beløb vilde udrede Renter, Afdrag og Skatter af den investerede Kapital, som har passeret det første sekscifrede Tal, saa vilde han eller hun skaane sig selv for at kolportere Dumheder. Nej, hverken Kolonien selv eller dens Gartneri bliver nogen Sinde noget lukrativt Foretagende. Overskud i den Forstand dette Ord ellers opfattes, bliver der aldrig Tale om, dertil er den danske Ferie for kort, men vi har naaet een Ting, som vi vist er helt ene om, vi har naaet at kunne føre vor Kolonis økonomiske Liv igennem paa en saadan Maade, at det hviler i sig selv, og den Bedrift har vi i Fællesskab Lov til at være stolte af, thi det Maal vilde aldrig være blevet naaet, om ikke denne Sags Ungdom havde været, som den er. Overalt har man Sommeren igennem heroppe kunnet finde Unge beskæftiget snart med et, snart med et andet. Takket være den Indstilling, som her er blevet lagt for Dagen, klarer vi enhver sit, og takket være den Kærlighed til Martinus Arbejde, som der herigennem gives Udtryk for, vil denne Koloni, som indtil nu har givet Ferie for snart mange Tusinde, vedblive at vokse til Gavn og Glæde for alle de, som kommer her og til Ære for de skønne Ideer, der er dens Fundament.

Efteraaret stunder nu til. Overalt aner man dets Tilsynekomst. Bladene begynder saa smaat at gulnes, de farveprægtige Markblomster er borte. Høsten er i fuld Gang og snart vil de første Storme jage henover de rømmede Marker. De svundne Feriedage med al deres Lys og Latter, med muntre Samtaler og stille Lytten ved de Foredrag, der vel nok drager de fleste herop, er gledet ind i en evig Fortid. Men forsvundne er disse lyse Dage ikke. Gang paa Gang vil de dukke op som levende og glade Minder i den Fremtid, der kommer. Vi, som er de første, der kommer herop og de sidste, der forlader denne Plet, der helt har erobret vort Hjerte, mærker dette hemmelige Liv fra svundne Ferier hver eneste Gang, vi alene gaar henover Koloniens Grund. Lad her være helt mennesketomt, tomt for Liv bliver her aldrig mere. Thi hver eneste Plet har nu faaet Stemme, alting fortæller, alting er ligesom blevet gennemtrængt af den Atmosfære, vi bragte herop, hver for sig, og som nu er samlet blevet af en saadan Art, at denne Koloni for saa mange af os helt er blevet det, vi forstaar ved et "Hjem" i dette Ords allerinderste Betydning. En dejlig Sommer er tilendebragt, og vi siger hver eneste Gæst Tak derfor!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere