Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Kender De det, at en engang oplevet Stump af en Sang eller Vise har sat sig fast et Sted inde i en og senere aldrig kan udløses uden samtidigt at bringe det Billede frem for ens indre Syn, der bevirkede, at netop denne Stump satte sig fast? Saadan oplevede jeg for snart mange Aar siden, at nu afdøde Højskoleforstander Holger Begtrup en tindrende varm og dejlig Forsommerdag kom gaaende nedover Frederiksborg Højskoles store Plæne paa Vej til Foredrag. Han var et sjældent Menneske, altid kærlig og imødekommende og dertil uhyre tolerant. Bedst som han nu gik, kom en stor Humlebi brummende forbi ham, og ganske uvilkaarligt stoppede han da op og gav sig til, med sin ret klare Gammelmandsrøst, at synge: "Se, det summer af Sol over Enge, Honningbien vil fylde sin Kurv –". Jeg stod selv et lille Stykke fra ham og maa aabenbart have staaet i mine egne Tanker, thi Lyden af hans Sang gav mig et helt Chok, og da maa det altsaa være sket, thi siden da, er det mig næsten umuligt at opleve en saadan varm Sommerdag plus en Humlebi, uden at baade Billedet og Lyden af hans Sang straks er i mit Øre. Nærmere betegnet er det nu atten Aar siden, jeg havde denne Oplevelse, og minsandten om den ikke gentog sig, da jeg i Morges kom gaaende henover Pladsen foran Koloniens Huse. En Humlebi brummede forbi mig, og straks var hele Sceneriet det samme. Aarene var borte, foran mig laa paany Højskolens Plæne, og ganske livagtigt saa jeg gamle Holger Begtrup staa midt imellem de utallige Tusindfryd, som Plænen vrimlede af, og rent fysisk følte jeg Lyden af hans Sang.

Men medens jeg de tidligere Gange, jeg har haft denne Genoplevelse, ikke har reflekteret videre over den, kom jeg denne Gang til at tænke paa, hvad det egentlig var, jeg oplevede, og jeg forstod lige paa en Gang, at det faktisk var selve Udødeligheden, der her manifesterede sig for mig. Jeg begreb med eet, at jeg, som levende Væsen betragtet, virkelig var "tidløs". Jeg forstod, at Sol, Varme og Humlebi netop var de tre smaa Knapper, der skulde trykkes paa, for at mit Jeg umærkeligt kunde glide tilbage for paany at genopleve dette meget smukke Billede. Sandt nok tog det hele ikke nær saa megen Tid, som det her har taget mig at gengive det, men ligesaa sandt er det, at jeg, medens jeg oplevede det, helt var revet ud af Sammenhængen med mit nuværende Liv. Det var først bagefter, jeg helt registrerede Oplevelsen som en "Genoplevelse". Medens den stod paa, var den realistisk nok. Naar jeg fortæller Dem alt dette, er det, fordi jeg tror, at vi alle har saadanne Oplevelser. Nu vil De maaske sige, at det er det, man kalder "Minder", men her maa jeg saa svare et baade- og. Thi selvom det, jeg oplevede, var et Minde, saa var det et, der helt opslugte mig og midlertidigt fjernede alt det, jeg senere har oplevet, modsat de Minder, jeg, saavel som De selv, til enhver Tid kan trylle frem, men som aldrig formaar at fortrænge det nærværende Nu.

Det er efter saadanne Oplevelser, man forstaar, hvorfor Martinus har givet Hukommelsesenergiens Zone Navnet "Salighedsriget", thi hvis noget er Salighed, saa er det den Fornemmelse, der i en saadan Stund strømmer igennem en! Jeg kunde bagefter ikke lade være med at tænke paa hvor skønt det Liv, vi nu oplever, altsaa det, der strækker sig fra vor nuværende Fødsel og frem til den Dag, det er forbi her, vil være, naar vi paany skal genopleve det i Salighedsmaterie. Det er kun sjældent, vore Oplevelser er direkte skønne i Oplevelsesøjeblikket. Vort Liv her kan være saa sært sjusket og opstyltet. Vi kender alle det, at Hverdagens Pligter og alt der kan gribe ind paa den mest generende Maade i den Kæde af Oplevelser, som vort Liv er. Tænk Dem saa denne Kæde udrenset for alle de Led, der egentlig blot var Fyld. Selv den skønneste Solnedgang er dog i nogen Grad spoleret, hvis ens Mave uafbrudt rumler og volder Kval. Men Oplevelsen gaar alligevel ind i Bevidsthedslivets Dyb og vil engang kunne genopleves, friet for Mindet om Mavens Indgreb. Jeg har ofte tænkt paa, at vi her kun oplever Skønheden som uforarbejdet Raavare. Mon ikke det er det samme, som har foresvævet den Digter, som formulerede Sætningen: "Evigt ejes kun det tabte", jeg tror det. Tilværelsens kosmiske Perspektivprincip skal træde i Funktion først. Igennem det toner det egentlig Skønne først frem. Personligt finder jeg, at en af de værdifuldeste Analyser, Martinus har givet os, er den, igennem hvilken han lader os forstaa, at al Dagliglivets Ubehag, alt det, vi under eet kalder "Smerte", er det i os, der hurtigst ruster bort og forsvinder, at det blot er "Arbejdsmateriale", som vi næsten lægger bort samtidigt med det fysiske Legeme. Før Martinus vidste vi alle, at det, at forstaa, var det samme som at tilgive. Igennem ham har vi ydermere lært, at det, at forstaa, er selve Nøglen til Salighedsriget. Mere end nogen anden har han lært mig, ja vel direkte indpodet mig, at den, der ikke længere har noget Begær efter at forstaa, er standset i sin Vækst. For ham er Livet faktisk midlertidigt endt. Hvor viseligt, at Livet saa er saaledes indrettet, at et saadant Menneske ikke selv mærker saa meget til det, men igennem sin egen Trang til at docere den begrænsede Sum af Viden, Livet gav ham, fremdeles kan opleve lidt af den Salighed, der fyldte hans Sind, dengang hans nuværende Viden var "ny Vin". Men virkeligt Liv er kun det, hvor Sindet stadigt er modtageligt. Ung er kun den, i hvem der lever en Sjæl, der uafladeligt brænder efter at vide mere. Ham er det virkeligt rige Liv beskaaret, thi det er for den "der banker paa", der skal aabnes, det er for den "der søger", at Gud viser sig i hele sin straalende Majestæt.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere – og fra en Koloni, der nu myldrer af glade, ferietrængende Mennesker.