Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

I Dag for ti Aar siden erhvervede Martinus den Jord ved Klint, paa hvilken Kosmos Feriekoloni er bygget. Som det var i Gaar erindrer jeg den Glæde, det var for baade ham og mig at vide, at vi nu havde faaet et Sted, hvor alt det, som levede i os, kunde komme til fuld Udfoldelse. At Koloniens egentlige tiaarige Fødselsdag først falder paa dens Aabningsdag, er naturligvis en Selvfølge, men mon De ikke forstaar, at den Dag, vi nu oplever, er af en ganske særlig Betydning for os? Fra nu af gaar vi ind i en Periode, der næsten dagligt vil minde os om Ting, som vi dengang maatte foretage, om Planer, som dengang fødtes, og som nu forlængst er blevet realistisk Virkelighed. Paa sin Vis er Beretningen om Kosmos Feriekolonis Tilblivelse et moderne Eventyr, skabt som den er af en Mand, der kun havde sin egen ubegrænsede Tillid til den Mission, der blev hans, at støtte sig til.

Perioden 1934-44 er jo særlig ejendommelig derved, at Krigen som en Lynkile deler den i to Halvdele. I Virkeligheden blev Kolonien skabt i denne Periodes første Halvdel. Tiden fra 1934 til 1939 var en Tid med stadige Udvidelser. Atter og atter blev vi stillet overfor den Kendsgerning, at Kolonien var for lille, og at det og det maatte foretages for at bringe den frem til at kunne svare til de Krav, der blev stillet til den. Intet Under, at den sidste Periode, den der strækker sig fra Foraaret 1940 og til idag, har været langt sværere end den første. Thi dengang kunde man med fuld Fortrøstning sige, at de Huse, der manglede, vilde komme. Idag har vi kun et indtil Trivialitet gentaget "Vi har desværre ikke Plads" til alle de, der længes efter at være Gæster hos os.

Men satte Krigen stop for Husbyggeriet, betød den dog ikke, at Hænderne blev lagt i Skødet. Saa godt som vi har evnet, har vi anvendt de vanskelige Krigsaar til at forberede de kommende Fredsaar. Omend det endnu er vel tidligt at løfte Sløret for de Planer, som da vil komme til Udfoldelse, saa kan jeg dog sige, at vi i samme Nu, det Tryk, som idag lammer alt Byggeri, bliver hævet, gaar i Gang med Skabelsen af alt det, vi i disse tunge Aar har savnet heroppe. Thi tungt er det atter og atter at skulle sige Nej! til Mennesker, om hvilke man ved, at de ikke alene trænger til Ferie, men lige netop til den Ferie, vi under normale Forhold havde evnet at give dem.

Hemmeligheden ved Kosmos Feriekolonis Vækst er ikke dens ydre Komfort. Sandt nok har vi paa de rent ydre Omraader gjort alt, hvad der staar i vor Magt for at gøre den saa behagelig som Mulig, men disse Behageligheder alene kunde ikke skabe den Vækst, enhver her har været Vidne til. Nej, Aarsagen til denne smukke Feriebys Vækst maa søges paa ganske andre Omraader. De findes i selve den Aand, paa hvilken dens Skabelse hviler. I sig selv udtrykker dens Tilblivelse den Drøms Virkeliggørelse, vi alle bærer i vort Hjertes inderste Lønkammer: Drømmen om et Sted, hvor alt det i os, som virkeligt er godt, kan faa Lov til at komme til Udfoldelse. Hver for sig ved vi alle, at vort Sind endnu er behæftet med Mangler og Skyggesider, som det baade vil tage Tid og Taarer at faa fjernet, men vi ved ogsaa, at der dybt inde i os selv lever noget, som, selv om det maaske sjældent kommer op paa vort Sinds Overflade, alligevel eksisterer og kræver Næring. Stærkt eller svagt, saa er det dog det i os, som bærer vor fremtidige Lykke i sit Skød, hvorfor vi da ogsaa rent instinktivt værner om det. I dette Instinkt finder jeg den inderste Kilde til ikke alene Koloniens, men ogsaa hele Martinus Arbejdes Vækst. Man kan ikke møde dette Arbejde uden at føle, at det er blevet bragt ind i Verden for at hjælpe os paa netop de Omraader, hvor vi før stod hjælpeløse. Man kan for mig mene, ligegyldigt hvad man vil om dets Form og Fremtræden, ja, endog om dets Ophav, med hele min Sjæl ved jeg, at det havde været mig umuligt at klare dette Livs Byrder, om jeg ikke netop havde mødt dette Arbejde paa min Vej. Og som jeg selv med min Sjæls inderste Traade er forbundet med de Sandheder, Martinus har oplyst mig om, ved jeg, at ogsaa andre er det. Ja selv de, der i deres Taabelighed søger at "undlive" denne Mands Virke, er saa forbundet med det, at de aldrig vil kunne slippe det. Og tegner man ikke det bedste Billede af Martinus eget Sind ved at gengive nogle Ord, jeg selv har hørt af hans Mund, da han engang var ude for det, vi andre kalder en grænseløs Sjofelhed? Paa sin vante stilfærdige Maade, sagde han da: "Lad dem dog mene lige hvad de vil, jeg ved dog, at det vil være dem ganske umuligt at komme videre uden mine Analyser, og at de derfor alle før eller senere maa vende tilbage til mig!"

Vi lever nu i en Tid, hvor alle drømmer om, at en ny Verden skal blive født. Men mon nogen tror, at Verden kan blive ny, uden at en hel ny Aand kommer ind i den? Kan denne nye Aand være andet end Evnen til at tilgive, til at forstaa og til at ændre sit eget Sind i en mere kærlig Retning? Materielt er Verden rig, aandeligt er den fattig. At finde den forenende Faktor mellem disse to Tilstande er en kommende Tids Hovedopgave, og mon nogen, der virkeligt har mødt Martinus Analyser, kan være i Tvivl om, at vi her finder Hovedhensigten med disse Analysers Fødsel i den Verden, der blev vor?

At disse Analyser ikke alene hjælper os i det daglige, ved enhver af os, der virkelig har forsøgt at efterleve dem, men at de ogsaa formaar at bøje en tung og vanskelig Materie, derom er Kosmos Feriekoloni et Vidnesbyrd, som ikke kan rokkes. Dens Tilblivelse og fremtidige Vækst er et urokkeligt Bevis derpaa, at Mennesker kan andet og mere end skændes og være uenige, at de ogsaa i sig ejer Evner til i Enighed og virkelig Kærlighed at bygge noget, hvis eneste Hensigt er: realistisk Næstekærlighed!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere

NB: For at kunne bringe Afslutningen paa Martinus Foredrag udgaar Tegningen af Brevet denne Gang.