Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Som ovenfor antydet befinder jeg mig nu igen ved Klint optaget af at tilrettelægge den kommende Feriesæson. Jeg har allerede været her et lille Stykke Tid og vil ikke benægte, at jeg i fulde Maal nyder den Fred og Stilhed, som kendetegner Stedet her. Takket være vor flittige Bestyrer Flygge Jørgensen, er Tilbagekomsten hertil snart kun een stor Nydelse. I "gamle Dage", da jeg nærmest var ene om det lige i Starten, kunde det til Tider være saa som saa med Nydelsen. Nu derimod, hvor det hele bliver passet uafbrudt, og passet som var det hele Flygges eget, er det, som om Glæden ved at "vende tilbage" er blevet ligesom fordoblet. Naa, til den gode Orden, som hersker her, kommer ogsaa det, at Aarenes Gang nu begynder at ses. Hvor der for syv Aar siden laa en øde og gold Sandmark, ligger der nu et lille, frugtbart Gartneri. Hvor Vinden dengang jog isnende hen over de første nyplantede Frugttræer og Buske, standses den nu af stadigt tættere og tættere Hegn, kort sagt, det hele gror efterhaanden til og begynder at svare til de Fantasibilleder, vi dengang dannede os.

Ogsaa Læbælterne omkring selve Kolonien begynder nu at tage Form, og det vil ikke tage mange Aar før samtlige Huse ligger lunt beskyttet mellem Fyr og Gran. De haarde Virkninger af de endnu ikke helt glemte Isvintre er ved at fortage sig, Naturen "læger" sig selv, og snart vil de vældige Isblokke, der mødte Mogens Munch og Undertegnede, da vi ankom i 1941, blot være noget, der hører Mindernes Verden til. Naar jeg undtager Svalen og Gøgen, er hele det store Fugleorkester forlængst samlet. Blot en Smule Sol og straks spiller det op med en Kraft, der hverken kender til Fagforenings-tariffer eller begrænset Arbejdstid. De første Følfod har forlængst hængt deres brandgule Lygter ud, og den lille kyseklædte Anemone pulsatilla stikker ogsaa forsigtig sin lille Blaaklokke op over Græsset. Moder Natur rører paa sig – trods Krig og anden Ufred ønsker hun at præsentere sig i Stadtøjet, naar Pinsesolen inklinerer til den første Dans!

Paaskevejret var usandsynligt skønt heroppe, og egentlig sved det i Hjertet, at Kolonien ikke genlød af glad Latter. Men vi turde ikke løbe Risikoen. Var det hele blevet Regn og Rusk, vilde det under de nuværende Forhold ikke have været rart at være her. Lys og Varme skal der til – og helst ogsaa gode Transportforhold. Man bliver helt vemodig ved at tænke paa, hvorlænge det nu er siden, vi havde alt det. Men andre har haft det og har det fremdeles værre end os, og alle Savn til Trods har vi kun Grund til at være Forsynet inderlig taknemmelig over de Goder, vi har haft og fremdeles har, og til hvilke denne dejlige Koloni, de nuværende Mangler ufortalt, hører med.

Men Paasken har ogsaa en "indvendig" Side – det store Gethsemanemysterium. Under en Tur, jeg for nogle Aftener siden gik mig op over Bakkerne omkring Kolonien, fangede dette skønne Mysterium mit Sind, og som det ofte gaar, naar et aandeligt Problem kommer til at beskæftige en, glemte jeg helt at betragte den ydre Verden for Storslaaetheden i alt det, Paaskemysteriet rummer. Klarere end nogen Sinde før i mit Liv saa jeg Konsekvensen af Jesus berømte Ord i Gethsemanehave: "Herre, ske ikke min, men din guddommelige Vilje"! I en Verden, hvor enhver sætter alle Sejl til for at hævde sin "Ret", hvor det, vi under eet kalder "Egenviljen", i den Grad er dominerende, at en verdensomfattende Krig er blevet den nødvendige Konsekvens, kan disse Ord næsten lyde meningsløse, ja, er det vel ogsaa for mange Mennesker. Men prøv at sætte dem ved Siden af en anden bibelsk Sætning, De kender, nemlig Ordene: "Hævner Eder ikke, I elskelige! Hævnen hører mig til! siger den Herre Zebaoth" – og jeg tror, at De evner at se Sammenhængen mellem disse to kosmiske Udtalelser, som er fødte med maaske Aarhundreders Mellemrum. Ogsaa Jesus kunde maaske have Grund til at nære mørke Tanker. Han vidste under sin Kamp, at han inden længe vilde blive svigtet af de, der paastod at forstaa ham bedst. Han vidste i denne tunge Time, at en hel Verden nu vilde vende ham Ryggen, og at Hobens Spot og Øvrighedens haarde Dom nu ventede ham. To voldsomme, modgaaende Bølger maa have passeret hans Sind, men dybt fortrolig med Tilværelsens kosmiske Love bøjede han sig ydmygt for det uundgaaelige. Ordene: "Ikke min, men din Vilje"! er maaske de største, der er kommet over et Menneskes Læber, og de har Bud til os alle. Intet Menneske kan i vor Verden leve saaledes, at ikke en eller anden nærer Vrede imod det. Vi oplever alle atter og atter "Gethsemanehave". Hver eneste Gang en staar os imod med aabent eller skjult Had, med aaben eller skjult Forfølgelse, befinder vi os en miniature i Jesus Sted. To Bølger gaar da i Dybden af vor Sjæl. Skal vi hævne os? Tage Revanche? Eller skal vi bide det hele i os og overlade Forsynet at straffe? Fristelserne kan her være af helt forfærdende Natur. Maaske sidder man inde med Midler til helt at knuse sin Modstander, om man vilde benytte sig af dem. Som en strid Flod kommer Tankerne myldrende, alle triumferende ved Synet af den knuste og til Spot udleverede Modstander. Men en anden Bølge rejser sig. Modsat den første taler den et forsonende Sprog. "Den, der formerer Hadet, standser det ikke" har Martinus engang sagt, og det er en Sandhed, der er værd at erindre sig i de Øjeblikke, hvor ens Blod er lige ved at koge over! Hvilken Jerndisciplin Jesus dog har haft over sit Sind! Det er ikke "Guds Vilje", at det vordende Menneske skal benytte sig af Dyrets Vaaben. Lad dem hade, der endnu føler Glæde derved. Lad trygt den søle sig i Snavset, der endnu har Svinets Natur – det vilde jo være unaturligt at forlange det modsatte af et saadant Menneske! Men for det Menneske, for hvem de aandelige Problemer er andet og mere end intellektuelt Legetøj, findes der kun een Vej at vandre, naar det dræbende Princips giftigtunge Tankearter vælder ind over det, den ydmygt at bøje sit Hoved og overlade al Tanke om Hævn og Gengældelse til Guddommen. Lad saa være at en og anden kalder det "Svaghed" ja, maaske "Fejghed", den, der har kæmpet Kampen til Ende, ved bedre!

"Langfredag var en bitter Dag, men skøn var Paaskemorgen"! Hvilket Menneske kan have en skønnere Indreverden end det, der har sejret over sig selv og undladt at tage sig selv til Rette? Lad det have gjort nok saa sviende ondt i Sjælen at give Afkald paa Retten til den Hævn, der engang føltes saa naturlig, den Fred, der efterfølger en saadan Beslutning, er det hele værd. Kan den Viden, Martinus bringer os, ikke føre os til denne Handlemaade, har vi mødt den for tidligt. Da har vi leget med den, som Børn uundgaaeligt vil lege med de Perler, hvis Værdi de er uden Evne til at se. Det er ikke de Tanker, vi tænker i disse Stunder, der betyder saa meget, men det er den Handlemaade, der bliver vore Tankers Konsekvens, der har Værdi. Og det er i Modgang mere end i nogen anden Tilstand, at vi skal lytte til Nazaræeren der, hvor han siger: "Tag dit Kors og følg mig"!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere