Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

I mit sidste Brev til Dem berørte jeg de Erfaringer Studiet af de kosmiske Analyser har givet mig i Forholdet til det jordiske Menneskes Møde med Døden. Netop fordi jeg her med egne Øjne har set, i hvor høj en Grad disse Analyser formaar at omskabe denne frygtede Oplevelse til en straalende Lysoplevelse, ligger det mig stærkt paa Sinde at bidrage til, at ethvert aandeligt modent Menneske lærer disse Analyser at kende. Mange Aars intenst Beskæftigelse med Tænkning indenfor disse Omraader har vist mig, i hvor fantastisk en Grad det jordiske Menneske har spundet sig ind i en Forestillingsverden, der ligesom spærrer for Udsigten til den Verden, det Time for Time arbejder sig henimod. Bundet af det fysiske Plans mangeartede Illusioner ser det store Flertal slet ikke, at der udenfor dets eget Sinds Grænsepæle befinder sig en Verden af ufattelig Skønhed. Tænker det endelig paa Døden og paa en eventuel fortsættende Tilværelse, minder dets Forestillinger paa disse Omraader mere om kolde og uigennemtrængelige Taager end om det Lys, denne aandelige Tilstand i Virkeligheden indebærer. Vidste man ikke bedre, kunde man fristes til indenfor dette Omraade at udbryde med Strindberg: "Hvor er det Synd for Menneskene"! Men da disse høje Zoners Lys jo ikke faar Værdi, før de Evner, igennem hvilke det skal opleves, er udviklet, gælder det gamle Billede: "Hvad Øjet ikke ser og Øret ikke hører, det faar Hjertet ikke ondt af" ogsaa her, uden at det derfor rokker ved den Kendsgerning, at det vi kalder "Fred" i virkelig Forstand først opleves den Dag, Kendskabet til disse høje Zoner udgør en Del af vor vaagne Dagsbevidsthed.

Ejendommeligt nok ejer praktisk talt alle Mennesker en indre ubevidst Viden om disse Zoners virkelige Skønhed og giver ofte Udtryk for dem, omend paa en Maade kun de færreste opfatter som Udtryk for den aandelige Verdens Eksistens, nemlig hver Gang Modgangen her paa det fysiske Plan faar dem til at kalde Jorden en Jammerdal og Livet ikke værd at leve. I dette Smertensskrig over denne Tilværelses Ulidelighed, ligger samtidigt gemt et Skrig af Længsel efter denne Tilstands Kontrast. Gemt under Dagsbevidsthedens pulserende Liv ligger en taageagtig Viden om en Tilstand, som ikke er af "denne Verden". Fra skjulte Omraader i vort Sjæleliv strømmer Impulser imod os, som hele Tiden vil gøre os begribelig, at det, vi her oplever, slet ikke er det endelige, men at der tværtimod findes noget forude, som er langt skønnere end vor Bevidsthed evner at give Udtryk for. Det kan i stille Stunder ske, at disse Impulser kommer til os med en Styrke saa overvældende, at vi ligesom kan gribes af en Længsel efter, at dette Liv, al sin Tiltrækning til Trods, var noget overstaaet, og at det andet, det ukendte, havde kastet sine Slør og delagtiggjort os i sine Hemmeligheder. Det er i disse stille Stunder, de virkelige kosmiske Mesterværker er blevet skabt, enten de saa har faaet Navn af Poesi eller Prosa, af Maler- eller Billedhuggerkunst. Den aandelige Verdens rene, skønne og inspirerende Atmosfære er om os hele Tiden, men vi er Eksperter i at lukke den ude fra vort Sind. Som stejle og uovervindelige Bjerge rejser vore Forestillinger om Dit og Dat sig imellem os og denne høje Verdens straalende Lys. Vi har travlt. Saa travlt, at vi i Almindelighed slet ikke har Tid til at leve. Vore Hjerner myldrer med Planer om alt det, vi skal naa, og mange er de, for hvem Dagen er altfor kort. Men hvad er det, vi har saa travlt med? Se udover Verden og se hvorledes det Menneske, man med Stolthed gav Navnet "Homo sapiens", hvilket betyder "Det vidende Menneske", gebærder sig. I Blod og Mudder, i Dynd og Elendighed arbejder dets Hjerne under Højtryk. Sansebilleder hvirvler igennem dets Sind i et Tempo som aldrig før, – jo det "vidende" Menneske lever!

Men Livet er andet end det jordiske Menneske. For den, der har faaet Lov til at faa Indblik i Tilværelsens Lovmæssighed, virker det til Tider helt overvældende at møde det enkelte Jordmenneskes Selvovervurdering. Jorden som den eneste beboede Klode i Verdensaltet og Mennesket som Naturens ypperste Frembringelse er realistiske Virkeligheder for langt flere, end man er glad for at tænke paa. Og Illusionen om det nuværende Liv som det eneste kan heller ikke kaldes ukendt. Hvor givet, at disse Indstillinger maa komme til kort overfor Virkelighedens Verden. Hvor selvfølgeligt, at det Menneske, for hvem disse Opfattelser har mistet al Tiltrækning, vender sig imod større Vidder, selvom disse Vidder af "den offentlige Mening" karakteriseres som Fantasier, eller hvad man ellers kan finde paa at kalde den Pose, man putter alt det ned i, man hverken begriber eller længes efter at begribe.

Jeg skrev, at Livet er andet end det jordiske Menneske. Midt i al sin Selvovervurdering overser mangt et Menneske, at den Hjerne, som maaske er dets kosteligste Organ, er bygget til at modtage andre "Stationer" end de, der kun sender paa de lavmentale Bølgelængder. Det er ikke Guddommens Skyld, om vi er uden Viden om det virkelige Liv. Døgnet rundt sender de store "Stationer" deres straalende Budskaber ud i Rummet. Tværs gennem Aarhundreder lyder Røsten: "Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en Stad"! – "Behersk dit Sind og elsk og forstaa din Næste, det er al Lovens Fylde"! Men der skal en ny Indstilling til at opfange disse Budskaber som livgivende Inspiration. Had og Hævn. Bagtalelse og anden mental Modbydelighed gaar lettere igennem og bringer mere Spænding. Skidt med at Nerverne flosses, og Livet faar et forvrænget Ansigt, et hæsligt dyrisk Udtryk – det er Spænding og Kamp, det er Liv!

Men flere og flere føler sig trætte af denne Kamp. Flere og flere begynder at ønske at høre andre Toner. Famlende piller de ved deres Sjæls Modtagerapparat, og med eet strømmer helt andre Toner ind i deres Sjæl, Toner som faar alle de gamle Melodier til at lyde fattige og betydningsløse. En ny Station er blevet hørt, en ny Verden har lukket sig op. Med uimodsigelig Styrke har Livet selv vist, at det er andet og mere end det jordiske Menneske, hvis Tankeverden eller Forestillingskres i Virkeligheden blot er at ligne ved en lille beskeden Ø midt i Guddommens ubegrænsede mentale Hav. Paany tændes Lyset i de trætte Øjne. Paany strømmer Livskraften igennem de matte Lemmer, paany føles Livet værd at leve og det blot, fordi man prøvede en ny Station!

"I er Jordens Salt"! sagde Kristus til sine Apostle. Han vidste, hvor meget det lidet formaar i Forholdet til det store, naar det vel at mærke er ægte. Stærke Kræfter rører paa sig i Dybet af den jordmenneskelige Mentalitet, Kræfter kun Taaben vover at overse. En ny Tankeverden, en ny Livsindstilling er ved at sprænge sin Puppe. Den udefinerede Følelses Epoke er ved at være forbi, forude i Kimingens Rand begynder en højintellektuel Verden at tone frem, lykkelig den, der har set den og nu fuldt bevidst stiller ind paa den.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere